19.4.07

Nu går det galt. Virginia Tech medieefterspil.

Alle går efter "15 minutes of fame", sagde Andy Warhol, og eksplosionen i internettet og web2.0-værktøjer har gjort det langt lettere end den gang.

Udviklingen gavner desværre også mordere, der tænker i evig berømmelse. Ved at myrde berømtheder. Ved at begå massakrer.

Den unge morder og selvmorderen, Cho Seung-Huio, sikrede sig yderligere års berømmelse ved at fremsende sine budskaber i syge videoindslag og rablende tekster på papir til tv-stationen NBC. Virginia Tech mareridtet er eskalleret.

Den næste sindsyge sjæl vil gøre alt for at overgå Cho Seung-Huio i spektakulær iscenesættelse af massakre. Seung-Huio nævnte selv at indsatsen også var til ære for de to unge mordere bag Columbine High massakren. Han vil blive æret i næste massakre.

Hold især øje med april. Columbine High massakren fandt sted i april 1999. Virginia Tech-massakren i april 2007. Og der er tidligere afværget en række angreb på læreanstalter netop i april, fortæller Jan Karlsberg i Vancouver en kommentatorer til mit første blogindlæg om Virginia Tech.

Nu vil de syge videoklip blive set og set og set. På officielle tv-stationer, som CNN, på YouTube og alle de andre steder, hvor alverden uploader videoer.

Syge sjæle vil tænke i, hvorledes det kan overgås. Live transmission - via tidligere opsatte webcams - mens folk mejes ned? Selvmordet effektfuldt henvendt til rette kamera? Gidsler trukket tæt på kameraet og derefter slagtet? Den slags film har der jo allerede vist sig god afsætning for i visse kredse. Vi har jo også set masser af glorificeringsvideoer af morderiske selvmordere før. Og det vil smitte.

Det hænder en sjælden gang, at jeg ønsker mig tilbage til tider med mediers strenge selvcensur af, hvad der vises. Dette øjeblik er et af disse. Ikke at det nytter, men alligevel.

Tilføjet kl. 16.18. Jeg ser, at min holdning er helt i modstrid med, hvad to af internet/blogverdenens ikoner, Dave Winer og Doc Earls mener. Winer anmoder alle med gode forbindelser om at lægge pres på NBC, så samtlige videoer frigives.

Tilføjelse kl. 22.22: Et tankevækkende indlæg hos Reuters om de udfordringer traditionelle medier har, når de drager nytter af sociale medier som blogs, Facebook, fotostedet Flicr med videre. Overskriften er "Virginia Tech and social media: some questions for newsrooms."

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kunne du ikke forsøge at forklare hvordan dit eget blogindlæg ikke selv er en del af problemet?

Dorte Toft sagde ...

Jeg overvejede en stund at undlade at lænke til CNN, hvor man kan se videoen. Og jeg overvejede, om jeg skulle specificere, hvad enhver idiot kan tænke sig frem til, når det gælder fremtidens spektakulære massakre. Men jeg valgt at lænke, og jeg specificerede.

Men forklar lidt nærmere om, hvorfor du anser mit blogindlæg som en del af problemet. Skulle jeg ikke have skrevet?

Anonym sagde ...

Jeg er fuldstændig enig med dig, Dorte. Det er sygt. På et eller andet tidspunkt bliver medierne nødt til at kigge på sig selv og påtage sig et medansvar for, at sådanne ting kan ske.

Jeg sad og så ABC News's 'Good Morning America' herovre, og der var faktisk en psykiater inde og appellere til, at man ikke viser disse ting i medierne - af netop de samme årsager, som du nævner.

Med hensyn til de herrer bloggere, siger det så ikke i virkeligheden mere om dem, end det gør om sagen? Jeg havde 'fornøjelsen' af i går at overvære notabiliteter som Robert Scobble og Chris Pirollo slå sig løs på Web 2.0 Expo, som om de var til en hyggelig sammenkomst derhjemme og godt præget af flere flasker sprut. Behøver jeg at sige, de var så fanget i deres egen lille boble, at en rigtig god del af tilhørerne valgte at udvandre, inden deres session var slut? Måske er der virkelig en fundamental kløft mellem traditionelle medier og web 2.0 medier og vel at mærke ikke nødvendigvis til sidstnævntes fordel? *Suk*.

Anonym sagde ...

At begrænse udbuddet af mere eller mindre lødigt materiale på Internettet er en dødssejler.

Mon ikke vi vil se et stigende udbud af filter-applikationer som vil henvende sig til den kritiske forbruger af indhold (og deres børn)?

Mvh.

John Peter Jensen