Viser opslag med etiketten Microsoft. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Microsoft. Vis alle opslag

29.10.07

Direktørblog slettet efter fyring

Fyringen af Mondos Anders Andersen er stadig varm, men hans blog er psssst forsvundet. Bloggen "Anders' mening" blev åbenbart sat på porten samtidig med, at direktøren måtte gå efter at have handlet med firmaets aktier på andre tidspunkter end i de tilladte intervaller.

At jeg tog et kig på bloggen, skyldes to ting. Dels at jeg i sidste uge skrev om Mondo, dels at jeg tidligere havde taget et kig på et særpræget blogindlæg - et angreb på en journalist - på Mondo-direktørens blog.

Omtalen i sidste uge skyldtes, at det børsnoterede firma fik en slags cadeau fra Microsoft-topbossen Jeff Raikes fra talerstolen i Bella Center, hvor Microsoft-konferencen Convergence havde samlet 4000 deltagere. Raikes fortalte, at Mondo er valgt som foreløbig eneste danske firma, der må tilbyde Microsofts salgsstøttesystem (Dynamics CRM) som en tjeneste via nettet.

Nyheden resulterede i et længe tiltrængt stort kurspring opad for Mondo, der gik på børsen for et år siden, men som fra februar og frem til få dage før Convergence startede havde mistet halvdelen af sin kursværdi. Microsoftnyheden løftede kursen med op mod 20 procent i løbet af få dage.

Det særprægede blogindlæg, jeg havde kigget på, skyldtes, at Anders Andersen på utraditionel vis tog til genmæle mod en journalist fra Jyllands-Posten på trods af, at artiklerne endnu ikke var publiceret. Den reaktion blev kommenteret på bloggen, der hører til overskrift.dk.

Anders Andersen indledte sit indlæg således:
"Kære aktionær, medarbejder og interessent,
Jeg bliver desværre nødt til at benytte denne lidt utraditionelle kommunikationsform for, at imødegå den dybt afslørende og skandaløse historie som en journalist ved Jyllandsposten arbejder på om Mondo/undertegnede. Alle mine hemmeligheder er nemlig blevet afsløret. Jeg kan derfor kun sige til læseren; læs trygt videre men vær beredt på det værste…
Overskriften gik på, at journalisten sikkert ville vinde årets journalistpris, Cavling-prisen.

Anders Andersen fortalte blandt andet, at journalisten gik efter noget i forbindelse med bogføringen efter opkøbet af et underskudsgivende selskab, men at der intet var i den historie.

Han fortalte også, at der intet odiøst var i, at han først på virksomhedens vegne havde tegnet en langtidskontrakt på leje af en bygning ejet af investoren Peter Warnøe, hvorefter han kort tid efter selv købte bygningen. Bestyrelsen havde godkendt det, forklarede Anders Andersen. I blog indlægget står også, at han ejer 35 procent af Mondo (altså på daværende tidspunkt), men i bestyrelsens redegørelse for fyringen står intet om, hvorvidt han har solgt eller købt aktier.

Selv om der nu er lukket for bloggen kan indlægget stadig ses via Googles cache (en slags ekstra hukommelse) her.

Fyringen har også kostet Anders Andersen tillidsposten som formand for Danske Industris brancheorganisation ITEK.

Computerworld har netop interviewet Anders Andersen her . Han fortæller, at transaktionerne, der bevirkede hans fyring, ikke skete med personlig berigelse som formål.

23.10.07

Navision forsinkes og andre OBS fra Convergence 2007

Microsoft har lavet flere og større ændringer til Dynamics Nav, altså det gamle Navision-system, er man havde regnet med. Det er årsagen til, at Navision-kunder ikke længere skal regne med at kunne opgradere til version 5.1. i løbet af første halvår 2008, som lovet - en tidsramme, der faktisk i sig selv også repræsenterede en forsinkelse. Nu bliver det til en splinterny version 6.0, der kommer i løbet af andet halvår 2008.

Udmeldingen kom frem mellem sidebenene under Microsofts store Dynamics-konference, Convergence 2007, der blev indledt i Bella Center i dag med omkring 4.000 deltagere. Den var slet ikke en del af det officielle program, der stadig rummer betegnelsen Navision 5.1, men den øverst ansvarlige for Microsofts Business Division, Jeff Raikes, erkendte forsinkelsen under et pressemøde.

Jeg hæftede mig også ved, at Jeff Raikes indtil flere gange sagde "systemer fra Navision og Damgaard". Tidligere sagde Microsoft altid blot systemer fra Navision.

Og så hørte jeg ham fire gange snakke om "the high priest of data". Det var hver gang han hævede, at med Microsoft-produkter er det hele så enkelt, at man ikke skal tigge be' hos det "højere præsteskab" for at få adgang til "back end data" og for at få præsteskabet til at udføre noget. Det kan man selv gøre, sagde Raikes.

Han talte især om Business Intelligence, altså analyser, der gør at man kan presse mere viden ud af sine data og få de ønskede rapporter på kryds og tværs af geografi, tid, produkter og hvad man ellers måtte ønske.

Ifølge ham er Microsofts evner på dette område faktisk årsagen til, at den store BI-leverandør Hyperion af en og skær frygt har ladet Oracle opkøbe sig, og at store Business Object lader SAP opkøbe sig.

Det er store ord i oktober, men noget er der nok i det. Men mon ikke frygten især skyldes, at netop BI-området har været præget af meget høje priser, og Microsoft kommer også på dette området ind med et langt lavere prisniveau. Kunderne tager jo imod det med kyshånd - herunder Dansk Supermarked.

Jeff Raikes, der er nummer tre mand hos Microsoft - efter Bill Gates og Steve Ballmer - fortalte også om den kraftige vækst i salget af Dynamics-produkterne. Væksten i finansåret, der blev afsluttet i sommer, var på 21 procent. Men ingen sjæl får at vide lige nøjagtig, hvordan det går med salget af for eksempel Dynamics Nav og Dynamics Ax (Axapta). Ingen aner derfor, om giganten omsider byder på højere vækst, end den gang Navision selv stod for salget.

Dynamics-navnet dækker nemlig over storsælgeren, det helt egenproducerede salgsstøttesystem Dynamics CRM (customer relationship management), der bygger på Outlook. Det er vist CRM-salget, der for alvor trækker væksten op, og ikke alle de opkøbte ERP-systemer (Enterprise Resource Planning), som kom i hus via opkøbet af amerikanske Great Plains og danske Navision.

