Foto: Roma Flowers
To gange på det seneste har jeg hørt, at årsagen til, at danske kvinder er underrepræsenteret på it- og ingeniørfakulteterne og på erhvervslivets tekniktunge poster er, at de er ikke har mulighed for at få nok hjælp til unger og rengøring. Der er ikke nok tilbage, når skatten er betalt. Og i dag læser jeg så hos Berlingske, at de Konservatives vil have deres "valgflæsk", børnefamiliers ret til at fradrage op til 20.000 kroner årligt for hjælp til rengøring, med i regeringsgrundlaget.
Lykkes det får vi se, om prorektor på Danmarks Tekniske Universitet Knut Conradsen har ret, da han for godt en måneds tid fortalte mig, at barrieren for flere kvinder ligger i hjemmet. Ifølge ham har det relativt beskedne antal lektorer og professorer på ingeniørstudierne intet at gøre med hverken bevidst eller ubevidst kønsdiskrimination ved ansættelser/forfremmelser. At der er en langt bedre kvinderepræsentation i Sydeuropa skyldes ifølge ham, at de har fradag for hjælp til børn og det huslige.
I går gav en topchef i en IT-virksomhed mig samme forklaring. Den kan lyde rigtig, og er i hvert fald en bekvem bortforklaring af problemerne, men holder den?
Personligt tror jeg, at de to højt placerede mænd lægger for meget vægt på den forklaring. Jeg tror, at miljøerne i sig selv kan virke for ensrettet mod mandekønnet og dermed lidt golde for kvindekønnet, så miljøerne også bliver nødt til at byde på andet en sweet talk. Jeg tror også, at der findes en del ubevist kønsdiskrimination. Og så tror jeg på, at mange danske kvinder tager ligestillingen for så givet, at de ikke rigtig går efter "tunge" job, i modsætning til i Sydeuropa og i Tyrkiet, hvor netop disse poster giver kvinder den nødvendige ekstra pondus. Som jeg har nævnt tidligere, så ser jeg en tendens til, at danske kvinder følger gamle tiders overklassekvinders eksempel, nemlig at flirte med kunst, kultur og lidt finere omsorg.
Men lad os se. Alene for bevisets skyld er jeg faktisk åben for at blive diskrimineret skattemæssigt.
