Endnu en gang ser vi en erhvervsblog blive brugt til at aflevere et overmåde ubehageligt budskab, men på en afvæbnende måde. Alverdens techblogger gik i går i spin over, at topchefen for Palm, Ed Colligan, fortalte, at Palm Foleo blev droppet, og det er tilmed lige før det forsinkede produkt endelig skulle på markedet.
Foleo er en mellemting mellem en moderne mobiltelefon og en bærbar pc. Som starter øjeblikkelig - ingen langsom opvågning som med pc'erne. Som ikke rummer en harddisk. Som er praktisk at have ved hånden, når man lige skal maile og tjekke diverse ting på nettet. Foleo, der kører på Linux-styresystemet, forudsætter imidlertid, at man er på nettet.
Mere om sagen lige om lidt, men først om kommunikationsmetoden. Jeg er overbevist om, at blogs bliver et foretrukket redskab til sådanne ubehagelige meddelelser. Læs direktørens tekst. En sådan kunne aldrig være skrevet om en pressemeddelelse. De er efterhånden stivnet i bureaukratisk, selvrosende, fisefornemt umba-mumba-sprog. En sådan meddelelse ville man heller aldrig give ved at indkalde til en pressekonference. Men via en blog kan historien fortælles, og der kan tages lidt torne ud af den ubehagelige situation via en mere personlig tone.
Hvorvidt danske direktører vil forblive konservative, får vi så se, men det bliver så ris til egen behind. Foreløbig kan vi imidlertid også se, at kun få danske journalister tager blogs alvorligt.
"Kun hver femte danske journalist mener, at det er en del af deres journalistiske arbejde at følge blogs". Det skriver Cision (tidligere Observer) på baggrund af en undersøgelse blandt 100 journalister. Nyhedsjournalister bruger i øvrigt blogs mindst.
Undersøgelsens resultater kan ses her.
(Tip fra Kim Elmose).
Og så tilbage til, hvad blogindlægget handler om.
Fra Palms side blev Foleo på sin vis præsenteret som "the missing link", selv om betegnelsen var en "mobile phone companion". Men mange bloggere og andre observatører sagde, at Foleo blot repræsenterede en løsning, der søgte et problem.
Palm har mange fans helt tilbage fra, da stifteren Jeff Hawkins med Palm Pilot viste, hvorledes man tager brugervenlighed alvorligt. På daværende tidspunkt en mangelvare i techverdenen. Foleo var Hawkins seneste "baby", men der er sket meget i mellemtiden.
Palm Pilot var til adresselister, huskelister, kalender og lidt mere. Den satte en hel ny standard for, hvor enkelt det kan blive at bruge avanceret teknologi. (Og jo, jeg havde en sådan. Ligeledes min gemal, der er gadgethader, men som sværgede til sin Palm Pilot).
Senere, da Hawkins havde forladt Palm, viste han, hvorledes en Palmagtig dims og en mobiltelefon kunne kombineres, igen med stor brugervenlighed. Det var i firmaet Handspring, og produktet hed Treo. (Og jo, jeg havde den).
Senere igen købte Palm, som var ved at sakke agterud i kampen mod Microsoft med partnere, Handspring, og Treo'en kom i nye, lidt mere avancerede versioner. (Og jo, jeg har i dag en af dem).
Tilsidst kom Palm endda med en version baseres på Microsofts Windows. Ærkefjendens! Palm-familiens eget operativsystem, der oprindeligt var langt bedre end Microsofts gadget-OS, sakkede bagud, og skuffelsen for Palms trofaste fans blev efterhånden hørbar.
Derfor var forhåbningerne høje, da Hawkins skulle præsentere sin nye baby, som ingen anede, hvad gik ud på. Og skuffelsen så meget større i disse tider, hvor en mobiltelefon som iPhone får hele verden til at gå amok.
Nu er Foleo så skrinlagt. Ifølge direktøren, fordi man ville fokusere på at blive rigtig gode på et område, altså Treoen. Det nyttede ikke at bruge udviklingsomkostninger på to projekter, der gik hver sin vej.
Den kendte gadgetblog, engagdet.com, var tæt på at tage æren for at få Palm på rette vej. Engadget havde tidligere skrevet en slags "open letter" til Palm med en liste over, hvad firmaet havde gjort galt, og med hvad firmaet burde gøre.
Foleo er dog ikke erklæret helt død. Der kan komme en tid, hvor en Foleo2 er på sin plads, skriver direktøren.
