11.4.07

Kampen mellem smartphone, "pc-fon" og iPhone

To af dagens nyheder fik mig endnu en gang til at fundere lidt over, hvem der mon bliver vinder af mobilmarkedet, eller rettere sagt markedet for de små hjælpere, der rummer både mobil, adresselister, kalender, browser, tekstbehandling, regneark, musik- og videoafspiller etc. etc. (en dag kommer de nok også med indbygget tandstik!).

Jeg selv har jo svoret til Palm-produktet, som jeg begyndte at bruge tilbage, da det blot var en såkaldt PDA (Personal Digital Assistant), men en ekstrem hjælpsom en - så let at bruge. Nu bruger jeg en Palm Treo, der har indbygget telefon, men nørder finder den garanteret håbløs altmodisch i disse tider med iPhone-hype, hvor Nokia, Samsung og Sony Ericsson desuden som altid snubler over hinanden i deres konstante nylanceringer.

Palm hoppede jo på Windowsvognen med en version for at få fat i businessmarkedet, men i går fortalte man så, at et Linux-baseret styresystem ville blive lanceret i slutningen af året, og her ville der blive taget højde for os, der kørte på det gamle Palm-styresystem. "For lidt nyt fra Palm og alt, alt for sent," lød vurderingen fra gadgetnyhedsstedet, Engadget.


Palm-konkurrenten hed tidligere især PocketPC - et begreb, der dækkede PDA'er med Windows på. Jeg læste imidlertid, at Dell lige så stille holdt op med at markedsføre sin lille Axim - en lille PocketPC. Den nåede aldrig at få telefonfunktionalitet.

HP har forlængst fået telefonen med i sin PocketPC iPaq, og der pakkes alt muligt andet i. Det var faktisk iPaq'en, der især fik foden inden for i erhvervslivet.

Men kom jo bastarden BlackBerry, der bare blev den amerikanske erhvervsmands (M/K) darling i så høj en grad, at der i dag findes en tommelfingerskade, der forbindes med BB'en (hvor man med tomlen ruller et lille hjul for at komme igennem emails, funktioner).

Stærke er imidlertid alle konkurrenterne fra den rene mobilside. De unge sværger til dem, uanset hvilken tasteekvillibrisme, der end kræves for at bruge alle funktioner.

Men hvad mon der sker, når Apple får sin dyre iPhone færdig og på markedet? Og kunne det ikke være interessant, hvis for eksempel Google gik i kompagniskab med en mobilproducent, om en superenkel, superbillig, superfunktionel alt-i-en-telefondims?

Mange havde spået, at kampen mellem smartphones og "pc-fonen" for længst var afgjort, men så let er det alligevel ikke gået.

Og jeg er bekymret, for nu begynder gemalen at kaste lystne blikke på min gamle Palm Treo med minitastaturet, fordi hans oldnordiske Nokia-mobil er flækket, og hans lille Palm Vizor med kalenderen med videre ikke er særlig modtagelig over for pen-inputtet længere. Han er nærmest professionel anti-tech efterhånden, så det er ikke ham, der går på udkig efter det bedste nye valg nu om dage. Snart skal jeg altså tage stilling, og det tænder jeg sgutte på. Ting skal bare fungere og forny sig selv:-)

9 kommentarer:

Dorte Toft sagde ...

Fra Erik Trolle i Perstorp har jeg modtaget følgende via email med accept af, at jeg lægger det på bloggen:

Hej Dorte
Jeg ville ikke investere i sådan en dyr gadget lige i øjeblikket. Jeg mener, at vi står på et sted, hvor man ikke rigtigt ved, hvilken vej det hele vil gå.

Det er min overbevisning at alle bærbare enheder overgår til IP-trafik. D.v.s. at at standarder som GSM MMS og hvad de nu hedder forsvinder helt.

Det er min overbevisning at jo mere som overgår til VOIP, jo mindre er der brug for teleselskaber. Min opfattelse er, at teleselskaber i fremtiden bliver at sammenligne med DNS i netværket, også kaldet ENUM servere. Ideen ved en EMUM server er at få telefonen til at virke
ligesom E-mail, og på den måde laver man kontakt til en anden bruger. Serverens eneste opgave er at forbinde 2 IP enheder med hinanden.

I fremtiden vil det blive meget dyrt at være fastnet kunde, som skal koble op mod det store internet for at få en forbindelse. Da al telekommunikation i dag gælder om at kunne koble op mod den gamle teknologi vil fremtiden handle om det modsatte. Mange mener, at folk er ved at skifte fasnettet ude med mobiltelefoni. Medens jeg er overbevist om at mobiltelefoni meget hurtigt bliver udskiftet med trådløst IP-telefoni, så det det samme slags telefoni man har i sin mobiltelefon som sin stationære IP-telefon, om den kører via Skype, sip eller noget helt andet.

Et af beviserne på at ovennævnte vil ske er, at de store telefon leverandører som f.ex. Ericsson er ved at omorganisere fra hardware leverandør til software. De har indset at markedet vil skifte totalt. De har indset at deres tid som hardware leverandør er ovre og computerne tager over. Så det de skal producere i fremtiden er services.

