Harddisken på P1 ser i aften (kl. 20.03) på, om der er behov for en slags Emma Gad for bloggere og helst også dem, der kommenterer på blogs. Det kan jo gå grueligt galt, som jeg tidligere har fortalt i indlægget Dødstrusler i blogsfæren.. Der berettes om andre grimme eksempler her.
Debatten om behovet for en slags "mærkat" til brug for blogs og bloggere, der håndhæver og kræver en vis pli, kører for fulde drøn i USA, netop i kølvandet på sagen om dødstrusler mod den kendte kvindelige erhvervsblogger, Kathy Sierra.
Det er Henrik Føhns, der lægger op til debat i P1, og som udgangspunkt tager han fat en dansk sag. Han har talt med Nyhedsavisens gode journalist og blogger Leny Malacinsky, der har lukket for kommentarer på sin blog efter at være blevet svinet til over et godt, skarpt indlæg om Ungerns "velfærdsautome". Nogle fandt frem til at hun var jøde, og hun generede de autonome, fordi hun vidste de var antizionister ... og der var meget andet grumt.
Nyhedsavisen, som desuden tillader kommentarer til artikler, er desværre også blevet en magnet for tågehorn, der nedgør andre og promoverer egne kæpheste massivt. Dermed spredes der gift for en frugtbar debat efter både artikler og blogindlæg, og Nyhedsavisen er i gang med at se på, hvad der kan ændres.
I P1-studiet har Henrik Føhns bloggeren Claus Dahl, der står bag classy.dk, og jeg er med pr. telefon fra Samsø, som jeg p.t. har som arbejdsramme (svært i det her vejr!). Ingen af os tror dog på en Emma Gad for bloggere. Men anonymiteten i blogverdenen får desværre visse båtnakker til at miste kontrollen.
Harddisken genudsendes søndag kl. 14.30.
Tilføjelse: Punktet indleder harddisken, men så er der andet på programmet en times tid, og derefter vendes der tilbage til emnet. Debatten med Dahl og mig ligger tæt på programmets afslutning.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Jeg har også fulgt hele showet på Tim O'Reilly's blog, både hans første foreslag og hans senere tilføjelser. Det er ret underholdende at følge med i, især kommentarerne men jeg synes han skulle have genemarbejdet sit foreslag før han sendte til offentlig beskuelse, netop fordi han er Tim O'Reilly. Jeg mener, jeg kan jo godt blogge om mine mere eller mindre gennemtænkte ideer og tanker men mine ord har jo ikke så meget vægt som dem der kommer fra en guru som Tim O'Reilly. Tim O'Reilly har sagt at det gik hurtigt med den første udgave fordi New York Times ville publicere en artikkel om det hele, og det synes jeg det bærer meget præg af.
Hvis det her munder ud i et forskningsprojekt hvor man prøver at beskrive og klasificere de etiske retningslinier som blogs kan have, så kunne det blive interessant. Man kunne udvilke en slags meta-taxonomi for blogs... f.eks. på technorati eller mere lokalt på blogbot.dk, hvor alle kunne få lov at klassificere alle de tilmeldte blogs. Men det er nok også det mest interessante der kunne komme ud af det.
Helt enig i, at netop Tim O'Reilly burde have sat grundigheden over sin trang til at blive eksponeret i New York Times.
Om det med, at alle måske burde kunne give karakter til blogs. Auktionshuset eBay har jo haft mange gode erfaringer med at lade købere klassificere deres erfaringer med sælgere, men der viste sig desværre at være en vis mulighed for svindel. Jeg ved ikke, om eBay har fået rettet op på "kalibreringen", så snyderne får sværere vilkår.
Tror du i øvrigt, at det kunne fungere i så lille land som DK. Der er vel ikke mange blogs, der er "fælleseje"? Altså bredt populære.
Danmarks blogosfære er ret lille, og de traditionelle medier sidder ret markan på nyhedsformidlingen. Men det behøver jo ikke at blive ved med at være sådan. Så det ville da være et godt sted at starte hvis man skulle eksperimentere med et system.
Enhver teknologisk løsning hvor man giver magt over til brugerne kan udnyttes. Dermed vil der altid være wiki-wars og rating kampe. Hvis man er fast læser på Slashdot ved man hvor hurtigt man kan starte en diskussion om rating systemet, og om det ville være bedre at lade alle moderere ligesom på Digg, og hvad der er den ideelle løsning. Der er ikke andet at gøre end at eksperiementere med det, og indbygge nogle mekanismer til at stoppe udnyttelse af systemet. F.eks. kan jeg lægge denne kommentar på din blog, men ikke uden at indtaste et sekvens af bogstaver som bliver vist som et billede. Det skal jeg så din blog-software kan se at jeg er et menneske og ikke en robot. Jeg har Akismet på min blog som fjerner robot-kommentarer. Nogle vælger at de skal godkende alle kommentarer før de kommer på. Den løsning man vælger er helt efter temperament.
Jeg synes den kamp hvor vi på den ene side har dem der udvikler et system og på den andet side har dem der forsøger at ødelægge systemet gør at vi alle sammen bliver bedre til det vi laver. Men det kan jo ske at en almindelig bruger bliver fanget i krydsilden.
Send en kommentar