8.7.07

Frynsegoder a la carte, tak

I min klumme på bagsiden af Berlingske Business i morgen, mandag, hævder jeg følgende:
”Alt for mange danske videnarbejdere behandles som kvæg, frem for som de individualister, de er, både når det gælder arbejdsvilkår og fryns. One-size-fits-all duer ikke, når det gælder den svære kunst at holde sig koncentreret.”

Måske trækker jeg det for hårdt op, men umiddelbart fornemmer jeg at ”lighedsidealet” er gået for vidt, men om det er industrisamfundstænkning, overenskomst-jantelov eller kontrolitis, der gør udslaget, ved jeg ikke. Problemet er bare, at det som den ene videnarbejder vil være allermest glad for, måske ikke er af nytte for den anden, der har andre livsvilkår eller døgnrytme.

Når det gælder videnarbejde, gælder det i høj grad evnen til koncentration. Derfor bør man også give folk de nødvendige vilkår, der hjælper netop dem. Det kan være et enmandskontor og muligheden for en arbejdstid fra 7.00 til 14.30, eller 12.00 til 18.30. Det kan være en 3 gigabytes indbakke i mailsystemet, så de ikke skal forstyrres med ofte at skulle slette mails, for hvad var nu vigtigt og hvad ikke? Det kan være mulighed for mod et beskedent beløb af aflevere snavsetøjet om morgenen på arbejdspladsen og få det udleveret tørt og lagt sammen otte timer senere.

Som jeg ser det kan virksomheder glemme alt det med at friste med fri telefon, fri hjemmepc, frit bredbånd, god kantine og lignende. Det er blevet en selvfølge, når det gælder videnarbejdere. Intet exceptionelt. Intet, der adskiller en arbejdsplads fra en anden.

Arbejdspladsen, der virkelig vil gøre en forskel, vil evne at fortælle de unge, at der er andre unge, der også har fuldt fart på engagementet og lyst til tant og fjas, og de erfarne, at der er andre erfarne, som kan bruges til med- og modspil af høj kvalitet. De vil kunne love, at der tages hensyn til A- og B-mennesker. At dem uden børn får en eller anden slags fritids-kompensation for altid at skulle redde røv, når de andre har børns første sygedag, barsel, forældreorlov etc. etc.

Fantasien kan måske få lidt indspark blot ved at se på, hvad søgegiganten Google tilbyder sine medarbejdere. Som jeg skriver i min klumme ”Frynsegoder der gør dobbelt godt”, findes der folk, som ser noget stygt i alle disse tilbud – de skal stavnsbinde de unge. Jeg citerer imidlertid en midaldrende dansk forsker for, at Google indtil videre er den bedste arbejdsplads, forskeren nogensinde har været på.

Men hvad savner du selv at arbejdsvilkår eller fryns?

Tilføjelse d. 9.7.
Jeg havde fået slettet en tredjedel midt i teksten, der derfor var lidt volapyksk et sted, men det slettede er nu sat ind.


PS: Arbejdspladsen, der vil gøre en forskel, vil i øvrigt heller aldrig nogen sinde kalde sine medarbejdere for et aktiv eller en ressource. Disse betegnelser er o.k. for maskiner, kvæg og bygninger. Ikke for mennesker.

11 kommentarer:

Anonym sagde ...

Har lige læst IT på Spidsen i dagens Berlinger.

And don't I just know it!

Jeg arbejder i en del af Staten, hvor vi som sølle 30 ud af før 55 mand M/K er blevet banket ind i en mastodont på 700.

Vi 30 skal forsøge at lave det samme som før 55. Vel at mærke nu i storrumskontorer med et væld af uvedkommende trafik og kimende telefoner.

OK, vi 30 kommer fra et forskermiljø og er blevet proppet ind i en driftsvirksomhed. Jeg har bemærket betydelige kulturforskelle mellem os og andre grupper i huset, selvom det ret ofte var/er vore kunder.

Samtidig er der blevet meget langt til IT support. Før kunne vi lige slå et slag ned forbi de 3 venlige og kompetente lokale folk, der ofte klarede tingene med en kort forklaring eller på en time, hvis det var mere kompliceret.

Nu tager noget så 'simpelt' som vedvarende paper jam 4 uger!

Og hvor vi det gamle sted havde 3 mand med åbne døre, har vi nu et ukendt antal bag en hermetisk aflåst dør, hvor man desuden sjældent svarer på telefon el. e-mail.
Og så er der den pågældende overmastodonts centrale IT styrelse 15 km væk. De svarer dog almindeligvis og er betydeligt mere effektive!