Skulle nogen ligge inde med vækstprocenter for netop Axapta og Navision, så bring dem bare under kommentarer:-)

I en hel anden boldgade noterede jeg mig, at Jeff Raikes bar rundt på sin såkaldte tablet pc, som var det en bibel. Den type bærbar pc har en trykfølsom skærm, der kan drejes rundt, lægges ned og dermed også fungere som en blok.

Jeg var på den hedengangne Comdex-messe i Las Vegas, da lanceringen sket for en del år siden, og erindrer, at en dansk chefredaktør faktisk forventede at salget af tablet pc'en i løbet af få år ville overgå salget af almindelige bærbare. Men tavle-pc'en, som den også blev kaldt, har en meget lille markedsandel i dag, hvorfor priserne også stadig ligger noget højere. Det viser bare, hvor svært det er at spå på tech-området.

Jeff Raikes fortalte mig, at han havde stort set alt med sig på sin tablet - fra noterne fra medarbejdersamtaler til enhver præsentation, han har gjort de seneste tre år.

"Og mine medarbejdere ved det, at jeg altid har al data ved hånden," sagde han med et smil. Glemmer Raikes en sjælden gang sin tablet-pc, bruger han i stedet en rigtig blok, hvis ark så efterfølgende scannes ind.

Min forventning om, at harddisken lynhurtigt ville løbe tør for plads, holdt ifølge ham ikke stik.

Og så fik Raikes lige vist mig, hvorledes han også søger via håndskrift, selv om denne bestemt ikke var formfuldendt. Han viste mig desuden, hvorledes keynote-talen lå på skærmen ved gule markeringer (highlight) på relevante steder, hvor der skulle lægges ekstra pres.

Raikes har selvfølgelig en særlig interesse i at gå rundt med Tablet pc'en, for det er jo Microsoft-software, der styrer alt, fra håndskriftsgenkendelse, til muligheden for at highlighte, tilføje noter i margin af dokumenter etc. etc.

Men jeg er selv overbevist om, at tavle-pc'en med fordel kan bruges større udstrækning end i dag. Visse opgaver egner sig bedst til at blive løst via tastatur og mus. Andre opgaver, såsom den hurtige skitse og diverse henvisningspile, som man jo ofte tyr til på papirblokken, er håbløse. Og et billede siger jo mere end......

Desværre havde jeg kun nogle timer i dag at rive ud af kalenderen til konferencen. Ærgerligt, men næste år. Det er jo ERP-produkterne, der i størrelse passer til langt, langt størstedelen af de danske virksomheder. Og de er jo også dominerende i Danmark.

Der deltager i øvrigt 800 danske kunder og forhandlere i konferencen. Brug endelig kommentarfeltet, hvis der sker noget, som Bizzens læserne kan have nytte af at vide.

4.10.07

Folkeskoler fastlåses i gammeldags it

Hvorfor skal kontorpakker med vold og magt installeres på folkeskolernes udslidte pc'er? Hvorfor hører vi ingen overvejelser om, hvorvidt det bedre kan betale sig at bruge den type software via internettet?

Partiernes it-politiske ordførere har jo fokus på it i folkeskolerne, men der er kun fokus på den gamle kendte struktur, nemlig køb og lokal installation. Mange af ordførerne kræver, at de facto monopolet Microsoft(Windows og Office) skal smides på porten. Open Source (Linux og OpenOffice) skal installeres i stedet.

Hverken politikerne eller skolerne synes at have fokus på den moderne brug af webaseret software - Software as a Service (SaaS). Og det på trods af, at det vil være billigere. Det vil give pc'erne nogle ekstra leveår. Det vil fjerne belastning fra skolernes it-ansvarlige. Og det vil mindske behovet for køb af servere.

Meget væsentligt er også, at den nye form for software er jo tilmed skabt fra grunden til samarbejde på kryds og tværs om tekst, regneark og præsentation, og det burde da være en ovenud attraktiv funktionalitet på skoleområdet.

Med de "gamle" pakker, skal der typisk lirkes og nørkles med ekstra serverprodukter for at få det på plads. De webbaserede tilbud kan så også let inkludere mail og chat, vel at mærke med store indbokse, så elever og lærere ikke ustandseligt skal forstyrres med at slette.

Men stort set alle de it-politiske ordførere kræver altså, at folkeskolen skal frigøre sig fra sin afhængighed af Microsoft, både hvad angår styresystem (Windows) og kontorpakke (Microsoft Office) for i stedet at satse på anden installeret software. Og nogle af politikerne er fortalere for, at der udelukkende må anvendes såkaldt open source-software i hele den offentlige sektor.

Socialdemokratiets it-politiske ordfører, Troels Ravn, siger for eksempel til Computerworld, at skolebørnene også bør lære at bruge Open Source-programmer, ellers bindes de af vanens magt. Han er i øvrigt skoleleder.

At der så ikke er videre forskel på at bruge Microsoft Office og Open Office tænker ingen åbenbart over, selv om det forhold indgår i markedsføringen af Open Office. Ej heller tænker nogen over, at det vil være langt mere fremsynet og (tør man sige det) erhvervsrelevant at lære dem bruge de webbaserede produkter, hvor samarbejde er tænkt ind.

Tag bare den helt gratis "Google Apps for Education", en kontorpakke, der også inkludere mail (og chat)med kæmpe indbokse. Det bruges på stadig flere skoler og universiter i USA. Senest har University of North Carolina Greensboro, Clemson University, University of Texas San Antonio, Kennesaw State University og Arkansas State University meldt, at de går den vej, jvf. pressemeddelelse fra Google.

Arizona State University, der har 65.000 studerende, gik i lag med Google for lang tid siden. Det startede med skiftet fra universitets eget mailsystem til Gmail, og selv om det var frivilligt for de studerende, stormede de over på den nye platform. Neden for er en Google-finansieret reklamevideo, hvor "university technology officer" Adrian Sannier i februar 2007 fortæller, hvorfor Arizona-universitetet skiftede. Han hæfter sig blandt andet ved de store lettelser, det har medført for personalet, der arbejder med mailsupport (glemte passwords, savnede slettede mails etc.), og om det øgede sikkerhedsniveau.

Det er som nævnt reklame, men er du reklameallergiker, så giv alligevel mandens udsagn en ekstra chance. Der er fremsynethed at hente.

Nu er Google jo godt også ved at blive et hadeobjekt, også for dem, der er ideologiske grunde elsker open source-verdenen, men når disse bruger argumentet, at det bliver billigere med open souce-programmer end med Microsofts (uanset af MS giver 70 pct. rabat til skolerne), så burde de måske lige regne på for eksempel Google-eksemplet. Også på alle de sparede omkostninger til servere, support med videre.