Jeg fornemmer mest, var produktet lidt før sin tid. Lidt før, at alverdens chefer på farten bliver forbandede over, enten at skulle bruge de bette mobiltelefoner med masser af tastetryk til deres mail m.v., eller også over, at det tager fem lange og fem brede, før en pc er vågen nok til at gå på nettet. Det er også "lidt før sin tid" deri, at megen data - såsom breve og regneark - stadig ligger bundet på pc'er og ikke på nettet.
Jeg ser IKKE Foleo som en ersatning for den bærbare pc for dem, der virkelig har noget relevant at bruge pc'en til på farten. Mit eget udstyr ville forsat være en moderne mobil og en bærbar.
Men at jeg vurderer Foleo positivt, kan jo hænge sammen med, at jeg er en håbløs Palm -fan.
Viser opslag med etiketten Journalistik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Journalistik. Vis alle opslag
29.7.07
Pas på journalister i netværket
Vil du fremstå for hele verden som en kontakt i en given journalists sociale netværk, være det sig på LinkedIn, Facebook, k-forum eller et helt fjerde sted?
Lad os nu sige, at jeg skriver en artikel, der kommer lige lovlig tæt på koncernen IT-ZYZ. Jeg citerer "kilder", og hos IT-ZYZ føler man sig uretfærdigt angrebet. "Hvem er mon den interne læk", som Dorte Toft har fat i?
Spørgsmålet har jeg jo hørt, selv da jeg ikke havde en profil i sociale net (har p.t. hos LinkedIn og en anæmisk en på Facebook). Især var it-servicekoncernen CSC på et tidspunkt sikker på, at der måtte være en intern læk:-) Et indlæg på en ZDnet-blog med overskriften Social networks could reveal journalist sources fik mig til lige at tænke lidt ekstra over sagen.
Jeg har sagt nej til at blive "friend" til visse personer på LinkedIn netop af den årsag. Godt nok er det kun dem i mit eget kontaktnet, der kan se mine kontakter, men alligevel. Danmark er en forfærdelig lille verden, så nogen kender nogen. Ingen vil vel bevidst være med til at "spionere", men.... Disse sociale net kan gøre det lettere at stykke puslespil sammen.
I ZDnet-blogindlægget henvises også til en kendt PR-mands blog, Steve Rubels. Denne glæder sig over udviklingen. Hidtil har PR-folket jo især måttet "pitche" (markedsføre) deres kunders "succeser" og versioner af sandheden via emails og telefonopkald.
Nu vil det komme til at kunne ske via sociale netværk, hvor der jo også er en masse anden funktionalitet, for her fortæller folk jo også rask væk om interesser, fortid etc. etc. Der synes desuden at være en klar tendens til, at folk emailer mere via funktioner i deres sociale net, end via deres "gamle" emailsystem.
Rubel ser de nye sociale netværk, som stedet hvor "journalists, consumers and PR pros work together toward a common goal"..... Værsgo' at skylle.
Indlægget har overskriften: "The PR Theater of Operations Will Flee Email for Social Networks".
Jeg har masser af respekt for en del professionelle PR/informations-folk, og de bedste af dem udgør ofte en hjælp. Men der kommer også mange banaliteter fra den kant, ligesom der sommetider afsløres en forunderlig mangel på viden om, hvordan journalister tænker og arbejder, og om hvad det egentlig er, de "pitcher".
PS: Jeg har tidligere skrevet om businessnetværket LinkedIn, som jeg var lidt skeptisk over nytten af, men i de efterfølgende kommentarer til indlægget fortalte flere om, at de vitterligt fik et reelt udbytte af at deltager. Indlægget med kommentarer er her.
Lad os nu sige, at jeg skriver en artikel, der kommer lige lovlig tæt på koncernen IT-ZYZ. Jeg citerer "kilder", og hos IT-ZYZ føler man sig uretfærdigt angrebet. "Hvem er mon den interne læk", som Dorte Toft har fat i?
Spørgsmålet har jeg jo hørt, selv da jeg ikke havde en profil i sociale net (har p.t. hos LinkedIn og en anæmisk en på Facebook). Især var it-servicekoncernen CSC på et tidspunkt sikker på, at der måtte være en intern læk:-) Et indlæg på en ZDnet-blog med overskriften Social networks could reveal journalist sources fik mig til lige at tænke lidt ekstra over sagen.
Jeg har sagt nej til at blive "friend" til visse personer på LinkedIn netop af den årsag. Godt nok er det kun dem i mit eget kontaktnet, der kan se mine kontakter, men alligevel. Danmark er en forfærdelig lille verden, så nogen kender nogen. Ingen vil vel bevidst være med til at "spionere", men.... Disse sociale net kan gøre det lettere at stykke puslespil sammen.
