19.4.07

Magt til at ændre verden

Hvad er det, der er så spændende med computere og "computer science", der i Danmark er døbt datalogi? Det er ikke lykkedes for mange at fortælle det, så hvorfor i alverden skulle knægten og teenagetøsen kigge den vej, når de kan blive studievært på tv, forfatter, filmskaber, psykolog, professionel fodboldstjerne og den nye Britney Spears, nu hvor den gamles friskhed hænger i laser. Men har du en af de unge drømmere i huset, så læs blot videre.

I forbindelse med mit indlæg "Danske kvinder skyer i ekstrem grad datalogien" kom der et væld af interessante kommentarer om, hvorfor datalogien er spændende, foruden tanker om, hvorfor piger holder sig væk. Der blev også beskrevet, hvorledes man via hvervekampagner forsøger at få de unge kvinder i tale, og så var der selvfølgelig også indlæg, der gik på, at det jo var kvindens natur at undgå de hårde fag, og det var helt o.k. Har du tid og interesse, så tjek de mange kommentarer.

En af de få kvinder, der er i gang med datalogiuddannelsen, Therese Hansen, peger på sin blog på en række gode videoer om emnet på YouTube. Jeg har valgt at "bringe" en af dem her. Det er en video med overskriften "Power to change the world", og den er produceret af University of Washingtons institut for "Computer Science & Engineering". Videoen varer godt 5 minutter. Kig den nu, please. Man bliver helt glad over, at her er der studerende og professorer, der har taget sig tid til at fortælle på fængende vis om, hvorfor datalogi er spændende. Og en del af dem nærmest "snublede" ind i den studieretning.

1 kommentar:

Therese sagde ...

I virkeligheden tror jeg der er mange af de piger der læser datalogi, der snublede over det ved et tilfælde. Selv startede jeg på matematik og på første år var Javaprogrammering, algoritmer og datastrukturer obligatorisk. Jeg skiftede til datalogi efter det første år, men har også haft god brug for min matematik.

Flere af mine veninder på studiet kommer oprindeligt fra infomationsvidenskab, fysik, matematik, multimedier og endda biologi :-). Vi vidste bare ikke nok om datalogi til at vælge det fra starten.

Det er et godt spørgsmål om der er et uudnyttet potentiale, som man kunne dykke ned i ved at informere mere.