Fredagsgyset: Brugte Microsoft beskidte tricks?

Microsoft kom på min lystavle på to måder i dag. Den mindst opsigtsvækkende i mit univers er, at Microsoft er blevet idømt en erstatning på 1,52 mia. dollar, altså godt 8,5 mia. kroner, for krænkelse af MP3-patenter, ejet af Alcatel-Lucent. Det handler om teknologi til afspilning af musik i Windows Media Player.

Den mest opsigtvækkende for mig handler om forhistorien i en anden sag om patentkrænkelser - en sag, hvor der i marts 2005 blev indgået forlig uden for retten på 60 millioner dollar. Her er det igen Windows Media Player, der er i centrum. Firmaet Burst.com havde sagsøgt Microsoft for krænkelser af et patent, som gælder video-on-demand, plus for monopolmisbrug. Jeg har læst, at Microsofts første tilbud om erstatning lå på 1 million dollar - ifølge en Burst.com-direktør.

At jeg falder over den sag i dag, skyldes at jeg "abonnerer" på en blog skrevet af "Robert X. Cringely", og han henviser i en anden historie til sine gamle links om sagen.

Robert X. Cringely er oprindelig et berømt pseudonym, der dækkede flere skribenter som i mange år sammen skrev en flittigt læst øret-til-vandrøret klumme hos Computerworld US. Men navnet blev sidenhen shanghajet af en af skribenterne og gjort til hans eget (hvilket gav en del ballade).

Cringely har betydning og manges øre. Han stod blandt andet bag bogen og dokumentarfilmen "Triumph of the Nerds: The Rise of Accidental Empires", der samlede alskens berømte stiftere af nutidens store it-selskaber og formidlede historieskrivningen på forbilledlig vis. Og Cringely får tip på tip om alskens ting, lang tid før de dukker op andre steder, hvis overhovedet.

Men han har også fået ét tip, der selv om han skrev om det, aldrig er braget igennem lydmuren - det om burst.com. Hvis tippet holder, har Microsoft virkelig benyttet sig af beskidte tricks.

Det gælder retssagen mellem Microsoft og Burst.com, anlagt i 2002. Sagsøgeren har beviser i form af mails for, at der er afholdt en række indbyrdes møder. Møderne handler blandt andet om prisen, som Microsoft skal give for at anvende video-teknologien.

Microsoft har ikke sine mails om møderne, og siger i retten, at det en næsten uoverkommelig stor opgave at finde frem dem, men dommeren giver en lodret ordre.

Ifølge det tip, som Cringely fik fra en ansat hos en tidligere Microsoft "subcontactor" (serviceyder), var der på daværende tidspunkt fuldt ud styr på, hvilke back up tapes, der rummede mails fra den pågældende periode. Microsoft havde faktisk fået dem hentet og placeret i en særlig bygning. Men nogle måneder senere....

Pludselig er alle disse tapes forsvundet fra jordens overflade. "Nogen" har smidt dem ud. Microsoft klandrer HP Service (Hewlett-Packards), som opgaven er outsourcet til. HP påtager sig skylden, men der synes ikke at komme noget retsligt efterspil. OG der indgås forlig med Burst.com, altså uden for retten.

Kilden, som Cringely kender navnet på og har talt med adskillige gange, mener, at det er en Microsoft-ansat, der fik fjernet disse tapes, hvis indhold kunne skade softwaregiganten i retten. Og at HP af en eller anden årsag blot indvilgede i at være syndebukken.

Sand historie eller falsk? Det er spændende stof, som Cringely har skrevet under overskriften: "Microsoft dirty tricks that were never revealed", part I og part II. Der er i øvrigt flere detaljer i sagen, såsom at Microsoft også bevidst via et teknologisk snuptag havde undladt at få taget back up af visse emails.

Alt i alt er det et erhvervsdrama, men om det hører til fiktion eller faglitteratur, har jeg ingen chance for at vurdere. Jovist har Microsoft flere gange krænket patenter - tyvstjålet andres exceptionelle teknologier - det foreligger der jo domme for. Men er Bust.com-historien helt ude i hampen?

Robert Cringely får i blogkommentarer ros fra nogle, men også på puklen af mange andre. Han beskyldes for at være en dårlig journalist, der bare er alt for glad for vennerne hos Burst.com. Altså partisk.

Han opfordres til selv at rejse sagen over for det amerikanske justitsministerium for at vise, at han ikke blot bringer rygter til torvs. At han mener det alvorligt. For er det sandt, er det ulovligt, og HP vil heller ikke kunne klare frisag.

Hvorfor jeg bringer sagen, når jeg ikke ved, om den er sand? En af årsagerne kan være denne, at jeg indimellem også er i knibe selv. Der er historier, som jeg aldrig kan skrive på officiel vis, fordi kilder - som jeg stoler fuldt ud på - af angst for deres videre karriere ikke vil stå frem. Historier, der egentlig bør fortælles, fordi det gælder moral og mangel på samme. Historier om mål, der for aktørerne helliger midler af enhver art. Inklusive krav til chefredaktøren om at fyre mig, selv om jeg blot har kunnet skrabet overfladen, af hensyn til kilderne. I øvrigt en ret brugt fremgangsmåde til at få lukket "kæften" på en ubekvem journalist.

God weekend:-)