I ZDnet-blogindlægget henvises også til en kendt PR-mands blog, Steve Rubels. Denne glæder sig over udviklingen. Hidtil har PR-folket jo især måttet "pitche" (markedsføre) deres kunders "succeser" og versioner af sandheden via emails og telefonopkald.
Nu vil det komme til at kunne ske via sociale netværk, hvor der jo også er en masse anden funktionalitet, for her fortæller folk jo også rask væk om interesser, fortid etc. etc. Der synes desuden at være en klar tendens til, at folk emailer mere via funktioner i deres sociale net, end via deres "gamle" emailsystem.
Rubel ser de nye sociale netværk, som stedet hvor "journalists, consumers and PR pros work together toward a common goal"..... Værsgo' at skylle.
Indlægget har overskriften: "The PR Theater of Operations Will Flee Email for Social Networks".
Jeg har masser af respekt for en del professionelle PR/informations-folk, og de bedste af dem udgør ofte en hjælp. Men der kommer også mange banaliteter fra den kant, ligesom der sommetider afsløres en forunderlig mangel på viden om, hvordan journalister tænker og arbejder, og om hvad det egentlig er, de "pitcher".
PS: Jeg har tidligere skrevet om businessnetværket LinkedIn, som jeg var lidt skeptisk over nytten af, men i de efterfølgende kommentarer til indlægget fortalte flere om, at de vitterligt fik et reelt udbytte af at deltager. Indlægget med kommentarer er her.
22.7.07
Uha: It-proletariat i Gl. Skagen
"Det er ikke længere hot i Gl. Skagen. Næste år er der kun de nyrige. Så kommer it-proletariatet, og så er det endegyldigt slut."
Læst i Weekendavisen i en artikel skrevet af Poul Pilgaard Johnsen. Også skrevet i Ekstrabladet af bagside-Jeppesen.
Det er jo en journalistisk nyskabelse i en tid, der ellers er kendetegnet af, at én journalist i dag alene skal fylde, hvad der var to-tre om i gamle dage. Pilgaard får dog også lavet sit helteportræt af Jeppesen ind imellem afskrivningen.
Det er blevet til en Cath- og en karlekammeragtig reportagesladring om de royale, de rige, og de andre kendte, der indfinder sig i Hellerup-ugen (postdistrikt 2900)- i uge 29 - i Skagen. Og underholdende er det - i hvert fald for mig.
Weekendavisens og Ekstrabladets udsendte krukker er imidlertid skuffede. Der er ikke nok fint at spejle sig i, at sladre om, at nedgøre. Suk. "Næste år kommer de nyrige. Så kommer it-proletariatet, og så er det endegyldigt slut".... Går det sådan, har de jo nok ret. Det er endegyldigt slut med reportagerejserne til Skagen, for ingen af dem gider mænge sig med it-folket. Det tænder jo heller ikke læserne.
Den fælles skrivning har de to skribenter i øvrigt udnævnt til et dogmeprojekt, selvfølgelig. Kulturelt skal det være. Ikke blot et "genialt" fuldemandspåfund af to indbyrdes forgabte skribenter, der egentlig ikke gider skrive.
Det er bare lidt synd, at de så klart får afsløret, at de selvfølgelig i al deres besserwissen om alt og alle ikke også har haft tid til at holde fingeren på pulsen. Det er jo "it-proletariatet", der er de nyrige. Alle dem, der fik scoret i tide.
De hurtigste drenge kastede sig for nogle år siden så over ejendomme, og på det seneste gælder det vind-energi og anden vedvarende energi. Læs bare Ingeniørens artikel om den grønne energi og guldbeferen her. Som bibeskæftigelse har nogle af dem med den gode næse for penge desuden kig på hurtige børsnoteringer af fikse småfirmaer.
Lidt synd er det, at Pilgaard Johnsen og Jeppesen ikke gider it-folket. Der er ellers mange kloge, visionære og sjove gutter iblandt.
Læst i Weekendavisen i en artikel skrevet af Poul Pilgaard Johnsen. Også skrevet i Ekstrabladet af bagside-Jeppesen.
Det er jo en journalistisk nyskabelse i en tid, der ellers er kendetegnet af, at én journalist i dag alene skal fylde, hvad der var to-tre om i gamle dage. Pilgaard får dog også lavet sit helteportræt af Jeppesen ind imellem afskrivningen.
Det er blevet til en Cath- og en karlekammeragtig reportagesladring om de royale, de rige, og de andre kendte, der indfinder sig i Hellerup-ugen (postdistrikt 2900)- i uge 29 - i Skagen. Og underholdende er det - i hvert fald for mig.
