"Det er ikke længere hot i Gl. Skagen. Næste år er der kun de nyrige. Så kommer it-proletariatet, og så er det endegyldigt slut."
Læst i Weekendavisen i en artikel skrevet af Poul Pilgaard Johnsen. Også skrevet i Ekstrabladet af bagside-Jeppesen.
Det er jo en journalistisk nyskabelse i en tid, der ellers er kendetegnet af, at én journalist i dag alene skal fylde, hvad der var to-tre om i gamle dage. Pilgaard får dog også lavet sit helteportræt af Jeppesen ind imellem afskrivningen.
Det er blevet til en Cath- og en karlekammeragtig reportagesladring om de royale, de rige, og de andre kendte, der indfinder sig i Hellerup-ugen (postdistrikt 2900)- i uge 29 - i Skagen. Og underholdende er det - i hvert fald for mig.
Weekendavisens og Ekstrabladets udsendte krukker er imidlertid skuffede. Der er ikke nok fint at spejle sig i, at sladre om, at nedgøre. Suk. "Næste år kommer de nyrige. Så kommer it-proletariatet, og så er det endegyldigt slut".... Går det sådan, har de jo nok ret. Det er endegyldigt slut med reportagerejserne til Skagen, for ingen af dem gider mænge sig med it-folket. Det tænder jo heller ikke læserne.
Den fælles skrivning har de to skribenter i øvrigt udnævnt til et dogmeprojekt, selvfølgelig. Kulturelt skal det være. Ikke blot et "genialt" fuldemandspåfund af to indbyrdes forgabte skribenter, der egentlig ikke gider skrive.
Det er bare lidt synd, at de så klart får afsløret, at de selvfølgelig i al deres besserwissen om alt og alle ikke også har haft tid til at holde fingeren på pulsen. Det er jo "it-proletariatet", der er de nyrige. Alle dem, der fik scoret i tide.
De hurtigste drenge kastede sig for nogle år siden så over ejendomme, og på det seneste gælder det vind-energi og anden vedvarende energi. Læs bare Ingeniørens artikel om den grønne energi og guldbeferen her. Som bibeskæftigelse har nogle af dem med den gode næse for penge desuden kig på hurtige børsnoteringer af fikse småfirmaer.
Lidt synd er det, at Pilgaard Johnsen og Jeppesen ikke gider it-folket. Der er ellers mange kloge, visionære og sjove gutter iblandt.
22.7.07
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
Jeg opfatter det altså som at de ikke gider dem, men som at de 'gammel-rige' ikke gider være med når først dem der har scoret it-millionerne begynder at møde op. Det er ikke deres egen opfattelse de giver udtryk for, men hvordan de mener Hellerup-snobberne tænker.
Hvad mener afsenderen egentlig. Det evige spørgsmål:-)
Umiddelbart da jeg læste artiklen tænkte jeg, om de to herrer bag artiklen, mon ikke havde overset det relativt dårlige vejr. Selv folk, der er mindre bemidlet end Hellerup'erne har jo søgte mod Syden. Det kan jo være at villaen i Vence eller andetsteds sydpå kan have trukket mere, end udsigt til regn og regn og regn.
Ha ha ha. Fedt indlæg Toft!!! 'Krukker' hahaha. Det er sgu sandt. Ta' den Pilgaard/Jeppesen.
Til gengæld er der noget, der tyder på, at Dorte Toft også selv er proletar, når hun tilsyneladende ikke er klar over, at Skagen er en by. Man opholder sig i byer - ikke på byer. Derfor er der ikke noget, der hedder "på Skagen" som der står i indlægget. Det hedder "i Skagen", ligesom det hedder "i Hellerup" og ikke "på Hellerup". Det handler sandsynligvis om, at det hedder "på Grenen", hvilket som sådan bare er en strand nord for Skagen.
Tak for kommentaren. Fejlen er rettet. Med venlig hilsen Proletaren:-)
Jeg kan ikke se, om du fangede, at dogmeprojektet drejede sig om, at Poul Pilgaard Johnsen skulle bruge de samme sætninger som bagside-Jeppesen. Så ligemeget hvordan bemærkningen om it-proletariatet skulle forstås (og her læste jeg det samme som 'kratluskeren'), så har PPJ være nødt til at bruge samme vendinger som bagside-Jeppesen. Man kan mene, hvad man vil om projektet. Jeg synes, at det var en underholdende artikel.
---
Fra Weekendavisen nr. 29, "Ingen sukker på toppen":
"Jeg skal forpligte mig til at skrive min reportage i Weekendavisen med Michael Jeppesens ditto i Ekstra Bladet som uomgængelig ramme. Hans artikel skal være kort, min skal være lang. Hans skal i avisen tirsdag, min skal i fredag. Jeg må føje sætninger til, alle dem jeg vil, foran, bagefter og indimellem, skrive min egen historie, men hele hans artikel skal være indeholdt i min. Fra ord til andet. Ikke et komma må ændres. Selv overskriften skal være den samme. Det er reglerne."
Jo, jeg fangede det skam og tjekkede også Jeppesens. Og jeg syntes - som nævnt - også, at artiklen var underholdende.
Men dogmejournalistik? Det får ikke min stemme. Jeg lader mig i høj grad styre af, hvilken journalist der skriver, når jeg går i gang med en avis. Og er det afskrift med gemüse, så er det jo spørgsmålet om originaljournalisten er en, men tænder på.
Send en kommentar