I USA findes en del andre vel anmeldte webbaserede kontorpakker, såsom Zoho. Det store softwareselskab Adobe har just bebudet, at man nu også kommer med en webbaseret kontorpakke - og jo, Microsoft er skam også debuteret med et tilbud. Bloggen SassWeek samler lidt op om konkurrencen på området her.

At jeg har trukket Google frem skyldes dels, at produkterne foreligger på dansk, og at man længe har satset på skoleområdet.

Måske burde de it-politiske ordførere og skoleleder tage et nærmere kig på Googles undervisningstilbud, som de kan finde beskrevet her hos Google på dansk. Om ikke andet, så dog for at udvide horisonten, inden de kæmper videre om at få presset den gamle kæphest igennem.

Og for at gentage mig selv: Den moderne software er født til samarbejde, i modsætning til de gamle, der har rod i tiden, hvor tekstbehandling blev skabt til sekretærer og regneark til bogholdere og ingeniører. Vi er jo kommet så langt videre siden da.

I øvrigt bekræfter også denne sag mig i, at Danmark nok er blandt verdens førende lande, hvad angår it-brug, men Danmark er også et meget konservativt land, hvad angår it-brug, og det anser jeg for uklogt.

Hvad vil du foretrække til dine ungers folkeskole?

PS: Ja, jeg ved, at der er skoler, der ikke installerer softwaren på pc'erne, men på serverne (f.eks. en Citrix-løsning), så pc'erne mere fungerer som hvad der i gamle dage kaldes "dumme terminaler". Det er også en god økonomisk løsning, som også letter sikkerhedsproblemer, men der er altså samarbejdsaspektet og meget andet ved det nye.

25.9.07

Microsoft har appetit på himmelstormeren Facebook

Unge Mark Zuckerberg, der grundlagde Facebook i 2004, har mere end skudt papegøjen. Ifølge Wall Street Journal er Microsoft i færd med at købe sig ind i Facebook, der står bag et såkaldt socialt netværk, der bare eksploderer og som får LinkedIn til at synes som "so yesterday".

Det er Wall Street Journal, der skriver om Microsoft intention om at købe sig ind. En investering, der ifølge avisens kilde ville svare til, at Facebook i dag - tre år senere - er 10 milliarder dollars værd! Altså tre Storebæltsbroer eller mere, selv om det blot er grundlagt at en snothvalp på Harvard College, der lavede en tjeneste til sine medstuderende, så de kunne fortælle om sig selv, vise fotos, kommunikere indbyrdes og meget andet. En tjeneste, der senere blev udvidet til andre colleges, og som efterhånden åbnede sig helt. Selv erhvervsfolk, der jo ellers har lovprist LinkedIn, flytter over på Facebook.

Sig ikke at dotcom-vurderinger er "so yesterday"....

Google har vist også haft følerne ude, men ifølge den travle blog Techcrunch pønser Google på selv at skabe en slags Facebook. Der har været afholdt et hemmeligt møde, men nogle af deltagerne har haft behov for at pludre - under anonymitetens dække.

Hvad det hele handler om for Microsoft og Google? Ikke sociale netværk, men en potent motor for at score stort på at placere annoncer fra andre på så trafikerede steder.

21.9.07

Videnskabsministeriet ude med blålys i dum sag

"Videnskabsministeriet satser på open source". Således lyder overskriften på en nylig udsendt pressemeddelelse fra IT- og Telestyrelsen, der smører tykt på i forsøget på at kamouflere en dum sag om "closed source". Altså software som ejes ét IT-selskab, der holder koden tæt på kroppen. Open Source er software, hvis kildekode lægges frem til fri inspektion og til tider også til gratis brug.

Videnskabsministeriet har vist postet omkring 30 millioner kroner i webstedet, borger.dk. Det er en såkaldt portal, der fungerer som alle borgeres indgang på nettet til det offentlige. Et knudepunkt, hvor der tilbydes information og selvbetjening på næsten alle offentlige områder. Portalen gik i drift i starten af 2007.

I 2008 gælder det en ny, udvidet version, som går under betegnelsen "Min Side". Men der skal ikke blot ske en kodning af ekstra funktionalitet. Der skal også skiftes teknisk platform, hvilket er noget, som ingen gør for sjov. Det er normalt hundedyrt, og det åbner for komplikationer.

Videnskabsministeriet skifter fra en Oracle-platform (Oracle WCS - Web Center Suite) til en Microsoft-platform (MOSS = Microsoft Office Sharepoint Server 2007) for hovedportalen. Altså fra én lukket verden til en anden.

Alt det med at ministeriet "satser på open source" handler om flytningerne af nogle af ministeriets "hjemmesider", der tilsammen ikke når borger.dk til knæene.

IT- og Telestyrelsen købte open source softwaren, Plone, i sommeren 2006, og den er allerede benyttet på portalen it-borger.dk. Så vidt jeg er orienteret, er beslutningen om at flytte 15 af ministeriets hjemmesider over på Plone heller ikke af nyere dato, men jeg kan være fejlorienteret.

At flagskibsportalen - den, der vitterligt batter - IKKE lægges over på open source begrundes med "at platformen ikke kan indfri de forretningsmæssige krav", som "Min Side" stiller.

Ministeriets valg af platform og leverandør af borger.dk skete oprindeligt efter et EU-udbud. Ministeriet er ikke gået i udbud med "Min Side", selv om der nu skal skiftes platform. Og det er fortsat leverandøren NNIT - ejet af Novo Nordisk-koncernen - der skal løfte opgaven.

Hos Computerworld kan jeg læse, at skiftet til ny version også ville fordre et skifte til en ny Oracle-platform, hvorfor der ikke kunne genbruges megen kode. Lyder sært i mine ører, men jeg er ikke specialist.

En af mine kilder fortæller mig, at Oracle-platformen bliver for dyr i længden. At det er årsagen til, at Videnskabsministeriet pludselig er villig til at sprøjte ekstra millioner og tid ind i et platformsskifte.

En anden af mine kilder siger, at NNIT simpelthen ikke har været i stand til at tiltrække nok Oracle-kyndige folk. At NNIT derfor er gået til ministeriet med nogle beregninger og sange fra de varme lande om, hvor godt et skifte vil være økonomisk set.

