24.2.07

Haarder m.fl. forstår ikke betydning af it-viden

Advarsel: Dette blogindlæg er meget langt og fyldt med overdrivelser om politi, skoler, chefredaktører og....
Bertel Haarder er en klog og modig mand, som jeg på mange punkter har dyb respekt for, men han dumper i min anseelse på ét punkt, nemlig hans gammelmands afvisning af it-viden som en nødvendighed for skolebørn. Man engagerer sig som bekendt i, hvad man måles på.
Men folkeskolens elever skal ifølge ham ikke måles på deres it-kyndighed. På husgerning, hvis de vil. På sløjd. Ja, men ikke på it.
Bertel Haarder mener ikke, at behovet er der. Han ser ifølge Computerworld hardwareindustrien som spindoktorer for det pres, der er for at få it-kompetencen målt. Han mener også, at det er alt for let at snyde med en sådan måling, og at skolerne slet ikke har nok pc’er og internetforbindelser.

Problemet er, at Haarder er nærsynet. Han ser alt klart på kort hold, mens alt bag er tåget. Jeg vil derfor anmode Bertel Haarder om at tage et kig på to ting, som jeg selv er faldet over de sidste 24 timer.

Det er hændelser, der måske kan åbne hans øjne for, hvad uvidenhed om it i værste tilfælde kan føre til hen ad vejen. Det er godt nok ekstreme amerikanske eksempler, men kan undervisningsministeren ikke tage et tankespring ud fra disse eksempler, vil jeg vil gerne gå videre. Jeg vil gerne finde danske eksempler frem på, hvad it-uvidenhed i værste fald fører med sig, og jeg er overbevist om, at mange gerne vil hjælpe mig med det forehavende. (Kom blot med eksempler som kommentarer til dette indlæg).

Det ene amerikanske eksempel er aktuelt. Det handler om, at manglende basal it-kompetence hos en række spillere, kan ende med at koste en kvinde, en vikar i "folkeskolen", 40 års fængsel.

Det andet eksempel er fra 1998. En ung, lovende journalist, fik ført et højt respekteret tidsskrift bag lyset med en opdigtet historie om hackere. Ingen på det ”gamle” medie havde interesse eller viden nok om nettet til at se de tændte advarselslamper.
Uskyldig vikar fældes på porno
På fredag afgøres i en amerikansk retssal, om en skolevikar, Julie Amero, skal idømmes op til 40 års fængsel, fordi der på en pc i et klasselokale med børn pludselig poppede porno-billeder op i lynets hast. Jeg baserer især min referat på en artikel i US Today.

Da vikaren tidligere havde fået en fastansat lærer til at tænde og logge sig på pc’en, så hun kunne bruge den i undervisningen, havde hun fået besked på, at hun ikke måtte slukke den igen, hvis hun ville på igen.

Vikaren var en kort stund var ude af lokalet, og skolebørnene havde imens surfet rundt på nettet, og herunder ramt et sted, der fik downloaded en såkaldt trojansk hest. Denne åbnede pc’ens ”bagdør” for ”adware” – en stump software, der resulterede i, at pornobillede efter pornobillede poppede op som reklame for pornosteder, og intet kunne standse det.

Da USA ikke kun er mulighedernes land, men desværre også hysteriets land, har forældre kørte sagen op i en spids.
Datalogens datter
Lad mig spole tiden nogle få år tilbage til en dansk arbejdsplads. Chefredaktøren, der er datalog/kommunikationsuddannet fra RUC, kommer på job. Han er træt og pissefrustreret, for han har kæmpet i timevis for at få fjernet porno-pop-upper på sin lille datters computer. Han anede ikke, fra hvilket websted ”smitten” var kommet, men det havde været tæt på umuligt at få taget livet af pop up’erne.

I USA-sagen kom smitten i øvrigt fra et websted, der fremviser smarte frisurer. Prøv bare Bertel Haarder! Gå på new-hair-styles.com på en pc, der kører på lidt gammel software, og som ikke er beskyttet godt nok – som det var tilfældet for pc’erne på den amerikanske skole.