Weekendavisens og Ekstrabladets udsendte krukker er imidlertid skuffede. Der er ikke nok fint at spejle sig i, at sladre om, at nedgøre. Suk. "Næste år kommer de nyrige. Så kommer it-proletariatet, og så er det endegyldigt slut".... Går det sådan, har de jo nok ret. Det er endegyldigt slut med reportagerejserne til Skagen, for ingen af dem gider mænge sig med it-folket. Det tænder jo heller ikke læserne.
Den fælles skrivning har de to skribenter i øvrigt udnævnt til et dogmeprojekt, selvfølgelig. Kulturelt skal det være. Ikke blot et "genialt" fuldemandspåfund af to indbyrdes forgabte skribenter, der egentlig ikke gider skrive.
Det er bare lidt synd, at de så klart får afsløret, at de selvfølgelig i al deres besserwissen om alt og alle ikke også har haft tid til at holde fingeren på pulsen. Det er jo "it-proletariatet", der er de nyrige. Alle dem, der fik scoret i tide.
De hurtigste drenge kastede sig for nogle år siden så over ejendomme, og på det seneste gælder det vind-energi og anden vedvarende energi. Læs bare Ingeniørens artikel om den grønne energi og guldbeferen her. Som bibeskæftigelse har nogle af dem med den gode næse for penge desuden kig på hurtige børsnoteringer af fikse småfirmaer.
Lidt synd er det, at Pilgaard Johnsen og Jeppesen ikke gider it-folket. Der er ellers mange kloge, visionære og sjove gutter iblandt.
23.3.07
Hip Hip Hurra til Bissen med s
Manden, der fik dresseret mig til at skrive nogenlunde forståeligt om it, fylder år i dag. Et Hip Hip Hurra til Erik Bistrup, mangeårig journalistisk topboss på Berlingske fylder 70 år.
Første gang jeg som praktikant på avisen afleverede en it-historie, spurgte han mig, om hvem i alverden jeg havde skrevet den for. Jeg erindrer, at han nærmest lå på gulvet og vred sig af grin, men det er nok en erindringsforskydelse.
Bissen er den bedste journalistiske boss, jeg nogensinde har haft. Afregning ved kasse 1, når man havde lavet noget lort. Afregning ved kasse 1, når man havde lavet noget godt. Bommede han sig over for en, så var der også en klar erkendelse af det.
Og hvilken bladskrædder han var. Også den bedste, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Han har gjort livet sværere for de bosser, jeg har haft siden.
Første gang jeg som praktikant på avisen afleverede en it-historie, spurgte han mig, om hvem i alverden jeg havde skrevet den for. Jeg erindrer, at han nærmest lå på gulvet og vred sig af grin, men det er nok en erindringsforskydelse.
Bissen er den bedste journalistiske boss, jeg nogensinde har haft. Afregning ved kasse 1, når man havde lavet noget lort. Afregning ved kasse 1, når man havde lavet noget godt. Bommede han sig over for en, så var der også en klar erkendelse af det.
Og hvilken bladskrædder han var. Også den bedste, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Han har gjort livet sværere for de bosser, jeg har haft siden.
24.2.07
Haarder m.fl. forstår ikke betydning af it-viden
Advarsel: Dette blogindlæg er meget langt og fyldt med overdrivelser om politi, skoler, chefredaktører og....
Bertel Haarder er en klog og modig mand, som jeg på mange punkter har dyb respekt for, men han dumper i min anseelse på ét punkt, nemlig hans gammelmands afvisning af it-viden som en nødvendighed for skolebørn. Man engagerer sig som bekendt i, hvad man måles på.
Problemet er, at Haarder er nærsynet. Han ser alt klart på kort hold, mens alt bag er tåget. Jeg vil derfor anmode Bertel Haarder om at tage et kig på to ting, som jeg selv er faldet over de sidste 24 timer.
Det er hændelser, der måske kan åbne hans øjne for, hvad uvidenhed om it i værste tilfælde kan føre til hen ad vejen. Det er godt nok ekstreme amerikanske eksempler, men kan undervisningsministeren ikke tage et tankespring ud fra disse eksempler, vil jeg vil gerne gå videre. Jeg vil gerne finde danske eksempler frem på, hvad it-uvidenhed i værste fald fører med sig, og jeg er overbevist om, at mange gerne vil hjælpe mig med det forehavende. (Kom blot med eksempler som kommentarer til dette indlæg).