Den pågældende Microsoft-software (MOSS) var godt nok ikke kommet på markedet ved udbudet, men normalt halser kunder ikke ud i hurtige platformsskifter, selv om det er softwareleverandørens evige våde drøm.

I Computerworld forklarer Piet Syhler, chefkonsulent i IT- og Telestyrelsen, at beslutningen også skyldes, at man helst ikke ville skille sig af med NNIT nu.

På sin hjemmeside forklarer NNIT, at man hører til blandt de største inden for Microsoft-teknologier. Man har over 210 certificerede Microsoft-konsulenter. På Oracle-området har man "mere end" 50 konsulenter.

I en senere artikel i Computerworld vurderer IT- og Telestyrelsen, at der ikke er nok eksperter i Oracles system i Danmark. Hvorfor valgte man mon den platform i første omgang?

Er der ikke noget, der lugter?

I øvrigt stiller jeg skarpt på Videnskabsministeriet i min klumme på bagsiden af Berlingske Business på mandag.

13.9.07

Finansministeriet tænder på udskældt it-leverandør

Kan det passe, at Finansministeriet, der har den Digitale Taskforce under sine vinger, har valgt at satse på en it-leverandør, som en håndfuld kommuner samt Kommunernes Landsforening p.t. skælder huden fuld? Måske.

Det handler om Software Innovation, der for nogle år siden kvalificerede sig til at blive en af de udvalgte, som kunne levere et "blåstemplet" fælleskommunalt system til sags- og dokumenthåndtering, også kaldet FESD.

Rygtet om, at Finansministeriet satser på Software Innovation, hørte jeg for et par måneder siden. Nu fortæller Computerworld her , at ministeriet har testet et sådant system:
Finansministeriet, der via den Den Digitale Taskforce spiller en hovedrolle i FESD, har selv testet det udskældte ESDH-system fra Software Innovation.
Leder af Den Digitale Taskforce, Lars Frelle-Petersen,forklarer, at testen er forløbet tilfredsstillende, men at der endnu ikke er truffet beslutning om valg af ESDH-leverandør.
"Der ikke truffet nogle afgørelse i Finansministeriet, men prøven gik sådan set tilfredsstillende. Vi testede en rå FESD-version, hvor der var ikke stillet nogle former for tillægskrav," siger han.
Citat slut. Kommunerne, der er skuffet over systemerne fra Software Innovation er: Bornholms Regionskommune, Sorø Kommune, DR, Randers Kommune eller Albertslund Kommune. Angrebet fra Kommunernes Landsforening ses her.

Nu skal man jo altid være overmåde forsigtig, når det gælder offentlig IT. Ikke sjældent ser man leverandører hængt ud for problemer, der i høj grad hængder sammen med en problematiske kravspecifikation fra kundens side.

Nogen gange tænker jeg, at leverandører må være alt for sultne, siden de byder ind på offentlige opgaver. Der har jo været en klar tendens til, at allerbilligste tilbud vandt, uanset at det måske er urealistisk billigt og båret oppe af lyse håb om senere "efterbevilling" i form af fakturerbare timer, hver gang der skal slås en ekstra streg.

I den sammenhæng må vel nævnes, at norske Software Innovation efter et underskud i Danmark i 2006 fyrede direktøren, og det er nu den tidligere Oracle-direktør Peter Perregaard, der skal få skuden på rette køl igen.

Og a pro pos Oracle, der ellers står stærkt med sin databasesoftware herhjemme.... I dag kan jeg - ligeledes på Computerworld - læse, at staten nu lægger endnu et æg over i Microsofts kurv. En ny version af portalen borger.dk, der er bygget på en Oracle-database-platform, skal nu bygges på en Microsoft-platform. Artiklen er her.

Der findes folk, der mener, at staten i forvejen simpelthen elsker Microsoft for højt, men måske spiller pris også en stor rolle her.

11.9.07

Microsoft til modangreb på Google/Cap Gemini

Efter en tænkepause ovenpå nyheden om, at det store konsulenthus Cap Gemini nu også vil tilbyde sine kunder støtte til at indføre Google Apps Premier Edition - altså Googles virksomhedpakke - tager Microsoft nu til genmæle med et modangreb.

Den kendte Microsoft-blogger, Mary Jo Foley, har fået en mail fra Microsoft, der rummer liste med 10 spørgsmål, som enhver virksomhed, der overvejer at gå Google-vejen, bør stille sig selv forinden. Det er faktisk interessant stof blandt sprøgsmålene.

Microsoft hæfter sig blandt andet ved, at Google i høj grad er annoncefinansieret. Hvad sker der, hvis annonceindtægterne svinder ind, lyder et af spørgsmålene. Microsoft skriver også, at når Google snakker om garanteret høj oppetid på 99,9 procent, så gælder det kun for Gmail. Desuden bør folk vide, at for Google tæller nedbrud på under 10 minutter ikke i statistikken!

Softwaregiganten i Redmond ved Seattle påpeger også, at virksomheder i mange tilfælde vil have brug for både og, så Microsofts Officeprodukter ikke bare kan smides på porten. Og ifølge Microsoft vil virksomheder, der går Google-vejen kunne få problemer med "compliance" - med at honorerer myndigheders krav om indsigt til tiden.

Og så klandrer Microsoft Google for typisk at lancerer sine produkter som "beta" - hvilket normalt er betegnelsen for en afsluttende testversion. Lige netop den indvending mod Google giver bagslag i kommentarfeltet på Foleys blog "All about Microsoft". En læser skriver: Hvem er det egentlig, der sender ufærdige produkter i handlen?

Blogindlægget med de ti spørgsmål samt kommentarer er her.

10.9.07

Googles virksomhedspakke får Cap Gemini i ryggen

Microsoft må have kigget en ekstra gang på nyheden om, at det store, gamle konsulenthus Cap Gemini nu også vil rådgive virksomheder om brugen af Googles samlede kontor- og kommunikationspakke til erhvervslivet, altså Google Apps Premier.

Kan det være et tegn på en reel efterspørgsel hos Cap Geminis kunder, der udgøres af erhvervslivets store virksomheder? Eller vil gamle Cap Gemini, der i mange år har haft Microsoft kontor- og mailøsninger på programmet lige som IBM's Lotus Notes, blot signalere ungdom?

Men Cap Gemini tilbyder altså fremover også uddannelse, support, integrationsydelser med videre til store virksomheder, som implementerer Google Apps Premier.