Men teleselskaberne vil prøve at holde fast i deres Guldfugl til det sidste - fastnettet. Og VOIP gateway udbyderne vil gøre det samme, men deres forretning vil også blive mindre og mindre.

Det er muligt at jeg tager fejl, og hvis det sker, er det fordi stater og andre laver indgreb i den ellers så naturlige udvikling.

Men der vil være mange der kæmper imod, både organisationer, teleselskaber og ikke mindst det offentlige, som ikke vil kunne styre, om man befinder sig i langbordigstan eller henne om hjørnet nede i kælderen.

Som jeg spår, vil det ikke tage mange år, før vi er i den situation med den trådløse IP-telefoni. Og hele spørgsmålet om roaming afgifter, som der vi har i dag, vil man grine højlydt af.

De nye selskaber, der kommer i stedet for Teleselskaberne, vil være nogen der sælger services til de små mobile enheder & PC'er. TV/Exchange/Note/conference lignende produkter. Jeg er sikker på at fremtiden bliver, at hver interessegruppe udvikler sine services til de små kommunikationsenheder.

Så jeg er næsten 100% sikker på at de enheder du køber i dag vil få meget kort levetid.

Citat slut.

Anonym sagde ...

Erik kan have ret - men det ligger så langt ude i fremtiden, at det ikke skal diktere indkøb hverken i dag, i morgen eller om ½ år. Det skal derimod dit behov.

Det handler ikke så meget om at forudse, hvilke producenter, der vinder, men derimod hvilke standarder, der vinder.

Jeg har fulgt PDA-markedet ret tæt de senere år, og der er ingen tvivl om, at Microsoft også her har overtaget dominansen. I hvert fald når det kommer til avancerede smartphones herhjemme.

For nok er Blackberry smart, men kun hvis ens virksomhed installerer en Blackberry-server - og det går meget trægt herhjemme med at overbevise folk om, at de skal udskifte deres glimrende MS Exchange-server med noget helt nyt og besværligt.

Og netop her kommer Micrsoft og deres Windows Mobile-system ind i billedet. For det er og bliver det perfekte match til en Exchange-server.

Her har man altid opdateret sin kalender, kontakter og ikke mindst sin inbox. Når man har læst en mail på PC'en, så er den også markeret læst på den mobile enhed.

Så arbejder man et sted med en Exchange-server - eller har man en hosted exchange-løsning derhjemme privat, så er der ingen tvivl om, at en Windows Mobile-enhed er det oplagte valg.

Og uanset hvad Apple tror, så kan deres iPhone på ingen måder konkurrere med en Windows Mobile smartphone (se evt. min kommentar her: http://www.hyllested.net/?p=136) - især ikke til business-segmentet.

De to væsentligste aktører på Windows Mobile-markedet er pt. ikke HP eller Dell, som længe styrede Pocket PC-udviklingen benhårdt. Det er derimod HTC (tidligere kendt som Qtek herhjemme) og Samsung.

Så hvis man står overfor at investere i en smartphone, så se på deres websites. Det er her, det sner.

Dorte Toft sagde ...

Windows-mobile platformen (variende navne) var jo i starten kendt for at æde batterier i en fart, der næsten gjorde det upraktisk at have en sådan dims. Betjeningen af den var i starten alt for Windowsk, ikke nær så god som Palm'en. Og så var der også problemet med, at HP's iPaq tabte hukommelsen, når batteriet var tomt. Gys. Denne fejl skulle dog være rettet for længst, og batteriproblemet er blevet mindre påtrængende.

Umiddelbart synes jeg dog, at det er et udvise manglende respekt for de travle brugeres tid, når man går ud med den type produkter. Det er nok kun noget, leverandørerne overlever, netop fordi virksomheden i så høj grad i forvejen satser på MS-platformen.

Men som du skriver, så vil det jo være det allermest smidige i businesssammenhæng at holde sig til Windows-mobiler, hvis firmaet baserer sig på Exchange-serveren og i øvrigt understøtter mobilerne i infrastrukturen. Foreløbig ser det jo også ud til, at problemet med ondartet kode rettet mod den dominerende Windows-verden ikke har slået til i særligt omfang på mobilen. P.t. er der vist flest forsøg på angreb på Symbian-styresystemet, altså det "klassiske" til mobiltelefoner såsom Nokias.

Hvad angår mit valg. Nu er jeg jo free lance. Jeg bruger hverken Outlook eller Exchange, men den netbaserede Gmail, så der er intet forudgående facit for mig. Gmail og kalenderen skulle jo også være let at synkronisere ned på mobilen, så vidt jeg ved.

For mig er batteritid og brugervenlighed det altafgørende. (Kvaliteten af talegengivelse har man jo næsten måttet opgive på mobilerne, eller?). Så valget ligger noget mere åbent for mig, end for forretningsmanden m/k.

Jesper H sagde ...

Man skal lige huske på en detalje ifm. businessmobiler - de har lidt eller ingen lokal sikkerhed. Dvs. hvis man glemmer/taber sin mobil, er den pivåben for enhver der får fingrene i den. Det må være en lidt frygtindgydende tanke for personer med forretningshemmeligheder i mail eller kalender...

trolden sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
trolden sagde ...

