5.8.07

Jeg hakkede Plummers mailboks

Jeg blev så inspireret af hackeren, der lavede indbrud i cykelrytteren Michael Rasmussens mailboks, at jeg selv tog et par hackeriture.

Mest spændende var, hvad jeg så hos Kenneth Plummer, DR's generaldirektør. Han sendte forleden en mail til kulturminister Brian Mikkelsen. I den takkede han ministeren for at have sendt partiets mediepolitiske ordfører på banen med krav om at TV2’s stærke topchef, Per Mikael Jensen, skulle vippes ud straks. Mailen blev indledt således:

”Kære Brian, Tak for sidst. Hvor var det hyggeligt. Og tak fordi du her på det seneste også tænkte på os alle hos DR. Nu må TV2’s medarbejdere jo også bruge masser af energi på usikkerhed om fremtiden, så de ulige konkurrenceforhold er omsider rettet op.”

Spøg til side.

Selvfølgelig har jeg ikke forsøgt mig på at hacke, men jeg har moret mig noget med tanker om de røverhistorier, man kunne have lanceret under dække af at have hacket en kendt persons mailboks. I øvrigt jo en ny facet af den skånselsløse Paparazi-genre, som visse medier rask væk køber "hælervarer" fra.

I min klumme på bagsiden af morgendagens Berlingske Business ser jeg nærmere på den faktiske sag, der har ramt "Kyllingen fra Tølløse".

Jeg er spændt på, om der vitterlig har været tale om et hack (det antydes, at der blev gættet rigtigt på passwordet). Der kan jo ligge mange andre forklaringer bag, såsom en lidt sløset omgang med brugernavn og password, eller måske en tidligere betroet person, som lugter penge. Det er i øvrigt lidt underligt, synes jeg, at cykelrytteren tilsyneladende bruger en gratis mailtjeneste til Rabobank-jobbet og at den samme konto også er til de private mails.

Men gælder forbrydelsen et hack, vil det nok blive en langt mere lærerig historie om vigtigheden af et godt password, end nogen "Netsikker nu"-kampagne fra Videnskabsministeriet/Microsoft. Jeg har tidligere skrevet om sikre passwords her. Tjek især kommentarerne.

Jeg ser i øvrigt også på et par af sommerens andre nyheder, hvor der har været IT-involveret. Den ene gælder en molbohistorie, set i Politiken, med politiet i centrum, og den anden gælder sagen om Odense kommune, der kun fremover vil levere lønsedler til de ansatte elektronisk - til en konto hos e-Boks. Ansatte uden pc og pc-rutine må altså gå på kommunen/biblioteket og udlevere deres udvidenhed, og måske betale for printet.

Allerede i går aftes fik jeg dog "tæv", da jeg fortalte en skattet gæst, hvad jeg havde skrevet, nemlig, at jeg synes, at man - i en overgangsperiode - skal give mulighed for et valg mellem et e-brev og en rigtig udskrift, som man så kan betale udskriftsbebyr for.

Gæsten sagde, at det jo næsten kun er kontantmodtagere, der ikke har en PC, og de modtager jo ikke lønsedler! Så nu ved jeg ikke rigtigt. TV2 Fyn fortalte jo, at dagplejerne i Odense kommune har fået deres fagforening til at rejse en sag.

I øvrigt får samtlige ansatte i staten vist kun en elektronisk lønseddel, og der er jo store besparelser derved.

Men jeg tror stadig, at der ligger en vis risiko ved, at et advis ligger og putter sig i indboksen blandt alle de andre mails. Er der fejl i lønudregningen (og det er jo sket), så tror jeg stadig, at det at få lønsedlen ind af døren i en konvolut giver et lidt hyppigere og tidligere tjek. Men jeg kan tage helt fejl, og jeg er måske nok lidt gammeldags.

Tilføjelse den 6. august. Jeg har i min Berlingske-klumme en beklagelig fejl. Jeg skriver, at Skat, der har trukket sig som kunde hos e-boks, årligt lagde 20 millioner hos e-Boks. Det er ikke sandt, får jeg at vide. Beløbet ligger på omkring en halv million kroner.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Mht password og sikkerhed i det hele taget, så er det en kendt sag, at den største sikkerhedsrisiko er den person, der ejer kontoen. Det hjælper ikke at have et supergodt password, hvis man har det liggende på en seddel under tastaturet.

Jeg er enig med dig i, at det trods alt stadigvæk ikke er alle, der har PC i dag. Så folk burde have en mulighed for at vælge, hvordan de vil modtage lønsedlen.

Uanset at jeg selv bruger nettet til mange ting, og synes det er lettere at gemme på en fil end på papir, så har folk ret til at nægte at anskaffe en PC.

Og det er der stadigvæk nogen der gør i dag.

Cometcom1 sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Cometcom1 sagde ...

Ja det var da et par meget spøjse ting og sager der er kommet frem i lyset i de seneste måneder, men hvad betyder så det?

M.h.t. hacking af din email konto, kan politiet godt nok få travlt, for der bliver da hacket rigtig mange email konti rundt om i danmark, og nu kan de jo ikke gøre forskel på folk, eller kan de?

Det gør de somænd nok alligevel - alle vi andre er ligegyldige og vores mails må da godt hackes.

Så lige e-boks, og på biblioteket - nejda, enhver med respekt for sig selv ville da aldrig gå ned på biblioteket for at bruge sin e-boks. Der er jo slet ikke styr på noget som helst på de computere. Hvem siger ikke at der er keyloggers på systemet. Ikke noget du kan beskytte dig imod, og slet ikke med det de anvender på biblioteket i disse dage. Net cafe'er er faktisk heller ikke særlig sikre, så pas endelig på hvor du anvender personlige data, det kan misbruges meget hurtigt.

(redigeret: jeg skal bruge et stavebræt.)