Da Google oprindelig gik ud med applikationer såsom Gmail, Docs & Spreadsheet (lidt a la Word og Excel) med flere, var det jo i starten rettet mod forbrugere. Senere kom erhvervssatsningen, og mange små unge virksomheder tog tilbudet til sig. Det var typisk virksomheder, hvor samarbejde om dokumenter og meget andet var i højsædet. Virksomheder, der gerne ville nøjes med at kunne bruge omkring 300 kroner pr. år pr. medarbejdere til kontor- og samarbejdssoftware og så slippe for hele bøvlet med at få installeret software på pc'erne, opgraderinger og patchning, og så kunne mailserveren tilmed sendes på pension.

Men især det nylige opkøb af mailsikkerhedsfirmaet Postini gjorde det lysende klart, at Google havde større ambitioner end "blot" forbrugere og små virksomheder. Postini havde allerede 35.000 virksomheder som kunder og derigennem 10 millioner brugere.

På infoworld.com citeres Cap Geminis tekniske direktør Steve Jones for, at Google Apps slet ikke vil erstatte Microsoft Office, men blot dække behovet på to nicheområder. For det første at øge videnarbejderes mulighed for at udarbejde dokumenter i samarbejde. For det andet vil medarbejdere, der ikke tidligere har haft adgang til kontorprogrammer, kunne få det.

Det sidste er jo letforståeligt, men kan det passe, at både Microsoft og IBM, der begge har badet i penge i mange år, stadig kun tilbyder samarbejdssoftware, som overgås af unge Googles? Eller er det prisen på samarbejdssoftwaren, det handler om? Eller er det stemmen de unge ansatte hos Cap Geminis store kunder, der høres?

Hvad tror du?

PS: Hele Infoworld-artiklen er her.

29.8.07

Google til angreb på iPhone, Nokia m.fl.

Rygterne om en "gPhone" har svirret i lang tid, og nu spidser de til. To førende techblogs, Engadget og Techcrunch, er ved at være overbeviste om, at Google er i fuld gang med en satsning på mobilområdet.

Ifølge Engadget er Google ganske langt med udviklingen af et operativsystem til mobiltelefoner, blandt andet baseret på 2005-opkøbet af Android, der udvikler mobilsoftware. Googles operativsystem skulle være Linux-baseret, og satsningen forventes annonceret i september.

Techcrunch har netop fået bekræftet, en af de helt store mobilproducenter, HTC, har skabt omkring 20 forskellige mobile enheder, som Google tester, og der skydes på en lancering i første kvartal 2008.

Tilsyneladende gør Google ikke ligesom Apple, der laver alt selv, men satser i stedet på, at hardwareproducenter fristes til at lave mobilerne, der kører på Googles operativsystem (gOS?)

At Google går mobilvejen er ganske logisk. Mobile enheder bliver jo i stadig større grad brugt som adgang til mails, søgninger, e-kort og andre it-systemer. Google er jo selv blandt de allerstørste inden for mail med sin Gmail, og dertil kommer webbaseret kalender, Gmaps, tekstbehandling og meget andet. Google har jo også for længst sikret, at der foreligger synkroniseringssoftware, der kan få informationerne ud på de fleste af de mobiler, som folk har i forvejen.

Dagens største spillere inden for mobil-operativsystemer er Symbian, ejet af Nokia med flere, samtMicrosoft. Tiden vil vide, om den relativt kostbare iPhone med eget styresystem, for alvor får møvet sig frem til store markedsandele.

Google-satsningen går garanteret ikke i retning af det kostbare, og det er jo tvivlsomt, om det etablerede erhvervsliv vil tage den platform til sig. Her er det jo stadig Symbian, der er i højsæde, men netop sammenhæng til de bagvedliggende it-systemer gør, at Windows Mobile-styresystemet vinder hastigt frem.

Til gengæld kan en ”gPhone” – hvis det ellers gøres enkelt og smart nok – garanteret interessere masser af forbrugere og mange mindre virksomheder. De er jo blevet vænnet til gode gratis/billige produkter fra firmaet, der startede med en helt enkel søgemaskine befriet for enhver fryns i form af portaler, annoncer med videre. Også de mange fans af open source-operativsystemet Linux vil nok kigge en ekstra gang den vej.

Ingen ved, hvordan mobilerne bliver, men der et et gengangerfoto ude på nettet af en enhed, der ikke rummer meget andet end en skærm. Lidt i samme boldgade som Iphone.

En Google-baseret mobil kan friste mig. Jeg bruger jo en masse Google-software, men min lidt ældre smartphone hører til en en helt anden verden, nemlig Palms brugervenlige Treo. Problemet bliver vel bare, at Google - ligesom Apple - først har fokus på USA og derefter de andre helt store markeder.

Kan den friste dig?

27.8.07

Windows Vista har problemer

Om en måneds tid skal jeg have købt mig en bærbar pc, men jeg står i et klassisk dilemma på den front - et teknologiskifte. Pc'erne i detailhandlen er forsynet med Microsofts seneste styresystem Windows Vista, men som med al ny software er der børnesygdomme. Jeg kan imidlertid via lidt krumspring finde en ny bærbar med det ældre, Windows XP på. XP er for længst blevet stabilt og også ganske udmærket sikkerhedsmæssigt.

Vista, der kom på markedet i starten af året, får faktisk ret så meget på puklen i disse uger. Vista er ustabil, tager en evighed at starte og slukke og æder diskplads, computerkraft og batterier. Det er blot nogle af de mange kritikpunkter, som fremhæves, og det er emnet for min klumme på bagsiden af Berlingske Business i dag.

Hvad ville dit råd til pc-købere være? Det sikre valg i dag, altså XP? Eller Vista, vel vidende, at Microsoft sandsynligvis har fået udbedret skavankerne inden årsskiftet.

PS: Og nej, jeg personligt vil ikke at skifte til Mac ej heller til en pc med Linux.

26.8.07

Microsoft afviste ægte Vista og XP som falske

Microsoft fik i fredags gjort livet noget svære for de købere/brugere af Windows XP og Windows Vista, som skulle have en blåstempling fra Microsoft Genuine Advantage på, at softwaren virkelig var ægte - genuine - og ikke en piratkopi.

Folk, der netop havde købt en legitim version, blev fortalt, at de ikke - som krævet - kunne registrere den hos Microsoft, da den var falsk. Folk der ville anvende Microsofts egne patches (udbedring af sårbarheder i kode) fik også ballade, da den obligatoriske test af kundens styresystem mod tjenesten blev udført.

De konstante tjek mod Microsoft Genuine Advantage er et af mange våben, som softwaregiganten har sat ind mod piratkopieret software.

