
Hvad der sker med Apple lige nu, kommer til at præge fremtidens pensum på alverdens Business Schools, tror jeg. Apple har jo nærmest for evigt produceret computere, Mac-computerne, men det har også nærmest for evigt knebet med markedsandelen. Nu eksploderer den imidlertid.
Apple er blevet den tredjestørste leverandør af personlige computere i USA. I årets tredje kvartal, hvor den generelle vækst på pc-markedet var på blot 4,7 procent, forventer analysefirmaet Gartner, at Apples vækst ender på 37 procent.
Især i fokus salgsmæssigt i 2007 er de bærbare. Faktisk overstiger det bærbare salg for første gang salget af stationære personlige computere, men New York Times citerer Apple-stifteren Steve Jobs for, at to ud af tre Mac’er, der sælges, er bærbare.
Den høje vækst hos Apple tilskrives i høj grad den succes, som Apple har haft på helt andre områder, nemlig med sin musikafspiller iPod, der nu også er videoafspiller, og med den helt nye iPhone, der også har fået tilnavnet Jesus-phone, takket være den ekstreme opmærksomhed, som lanceringen gav.
Det bliver spændende at se, om Apple også får ændret sin situation i Danmark. I mange år lå markedsandelen vist nede på to procent, hvilket blandt andet bevirkede, at mange firmaer ikke ville investerer i også at sikre, at deres websteder kunne benyttes med en Mac.
Jeg hørte selv forleden om to knægte i bekendtskabskredsen – den ene i 1 G, den anden i 9. klasse – hvis hedeste ønske er en Mac bærbar.... Hum, hum. Der er vist noget, der rykker, også herhjemme. De har ellers siddet med snotten dybt inde i pc-verdenens spil.
Læren af Apple? Der er håb forude for alle I gamle virksomheder, der nok har et godt ry for et produkt, som dog aldrig rigtig slog igennem. I skal "bare" opfinde helt nye ekstraordinære produkter til forbrugersegmentet, og så trækker det mere med sig:-)
Ser jeg på trafikken på denne it-blog, der jo har mest fokus på business, så kommer 5 procent af de besøgende via en Mac. Og det er faktisk lidt mere, end jeg havde regnet med. Windows XP vægter med sine 82 procent meget tungt, men det nye Windows, Vista, ligger helt nede på 4 procent. Open source-styresystemet Linux ligger på 2 procent (tallet er garanteret højere især hos Version2, der har en meget levende debat om open source's velsignelser, men sikkert også Computerworld, hvor der jo også flere teknisk orinterede besøgende). Men jeg kan så tilføje, at hele 24 procent af de besøgende på Bizzen bruger Firefox-browseren - altså et stykke open source-software.
Tilføjelse den 23.10. Her er Wall Street Journals præsentation af, hvor godt det går.
Apple's net income surged 67% as sales jumped to $6.22 billion. The company sold 1.1 million iPhones during the quarter, and iPod shipments topped 10 million. Sales of Macintosh computers were also strong.PS: På fredag begynder Apple at sælge sin seneste version af sit OS X styresystem med kælenavnet Leopard... bliver spændende at se, hvor hurtigt folk skifter over til det, a pro pos den ekstreme træghed, der hersker over for Windows Vista. Det forekommer mig, at skift af OS-version i Mac-verdenen sker noget mere smidigt (og det er jo hyppigere), men stemmer det?

