28.2.07

Tankevækker: Krigsskibe afhængige af Windows

En helt ny type britiske krigsskibe, The Type 45 Destroyer, forsynes med et styringssystem, der er baseret på gamle Windows 2000 fra Microsoft. Allerede eksisterende krigsskibe og ubåde, der rummer atomvåben, vil også blive styret via Windows. Den udvikling belyses af den skarpe britiske it-nyhedstjeneste The Register, der bringer en længere artikel om sagen med overskriften "Windows for Warships nears frontline service".

Artiklen er skrevet af en Lewis Page, der selv har 11 års erfaring fra marinen, først og fremmest med fokus på undervandsbomber, og som tidligere har udgivet en vel sælgende bog om spild og graverende fejldispositioner i det britiske militær.

Windows er kendt for "The screen of death" - den blå skærm, der dukker op, når systemet er brudt sammen. Artiklen spiller på det udsagn, mens der stilles spørgsmålstegn ved operativsystemets pålidelighed og brugervenlighed. Det faktum, at hackere har et langt større fokus på Windows end på alle andre styresystemer, drages også frem.

Er du militærinteresseret - eller som jeg blot it-interesseret og civil - så læs artiklen. Af den fremgår, at Windows-brugen på ubåde med atomvåben er langt mindre risikabel end på destroyerne.

Tag også en visit over på sikkerhedsguruen, Bruce Schneiers blog, der flyder med galgenhumoristiske kommentarer om kombinationen krigsskib/Windows.

Og trænger du til mere om militær og it, så tjek desuden historien om US Air Forces nyeste kampfly, F-22 "Raptor", der mistede orienteringen totalt, når en datolinie blev passseret. Der var tale om en softwarefejl i navigationssystemet, men den er dog for nylig udbedret. Igen er historien fra the Register.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Nu ved vi ikke hvor stor en del af systemet, der skal køre Windows! Men derudover er jeg helt enig i at Windows ikke er anvendeligt til sikkerhedskritiske systemer. Der er uden tvivl enormt meget politik i sagen og der ignoreres en masse tekniske argumenter. Så dermed er det ikke anderledes end civile softwareprojekter...

- Mark