Webstedet Ars Technica fortæller om nogle af problemerne, der opstod,og årsagen syntes at ligge i alvorligt nedbrud for de servere, der håndterer Genuine-tjekket.

Microsoft oplyser nu på bloggen Windows Genuine Advantage at problemet synes at være løst. Kunder, der fik forkert afvisning anmodes om at klikke ind på en ny validering:
Customers who received an incorrect validation response can fix their system by revalidating on our site (http://www.microsoft.com/genuine). We encourage anyone who received a validation failure since Friday evening to do this now. After successfully revalidating any affected system should be rebooted to ensure the genuine-only features are restored.


Men som den vilde fantasi kan udfolde sig på baggrund af en sådan hændelse, der efter al sandsynlighed blot skyldes et uheldigt sammentræf af forskellige hændelser. Tænk, hvis det nogensinde skulle lykkes for hackere at sætte valideringstjenesten ud af spil. Så kunne ingen jo patche deres systemer mod seneste opdagede sårbarheder.

24.8.07

IBM og Skype og web-konferencer

Gårsdagens nyhed om, at IBM vil købe firmaet WebDialogs, har en interessant vinkel med Skype i centrum. Det handler nemlig om webkonference-software, som i forvejen kører på Skype mellem pc-brugere.

Den kategori af software gør det muligt at dele skærmbilleder og at samarbejde på, hvad der er på skærmen, mens man snakker sammen indbyrdes, hvis man da ikke blot vælger at mødes ansigt til ansigt - altså via små videokameraer - og snakke. Webdialogs tjeneste hedder Unyte.

IBM har netop bragt sin mail- og gruppesoftware Notes op to date med en række nyannonceringer, heriblandt inden for hvad der kaldes social software, såsom blogs og fælles bookmarking. Nu skal Unyte tilknyttes Notes chatsoftwaren (instant messaging) Sametime. Derved vil IBM øge produktets relevans over for små og mellemstore virksomheder.

En del inden for disse markedssegmenter har satset på Skype for at opnå de muligheder, som hidtil har kostet relativt dyrt og været bøvlet at få på plads, og som derfor været forbeholdt større firmaer. Ifølge IBM egner Unyte sig dog også som samarbejdsplatform for mindre grupper i store virksomheder.

Det har i øvrigt været interessant at se, hvorledes, hvad der i gamle dage blev kaldt videokonferencer, nu for alvor er blomstret op, trukket af de UNGE internetgængere. De finder det ganske naturligt at "kigge hinanden i øjnene", når de chatter og taler via Skype, i modsætning til hvordan den ældre generation har haft det. At man også kan se, hvad den anden snakker om - hvad der står eller gøres på den andens skærm, er jo et logisk næste træk.

Så sent som i går ville jeg gerne have brugt web-conferencing, fordi et emne var så kompliceret, så jeg havde behov for at få kilden til at "tegne og fortælle". Hverken mail eller telefonsamtale slog til. Men jeg er med skam at melde ikke kommet i gang med den type software endnu. Det varer dog ikke længe.

Den voksende popularitet af webkonferencing afspejles i høj grad hos Microsoft, der netop har bebudet en ny familie af "unified messaging software". Familien omfatter Microsoft Office Communications Server 2007, Office Communicator 2007 og Microsoft Live Meeting.

Netværksgiganten Cisco har også set, hvor det sner. Cisco annoncerede i marts et køb af en af de førende spillere inden for brugervenlige webkonferencetjenester, WebEx. Prisen var på hele 3,2 milliarder dollar.

12.8.07

Gratis 500 megabytes lager i "The Cloud"

Microsoft og Google nærmest snublede over hinanden i den forgangne uge med annonceringer rettet mod enhver pc-bruger, der bander over at have sine data bundet i én pc eller kvælende pc’en.

Tilbudene handler om, at man blot ved at bruge Drag and Drop (træk og slip:-) lægger data ud i sit eget kæmpearkiv på nettet. Hvilket så også betyder, at man har adgang til dokumenter, fotos etc., uanset hvilken pc, man arbejder på. Hvis den altså er online.

Microsoft bebudede en afsluttende test (beta-test) af sit tilbud, der logisk nok hedder Live SkyDrive - inspireret af diskdrive og af begrebet The Cloud, der dækker, at programmer og data har nettet - skyen - som deres ”hjem”.

Microsoft giver brugeren 500 Mbytes gratis. SkyDrive’s kaldenavn var i øvrigt tidligere Windows Live Folder. Her gives et indtryk af tjenesten på bloggen liveside.net, og Microsofts Bo Drejer fortæller lidt på sin blog.

Yahoo er ude med et gratis tilbud på 1 gigabyte, men tager penge for mere. Google, der i dag har gratis lagring på nettet af mails (Gmail - knap 3 Gbytes) og fotos (Picasa - 1Gbyte)vil tilbyde 6 Gbyte fælleslager til en pris på 20 dollar årligt, altså 110 kroner. Har man behov for 250 Gbytes er prisen $500 pr. år.

Publikationen InformationWeek synes , at tilbudene fra de store burde være billigere, set i relation til at flere helt nye lagringstjenester faktisk er billigere.

Nu vil der nok være nogen, der siger, at man bare kan etablere sig en hjemmeserver til mængden af data. Så har man jo data under egne sikre vinger og ikke hos "fremmede".

Der er jo faktisk også helt enkle hjemmeservere på vej, og jeg tror på behovet for dem, men for mange vil være lettest blot at bruge ”The Cloud”. For mig ville det også tælle, at få adgang fra, hvor man end er. Den funktionalitet er jo ikke for hvermand at sætte op, hvis man har en hjemmeserver.

Jeg undrer mig dog lidt over, man ikke også kan få en automatisk backup-funktion som en del af The Cloud-tilbudene fra de tre store (eller også har jeg overset det).

26.7.07

Flere Windows-pc'er end biler i 2008

Ved slutningen af regnskabsåret 2008 runder Microsoft 1 milliard installerede Windows-styresystemer. Det sagde topbossen, Steve Ballmer, på det årlige møde med Wall Street analytikere og medier i dag.

"På det tidspunkt vil der findes flere PC'er, der kører Windows, end der vil være biler," sagde Steve Ballmer, ifølge den kendte Microsoft-blogger Mary Jo Foley. Hun var inviteret med som del af de "rigtige" mediefolk! Jo bloggerne tæller mere og mere i "regnskabet".

Microsofts regnskabsår afsluttes den 30. juni. Selskabet har i øvrigt netop rundet 60 millioner solgte eksemplarer af sit seneste Windows-styresystem Vista.

