Jakob Nielsen, der bor i USA, har rådgivet en konsulent, som er blandt de allerbedste inden for sit felt. Konsulenten havde spurgt ham, hvorvidt han burde starte en blog, men Jakob Nielsen siger nej. Hans kunde bør ikke forære sin viden væk. Hans kunde bør ikke begynde at bruge sin kostbare tid væk til at skrive "hurtige, tyndbenede" blogindlæg, også fordi hans indlæg til tider vil blive overtrumfet i klogskab af folk med mindre visdom på området. Det "beviser" Jakob Nielsen gennem en computersimulation. Kunden skal i stedet lave så dybtgående artikler, at businessledere vil være villig til at tage den helt store pung frem for at købe dem.
Selvfølgelig bør en mand, der lever af at sælge sin ekspertise, ikke forære alt væk. Det er jo logik for burhøns. Og der er nok en ekspert hist og pist, der fortryder, at denne har oprettet en blog, fordi den stjæler tid. Men det skulle ikke undre mig, om der er eksperter, der også er overmåde glad for at gøre både og. Bloggens indlæg fostrer måske kommentarer om emner, han eller hun ikke havde tænkt over. Måske skaber den tilmed nysgerrighed hos potentielle kunder. Måske skaber den et indtryk af, at den pågældende også har fingeren på pulsen og ikke blot sidder i sit elfenbenstårn og skriver lange, lange tirader om det, han allerede har sagt og rådgivet om de sidste 20 år, krydret med lidt nye buzzwords.
En af it-blogverdenens kendteste og mest flittige profiler, Robert Scoble, følte sig personligt angrebet. Det fremgår af denne post på hans egen blog scobleizer.com. Overskiften er "Jakob Nielsen says don't be like Scoble". Han overfortolker Nielsen indlæg, nok især provokeret af overskriften "Write articles, not blog postings". Scoble, der fik sin berømmelse ved som Microsoft-ansat at blogge, så giganten fik et mere menneskeligt ansigt, blogger fortsat, men hans karriere er nu hos PodTech, hvor han står for et videomagasin med egne optagelser - interviews med folk bag ny netbaseret teknologi især.
Jeg har skrevet om uenigheden mellem Nielsen og Scoble i min klumme på bagsiden af Berlingske business i dag, og den ses også på business.dk.
Scoble selv fyrer på sin bloggen med løst krudt ind imellem, og jeg fatter ikke, hvorledes han får tid til at skrive så mange blogindlæg, som han gør. Men jeg følger hans blog - han er en blandt mange, mange "stemmer" jeg orienterer mig hos, og en meget personlig stemme, som reflekterer et stort kontaktnet. Det betyder også, at bloggens kommentarfelt til tider er det mest interessante. Men der er ved at komme mode i Scoble-bashing - altså i at kritisere ham, og det er måske medvirkende til, at han gik til angreb på Jakob Nielsen.
Nielsens "stemme" i klummen er - som jeg ser det - også en lidt forbitret stemme, der mumler "blogs mig her og blogs mig der", mens han klummer sig. Ifølge ham er blogs af nytte på et intranet, som et fælles projektværktøj. Det er også af nytte for firmaer, der sælger billige produkter, såsom nødder:
Blogs are also fine for websites that sell cheap products. On these sites, visitors can often be easily converted and the main challenge is to raise awareness. For example, a site that sells pistachio nuts should post as much content about pistachios as possible in the hope of attracting quick hits by people searching for that information. Some percentage of these visitors will buy the nuts while visiting the site.At han slet ikke har opdaget de blogs, der har vist sig at være et mere effektivt værktøj til krisehåndtering end nogen dyr kommunikationsekspert hos firmaer med DYRE produkter, er sært. Ligeledes har han tilsyneladende heller ikke set de blogs, hvor et firma får et mere menneskeligt ansigt via en velført blog.
Om en topekspert også skal føre en blog, må - som jeg ser det - afhænge en del af, om eksperten har et nemme for at udtrykke sig eller ej. Er han velsignet med den evne, kan en blog meget vel blive et plus, fremfor et minus, som Jakob Nielsen mener.
Nielsen levner ikke en chance for, at ekspertens businesskunde vil interessere sig for dennes blog.
