Læseren ville bestille en flyrejse på Sterling, fordi hun har hørt, hvor nemt det går for andre med at bestille via nettet, men! Det går godt nok med at angive udrejsedagen, men når hun går til hjemrejsefeltet, slettes udrejsefeltet. Og det sker, hver gang hun forsøger hen over flere dage. En bekendt hjælper hende imidlertid. Og denne bruger en Windows-baseret pc.
Her er mit svar, der giver et bud på årsagen til problemet. Meld endelige ind, hvis du har andre forklaringer:
"Desværre er der visse firmaer, som udelukkende målretter deres websteder til folk, der bruger en pc med Windows-styresystemet. Bruger man andet, kan man få problemer. Jeg oplevede selv problemer med websteder med Mac, da jeg brugte en sådan på en tidligere arbejdsplads. For eksempel kunne jeg den gang ikke få vist grafer fra fondsbørsens websted.Læseren ville i øvrigt maile til Sterling for at fortælle om sit problem, men Sterling accepterer kun gammeldags snailmail, altså brevet med frimærket.
Siden din bekendt kunne gennemføre bestillingen på en Windows-baseret pc, er der noget, der tyder på, at det er ovenstående problem, der gælder. De firmaer/myndigheder, der ikke udvikler deres websteder for både pc'er med Windows eller Linux og for Mac'er undskylder sig altid med, at vel op mod 95-97 pct. af alle danskere bruger en windowsbaseret pc, og at det tager for meget tid/bliver for dyrt at tage hensyn til alle. Og det er tilsyneladende, hvad Sterling har valgt at gøre.
Men selv hvis man bruger en pc med Windows er man ikke fuldgarderet, idet også valget af browser kan have en betydning. Jeg bruger typisk Mozilla Firefox-browseren, men det hænder, at jeg på et givent websted bliver nødt til at bruge Microsofts Internet Explorer. Sidst det var nødvendigt, var det faktisk på et rejse-websted."
Kan løsningen være også at lægge Windows på Mac’en – det er jo blevet muligt? Og I Mac-brugere derude! Hvor ofte støder I på det ”gamle” problem med, at websteder er skræddersyet til pc’er med Windows? Er det ikke kraftigt for nedadgående?