Mary Jo Foley hæftede sig i øvrigt ved, at Steve Ballmer flere gange sagde, at Microsoft nu er et "advertising company". Microsoft har netop indgået en reklameaftale med det meget populære websted digg.com, hvor læsere prioriterer vigtige nyheder og blogindlæg. Det bliver Microsoft, der skal sikre, at de rette annoncer placeres i rette sammenhæng på siderne. Her er endnu en kamp med Google i gang.

Steve Ballmer nævnte annonceområdet som et ud af fire primære områder. De andre tre er "Commercial Software", forbrugerelektronik.... og "Open Source". Hva' ba. Det må være en spøg.

17.7.07

Hjemmeserver til fotos, musik og backup om hjørnet

Microsoft har netop lagt sidste hånd på den software, der er hjertet i en helt ny type server, Home Server, til brug hjemme i privaten. Fujitsu Siemens, Iomega og Hewlett-Packard er nogle af firmaerne, der vil producere serveren, som vist bliver relativt diskret.

Jeg selv er ikke i tvivl om, at tiden er moden til en hjemmeserver, nu hvor der typiske er flere pc’er, spilkonsoller, digitale kameraer og andre digitale enheder i hjemmet. Via hjemmeserveren har man et fælles sted til de digitale fotos, videoer og musik, man gerne vil dele. Man kan også fra sin egen pc få adgang til filer på de andres pc'er (der er garanteret mulighed for adgangsbegræsning:-). Helt essentielt er er også, at man får en enkel backup-enhed i huset, så der altid er kopier af alt. Så der ikke kommer et hul i historien.

I Europa bliver det de store sprog, engelsk, fransk og tysk, der tilgodeses først. Ifølge bloggen,, der føres af Microsoft-teamet bag om Home Server, ventes produktet er være parat i god tid før julehandlen.

Produktet bygger på en neddroslet version af Windows Server 2003, og understøtter Windows XP og Windows Vista-baserede pc’er. Hvor produktet mon lander prismæssigt, har jeg ikke en anelse om.

I bloggen fortælles, at man faktisk var alt for tidligt ude med tanken om en hjemmeserver - helt tilbage i 1999. Men manden bag ideen, Charlie Kinde, fik at vide af sin boss, at nok var det en interessant tanke, men nu burde han fokusere på sit job i stedet.

Det bliver ikke verdens første hjemmeserver. Der er for længst praktiske folk, der har installeret servere i hjemmet, og for eksempel findes der også gratis Home Server-software til download for eksempel til harddisken Barracuda fra diskfabrikanten Seagate. Jeg vil dog tro, at der i Microsofts bud på hjemmeserver-software er lagt meget høj vægt på at gøre det så enkelt, at også de mindre teknisk orienterede kan være med.

10.7.07

Microsoft cadeau til Navision

Den danskudviklede Navision-software skal nu være Microsofts tilbud til de helt små virksomheder verden over. Nyheden om den nye version med navnet Microsoft Dynamics Entrepreneur er netop blevet offentliggjort på Microsofts globale partnerkonference i Denver USA.

Entrepreneur-løsningen rettes mod virksomheder med op til 50 ansatte, men den vil ikke bliver solgt i Danmark. Det skyldes at C5-løsningen, der oprindeligt kom fra Damgaard Data, er så populær i Danmark, at der ingen grund er til at introducere endnu et produkt, oplyser Mogens Elsberg, der har det strategiske ansvar for Dynamics AX (Axapta) og Dynamics Nav (Navision) hos Microsoft.

Hvor Microsoft med sine andre Dynamics-produkter selv har kontakten med partnerne i salgsleddet, indføres for Entrepreneur-løsningen et mellemled i form af en distributør. Distributøren vil så hjælpe forhandlerne blandt andet med værktøjer, der gør det hurtigt at sætte Nav-softwaren op til kunden.

"Forhandleren behøver dermed ikke at være helt lige så kompetent, som Navision-partneren, og Navision-udviklingsværktøjet leveres heller ikke med," siger Mogens Elsberg fra USA.

Der er visse ændringer i Entrepreneur i forhold til Nav, tilføjer Elsberg. Det er for eksempel typisk, at den enkelte medarbejder i en lille virksomhed har mange roller at passe, og det er softwaren tilpasset til. I den "normale" Nav er den rollebaserede funktionalitet skræddersyet til en given rolle for eksempel til bogholderen eller sælgeren. Entrepreneur-versionen gælder op til fem brugere. Derover hedder det Dynamics Nav.

Spiren til Navision blev lagt tilbage i midten af firserne, hvor tre studerende - Jesper Balser, Torben Wind og Peter Bang - på den daværende Danmarks Tekniske Højskole fandt sammen om at udvikle et økonomisystem. Nogenlunde samtidig gik brødrene Preben og Erik Damgaard sammen om udviklingen af et økonomisystem. Navision og Damgaard-selskabet var som bekendt fusioneret, inden Microsoft købte selskabet for op mod 11 milliarder kroner.

PS: Jeg har i et tidligere blogindlæg påpeget, hvorledes både Navision- og Axapta-systemet kom i klemme under den nye ejer, der bar FOR amerikanske briller. Også derfor må dagens nyhed glæde Navision-gutterne ekstra.

Microsoft lancerer danskudviklet mobil salgsstøtte

Microsofts store udviklingscenter i Vedbæk står bag en Axapta-nyhed, som netop er offentliggjort. Sælgere i firmaer, der bruger Dynamics AX, som Axaptasystemet hedder i dag, får mulighed for at bruge det på farten via mobiltelefon eller lommepc. Det kan lette deres arbejde, at de straks kan inddatere ordre, tjekke kundehistorik og meget andet.

"Der er partnere, der allerede i dag tilbyder mobile løsninger til Dynamics AX og Dynamics Nav (Navision, red.). Men det nye er, at Microsoft nu har bygget en platform, som de selv kan bygge brancheløsninger færdige på, fremfor som hidtil at skulle kode alt helt ned til "rørene". Og det er, hvad der adskiller Mobile Sales fra de løsninger, som konkurrenter typisk bygger på," siger Mogens Elsberg, der har det globale strategiske ansvar for AX og NAV.

Nyheden, der oprindelig skulle være fyret af på et pressearrangement i Vedbæk for nogle uger siden, blev i stedet skubbet til Microsofts partnerkonference, der finder sted i disse dage i Denver, USA. Mogens Elsberg, der deltager i partnerkonferencen, tilføjer, at den tilsvarende mobile funktionalitet kommer til "Navision" i løbet af første halvår næste år, samtidig med en ny version af Nav.

