Politiken! Sidst med det første, hva'ba! Nu hvor selv TV2 har erkendt, at der ikke er en skid at hente derude, på trods af, at det ikke er mange måneder siden TV2 gik i Second Life med skamløs rosende foromtale (som jeg "anmeldte" her.)
Men hånen måtte holde sig på måtten. Politiken-artiklen var nemlig morsom. Langt, langt fra det opblæste narvæk, som andre medier er gået i SL med. Den handlede ikke, om hvor vigtigt det var for virksomheder, medier, politikere og Klumpe Dumpe at etablere sig derude, hvis de ville have en fremtid. Den beskrev blot på humoristisk vis, hvad mange af os har oplevet, da vi for første gang trådte ind i det univers.
Alligevel gav det anledning til lidt rids med kridtet henover SL-tavlen, for jeg kom til at tænke på noget helt andet, der har med SL at gøre.
En af de allerbedste konferencer, jeg nogensinde har deltaget i, var Emerging Technologies i Boston for godt et år siden. I år har jeg fravalgt at deltage, og det er ikke "kun" et spørgsmål om tid og økonomi for free lanceren.
Medvirkende er nemlig en undren over, at arrangøren, publikationen Technology Review, udgivet af berømte MIT (Massachusetts Institute of Technology), i den grad har ladet sig spænde foran Second Life-vognen, og tilmed på et tidspunkt, hvor alle andre end de hårdnakkede benægtere siger, at den vogn ikke kører til ret meget andet end Red Light Disticts.
Min afsmag startede med forannonceringen af konferencen for mange måneder siden. Stifteren af Linden Lab, som står bag Second Life, blev annonceret som det store scoop som en af hovedtalernes på 2007-konferencen i september. Philip Rosendale er stifterens navn.
Oveni kom, at Juli/August-nummeret af Technology Review som coverstory har "Second Earth".
"How Second Life and Google Earth are merging into one Metaverse", lyder underteksten. På Technology Reviews websted kan man endvidere læse "The World Wide Web will soon be absorbed into the World Wide Sim: an environment combining elements of Second Life and Google Earth." (Mon ikke Sim står for Simulation?)
Så om fremtidens hjørne vil vi altså se, at nettet vil ændre sig til at blive et 3D-miljø, bygget elementer af Second Life og Googles kendte verdenskort, Google Earth." Second Life? Kunne man ikke blot have skrevet elementer af 3D-universer? (og jeg kan garantere, at WWW stadig også vil rumme masser af 2D).
Inden jeg går videre, vil jeg dog erkende, at jeg IKKE har læst artiklen. Jeg har ikke længere abonnement på Technology Review, men får blot nyhedsbrevet dagligt. Forannonceringen er dog i min optik utroværdig, men som journalist ved jeg jo også, at appetizere kan være underlødige. Hvad jeg skriver her kan altså være frygteligt uretfærdigt over for tidsskriftet.
Men for tre uger siden skrev Los Angeles Times (kun adgang for betalende abb.) om de skuffede forventninger i en grundig artikel med overskriften "Virtual marketers have second thoughts about Second Life". En efter en lukker og slukker de store erhvervsnavne for deres SL-tilværelse.
Et ret så anerkendte tech-tidsskrift, Wired, bruger sit augustnummer til at berette om, hvorledes nogle af verdens største koncerner spilder hundredevis af millioner dollar til reklamer, PR-fremstød og etablering af virtuelle hovedkontorer i et deserteret Second Life.
On a random day in June, the most popular location was Money Island (where Linden dollars, the official currency, are given away gratis), with a score of 136,000. Sexy Beach, one of several regions that offer virtual sex shops, dancing, and no-strings hookups, came in at 133,000.Den dag var der 27 besøgende hos Coca Cola i Second Life. Skål! (Nu går det jo heller ikke at tøffe rundt med en Cola-sutteflaske i Second Life, hvor man jo skal have begge hænder på tastaturet, for at snakke:-) Omend der jo så småt lukkes op for brug af stemmen.)
Linden Labs PR-bureau, Lewis PR (som vitterligt har storpralet med sin bidrag til SL-succesen) har til gengæld fået Newsweek på pinden, og det flyder med positive ord om forretningsmulighederne. (At der også er mange positive ord om dating, sex med mere - også for handicappede i Real World - i SL er vist helt rigtigt fortjent). Men mon ikke, vi hermed har set den sidste krampetrækning af verdens bedste markedsføring af varm luft?
Men tilbage til sagen. At Technology Review, lægger sig så sent pladask på maven for SL, når mediet skriver:
For over 108 years, Technology Review has been the first to write about new technologies and explain why they matter. It’s the authority on the future of technology.Ejendommeligt fremgår Second Life's far, Philip Rosendale, pludselig ikke længere af konferencens talerliste.
Den rummer faktisk personer, som jeg meget gerne ville høre (foruden nogle navne, der repræsenterer de største sponsorer). Og dagen før konferencen sættes spot på emnet Women in Technology - et emne, der også interesserer mig, herunder det typiske fravalg, som kvinder gør.
Men ikke mindst er der den årlige pris til 35 bemærkelsesværdige unge forskere. Alene at sætte sig ind i deres områder udgjorde sidste et sandt bombardement af ny, interessant viden.
Jeg må lægge øret til nettet, og næste år! Måske.
3 kommentarer:
Hej Dorte,
Jeg skal ikke gøre mig klog på Dags Dato-dækningen af SL, da jeg ikke selv så indslaget. Men jeg mener dog at kunne huske, du lige er en tand for hurtigt ude med TV 2s tilstedeværelse i universet.
Mig bekendt blev 'tilstedeværelsen' til ved en praktikant, der skulle lave en opgave på sit studie og så valgte SL som emne. Det kan man vel ikke sige så meget til, når man nu tænker på den megen snak, der var om SL på det tidspunkt.
Nu ligger siden der så, og længere er den i og for sig ikke. Der er noget at kigge på igen, hvis SL som en anden Kristus får en anden genkomst - og lade ligge, hvis det (højst sandsynligt) ikke sker.
Hej Mads,
Jeg så jo indslaget, og der var absolut INTET om, at det "blot" var en praktikant. Der var - med et svensk udtryk - fuld rulle på.
Overdrevne udtalelser om vigtigheden, om antal "indbyggere" etc. etc. Alt det, der er set så mange gange. På trods af, at TV2 kom relativt sent til.
TV2 forbliver, så vidt jeg kan huske det, i Second Life en stund, men det er slut med investeringer, altså nøjagtig lige som Dansk Røde Kors. Det vil måske også være lidt flovt at lukke og slukke, efter at man har kørt på meget på egen fremsynethed ved at oprette sig der:-)
Og siden hvornår fortæller TV hele sandheden? Bare spørg Jeppe Nybroe ;-)...
Spøg til side...
Så vidt jeg husker fik bemeldte praktikant en lille pose penge til at købe en stadeplads i SL for. Faktisk viste det sig at være lige ved siden af Røde Kors's ditto, hvilket jeg fandt ud af, da jeg blev ringet op af én, der præsenterede sig som min nabo...i SL. Stadigvæk et af de mest spøjse opkald, jeg nogensinde har fået, omend meningen jo var god.
Send en kommentar