To af dagens nyheder fik mig endnu en gang til at fundere lidt over, hvem der mon bliver vinder af mobilmarkedet, eller rettere sagt markedet for de små hjælpere, der rummer både mobil, adresselister, kalender, browser, tekstbehandling, regneark, musik- og videoafspiller etc. etc. (en dag kommer de nok også med indbygget tandstik!).
Jeg selv har jo svoret til Palm-produktet, som jeg begyndte at bruge tilbage, da det blot var en såkaldt PDA (Personal Digital Assistant), men en ekstrem hjælpsom en - så let at bruge. Nu bruger jeg en Palm Treo, der har indbygget telefon, men nørder finder den garanteret håbløs altmodisch i disse tider med iPhone-hype, hvor Nokia, Samsung og Sony Ericsson desuden som altid snubler over hinanden i deres konstante nylanceringer.
Palm hoppede jo på Windowsvognen med en version for at få fat i businessmarkedet, men i går fortalte man så, at et Linux-baseret styresystem ville blive lanceret i slutningen af året, og her ville der blive taget højde for os, der kørte på det gamle Palm-styresystem. "For lidt nyt fra Palm og alt, alt for sent," lød vurderingen fra gadgetnyhedsstedet, Engadget.
Palm-konkurrenten hed tidligere især PocketPC - et begreb, der dækkede PDA'er med Windows på. Jeg læste imidlertid, at Dell lige så stille holdt op med at markedsføre sin lille Axim - en lille PocketPC. Den nåede aldrig at få telefonfunktionalitet.
HP har forlængst fået telefonen med i sin PocketPC iPaq, og der pakkes alt muligt andet i. Det var faktisk iPaq'en, der især fik foden inden for i erhvervslivet.
Men kom jo bastarden BlackBerry, der bare blev den amerikanske erhvervsmands (M/K) darling i så høj en grad, at der i dag findes en tommelfingerskade, der forbindes med BB'en (hvor man med tomlen ruller et lille hjul for at komme igennem emails, funktioner).
Stærke er imidlertid alle konkurrenterne fra den rene mobilside. De unge sværger til dem, uanset hvilken tasteekvillibrisme, der end kræves for at bruge alle funktioner.
Men hvad mon der sker, når Apple får sin dyre iPhone færdig og på markedet? Og kunne det ikke være interessant, hvis for eksempel Google gik i kompagniskab med en mobilproducent, om en superenkel, superbillig, superfunktionel alt-i-en-telefondims?
Mange havde spået, at kampen mellem smartphones og "pc-fonen" for længst var afgjort, men så let er det alligevel ikke gået.
Og jeg er bekymret, for nu begynder gemalen at kaste lystne blikke på min gamle Palm Treo med minitastaturet, fordi hans oldnordiske Nokia-mobil er flækket, og hans lille Palm Vizor med kalenderen med videre ikke er særlig modtagelig over for pen-inputtet længere. Han er nærmest professionel anti-tech efterhånden, så det er ikke ham, der går på udkig efter det bedste nye valg nu om dage. Snart skal jeg altså tage stilling, og det tænder jeg sgutte på. Ting skal bare fungere og forny sig selv:-)
Viser opslag med etiketten iPaq. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten iPaq. Vis alle opslag
Abonner på:
Opslag (Atom)