På fredag afgøres i en amerikansk retssal, om en skolevikar, Julie Amero, skal idømmes op til 40 års fængsel, fordi der på en pc i et klasselokale med børn pludselig poppede porno-billeder op i lynets hast. Jeg baserer især min referat på en artikel i US Today.
Da vikaren tidligere havde fået en fastansat lærer til at tænde og logge sig på pc’en, så hun kunne bruge den i undervisningen, havde hun fået besked på, at hun ikke måtte slukke den igen, hvis hun ville på igen.
Vikaren var en kort stund var ude af lokalet, og skolebørnene havde imens surfet rundt på nettet, og herunder ramt et sted, der fik downloaded en såkaldt trojansk hest. Denne åbnede pc’ens ”bagdør” for ”adware” – en stump software, der resulterede i, at pornobillede efter pornobillede poppede op som reklame for pornosteder, og intet kunne standse det.
Da USA ikke kun er mulighedernes land, men desværre også hysteriets land, har forældre kørte sagen op i en spids.Datalogens datter
Lad mig spole tiden nogle få år tilbage til en dansk arbejdsplads. Chefredaktøren, der er datalog/kommunikationsuddannet fra RUC, kommer på job. Han er træt og pissefrustreret, for han har kæmpet i timevis for at få fjernet porno-pop-upper på sin lille datters computer. Han anede ikke, fra hvilket websted ”smitten” var kommet, men det havde været tæt på umuligt at få taget livet af pop up’erne.
I USA-sagen kom smitten i øvrigt fra et websted, der fremviser smarte frisurer. Prøv bare Bertel Haarder! Gå på new-hair-styles.com på en pc, der kører på lidt gammel software, og som ikke er beskyttet godt nok – som det var tilfældet for pc’erne på den amerikanske skole.
Aldrig i Danmark?
Selvfølgelig ville det aldrig kunne gå så galt i Danmark, men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. Og godt står det sgu’ ikke til herhjemme.
Kære forældre derude. Hvad ved skolelærere om it? Det har jo i årtier ikke været på programmet på seminarierne, og vel med Haarders og andre gammelmænds (m/k) velsignelse.
Politiet ved alt for lidt om it, og dem, der endelig får lært noget, forsvinder til private job. Sager trækkes i langdrag, falder mellem stole, droppes. Politiet inddrager ”sikkerhedseksperter”, der har nul teoretisk viden på området, men sans for PR og dog en vis erfaring.
Politiet selv har i øvrigt i årevis selv kørt på forældet software, og deres værktøjer er endnu fra den it-mæssige stenalder.
Jurister? Justitsministeriet? Der, hvor der i toppen er mere status i bruge gule konceptblokke end pc? Forhåbentlig har det ændret sig på det seneste.
Journalistskandalen
I nat så jeg filmen ”Shattered Glass” fra 2003. Den fortæller historien om, hvorledes en ungt journalistisk fyrtårn, Stephen Glass, i 1998 skrev en historie i The New Republic, baseret på 100 procent opspind.
Historien med overskriften ”Hack Heaven” går på følgende: Et stort softwarefirma var blevet så chokeret over, at en 15-årig hacker havde brudt ind i systemerne og afsløret hemmelige løntal, at hackeren ansættes som sikkerhedskonsulent til høj hyre. Glass får tilmed lov til at være med på sidelinien i forhandlingerne mellem hackeren, hans forældre, firmaets direktør og firmaets jurist. Og han giver også en øjenvidneskildring af, hvorledes hackeren går lige fra mødet og fejres på en hackerkonference få bygninger derfra.
Det bliver en journalist af datidens få online-nyhedssatsninger, Forbes Digital, som afslører sagen. Journalisten Adam Penenberg, der kender til hackermiljøet, undrer sig. Han forsøger at finde det store softwarefirmaets web-sted, men forgæves. Og så ruller sagen. Glass har omtalt hackerorganisationer, der ikke eksisterer, lovforslag på området, der ikke eksisterer etc.etc. Det viser sig senere, at løgnehistorien ikke repræsenterede en undtagelse.
Find filmen, se filmen og bliv klogere. Også på, hvorledes gammelmands-ignorance over it i de klassiske medier – ukyndighed – spiller ind.
Aldrig i Danmark?
De gamle brede medier herhjemme har været nøjagtig lige så ignorante over it-området, som i USA. Det er stof, der som hos Bertel Haarder, hører til langt nede i hierarkiet. Som typisk dækkes af praktikanter og så nogle ganske få entusiaster. Lavstatus’en er vel medvirkende til, at mange af de bedste it-journalister ”flygter” over på de klassiske status-områder, når muligt.