  • Vikaren, der jo ikke måtte slukke for pc’en, glemte – eller vidste måske ikke – at hun kunne havde slukket for skærmen alene. Hendes uvidenhed kan koste hende fremtiden.
  • Politiets egen interne it-ekspert gav i retten udtryk for, at når browserhistorikken viste, at der havde været besøgt pornosteder, så betød det, at nogen bevidst var gået på disse steder. Men adware kan selv åbne sådanne steder. Politiets ukyndighed kan koste en kvinde fremtiden.
  • Skolens it-ansvarlige lod pc’erne kører på forældet Windows-styresystem og browser, altså dårligt sikrede produkter. Licensen på antivirussoftwaren er udløbet, og der var ikke installeret antispyware. Den it-ansvarliges laden stå til kan koste en kvinde fremtiden.
  • Anklageren nægte vikaren at tilkalde en sikkerhedsekspert som viden – en, der kunne bekræfte, hvorledes den trojanske hest var kommet ind, og at hele porno-plagen var sket pr. automatik. Anklageren kan koste den kvinde fremtiden.

Aldrig i Danmark?

Selvfølgelig ville det aldrig kunne gå så galt i Danmark, men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. Og godt står det sgu’ ikke til herhjemme.

Kære forældre derude. Hvad ved skolelærere om it? Det har jo i årtier ikke været på programmet på seminarierne, og vel med Haarders og andre gammelmænds (m/k) velsignelse.

Politiet ved alt for lidt om it
, og dem, der endelig får lært noget, forsvinder til private job. Sager trækkes i langdrag, falder mellem stole, droppes. Politiet inddrager ”sikkerhedseksperter”, der har nul teoretisk viden på området, men sans for PR og dog en vis erfaring.

Politiet selv har i øvrigt i årevis selv kørt på forældet software, og deres værktøjer er endnu fra den it-mæssige stenalder.

Jurister? Justitsministeriet? Der, hvor der i toppen er mere status i bruge gule konceptblokke end pc? Forhåbentlig har det ændret sig på det seneste.

Journalistskandalen

I nat så jeg filmen ”Shattered Glass” fra 2003. Den fortæller historien om, hvorledes en ungt journalistisk fyrtårn, Stephen Glass, i 1998 skrev en historie i The New Republic, baseret på 100 procent opspind.

Historien med overskriften ”Hack Heaven” går på følgende: Et stort softwarefirma var blevet så chokeret over, at en 15-årig hacker havde brudt ind i systemerne og afsløret hemmelige løntal, at hackeren ansættes som sikkerhedskonsulent til høj hyre. Glass får tilmed lov til at være med på sidelinien i forhandlingerne mellem hackeren, hans forældre, firmaets direktør og firmaets jurist. Og han giver også en øjenvidneskildring af, hvorledes hackeren går lige fra mødet og fejres på en hackerkonference få bygninger derfra.

Det bliver en journalist af datidens få online-nyhedssatsninger, Forbes Digital, som afslører sagen. Journalisten Adam Penenberg, der kender til hackermiljøet, undrer sig. Han forsøger at finde det store softwarefirmaets web-sted, men forgæves. Og så ruller sagen. Glass har omtalt hackerorganisationer, der ikke eksisterer, lovforslag på området, der ikke eksisterer etc.etc. Det viser sig senere, at løgnehistorien ikke repræsenterede en undtagelse.

Find filmen, se filmen og bliv klogere. Også på, hvorledes gammelmands-ignorance over it i de klassiske medier – ukyndighed – spiller ind.

Aldrig i Danmark?
De gamle brede medier herhjemme har været nøjagtig lige så ignorante over it-området, som i USA. Det er stof, der som hos Bertel Haarder, hører til langt nede i hierarkiet. Som typisk dækkes af praktikanter og så nogle ganske få entusiaster. Lavstatus’en er vel medvirkende til, at mange af de bedste it-journalister ”flygter” over på de klassiske status-områder, når muligt.

