9.7.07

Google køber mailsikkerhed og -arkivering til erhvervslivet

Google bejler til erhvervslivet gennem købet af selskabet Postini for 3,4 mia. kroner ($625 mio.). Google vil nemlig dermed kunne tilbyde virksomheder en netbaseret tjeneste, der omfatter scanning af mail, instant messaging (chat) og web-kommunikation for ondartet kode, e-mailarkivering, håndhævelse af firmapolitikker for mail og chat, kryptering og meget andet.

Postini har tidligere på egen hånd fået 35.000 virksomheder som kunder og derigennem 10 millioner brugere. Dagligt passerer omkring 1 mia. "messages" igennem Postinis store filtreringscomputere.

Google, der er mest kendt for sine forbrugerrettede tjenester, har jo allerede mange andre tilbud til de virksomheder, der ikke gider bøvlet med selv at købe servere og installere en masse software. Det er Google Apps, der omfatter email, chat, kalender, Google Docs (tekstbehandling) & Spreadsheets med videre. Præsentationsprogram i stil med Powerpoint er også undervejs. Alt bruges via nettet.

Der var ellers rygter i juni om, at Postini var på vej mod en børsnotering, fortæller bloggen Techcrunch, men så tog Google den store pengepung frem, og det er lige efter at firmaet har købt sin ind på telefoni-siden også. Google har i øvrigt selv brugt Postini som underleverandør i forbindelse med Google Apps.

Hvad konsekvensen af købet er? Postini har etableret sig et godt navn på sikkerhedsfronten inklusive flotte anmeldelser og placeringer i testresultater. Det, kombineret med, at it-sikkerhed ligger erhvervslivet meget på sinde, kan måske få firmaer, der hidtil har holdt sig tilbage fra at satse på Googles netbaserede tjenester, til at tage det første skridt over mod en større satsning på "Software as a Service".

En virksomhed, der i dag bruger egen mailserver plus diverse sikkerhedssoftware, mailarkivering samt måske en eksterne mailfiltreringstjeneste får jo muligheden for at erstatte hele dette sammensurium med Googles netbaserede tilbud. Og ønskes Googles version af Gmail i stedet for Microsofts Outlook, kan også mailserveren sendes på førtidspension.

Mailsikkerhed er i dag big business, så Googles entre på markedet som serviceudbyder bliver en alvorlig trussel mod de nuværende spillere. Hvad servicen koster er endnu ikke besluttet, men Googles erhvervstilbud er lavt prissat. Firmaet kan måske også tilbyde tjenesten gratis mod at der kan bringes små tekstannoncer i margen på mailen.

Herhjemme vil det være firmaer som Comendo, noteret på First North, komme til at mærke Googles varme ånde i nakken lige som firmaer som eSec og Softscan. Som jeg ser det, men andre har måske en anden holdning. Det tager vel også nogen tid inden Google kører Postini-charmekampagnen i gang i Danmark.

Postini har i øvrigt et par af sine datacentre i Europa, og det europæiske hovedkontor er i Storbritannien. Hvorvidt der også er danske salgspartnere har jeg endnu ikke fundet ud af. Giv lyd, hvis det er tilfældet.

Ingen kommentarer: