Viser opslag med etiketten Dansk IT. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dansk IT. Vis alle opslag

13.8.07

De hvide mænds digitalisering af Danmark

18 mænd er på programmet, når Dansk IT den 22. august blænder op for en vigtig konference, der handler om fremtidens digitalisering af det danske samfund. Både skatteminister Kristian Jensen og undervisningsminister Bertel Haarder at finde blandt de 18. Men der er skam også én kvinde repræsenteret.

Dansk IT, der har godt 6.000 it-ansvarlige som medlemmer, præsenterer konferencen med titlen CIO Innovation Forum, således:
"Hvad skal vi kunne for at vinde på fremtidens digitale markedsplads? Hvad vil det sige at være en digital virksomhed i verdensklasse? Hvordan indretter vi verdens bedste digitale forvaltning?
........ få indsigt i den seneste tænkning inden for digital virksomhed, digital forvaltning og digitale kompetencer.
Den eneste kvinde, der tilsyneladende kan præstere "den seneste tænkning", ses i en paneldebat. Heldigvis er der dog ikke tale om en ren alibi-kvinde - knaphulsblomsten. Det er nemlig Lisbeth Knudsen, der i mange år har være med i Dansk IT's bestyrelse og som har en levende interesse i stoffet. Knudsen, der tidligere var nyhedsdirektør i DR, er nu chefredaktør for Berlingske Tidende.

Tænketanken CIO Innovation Forum har i øvrigt en række dygtige it-direktører i rækkerne, og det er et godt initiativ, der blev taget, da tænketanken blev nedsat.

Forummet blev etableret som en reaktion på, at der fra politikernes side stadig ikke blev tænkt strategisk i digitaliseringsbanerne, omend det jo aldrig har skortet med trompetfanfarer såsom "Vi er verdens bedste...", "Vi skal være verdens bedste....".

Styregruppen for tænketanken rummer i øvrigt 18 navne. 17 mænd plus Lisbeth Knudsen.

Spørgsmålet er så, om kvinderne kommer til tænketankens konference som deltagere. Prisen for arrangementet er på knap 4.000 kroner.

PS: IT-branchen og politikerne undrer sig i en uendelighed over, at kvinder vælger IT fra. Galgenhumoristisk kunne man spørge, om der ikke er en ægget/hønen problemstilling her.