Når de gamle medier igennem 1990'erne endelig har haft stoffet fremme har det været for at fejre (beklager, men det er altså ordet) unge hackere – ædt deres ord råt for usødet, inviteret dem indenfor – i bedste sendetid – eller på forsiden.

De gamle medier har også typisk ukritisk viderebragt sikkerhedsfirmaers ”Ulven kommer” etc.etc. Og så har de gamle medier ret så ukritisk holdt mikrofonen frem over for leverandørerne en dag om ugen. It-selskaberne ligger nenlig typisk blandt top 3 på listen over mest annoncerende brancher, og aviserne, der fik nedlagt it-tillægget fik en afklapsning ved kasse 1.

Jeg overdriver
Min mening her repræsenterer selvfølgelig en overdrivelse, da overdrivelse ... Men der er store elementer af sandhed i dette.

De gamle medier, med deres halvgamle chefredaktører og redaktører, og deres halvgamle journalister har ikke haft lyst til dette stof, som man så let føler sig dum i
. Nogle af de unge journalister har haft mere blod på tanden, men man interesserer sig mest for, hvad man måles på, og på et tidspunkt er hackerhistorier ikke længere nok.

At medierne så i disse år - gennem sorte skærme og lammede web-steder - på den hårde måde lærer, hvor afgørende it fra f.eks. danske SAXO er, er en anden sag.


Retur hos Haarder

Og så er jeg retur ved Bertel Haarder på denne lange rejse. Da jeg for herrens mange år siden gik i skolen, lærte jeg at bruge en regnestok, og jeg blev jo på indirekte vis målt på, om jeg evnede det. Lærdommen kom mig til nytte senere i livet, da jeg skulle lave layout og beskære billeder. Og i mit univers svarer en pc til helvedes masse ”regnestokke”, som man bør kunne drage nytte af (og undgå fælderne i) umiddelbart og ikke mindst for at have et trin, som man kan træde videre fra.


Hele skolesystemets holdning til gennem tiderne har groft sagt været ud fra parolen,
”hvad jeg som minister eller skolelærer ikke forstår en dyt af, det skal børnene heller ikke forstå en dyt af”.
Der har været lidt lavstatus-reservater, hvor engagerede lærere har forsøgt at gøre en forskel, men it er aldrig blevet taget alvorligt i landet, hvor vi ellers praler til brækpunktet med vores store pædagogiske tradition.

Svigtet pædagogik

En tradition, der har ladet hånt om, at billeder opklistret på en paptavle, ikke når en interaktiv multimediefremvisning til sokkeholderen i formidlingsevne. En tradition, der fortsat lader læreren være ”den altvidende” og eleverne tomme kar, der skal fyldes. En tradition, der på ubarmhjertig vis har ladet svage børn – om det er i læsning, regning eller via ordblindhed – i stikken, ved at ignorere de beviser, der foreligger for, hvor meget hjælp børn faktisk får via støttende pc-programmer.

Overfor it har skolesystemet været at ligne med de tre aber. Ser intet, hører intet, siger intet.
Havde det ikke været for børnenes forældre og børnene selv, var det gået helt a.h.t.

Eller hvad mener du, kære tålmodige læser, der har orket turen igennem hele historien?

8 kommentarer:

Isak sagde ...

Jeg er faktisk fuldstændig enig. It havde under min tid i folkeskolen og har indtil videre i min tid på gymnasiet ikke været prioriteret noget nær højt nok.

Skolerne har computere og internet, men den it-kyndiges erfaringer svarer, som du beskriver det, til stenalderniveauet, og når der endelig forsøges på at lære os noget, er det ting, vi selv har lært for år og dag siden.

Bedre it-udstyr og reelt opkvalificerende it-undervisning er meget efterspurgt blandt eleverne, og når et halvt års latin (med al respekt for latin i øvrigt) er fast pensum i gymnasiet, så burde et halvt års datalogi for begyndere også være det.

Trine-Maria sagde ...

Hej Dorte

Jeg har tilladt mig at blogge om dit indlæg og din opfordring til at folk fortæller deres egne historier om it.