Når de gamle medier igennem 1990'erne endelig har haft stoffet fremme har det været for at fejre (beklager, men det er altså ordet) unge hackere – ædt deres ord råt for usødet, inviteret dem indenfor – i bedste sendetid – eller på forsiden.
De gamle medier har også typisk ukritisk viderebragt sikkerhedsfirmaers ”Ulven kommer” etc.etc. Og så har de gamle medier ret så ukritisk holdt mikrofonen frem over for leverandørerne en dag om ugen. It-selskaberne ligger nenlig typisk blandt top 3 på listen over mest annoncerende brancher, og aviserne, der fik nedlagt it-tillægget fik en afklapsning ved kasse 1.
Jeg overdriver
Min mening her repræsenterer selvfølgelig en overdrivelse, da overdrivelse ... Men der er store elementer af sandhed i dette.
De gamle medier, med deres halvgamle chefredaktører og redaktører, og deres halvgamle journalister har ikke haft lyst til dette stof, som man så let føler sig dum i. Nogle af de unge journalister har haft mere blod på tanden, men man interesserer sig mest for, hvad man måles på, og på et tidspunkt er hackerhistorier ikke længere nok.
At medierne så i disse år - gennem sorte skærme og lammede web-steder - på den hårde måde lærer, hvor afgørende it fra f.eks. danske SAXO er, er en anden sag.
Retur hos Haarder
Og så er jeg retur ved Bertel Haarder på denne lange rejse. Da jeg for herrens mange år siden gik i skolen, lærte jeg at bruge en regnestok, og jeg blev jo på indirekte vis målt på, om jeg evnede det. Lærdommen kom mig til nytte senere i livet, da jeg skulle lave layout og beskære billeder. Og i mit univers svarer en pc til helvedes masse ”regnestokke”, som man bør kunne drage nytte af (og undgå fælderne i) umiddelbart og ikke mindst for at have et trin, som man kan træde videre fra.
Hele skolesystemets holdning til gennem tiderne har groft sagt været ud fra parolen,
Svigtet pædagogik
En tradition, der har ladet hånt om, at billeder opklistret på en paptavle, ikke når en interaktiv multimediefremvisning til sokkeholderen i formidlingsevne. En tradition, der fortsat lader læreren være ”den altvidende” og eleverne tomme kar, der skal fyldes. En tradition, der på ubarmhjertig vis har ladet svage børn – om det er i læsning, regning eller via ordblindhed – i stikken, ved at ignorere de beviser, der foreligger for, hvor meget hjælp børn faktisk får via støttende pc-programmer.
Overfor it har skolesystemet været at ligne med de tre aber. Ser intet, hører intet, siger intet. Havde det ikke været for børnenes forældre og børnene selv, var det gået helt a.h.t.
Eller hvad mener du, kære tålmodige læser, der har orket turen igennem hele historien?
Bertel Haarder er en klog og modig mand, som jeg på mange punkter har dyb respekt for, men han dumper i min anseelse på ét punkt, nemlig hans gammelmands afvisning af it-viden som en nødvendighed for skolebørn. Man engagerer sig som bekendt i, hvad man måles på.
Men folkeskolens elever skal ifølge ham ikke måles på deres it-kyndighed. På husgerning, hvis de vil. På sløjd. Ja, men ikke på it.Bertel Haarder mener ikke, at behovet er der. Han ser ifølge Computerworld hardwareindustrien som spindoktorer for det pres, der er for at få it-kompetencen målt. Han mener også, at det er alt for let at snyde med en sådan måling, og at skolerne slet ikke har nok pc’er og internetforbindelser.
Problemet er, at Haarder er nærsynet. Han ser alt klart på kort hold, mens alt bag er tåget. Jeg vil derfor anmode Bertel Haarder om at tage et kig på to ting, som jeg selv er faldet over de sidste 24 timer.
Det er hændelser, der måske kan åbne hans øjne for, hvad uvidenhed om it i værste tilfælde kan føre til hen ad vejen. Det er godt nok ekstreme amerikanske eksempler, men kan undervisningsministeren ikke tage et tankespring ud fra disse eksempler, vil jeg vil gerne gå videre. Jeg vil gerne finde danske eksempler frem på, hvad it-uvidenhed i værste fald fører med sig, og jeg er overbevist om, at mange gerne vil hjælpe mig med det forehavende. (Kom blot med eksempler som kommentarer til dette indlæg).
Det ene amerikanske eksempel er aktuelt. Det handler om, at manglende basal it-kompetence hos en række spillere, kan ende med at koste en kvinde, en vikar i "folkeskolen", 40 års fængsel.Uskyldig vikar fældes på porno
Det andet eksempel er fra 1998. En ung, lovende journalist, fik ført et højt respekteret tidsskrift bag lyset med en opdigtet historie om hackere. Ingen på det ”gamle” medie havde interesse eller viden nok om nettet til at se de tændte advarselslamper.