Samtid skal vi nu selv bruge tid på bl.a. at bestille rejser, herunder at finde bedste flyforbindelse frem til hvor det nu er vi skal hen. OK, der findes værktøjer til det, men dem skal vi også hver især lige lære at bruge.
Vores valg skal så naturligvis godkendes af det centrale rejsekontor, der sidder 250 km væk!

Siden nytår, hvor vi blev lagt sammen, har jeg mødt ca. 6:45 for i det mindste at få en god times tid i fred og nogenlunde ro til at få lavet noget fornuftigt.
Jeg kan i hvert fald ikke koncentrere mig synderligt efter ca. 9:30 når 200 personer farer forvildet rundt!

Stedet er ganske enkelt for stort!

Anonym sagde ...

Well--Meget genkendeligt fra en stor dansk finansvirksomhed, som bor lige ved langebro i flere bygninger. Her er vi placeret som fabriksarbejdere, med den forskel at vi er relativt højtbetalte vidensarbejdere som arbejder i storrum adskildt af 120 cm høje reoler. Ja man skal være god til at lukke andre ting ude hvis koncentration ønskes---:-)

Lone Ingemann sagde ...

Uha Dorte, du sætter fingeret lige ned i et hvepsebo: At vi barnløse ikke får de fridage, som børnefamilier gør - og at vi ovenikøbet skal knokle ekstra på jobbet, mens de går derhjemme.

Jeg har på flere arbejdspladser talt for at få lov at holde hunds første sygedag, men det ønske er aldrig blevet opfyldt. Enten troede de, det var en joke, eller også syntes de, det var meget uforskammet.

Anonym sagde ...

Hej Dorte - du glemte muligheden for en middagslur !

Dorte Toft sagde ...

Spørgsmålet er vel, om vi ikke skal oprette "Landsforeningen mod kontorlandskaber":-)

Det er da ejendommeligt, at virksomheder praler i årsberetninger med, at i fabrikken er produktiviteten steget med 6 procent i det forgangne år, mens de rask væk indfører kontorlandskaber, der får videnarbejderes produktivitet til at falde med 11 procent (det var vist tallet, som Arbejdstilsynet kom frem til, eller var det nogen anden?)

Jeg tror, at man skal søge nogle grundlæggende træk hos direktører/chefer for at forklare begejstringen for kontorlandsskaber. Der er selvfølgelig økonomien i at slippe for vægge og kunne propper langt flere ind på kvadratmeterne. Og så har de fleste ledere vel altid troet, at der sidder folk inde og "fiser den af" bag lukkede døre på eget kontor (tyv tror?????). Men lederne tror som nævnt i min klumme også, at kontorlandskaber er ensbetydende med effektiv videndeling (det samme tror Google i øvrigt).

Jeg erindrer, hvorledes jeg i det stygge kontorlandskab hos Computerworld godt nok fik delt viden... jeg hørte enhver telefonsamtale omkring mig - og emnerne var jo ofte nogle jeg kendte til og så er det svært ikke lige at høre "efter interviewet" og så er man afbrudt i sit tankearbejde, og så kan man efterfølgende måske blande sig og forstyrres endnu mere i sit eget arbejde. Og så var der den smarte kvindelige journlist, der foretrak at gå med sine stiletter på trægulvet i stedet for på den lille tæppebelagte sti. Klik, klik, klik, klik - som et maskinegevæg. Og så var der den højlydte diskussion om en forsidedisposition og to kolleger, der lige drøftede weekendens Le Mans og og og.
Oveni kom så, at det kunne blive meget sværere at føre en fortrolig samtale med en kilde, når det var nødvendigt.
Og for ikke at forstyrre alle andre for meget med snak endte det ikke så sjældent med, at der blev sendt emails frem og tilbage mellem os.

Støjen endte jeg med at tackle ved nærmest konstant at være iført et par lyttebøffer, der postede lidt Brandenburger-koncert og anden logisk opbygget musik ind i hovedet. So much for videndeling!!!

@Lone. Ja, det er tabu at anfægte minusser ved de højhellige børnefamiliers rettigheder. Jeg forsøgte at appellere om ret til min indre babys første sygedag:-)

Om middagsluren! Selvfølgelig skal de mennesker, der får nye kræfter at en sådan have middagsluren. Og selvfølgelig forlænges arbejdsdagen blot med den tid:-)

Gunnar Langemark sagde ...

Sig dog op! Bliv selvstændige, free lancere. Det er selvfølgelig hårdt, men arbejdsgiverne må lære på den hårde måde, at vi ikke lever i industrialiseringens første årtier, og at slaveri skulle være afskaffet.
Den er helt gal med holdningen, og man spreder angst og utryghed, så ens medarbejdere ikke tør andet end, at blive i de der forfærdelige kontorlandskaber og lege med når ledelsen vil indføre "lean".
Det er fandeme uhyggeligt....