Og så kom jeg til at tænke på, at Lars Kolind kørte en hel række indlæg om folkeskolen og innovation (herunder selvfølgelig også it) - og hans kommentarfelter har en del gode historier om børn der spørger deres forældre om de må tage computeren med i skole, fordi de ikke tror læreren nogensinde har set sådan en.

Check Lars Kolinds indlæg om uddannelse her:
http://kolindkuren.dk/kategori/folkeskolen-og-uddannelsessystemet/

Klaus sagde ...

Du har måske ret, men jeg læste nu Bertel Haarder udtalelse, som et resultat af en prioritering. En prioritering som skolerne er nødt til at tage, da tiden er knap.

Man kan naturligvis diskutere prioriteringerne, og det bliver jo også gjort i så stor stil, at der snart hvert andet år (?) bliver lavet om. Det kan give en rodløs skole.

Jeg er nok mere til, at skolen koncentrerer sig om bestemte få kerneområder, og at kvaliteten der skal være i top, inden man udvider ”pensum” med andre emner.

Søren Johannessen sagde ...

Hej Dorte

Jeg kan nævne Erik Høy fra Kbh Kommunes Biblioteker har skrevet i en kommentar

"Det er nedslående at stå som bibliotekar i Hovedbibliotekets udlån og høre gymnasieelever afvise at bruge en artikel fra Wikipedia, fordi deres lærer har ‘forbudt’ dem at bruge det. I stedet får de så en tudsegammel artikel fra Britannica."
http://frumik.dk/?p=289#comments

Måske han kan flere historier fra bibliotekerne? - han kan kontaktes på http://erikhoy.blogspot.com/

Dorte Toft sagde ...

Tak for kommentarerne og hjælp til at brede tankerne/diskussionen ud. Og så lige en tilføjelse. Det er jo ikke sådan, at bare fordi jeg har it som stofområde, så skal hele verden plus Haarder med vold og magt også sætte it i centrum.
Jeg mener blot, at vi har behov for - i en periode - at få gjort noget mere ved videnniveauet på dette område. Der er allerede røget for mange forsømte generationer ud af skolerne.
Gør det til et centralt punkt i nogle år - for elever OG især for lærere.
For at værne os på langt bedre vis mod nettets mørke kræfter, for at gøre it-brugen lidt lettere, og for at lette inspirationen til, hvorledes vi kan gøre produkter og tjenester (og de offentlige) noget "klogere".

Malene Hald sagde ...

Jeg har en lille IT historie, som på sin vis kan være ret skræmmende. Kort kan jeg sige, at jeg næsten er uddannet multimediedesigner, har lavet hjemmesider siden 8. klasse, og generelt betragtes som en computernørd.

Jeg arbejdede for 2 år siden på en skolefritidsordning i en halvstor provinsby. Som i mange andre sfo'er kan skolens computere benyttes af børnene, hvilket mange _drenge_ var glade for. De spillede især lette rollespil som Runeblade og lignende. Men pigerne? Nej, de spillede aldrig. Efter et stykke tid hvor jeg konstant undrede mig over mængden af drenge der sammen hyggede sig med rollespil, men ikke en eneste pige, spurgte jeg dem ad. De svarede at de ikke kunne bruge dem, at det var kedeligt og at de aldrig havde overvejet at computere egentlig kunne bruges til noget.

Så gik jeg hjem på nettet, og researchede, og på en aften havde jeg smækket en hurtig hjemmeside sammen med store screenshots som links. Det var til sider som Bratz, Barbie, My Little Pony og lignende, men også til masser af danske sider med små spil og edutainmentprogrammer. Dagen efter tog jeg to små 7-årige tøser i hånden, som modstræbende fulgte med fordi jeg havde lovet der var noget med Bratz. 10 minutter efter klikkede de lystigt ind på pigespil, påklædning, indretning, sminkehoveder - for slet ikke at nævne alle de andre spil som ikke var "pigede", men som de aldrig havde prøvet før. I løbet af 20 minutter havde de lært hvordan "internettet" fungerede ved hjælp af min lille spilside, og efter et par uger, måtte vi oprette specielle pigedage på computerne, fordi mængden af piger i computerrummet voksede fra 0-100. Forældre kom undrende ind i rummet og spurgte, om de virkelig kunne være rigtigt at deres lille Anna sad og spillede computer, for det gjorde hun aldrig derhjemme.