På fredag afgøres i en amerikansk retssal, om en skolevikar, Julie Amero, skal idømmes op til 40 års fængsel, fordi der på en pc i et klasselokale med børn pludselig poppede porno-billeder op i lynets hast. Jeg baserer især min referat på en artikel i US Today.
Da vikaren tidligere havde fået en fastansat lærer til at tænde og logge sig på pc’en, så hun kunne bruge den i undervisningen, havde hun fået besked på, at hun ikke måtte slukke den igen, hvis hun ville på igen.
Vikaren var en kort stund var ude af lokalet, og skolebørnene havde imens surfet rundt på nettet, og herunder ramt et sted, der fik downloaded en såkaldt trojansk hest. Denne åbnede pc’ens ”bagdør” for ”adware” – en stump software, der resulterede i, at pornobillede efter pornobillede poppede op som reklame for pornosteder, og intet kunne standse det.
Da USA ikke kun er mulighedernes land, men desværre også hysteriets land, har forældre kørte sagen op i en spids.Datalogens datter
Lad mig spole tiden nogle få år tilbage til en dansk arbejdsplads. Chefredaktøren, der er datalog/kommunikationsuddannet fra RUC, kommer på job. Han er træt og pissefrustreret, for han har kæmpet i timevis for at få fjernet porno-pop-upper på sin lille datters computer. Han anede ikke, fra hvilket websted ”smitten” var kommet, men det havde været tæt på umuligt at få taget livet af pop up’erne.
I USA-sagen kom smitten i øvrigt fra et websted, der fremviser smarte frisurer. Prøv bare Bertel Haarder! Gå på new-hair-styles.com på en pc, der kører på lidt gammel software, og som ikke er beskyttet godt nok – som det var tilfældet for pc’erne på den amerikanske skole.
- Vikaren, der jo ikke måtte slukke for pc’en, glemte – eller vidste måske ikke – at hun kunne havde slukket for skærmen alene. Hendes uvidenhed kan koste hende fremtiden.
- Politiets egen interne it-ekspert gav i retten udtryk for, at når browserhistorikken viste, at der havde været besøgt pornosteder, så betød det, at nogen bevidst var gået på disse steder. Men adware kan selv åbne sådanne steder. Politiets ukyndighed kan koste en kvinde fremtiden.
- Skolens it-ansvarlige lod pc’erne kører på forældet Windows-styresystem og browser, altså dårligt sikrede produkter. Licensen på antivirussoftwaren er udløbet, og der var ikke installeret antispyware. Den it-ansvarliges laden stå til kan koste en kvinde fremtiden.
- Anklageren nægte vikaren at tilkalde en sikkerhedsekspert som viden – en, der kunne bekræfte, hvorledes den trojanske hest var kommet ind, og at hele porno-plagen var sket pr. automatik. Anklageren kan koste den kvinde fremtiden.
Aldrig i Danmark?
Selvfølgelig ville det aldrig kunne gå så galt i Danmark, men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. Og godt står det sgu’ ikke til herhjemme.
Kære forældre derude. Hvad ved skolelærere om it? Det har jo i årtier ikke været på programmet på seminarierne, og vel med Haarders og andre gammelmænds (m/k) velsignelse.
Politiet ved alt for lidt om it, og dem, der endelig får lært noget, forsvinder til private job. Sager trækkes i langdrag, falder mellem stole, droppes. Politiet inddrager ”sikkerhedseksperter”, der har nul teoretisk viden på området, men sans for PR og dog en vis erfaring.
Politiet selv har i øvrigt i årevis selv kørt på forældet software, og deres værktøjer er endnu fra den it-mæssige stenalder.
Jurister? Justitsministeriet? Der, hvor der i toppen er mere status i bruge gule konceptblokke end pc? Forhåbentlig har det ændret sig på det seneste.
Journalistskandalen
I nat så jeg filmen ”Shattered Glass” fra 2003. Den fortæller historien om, hvorledes en ungt journalistisk fyrtårn, Stephen Glass, i 1998 skrev en historie i The New Republic, baseret på 100 procent opspind.
Historien med overskriften ”Hack Heaven” går på følgende: Et stort softwarefirma var blevet så chokeret over, at en 15-årig hacker havde brudt ind i systemerne og afsløret hemmelige løntal, at hackeren ansættes som sikkerhedskonsulent til høj hyre. Glass får tilmed lov til at være med på sidelinien i forhandlingerne mellem hackeren, hans forældre, firmaets direktør og firmaets jurist. Og han giver også en øjenvidneskildring af, hvorledes hackeren går lige fra mødet og fejres på en hackerkonference få bygninger derfra.
