2.4.07

Peter Forchhammers indavl: Commendo

Det børsnoterede it-sikkerhedsselskab Comendo, der har finansmanden Peter Forchhammer i ryggen via dennes investeringsselskab Synerco, køber Telsome, hvor Synerco også er medejer. Prisen oplyses ikke, så de mennesker, der i december 2006 bed på Comendos børsprospekt, må gætte sig til, om det er en god handel eller ej.

Telsome, der leverer IP-telefoni - altså telefoni via internettet - kom ud af sidste regnskabsår med et underskud på knap 11 millioner kroner. Fra revisionspåtegningerne ser man, at der har været regnskabsrod og en lovovertrædelse. Desuden blev over halvdelen af anpartskapitalen tabt i årets løb. Bestyrelsen oplyser dog, at der nu er styr på alt, og at der blandt andet tilføjes ny kapital ved at eftergive en gældspost på 6,5 mio. kroner.

Jeg lægger dog mest mærke til Peter Forchhammers kendte fodaftryk.
Jeg fulgte i mange år, hvorledes han solgte egne selskaber ind til it-sikkerhedsselskabet Eurotrust, hvor han også var aktionær, og hvorledes han også købte ud af Eurotrust. Det var i øvrigt et bemærkelsesværdigt Nasdaq-noteret selskab, der akkumulerede underskud på langt over en halv milliard kroner og dermed en lang, lang næse for flertallet af aktionærer. Ingen af de oprindelige stiftere, herunder Aldo Pedersen og Peter Forchhammer, led dog på nogen måde nød:-).

Comendo blev startet af folk fra Eurotrusts Virus112 og med Forchhammer-penge i ryggen. Siden købte Comendo-selskabet Virus 112 ud af Eurotrust. Senere var det Virus112 i Sverige, det gjaldt. I marts købte Comendo dog et firma, som jeg ikke tror, at Forchhammer var med i, nemlig Lindhardt Datasikkerhed – en ganske almindelig forhandler af it-sikkerhedssoftware (Panda). Commendo udstedte nye aktier i den forbindelse.

For få uger siden udsendte Comendo så en fondsbørsmeddelelse om en ordre på tre års drift af it-systemer for firmaet Meetyourmessenger. Nogle fortæller mig, at Forchhammer også har penge i det selskab, men jeg har ikke set det skrevet sort på hvidt. Ordren opgives til at være på fire millioner for hele perioden.

Men der bygges altså løs på et lille serviceimperium, via opkøb af kunder og teknologier. Comendo startede blot med udvikling af særlig software til overvågning af mails – software, som især Virus112 brugte. Så overtog man med Virus112-købet også selve mail-overvågningstjenesten for en lang række firmaer. Derefter overtog man via Lindhardt-købet et pænt antal antiviruskunder og vel retten til fortsat at forhandlingen af Panda’s produkter. Comendo kører desuden drift for diverse virksomheder, og herunder web-hoteller, og den seneste udvikling med købet af Telsome bringer så IP-telefoni på hylderne. I forbindelse med det opkøb er der garanteret tale om en totrinsraket, for med telefoni over internettet følger også problemer med ondartet kode og spam, så det lægger jo op til endnu en overvågningstjeneste.

Måske lykkes det for Forchhammer denne gang at få opbygget et kombineret it-sikkerheds- og servicefirma, der også evner at sikre at almindelige aktionærer får noget ud af det. Eller?

Gad i øvrigt vide, om hundeslagsmålet mellem Telsome og datterselskabet/konkurrenten IP Danmark er afsluttet. Oprindeligt forhandlede Telsome et softwarebaseret ”omstillingsbord” til IP-telefonien udviklet af IP Danmark. Balladen begyndte ifølge dagbladet Børsen, da Telsome holdt op med det. Ifølge IP Danmark havde Telsome imidlertid piratkopieret omstillings-softwaren og solgt den videre, og politiet gennemført en razzia hos Telsome for at finde beviser. Den razzia klagede Telsome forgæves til retsvæsenet over, og siden er IP Danmark blevet politianmeldt for at have haft snablen inde i Telsomes data. Den lokale politimester har dog afvist sagen som grundløs.

Mangler jeg mon noget i Commendo-sagaen?

PS: Der henvises til ”konkurrencemæssige årsager” som forklaring på, at ingen må vide, hvad Comendo giver for Telsome. Men når der er samme aktionær i spil... bør der så ikke være et uvildigt tjek ind over? I hvert fald, hvis Forchhammer er hovedaktionær i begge, og det ved jeg ikke om er tilfældet.
Hjælpen ville dog være nær, for i sådanne tilfælde inddrages typisk en investeringsbank. Også der er Forchhammer jo leveringsdygtig som aktionær i Capinordic:-) Der i øvrigt førte Comendo på First North.

Tilføjelse den 5.4.: Den administrerende direktør for Comendo, Martin Sundahl, har i en mail dateret den 3.4.07 skrevet, at ovenstående rummer visse fejl. Han ønsker ikke at korrigere disse fejl her på bloggen, ej heller pr. mail, men ønsker et møde. Så det varer altså en tid, inden eventuelle fejl her kan korrigeres.

9 kommentarer:

Jens Berthelsen sagde ...

