29.8.07

Google til angreb på iPhone, Nokia m.fl.

Rygterne om en "gPhone" har svirret i lang tid, og nu spidser de til. To førende techblogs, Engadget og Techcrunch, er ved at være overbeviste om, at Google er i fuld gang med en satsning på mobilområdet.

Ifølge Engadget er Google ganske langt med udviklingen af et operativsystem til mobiltelefoner, blandt andet baseret på 2005-opkøbet af Android, der udvikler mobilsoftware. Googles operativsystem skulle være Linux-baseret, og satsningen forventes annonceret i september.

Techcrunch har netop fået bekræftet, en af de helt store mobilproducenter, HTC, har skabt omkring 20 forskellige mobile enheder, som Google tester, og der skydes på en lancering i første kvartal 2008.

Tilsyneladende gør Google ikke ligesom Apple, der laver alt selv, men satser i stedet på, at hardwareproducenter fristes til at lave mobilerne, der kører på Googles operativsystem (gOS?)

At Google går mobilvejen er ganske logisk. Mobile enheder bliver jo i stadig større grad brugt som adgang til mails, søgninger, e-kort og andre it-systemer. Google er jo selv blandt de allerstørste inden for mail med sin Gmail, og dertil kommer webbaseret kalender, Gmaps, tekstbehandling og meget andet. Google har jo også for længst sikret, at der foreligger synkroniseringssoftware, der kan få informationerne ud på de fleste af de mobiler, som folk har i forvejen.

Dagens største spillere inden for mobil-operativsystemer er Symbian, ejet af Nokia med flere, samtMicrosoft. Tiden vil vide, om den relativt kostbare iPhone med eget styresystem, for alvor får møvet sig frem til store markedsandele.

Google-satsningen går garanteret ikke i retning af det kostbare, og det er jo tvivlsomt, om det etablerede erhvervsliv vil tage den platform til sig. Her er det jo stadig Symbian, der er i højsæde, men netop sammenhæng til de bagvedliggende it-systemer gør, at Windows Mobile-styresystemet vinder hastigt frem.

Til gengæld kan en ”gPhone” – hvis det ellers gøres enkelt og smart nok – garanteret interessere masser af forbrugere og mange mindre virksomheder. De er jo blevet vænnet til gode gratis/billige produkter fra firmaet, der startede med en helt enkel søgemaskine befriet for enhver fryns i form af portaler, annoncer med videre. Også de mange fans af open source-operativsystemet Linux vil nok kigge en ekstra gang den vej.

Ingen ved, hvordan mobilerne bliver, men der et et gengangerfoto ude på nettet af en enhed, der ikke rummer meget andet end en skærm. Lidt i samme boldgade som Iphone.

En Google-baseret mobil kan friste mig. Jeg bruger jo en masse Google-software, men min lidt ældre smartphone hører til en en helt anden verden, nemlig Palms brugervenlige Treo. Problemet bliver vel bare, at Google - ligesom Apple - først har fokus på USA og derefter de andre helt store markeder.

Kan den friste dig?

3 kommentarer:

trolden sagde ...

Du mangler bare en ting, og det er at Google søger frekvenser på UHF båndet til både telefoni og andre medier.

Altså Google søger om egne frekvenser, så det kan køre helt uden om teleselskaberne og roaming og at det der.

Der vil blive ledige frekvenser i Danmark i 2009. Og i Sverige allerede i 4 kvt i år.

Dorte Toft sagde ...

Ja, den vinkel havde jeg glemt. Google har jo så godt som bebudet, at firmaet vil byde, når Federal Communications Commission (FCC) sætter 700MHz på auktion i januar. Google er desuden involveret i noget med Wimax.

Dorte Toft sagde ...

Her er et længere bloginlæg fra "last100", som både er en slags ønskeliste til gPhone, men som også illustrerer sammenhænge mellem Googles produkter. Og så har en designer givet sit skitsebud på, hvorledes en gPhone kunne se ud:
http://korturl.dk/8rki0