Til Kasper
Jeg tror du tager helt fejl, den fremtid jeg beskriver i første kommentar ligger ikke ret langt væk. Jeg følger meget med i disse ting der bliver udviklet både her i Sverige og hvad der sker ude i østen. Det vælte frem med enheder som kan det der køre WiFi/Gprs/CDMA2000/CDMA450 eller hvad det nu hedder. Og de første enheder med Skype og SIP er allerede på markedet.

Jeg er test kører på noget som hedder CDMA450 (som er en 3G protocol) som har en meget stor dækning. Jeg bor ude i en skov lang fra alt, og jeg har en internet forbindelse trådløst på 1Mbit ned og 128 op. Det kan jeg sagtens tale telefon over. Jeg ved ikke hvornår den bliver introduceret i Danmark men firmaet Nordisk Mobiltelefon har købt licenser i Danmark. Hvis nogen er interesseret kan man gå ind under http://ice.net. Forøvrigt har jeg dækning et stykke ind i Danmark. Det meste af Øresunds kysten og helt ind til Fredenborg i Nordsjælland(det skal lige bemærkes at her skal bruges en udvendig antenne)

Hvilket operativ system, der vinder er fuldstændig ligegyldigt, fordi programmerne bliver webprogrammer. Ligesom det kommer til at sker på de faste maskiner.

Jeg sidder selv og laver web-programmer og jeg er ligeglad om mine brugere, bruger Linux,Windows eller for den sag skyld Mac. Det er hvad browseren kan.

Der er lige lavet test af firmaet "3", som nu kan køre 3,6Mbit i centrum af de store byer i Sverige. Og man regner med at komme op på over 10Mbit inden for et år.

Så tror du mine antagelser er ret langt væk?

Der er ikke ret lang tid til at du er "on-line where ever you are" !!

Til Jesper:
Du har samme problemer i dag med din notebook. Men man kan altså lave stor sikkerhed, hvis man vil. Jeg benytter i dag en NX-terminal og den har høj-høj sikkerhed, da den benytter en kraftig krypteret tunnel til serveren. Så jeg er egentlig ligeglad om der er nogen der løber med min maskine, for den indeholder ikke noget af værdi for en tyv. Han skal kende mit login og password for at kunne bruge maskinen til noget.Og jeg kan bare lave en ny nøgle fil på serveren, så vil han ikke kunne komme ind selvom han kendte mit login og password. Og der findes allerede NX og lignede til PDA'er, så det bliver ikke noget problem.

Der hvor min server(arbejdsmaskine) står er der en 50Mbit internet forbindelse, Så når jeg browser på nettet er det med 50Mbit.

Til Dorte:
Jeg er overbevist om at at det med batterilevetid heller ikke ligger ret lang væk. En kammerat jeg har en LG-notebook, der med det store batteri, kan arbejdes på i 8 timer.
Og det er også derfor at jeg tror de enheder der er i dag, bliver meget hurtigt forældede. Og det skyldes at nogen af de netværkskomponenter man bruger i dag bruger meget strøm. Her er også nye mere energibesparende på vej.

Jesper H sagde ...

Til trolden:
Jeg tænkte nu ikke på adgang til servere o.l. men derimod læsning af de mails/kalenderaftaler der er synkroniseret ned på mobilen.
Da lokale oplysninger ikke er beskyttet eller krypteret er de en ganske stor sikkerhedsrisiko.

trolden sagde ...

Til Jesper:
Jeg er helt klar på hvad du mener, og det er nogenlunde det samme som at miste sin timemanager før i tiden. Det var frygteligt, når man har alle ens data samlet samme sted.
Det jeg bare prøver at forklare er hvordan jeg kører i dag og hvordan jeg tror mange kommer til køre inden for relativ kort tid. Jeg tror de fleste vil være online hele tiden.

Anonym sagde ...

Jeg faldt ved et tilfælde over din informative blog og følger løbende med i den.
Det er dejligt at se en it-professionel, der bruger Palm. I Danmark skrives der ikke meget om Palm OS, som på mange måder er en fortrinlig håndholdt løsning.
Min første Palm var en sort, elegant IBM Workpad. Den seneste en Tungsten C. Palm OS er quick and dirty. De har masser af batteri. Der er ingen opstartstid, instant on. Der er tusindvis af billige, ofte gratis programmer til ethvert formål. Min Palm Tungsten C er den jeg har brugt mest. Via wifi kunne jeg checke mail og gå på nettet både på arbejde og hjemme. Men ting har deres tid. Det blev aldrig til en Treo. Med 3G kom Motorola A1000, som havde mange af de funktioner jeg brugte på Palm. Men ikke nær så hurtig og stabil og med en elendig batteritid.
Pt. sidder jeg med en lille let bærbar med alle tænkelige tilslutningsmuligheder og venter på Nokia 95, som har rigtig mange gode egnskaber og HSDPA.
Trist at det ikke en Palm, der kommer med alle de muligheder.