Det bliver en journalist af datidens få online-nyhedssatsninger, Forbes Digital, som afslører sagen. Journalisten Adam Penenberg, der kender til hackermiljøet, undrer sig. Han forsøger at finde det store softwarefirmaets web-sted, men forgæves. Og så ruller sagen. Glass har omtalt hackerorganisationer, der ikke eksisterer, lovforslag på området, der ikke eksisterer etc.etc. Det viser sig senere, at løgnehistorien ikke repræsenterede en undtagelse.
Find filmen, se filmen og bliv klogere. Også på, hvorledes gammelmands-ignorance over it i de klassiske medier – ukyndighed – spiller ind.
Aldrig i Danmark?
De gamle brede medier herhjemme har været nøjagtig lige så ignorante over it-området, som i USA. Det er stof, der som hos Bertel Haarder, hører til langt nede i hierarkiet. Som typisk dækkes af praktikanter og så nogle ganske få entusiaster. Lavstatus’en er vel medvirkende til, at mange af de bedste it-journalister ”flygter” over på de klassiske status-områder, når muligt.
Når de gamle medier igennem 1990'erne endelig har haft stoffet fremme har det været for at fejre (beklager, men det er altså ordet) unge hackere – ædt deres ord råt for usødet, inviteret dem indenfor – i bedste sendetid – eller på forsiden.
De gamle medier har også typisk ukritisk viderebragt sikkerhedsfirmaers ”Ulven kommer” etc.etc. Og så har de gamle medier ret så ukritisk holdt mikrofonen frem over for leverandørerne en dag om ugen. It-selskaberne ligger nenlig typisk blandt top 3 på listen over mest annoncerende brancher, og aviserne, der fik nedlagt it-tillægget fik en afklapsning ved kasse 1.
Jeg overdriver
Min mening her repræsenterer selvfølgelig en overdrivelse, da overdrivelse ... Men der er store elementer af sandhed i dette.
De gamle medier, med deres halvgamle chefredaktører og redaktører, og deres halvgamle journalister har ikke haft lyst til dette stof, som man så let føler sig dum i. Nogle af de unge journalister har haft mere blod på tanden, men man interesserer sig mest for, hvad man måles på, og på et tidspunkt er hackerhistorier ikke længere nok.
At medierne så i disse år - gennem sorte skærme og lammede web-steder - på den hårde måde lærer, hvor afgørende it fra f.eks. danske SAXO er, er en anden sag.
Retur hos Haarder
Og så er jeg retur ved Bertel Haarder på denne lange rejse. Da jeg for herrens mange år siden gik i skolen, lærte jeg at bruge en regnestok, og jeg blev jo på indirekte vis målt på, om jeg evnede det. Lærdommen kom mig til nytte senere i livet, da jeg skulle lave layout og beskære billeder. Og i mit univers svarer en pc til helvedes masse ”regnestokke”, som man bør kunne drage nytte af (og undgå fælderne i) umiddelbart og ikke mindst for at have et trin, som man kan træde videre fra.
Hele skolesystemets holdning til gennem tiderne har groft sagt været ud fra parolen,
”hvad jeg som minister eller skolelærer ikke forstår en dyt af, det skal børnene heller ikke forstå en dyt af”.Der har været lidt lavstatus-reservater, hvor engagerede lærere har forsøgt at gøre en forskel, men it er aldrig blevet taget alvorligt i landet, hvor vi ellers praler til brækpunktet med vores store pædagogiske tradition.
Svigtet pædagogik
En tradition, der har ladet hånt om, at billeder opklistret på en paptavle, ikke når en interaktiv multimediefremvisning til sokkeholderen i formidlingsevne. En tradition, der fortsat lader læreren være ”den altvidende” og eleverne tomme kar, der skal fyldes. En tradition, der på ubarmhjertig vis har ladet svage børn – om det er i læsning, regning eller via ordblindhed – i stikken, ved at ignorere de beviser, der foreligger for, hvor meget hjælp børn faktisk får via støttende pc-programmer.
Overfor it har skolesystemet været at ligne med de tre aber. Ser intet, hører intet, siger intet. Havde det ikke været for børnenes forældre og børnene selv, var det gået helt a.h.t.
Eller hvad mener du, kære tålmodige læser, der har orket turen igennem hele historien?
Abonner på:
Opslag (Atom)