Min pointe med denne meget lange historie er, at jeg synes det er forfærdeligt at de 4 årgange af børn jeg havde at gøre med enten ikke kunne eller ikke vidste at computere også havde noget at tilbyde dem - og ingen voksne i deres liv havde åbenbart oppet sig for at lære dem at bruge en computer. Ingen andre ansatte i sfoe'n interesserede sig det mindste for at bruge en computer som andet end et nødvendigt onde. Min linkside vedligeholder jeg stadig, selvom jeg ikke længere arbejder i sfo'en, for jeg møder jævnligt børnene derfra - og de bruger den stadig.

Dorte Toft sagde ...

Ja, her ser man vel et af de mange eksempler på, at der SKAL radikale foranstaltninger til, før det ikke længere er acceptabelt for voksne, at have skyklapper på over for teknologien. Med mindre, de ikke har noget ansvar for børns udvikling.

Jeg bliver sgu' så harm. Tænk hvis skolelærerne og pædagogerne havde vist sig deres ansvar voksent helt tilbage i 70'er og 80'erne, hvor it begyndte at blive udbredt. Men nej... de og deres fagforeninger monterede allerede da en skyklapper, der blokerede for enhver indsigt i alt andet end truslerne ved ny teknologi.

Hvor mange generationer af unge på seminarierne er blevet ramt af dette snæversyn? Hvor mange folkeskolesklasser er udklækket, ramt af snæversynet?

Gunnar Langemark sagde ...

Jeg har tidligere argumenteret stik modsat - og sagt at det at have eksamen i IT - svarer til at have eksamen i Blyant.
(Jeg har - i parentes bemærket - forsket i unges computerkultur og udviklet e-learning i flere år i nogle af mine tidligere karrierer).
Men jeg er tilbøjelig til at give dig ret her Dorte.
Især hvis vi kan "bøje" det her lidt.
Jeg mener at skolelærere og elever skal lære to ting - som er grundliggende og afgørende - for ens succesmuligheder:

1) Innovativ tænkning - out of the box. Det er nok ikke nemt at lære. Men det er nødvendigt at forsøge.

2) Teknologi - alt nyt.

Teknologi burde være et af de største fag i alle niveauer af uddannelsessystemet. Det skyldes simpelthen at teknologi betyder så fandens meget i vores hverdag.
Innovativ tænkning (måske skal det hedde noget andet) - er bydende nødvendigt - fordi alting forandrer sig så meget og så hurtigt, og vi kan simpelthen ikke følge med uden selv at kunne sætte os ind i tingene - og uden selv at kunne "opfinde" vores hverdag - hele tiden.

Skolen burde ikke være så "træg", men skolen er presset.

Min store datter har lige skiftet skole - fra den lokale folkeskole til en privatskole i Søborg - en lille times transport med tog og bus. Det er en STOR forbedring.
En lille historie: Min tidligere virksomhed forærede de udtjente pc'ere til denne skole. De kom aldig i brug - fordi der ikke var kræfter til at sætte dem op. De har kun gammelt og ubrugeligt udstyr - stort set. Alligevel havde de for nylig et jobopslag hvor de pralede af hvor meget de satser på IT.
Problemet er selvopfattelsen. De ved slet ikke hvad der kan lade sig gøre. De har heller ikke kræfter til at holde hjemmesiden ved lige. Faktisk har de alt for mange ambitiøse projekter - som ikke bliver til noget.
Samtidig kunne vi ikke kommunikere via e-mail med skolen og lærerne.
Da vi så kom over på den nye skole - gik det op for os HVOR MEGET en fungerende e-mail kontakt betyder. Jeg vil egentlig skide på om de "satser enormt meget" på it - hvis e-mail ikke fungerer.
Tag fat i det man kan overkomme.