Forchhammer tager igen røven på små aktionærerne ved at sælge de virsomheder han har investeret ind til børsnoteret virksomheder hvori han har manipulerende magt over direktionen eller kan påvirke dem med brune kuverter. Vi så det alt for godt i euro909 perioden hvor Aldo Petersen og Peter Forchhammer nød at snyde småaktionærerne og hygge sig på ferie for aktionærnes penge herunder med at sælge Sunny Tours, Alphasys, Virus112, Digiweb, Chili og mange flere selskaber ind til euro909 og hvor penge blev delt i mellem Aldo P og Peter F. En dyr fornøjelse for aktionærne...

Anonym sagde ...

..du glemmer lige at skrive at Peter Forchhammer købte undomsmagasinet Chili ud af euro909 for under en million kroner og har netop solgt Chili til Aller for et højt tocifret million beløb....3 år efter det blev købt....

Dorte Toft sagde ...

Den med Chili, tolker jeg mere som, at Eurotrust var uengagerede amatører, når det gjaldt bladdrift. Blev Chili ikke oprindeligt købt af Eurotrust i tiltroen til, at man også kunne skabe et boomende ungdomssted på nettet?

Det er så mit indtryk, at der kom gode folk og professionalisme på Chili, da det blev købt ud igen. Men hvorfor Forchhammer, der jo også er medejer af Eurotrust, ikke sikrede det under det ejerskab... det fatter jeg ikke. Som så meget andet med Eurotrust og personkredsen bag:-)

Anonym sagde ...

Hej Dorte,

Hvad mener du med:

"Som så meget andet med Eurotrust og personkredsen bag:-)"

Dorte Toft sagde ...

Lidt af, hvad jeg mener, fremgår af tidligere kommentarer her, plus hvad jeg tidligere har skrevet om Eurotrust.

Hvem kan for eksempel give mig en god forklaring på, at Eurotrust køber franske Alphasys for omkring 40 mio. kroner, hvorefter firmaet blot et par år senere opgives som værdiløst?

Og hvad skulle Eurotrust med Sunny Tours? Tilbyde ferierejser til stressede it-sikkerhedsansvarlige?

Der var ingen grænser for løfterne om snarlige gevinster lige om hjørnet, da Eurotrust havde fokus på IT. Så gik noget af luften ud af det marked, og nu gælder det så vindenergi for Eurotrust. Det er der, det sner. Der hvor der chancer - for de seriøse såvel som for lykkeridderne og for dem, der er både og.

Anonym sagde ...

Hej Dorthe... hvordan kan du tage din egen blog seriøst, når du kommer med en kritik... men underbygger den med "tror"...??? hvem er det man skal tror på Forchhammer, Sundahl, og Petersen eller dig..??? hvem har mest erhvers erfaring.. er du ikke blot en journalist..??? desuden skriver du at martin sundahl har tilbudt dig et møde..??? hvorfor tager du ikke et møde med ham så..??? er du i virkeligheden ikke bare indebrandt pga. du aldrig selv har opnået andet end at være "freelance Journalist" eller i mine øjne, en som ikke kan finde et job, men har en fin titel..???

Dorte Toft sagde ...

@seneste anonym. En blog adskiller sig jo typisk fra traditionel journalistik ved at være personlig. Det gode ved bloggen er også, at når jeg åbent erkender, at jeg ikke er stensikker på noget, så er der fuldstændig åbent for andre til at fortælle mig, hvordan tingene hænger sammen i deres optik.
Vedr. møde med Sundahl. Hvis han ikke mener, at de fejl, jeg måske har begået, er væsentlige nok for læserne at få korrigeret her og nu, så er de næppe så slemme. Jeg har presset på for at få ham til at fortælle, hvad der var galt, så jeg straks kunne få korrigeret, hvis nødvendigt, men han har afvist. Medmindre altså det sker ved et møde. Det kommer såmæn nok en dag.

Om jeg er indebrændt.
Jo det hænder, såmænd. Men slet ikke af årsagerne, som du skriver. Free lance tilværelsen er et con amore tilvalg, som jeg tog, da jeg fyldte 61. Seneste tilbud om en fast stilling modtog jeg for fire dage siden:-) Og sagde pænt nej tak.

Anonym sagde ...

istedet for at snakke udenom, hvorfor svare du så ikke på mine spørgsmål..??? hvordan skal folk tror på dig kontra Petersen, Forchhammer og Sundahl... og gider du give en ordentlig forklaring på hvorfor du ikke har taget i mod, det møde som du så fint er blevet inviteret til...?

Dorte Toft sagde ...

Du har tilsyneladende svært ved at læse. Jeg har forklaret, hvorfor jeg ikke brugte tid på et møde. Jeg har forklaret, at hvad jeg skriver blot er min holdning, og så er det frit for for alle - dig inklusive, at skrive sandheden om Petersen, Forchhammer, Sundahl etc. Jeg påtvinger ingen at tro på mig.

Og vend så venligst tilbage til aktiedebatterne eller hvor din interesse ligger. Den ligger tydeligvis ikke i it-stoffet, for så havde du ikke været ubekendt med min rolle inden for den genre.

Roger, Over and Out.