Female Nerd sagde ...

Ja, lad os fyre nogle flere fordomme af om de belastende børnefamilier, der tillader sig at benytte sig af de overenskomst- og lovmæssigt forhandlede rettigheder.

Jeg tror bestemt, at de fleste vidensarbejdere knokler det yderste de kan, og at også småbørnsforældre sidder og forsøger at nå deres arbejde på sære tidspunkter i aftener og weekender. Og jeg synes også, at det er udtryk for en sygt usolidarisk kultur, at medarbejderne på den måde hakker på hinanden, hvis arbejdsbyrden bliver for stor - her burde man vende energien mod sin arbejdsgiver i stedet; det er faktisk ikke meningen, at man uden videre skal acceptere at løbe stærkere fordi afdelingen er underbemandet.

P.S. Skal jeg også til at forlange kompensation for, at jeg har været mindre syg i år end mine kolleger eller hvad?

Dorte Toft sagde ...

@ Female Nerd. Det er ikke den enkelte barnefamilie, såsom din, visse af os barnløse klynkere hæfter os ved. Det er mængden over en hel lang karriere... Aldrig et pusterum.

Måske er vi, der gerne ville have luft ind imellem (og som typisk har meget, meget få sygedage), en ekstremt særegen gruppe. Men tag en snak med andre 45-60 årige, der altid har haft børn.

Selvfølgelig kan man sige, at arbejdsgiveren altid bør ansætte 20 procent flere, end der under "optimale" omstændigheder - produktionsmæssigt:-) - burde være nok. Men det bliver nok så i Indien eller Kina:-). Fakta er, at de fleste ansætter i underkanten - og så kan vi ansatte hyle og klynke uden det gør en forskel.

Dorte Toft sagde ...

UPS... jeg havde en fejl. Ordet "aldrig" blev til "altid".
"Måske er vi, der gerne ville have luft ind imellem (og som typisk har meget, meget få sygedage), en ekstremt særegen gruppe. Men tag en snak med andre 45-60 årige, der altid har haft børn.".... altszå, der ALDRIG har haft børn.

Synes du i øvrigt at aviserne er blevet dårligere? Det kan skyldes, at de for at få økonomien til at hænge samme i et så lille sprogområde som det danske, alle har reduceret den journalistiske bemanding med 25-50 procent. De stod mellem valget at lukke eller skære. At det så skader avisernes mulighed for at overleve i længden er en helt anden ting.

På it-fronten? Her findes så få medarbejdere, at lønnen ryger op, så det kan gå ud over muligheden for at bemande ordenligt. Eller?

Female Nerd sagde ...

Kære Dorte,

Jeg kan så udmærket forstå, at man i løbet af en lang karriere kan trænge til et pusterum. Hvad barselsorlov angår fungerer det udmærket som sådan, men ligger dog typisk i starten af ens karriereforløb, hvor man måske egentlig ikke havde mest brug for pusterummet.

Jeg vil dog godt advare mod den misforståelse, at børns første sygedag fungerer som nogen form for pusterum for forældre; udover at man er temmeligt kvæstet efter en dag med bræk ned ad tøjet og klynkende børn på armen, er børns sygdom ofte en stor stressfaktor for forældre, da man for det første går glip af nogle opgaver, man gerne ville have udført på arbjedet (og som der typisk ikke er nogen andre, der har lavet i mellemtiden), og dernæst med at få organiseret pasning til børnene i hele sygeperioden, da man typisk kun har ret til at være hjemme 1. dag (og nogle slet ikke).

Min pointe er bare: Hvis man er 45 og trænger til et pusterum så HIV DA STIKKET UD, sig op, tag orlov, gør noget i stedet for at sidde og blive bitter over, hvordan andre mennesker lever deres liv! I disse freelancetider burde det da om muligt kunne lade sig gøre selv at tilrettelægge sit arbejdsliv?

Dorte Toft sagde ...

Med ordet bitter strammer du den nok lidt. Min klumme handlede om nytænkning i arbejdsvilkår og fryns, og skulle det være så slemt, om den barnløse fik ret til et par dage om året?

Nu siger du også, at hvis du er syg, er der ingen der laver dit arbejde, men går du over til journalistikken, så er der aviser på papir og net der skal fyldes, uanset, hvor mange der er væk.

I øvrigt lagde jeg mærke til, at Google - udover at sikre pasning, hvis børns normale børnepasning er lukket - også fremhæver "dog friendly" workplace. Det er da nytænkning:-)