Joost er en gratis-tjeneste, der giver fuldskærms-tv i HØJ kvalitet over internettet - ikke lavopløselige levende, små billeder, der måske tilmed fryser af og til. Senest har vi kunnet læse, at selv CNN har indgået en aftale med Joost om at stille materiale til rådighed. Joost selv oplyser, at man allerede nu frit kan vælge mellem 15.000 gratis shows, som man kan se, hvornår man end vil.
Inden jeg gengiver de kritiske røster, lige et forbehold. Tv-signaler - streaming video - er ikke min stærke side, så bær over med mig, hvis jeg bommer mig. Og korriger venligst i kommentarfeltet, skulle det være nødvendigt.
En af tech-verdenens mest kendte blogs, TechCrunch, giver udtryk for, at Joost trues af en ny udvikling, allerede inden tjenesten rigtig er kommet i luften (andet end i beta). Truslen kommer især med næste version af Adobes Flash-player. En flash player er software, der leverer animationer, videosignaler med videre ude på folks pc'er, og ifølge Adobe er Flash-softwaren allerede på 750 millioner pc'er og mobile enheder.
P.t. kniber det med at vise video-/tv-signaler i høj nok kvalitet, fordi der skal transmitteres mange megabytes i sekundet, og de færreste af os har tilstrækkelig hurtig en internetforbindelse til at klare det. Men i Flash Player 9 vil der være en ekstra god komprimeringsfunktion - H.264 codec - der vil fordoble kvaliteten af streaming video på en given bredbåndsforbindelse. Den bruges allerede af Apple til at komprimere video-downloads på iTunes.
Når millioner af mennesker har fået opdateret deres Adobe Flash til den version, vil alle de selskaber, der allerede i dag er i tv- og videobranchen, straks udnytte det, skriver TechCrunch. Ifølge bloggen vil de dermed kunne lave fuldskærms videostreamning, som er lige så god om ikke bedre end Joost.
Robert Scoble, der blev berømt som blogger for Microsoft, og som nu er på PodTech, hvor han "videoblogger", forstår ikke, at Joost får særlig opmærksomhed på en kommende konference arrangeret af NewTeeVee (en del af et nyt blogagtigt medieimperium stiftet af Om Malik). Scoble skriver:
"...why feature Joost? They haven’t proven that they’ll survive in this new TV marketplace. I’m willing to bet that Justin.tv or Kyte.tv will have 10x the traffic in a year than Joost. ......Why is Joost going to have trouble? Because they wanted to replace TV and the TV networks will NEVER give Joost their best stuff." Citat slut.Dernæst kommer Scoble med en lang liste over de emner, han savner på denne konference om "ny tv".
Er du beta-tester af Joost? Så giv meget gerne dit bud på, om der måske bare er tale om sure rønnebær eller om der virkelig er mørke skyer i horisonten for Joost.
