Viser opslag med etiketten VMware. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten VMware. Vis alle opslag

14.8.07

Whauw for en børsnotering

Midt i hele bekymringen om udviklingen på aktiemarkedet strålede softwarefirmaet VMware, der havde første dag på børsen i dag. I prospektet var prisen pr. aktie 29 dollars. På første handelsdag var værdien på et tidspunkt vokset med over 80 procent. En af de bedste børsnoteringer på det amerikanske marked i lang lang tid.

Og hvad gør så VMware. Jo, softwaren modtages nærmest med tak (selv om den er dyr) af alle dem, der er ved at drukne i data og udgifter til diskplads, og alle dem, der er trætte af, at servere typisk kun udnytter 25-30 procent af den samlede kapacitet.

VMware sørger for "virtualisering". En fysisk server kan opdeles i flere virtuelle servere og dermed presses udnyttelsesgraden op. Softwaren kan også betragte alle servere som én stor pool, i stedet for hver sit lille reservat. Det betyder, at hvis serveren, der burde lagres på, er fuld, så lagres det bare et andet sted, hvor der er plads. Pr. automatik.

Virtualisering betyder også, at èn af de virtuelle servere måske kører med Windows-styresystemet, mens en anden opgave, der er udviklet til Linux-styresystemet, kører på en anden virtuel server. Og altså på en og samme fysiske server.

VMware blev købt af diskgiganten EMC i 2003 for godt 600 millioner dollars. IPO-værdien (markedsværdien for VMware ved børnoteringen) blev ansat til 10,9 milliarder dollars. Og EMC solgte kun 9-10 procent af sin andel. Intel og Cisco fik i øvrigt lov til at købe hver nogle procenter inden børsnoteringen.

Firmaet er brandvarmt i disse år. Den seneste vækst i årsomsætningen lå på 95 procent. Firmaet er bestemt ikke purungt, og overskudet er flot. Konkurrence? Jo, der er nogle. Microsoft er også på vej ind på dette marked. Og VMware selv er i gang med at tænke i virtualisering af desktop'en - altså arbejdspc'en, som den enkelte sidder med. Et kæmpe marked, der knapt er taget hul på.

Tilføjelse 15. august. Interessant diskussion på Venturecake.comom, hvorvidt VMware nasser på Linux-kode.