27.2.07

Guru-Jakob om skolens it-forpligtelser

Den danske datalog Jakob Nielsen, der er kendt som guru inden for brugervenlighed, har nogle gode forslag til, hvad folkeskolerne bør koncentrere sig om, når det gælder it og eleverne. Nielsen, der er fast bosat i USA, skriver om skoler og elever på sit websted useit.com.

Ifølge ham bør skolerne ikke fokusere på at lære børnene at bruge særlige produkter (såsom Microsoft Excel og Google-søgemaskinen), men i stedet skal fokus være på at forstå koncepterne, der ligger bag f.eks. regnark og søgning. Eleverne skal også lære at vurdere lødigheden af informationer på nettet, og lære metoder til at holde informationsoverfloden stangen. Desuden skal de lære, hvorledes de kan bruge it-baserede præsentationsteknikker, samt hvorledes de undgår museskader og andre problemer som følge af dårlig ergonomi og arbejdsdisciplin. Og endelig skal de i en vis grad lære at "debugge" - altså finde fejl. Jakob Nielsen nævner det kendte faktum med, at der er fejl i masser af de formler, som folk putter i deres regneark, og sådanne fejl bør man lære børnene at være på vagt overfor.

Så a pro pos min tidligere artikel, voila, Bertel Haarder. Her har vi et bud på, hvad en test i folkeskolen af it-kompetencer kunne gå ud på.

Andre bud?

Tilføjelse kl. 16.20:
Svenske ComputerSweden fortæller om et universitetshospital, der vil undersøge i hvilket omfang børn udsættes for sexuelle krænkninger på nettet (mobning, udhængning med fotos, pædofile tilnærmelser) og efter kontakt skabt via nettet. Hospitalet har brug for mere viden derom, idet der kommer et stigende antal børn i behandling efter sådanne problemer. Måske også en viden, børn bør kende til via skolen.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det bedste man kan lære børn i skolen er kritisk tænkning. Så skal de nok klare sig. Det står desværre sløjt til, men det gør det jo i hele befolkningen og i hele verden.

Anonym sagde ...

Vedr. den svenske undersøgelse, så siger artiklen jo at de ikke ved om internet er årsag til hændelserne, eller om det bare er en ny "arena".
Jeg satser en femmer på det sidste. :-)

Dermed tror jeg også at det grundlæggende er de samme kundskaber der skal til for at begå sig sikkert på nettet, som i den virkelige verden.

Hvis du ikke vil have nøgenbilleder eller pornografisk materiale af dig selv på nettet - så lad være med at lave det (eller lad i det mindste være med at have dem liggende på din PC).

Den slags fortryder man sikkert ofte og det kan nemt forfølge en resten af livet (eks. Susanne Bjerrehuus, Louise Frevert). Og eksemplerne her er ikke engang fra "nettets tid".

Men den grundlæggende forskel er at det med internettet er blevet ekstremt meget nemmere at publicere til en stor mængde mennesker - og dermed må det også betragtes som umuligt at foretage en effektiv fjernelse af offentliggjort materiale.

Det kan man jo så selv drage konklusioner ud fra.

F.eks. vil jeg mene at det er temmelig vigtigt at være opmærksom på kvaliteten og lødigheden af det man offentliggør på nettet om sig selv - uanset om det er billeder, filmklip eller tekst. Hvis du ikke er sikker på at kunne stå ved det - også om 5-10 år - så lad være.

På den måde kan man måske sige, at fordi vi har nettet, er der mulighed for at alle kan "publicere" - og dermed er der mange flere som skal tage stilling til disse kvalitets- eller lødighedskriterier end tidligere (og med den samme fejlrate som tidligere, vil der ske mange flere fejl i dag).

Mvh
Kenneth

Dorte Toft sagde ...

Ja, børnene skal naturligvis lære kritisk tænkning. Men fordrer det ikke, at dem, der skal lære kritisk tænkning videre på et område, også kender områdets natur?

Jeg er ikke helt enig med Kenneth i, at det grundlæggende er de samme kundskaber, der skal til for at begå sig sikkert på nettet, som i den virkelige verden.

Der er jo forskelle i kommunikationsformer og hvorledes de tolkes - a pro pos min tidligere post om at tonen i emails ofte misforstås. Og jeg tror faktisk det er sværere for børn at værne sig mod pædofile, der forsøger at opbygge tillidsforhold via nettet, end i den virkelige verden, men jeg kan tage fejl.

Dertil kommer, at man på nettet jo ikke altid er herre over, hvornår man får smidt en skidtspand af porno med kæmpebatoner og flåede mørbrad'er direkte i fjæset. I den virkelige verden skal børnene endnu gå i kioskerne, hvor de venlige butiksejere jo sørger for at placere hæfterne helt udiskriminerende - altså også i børnehøjde. Og der er der trods alt lidt kamouflage henover.

... Nej, jeg tror, at mange "færdselsregler" er ens for den virtuelle verden og den fysiske. Men der er også færdselsregler, der skal tilpasses nøje til de enkelte verdener:-)

Anonym sagde ...

Det kan godt være det er nemmere at opbyggge "tillidsforhold" over nettet - også mellem børn og pædo'er - men der er fa'me stadig et stort skridt fra at chatte med nogen på nettet, til at mødes med dem nede i parken.
Så længe de kun chatter på nettet tror jeg altså ikke ungerne tager det vilde skade af det - og hvis de går med til at mødes med en fremmed et-eller-andet sted, så har forældrene fejlet, og så havde ungen sikkert også gjort noget dumt ved en tilsvarende situation i den virkelige verden. (OK, det er sat lidt på spidsen, men det illustrerer min pointe.)

Mht. porno - da jeg var barn var der da en vis nysgerrighed omkring porno - både blandt drenge og piger. På lejrskole i folkeren var der altid en der havde rygsækken fyldt med gamle pornoblade som cirkulerede rundt indtil lærerne opdagede det.

Jeg synes der er tendenser til en lidt amerikaniseret eller puritansk holdning til pornografi og dens indvirkninger på børn og unge, og jeg nægter at tro på at nogen har taget skade af at få stukket et pornoblad i ansigtet (eller en webside el. lign).

Som en indskudt sætning synes jeg i øvrigt at debatten om hvorvidt kiosker skal tvinges til at placere pornografi udenfor børns øjenhøjde er latterlig.
Det har helt sikkert større samfundsmæssige konsekvenser at slik markedsføres så direkte, og placeres i børnehøjde, i køområderne foran kasserne i supermarkederne.

Det værste der kan ske ved at bøørn og unge bruger porno, er hvis pornoen er den eneste kilde til information om sex - så får man nok et lidt skævt forhold til den virkelige verden (som slet ikke er så smuk og romantisk).
;-)

Mvh
Kenneth