Initiativet til Mobile Sales kommer fra danske Bjarne Schön, der fik en chance for at præsentere ideen for Microsofts adm. direktør Steve Ballmer, på et tidspunkt, hvor denne var i København. I øvrigt har sælgere fra den danske snackfabrik Kim’s været med til at præge både brugervenligheden og selve aftestningen i marken.

I øvrigt var nordjyske Thy Solutions udvalgt en ti partnere, der også blev involveret.

Udviklingscentret i Vedbæk har omkring 900 medarbejdere, og centret har som spidskompetence hvad der kaldes Supply Chain Management. Det er software, der hjælper produktionsvirksomheder med at få hele leveringskæden til at fungere.

5.7.07

Fejl i Xbox-spilcomputeren koster Microsoft milliarder

Microsoft sætter hele 1,15 mia. dollar, svarende til omkring 5,3 mia. kroner, af til en udvidelse af garantiperioden for spilcomputeren Xbox360. Garantien vil gælde tre år.

Ifølge avisen Wall Street Journal (kræver abonnement) begrunder Microsoft den øgede garanti med, at det har været nødvendigt at gennemføre et "uacceptabelt antal" reparationer på spilcomputeren, siden den kom på markedet i november 2005.

21.6.07

Nålestribede IBM lancerer masser af socialt software

Erhvervslivet får mange fordele ud af at benytte såkaldt social software, såsom blogs, wikier og linkdeling, og netop nu blander nålestribede IBM sig i skaren af de purunge pionerselskaber, der først så behovet.

IBM har netop lanceret sine bud på løsninger, som - i modsætning til de unge succeser - kan holdes inden for samme sikkerhedsmæssige rammer som gælder virksomhedens andre applikationer og data. Produkterne hedder Lotus Connection og Lotus Quickr.

Socialt software har jo lynhurtigt bredt sig fra privatsfæren over i erhvervslivet på grund af de indbyggede muligheder for at øge udveksling og samling af viden, og bare inden for blogs er firmaer som Lego, Nykredit, NCC og mange mange andre gået i gang. Rådgivningsfirmaet Social Square har en interessant liste over professionelle blogs i Danmark her . I øvrigt er listen opbygget via såkaldt wiki – en type software, der letter fælles forfatterskab af opslagsværker, videnbaser med videre (og som i sin mest berømte form er udmøntet i opslagsværket Wikipedia).

Så hvad kan gamle IBM? Jo, på blogsiden kan IBM nogenlunde det samme som unge Blogger samt unge Wordpress, der især har fået foden inden for hos danske erhvervsliv. IBM kan nogenlunde det samme som Del.icio.us, når det gælder om at dele de bedste links til gode websteder. Og IBM kan noget i retning af som Linkedin og Myspace, når det gælder om at skabe netværk, der gør det let at finde folk med den rette profil i en given sammenhæng. IBM har også wikier til fælles forfatterskab af viden samt samarbejdsrum, og dertil kommer så chat eller instant messaging, som IBM længe har haft med sin Lotus Sametime. I øvrigt forudsætter brugen af Lotus Connection og Lotus Quickr ikke, at man i forvejen bruger Lotus Notes, der svarer til Microsofts Exchange.

Men hvorfor vælge at betale for software fra IBM, når man faktisk kan få alle de samme funktionaliteter gratis fra de unge e-tjenester. Jo, der er jo som tidligere nævnt blandt andet sikkerhedsaspektet. Og så hænger tingene angiveligt sammen i IBM’s sfære. Det betyder også, at man får et godt overblik over, hvad man gør med de sociale værktøjer ud fra en given aktivitet.

Umiddelbart vil jeg tro, at IBM med denne lancering har overhalet Microsoft. Softwaregiganten i Redmond og Seattle har godt nok styrket sig på blog- og wikisiden med sin Office Sharepoint Server 2007, der kom sidste sommer. Microsoft har jo også chat og dannelse af sociale netværk –satsninger, der i hvert fald indledningsvis havde allerstørst fokus på forbrugermarkedet. Men linkdeling, som IBM har med sin Dogear (hundeøre...efter hvordan man lige folder en snip af en bogside, hvis man vil huske stedet), har jeg endnu ikke set fra Microsoft, men måske er jeg ikke godt nok orienteret.

Hvor modent og sammenhængende Microsofts tilbud er til erhvervslivet i forhold til IBM’s har jeg heller ikke set nogen analytikervurdering af. Noget bud på det?

20.6.07

Google får stoppet Microsoft-chikane

Lang tid før Microsoft kunne byde på søgeværktøjer, der også på effektiv vis fandt frem dokumenter og andet, man ikke lige kunne hitte på sin computer, var Google parat med sin Google Desktop, der klarede opgaven. Men med Vista kom Microsoft på banen med egen desktopsøgning, og det i den grad!

Vistas desktop-søgning var præinstalleret, og det var ikke ligetil for brugere selv at installere alternative produkter til søgning. Ifølge Google satte Vista desuden pc'ens fart ned, når det var Google Desktop, der stod for søgningen.

Google gik til det amerikanske justitsministerium for at få standset, hvad der blev betegnet som konkurrencehæmmende foranstaltninger, og i går gav Microsoft sig.

Google blev støttet af en række delstater i sit sagsanlæg, mens justitsministeriet ifølge New York Times oprindelig afviste Googles klage som ubegrundet. Da de offentlige anklagere hos de involverede delstater derefter gav besked om, at de ville køre sagen uden om ministeriet, ændrede holdningen sig.

Microsoft lover, at der vil ske ændringer. Advokater involverede i sagen fortæller New York Times, at styresystemet Vista vil gøre det lettere for kunderne at bruge den desktop-search, de ønsker, og kunderne ville også få vejledning i, hvorledes de kan skifte. Desuden skulle Microsoft få sikret, at pc'er ikke længere taber fart, hvis der anvendes alternativt software fra Google eller andre.

PS: Den svenske it-nyhedstjeneste Computersweden har en læseværdig artikel om, hvorledes svenske banker samt kreditkortselskaber har forsøgt at lægge låg på en sag fra 2005, hvor over 25.000 kontokortnumre er stjålet. Det skete via et e-indbrud i et selskab, der står for betalingsformidling, og konsekvenserne har været milliontab. Kunder har blot fået udskiftet kort uden fuld forklaring, men de, der er ramt, er dog blevet kompenseret.