Sommerlæsning: Superkrimier med hacker

Min svenske gemal opgav mig i går. Jeg var 450 sider inde i krimien "Luftslottet som Sprängdes" og det var 30 minutter siden, jeg sagde, "bare 10 minutter mere... så lægger jeg bogen". Og det havde jeg lovet flere gange tidligere.

Savner du sommerlæsning så spændende, at du glemmer alt om arbejde og familie (fy), så er her min anbefaling. Læs krimi-triologien Millennium, hvis du ikke allerede har gjort det. "Luftslottet som sprängdes" er den 3. af bøgerne, forfattet af svenskeren Stieg Larsson, der i en alder af blot 50 år desværre døde i 2004 af et hjerteslag.

Bøgerne har fascineret mig mere en nogen andre gennem de seneste år. Der er flere årsager dertil, men min undskyldning for at skrive om bøgerne her på IT-Bizzen er, at den ene af de to hovedpersoner er en superdygtig hacker. Det er den unge, sære Lisbeth Salander, der også er en del af lille fællesskab af ligesindede ude på nettet. De hjælper med at få afgørende informationer hevet ud af diverse pc'er hos skurke, inklusive myndigheder, og med indkredsning af og aflytning af en mobiltelefon. I handlingen indgår også mails og chat som en dybt integreret del af handlingsforløbet. Men rolig! Bøgerne er ikke skrevet for nørder.

Serien blev indledt "Män som hatar kvinnor" i 2005 udgivet på Nordstedts Förlag, fulgt af "Flickan som lekte med elden" i 2006. Herhjemme blev titlerne "Mænd, der hader kvinder" og "Pigen der legede med ilden", og det er det lille Århus-forlag Modtryk, der udgav dem. Den tredje er endnu ikke udkommet på dansk, men det sker den 8. oktober. Bogen har titlen "Luftkastellet der blev sprængt."

Bøgerne er jo i forvejen skamrost også herhjemme. De er overmåde velskrevne og alt for svære at slippe.

Forfatteren Stieg Larsson var journalist med ekspertise inden for dybdeborende jornalistik blandt andet med fokus på, hvor stærkt nazismen egentlig havde tag i en del svenskere. Han var medstifter af organisationen Expo, der holdt et nøje øje på højreekstremistiske og racistiske grupper, og som udgiver magasinet Expo.

Forfatteren er i stand til at skrive om kvinder, så de bliver andet og mere end det endimensionale postulat, som ellers ofte ser fra mandlige forfatteres side. Når Stieg Larsson skriver om teknologi, fænger det, og jeg fik lært meget nyt undervejs. Selvfølgelig føler jeg mig som journalist også godt hjemme, når den mandlige hovedperson Mikael Blomkvist er journalist, og når medierne er så meget i fokus, som de er i bøgerne (på godt og på ondt - mest det sidste). Men bøgerne kommer også godt rundt i mange andre universer.

Udestående for mig er en usikkerhed om det vitterligt er så let at få snablen ned i diverse computere. Jeg tvivler, og det er jo fiktion, men brug kommentarfeltet, hvis du ved noget andet.