People looking for the quick hit and free advice are not your customers. Let them eat cake; let them read Wikipedia.På mig lyder det som om, at Jakob Nielsen nærmest er forpisset over blogs.
Nielsen har været guru i brugervenlighed i mange, mange tiår. Storhedstiden som usability-konsulent kom vel under dotcom-boblen. Den gang det omsider gik op for virksomheder, at brugervenlighed betyder noget. Den gang, hvor det var kunder, som ens it-systemer skulle nå, ikke "blot" medarbejdere.
Jeg ved ikke, om Jakob Nielsen har færre kunder i butikken i dag. Jeg ved ikke om han netop med sin rådgivning i juli-klummen ønskede også at få omtale i blogverdenen, der er hvor alverdens øjne er lige nu. Eller er han på vej ind i en ny karriere som kommunikationsrådgiver?
Manden er overmåde dygtig og har høstet mange, mange rosende ord gennem tiderne. Se blot hans biografi (den rummer dog et par døde lænker til roserne).
Spørgsmålet er måske, om han kører lidt for meget i samme spor - sporet, der blev lagt for årtier siden?
Han har dog evnet at nyorientere sig i en vis grad. Jeg erindrer, at da jeg tilbage i starten af 90'erne havde presset grusomt på for at få det første usability lab til en it-virksomhed (Kommunedata) hjem, var hans holding, at usability labs var spild af penge. Hans gamle metoder var stadig de bedste. Jakob Nielsen var bestemt ikke fortaler for både/og afhængig af situation. Men pludselig skamroste han usability labs. Jeg erindrer ikke helt hvorfor, men han havde vist fået til opdrag at skrive om nytten af disse labs, hvor der benyttes teknologi såsom video og skærmkopiering til mere dybdegående analyser af, hvor det gik galt i en brugers kommunikation med et system.
For mig er det med brugervenlighedstests som med kommunikationsveje. Man vælger den, der egner sig bedst til de givne forhold. Og så glæder jeg mig i øvrigt over, hvor mange af de unge it-iværksættere, der har fået brugervenligheden på rygraden, ligesom jeg glæder mig over, hvor mange der efterhånden arbejder professionelt med brugervenlighed. Ikke så få af de danske har i øvrigt arbejdet i Kommunedatas (nu KMD) usability lab en gang:-)
1 kommentar:
Hej Dorte,
Nu har jeg læst begge indlæg fra d'herrer, og jeg må indrømme, at jeg er en anelse splittet her.
På den ene side er der Jakob Nielsen, hvor jeg sidder og får fornemmelsen af en mand, der (1) ser sin stjerne falme og (2) nægter at indse, at tiden er en anden end under den 1. dotcom-bølge, hvor han tjente utrolige summer på at anvende sin ekspertise.
Hans skæren blogging over én kam (hvilket er det, jeg synes, han gør) siger i bedste fald, at manden har valgt at være totalt Rasmus Modsat på dette område - i værste fald, at han simpelthen ikke fatter, hvad det handler om. Blogging er ikke bare blogging - lige som farvepaletten ikke kun består af sort og hvid.
Hvad Scrobble angår, må man spørge sig selv, hvad der tager manden? Hvordan føler man sig personligt ramt af en mand, der ikke engang nævner ens navn - medmindre man altså lider af en eller anden form for kompleks.
Min teori har altid været og er fortsat, at mange A-list bloggers i virkeligheden er folk, der gerne ville have haft en karriere i mediebranchen, men af en eller anden grund ikke slipper gennem nåleøjet. De gruer for den dag, hvor de bliver gennemskuet som nogle, der måske i virkeligheden ikke bidrager med specielt meget nyt.
Jeg husker stadig Scobble fra Web 2.0 Expo i San Francisco - jeg krummede sgu mine tæer, så pinligt selvoptaget var det. Eller som en af kommentarerne til Scrobbles indlæg slår hovedet på sømmet:
"If there ever was an example of your narcissism, this post is it. Not once does he mention you. Moreover, there’s no evidence that he even knows who the hell you are. Yet you make his post about YOU. Unbelievable! But, not really. It’s what narcissists do."
Når det hele kommer til stykket, er der ingen, der går af med sejren her. Betyder det i stedet, at de i virkeligheden er lige sølle?
Send en kommentar