4.2.07

Ned med Apples iTunes og Microsoft Messenger

Selvom jeg er langt mere pragmatisk end en række andre danske it-bloggere, hvad angår åbne standarder og Open Source, så har jeg alligevel valgt at give både Apple og Microsoft smæk i morgendagens klumme på bagsiden af Berlingske Business. (Jeg sætter lænke ind, når Berlingske har lagt den på i morgen). Fordi de låser med lukkede standarder.

Den handler om forbrugernes situation, og jeg angriber to ting: Apples store musikbutik på nettet, iTunes, leverer musikken i et format, som kun Apple-udstyr håndterer, ikke de konkurrende MP3-afspillere. Og nok er iTunes priser relativt billige, men man låses altså fat til en verden, selv om man måske i andre sammenhænge vil høre musikken afspillet på udstyr fra non-apple-verdenen, der jo altid er billigere.

Microsoft angriber jeg for at stå uden for det omfattende samarbejde, der i december kom på plads mellem leverandører af instant messaging – eller chatsoftware, som det også kaldes. (Funktioner: Beskeder, der straks popper op på modtagerens skærm, i stedet for at ligge og vente i en indboks. Plus indikation af, om den, man gerne vil kontakte, er on-line, og accepterer ”forstyrrelser”).

De unges kommunikation
Instant Messaging (IM) er for unge, hvad e-mail er som kommunikationsform for de midaldrende og ældre. ”Mail, det er noget min bedstefar bruger”! Den sætning hørte jeg for nylig gengivet. Men mail kan udveksles på tværs af alle mail-programmer, mens unge måske har to-tre chatprogrammer installeret, fordi hver leverandør kører sin standard, og visse venner bruger måske en type, mens undervisningsstedet måske bruger en anden type.

Men nu har alle de store IM-leverandører,med undtagelse af Microsoft, taget sig sammen til at opføre sig anstændigt, nemlig sikre, at forbrugerne kan udveksle beskeder på tværs af chatprogrammer. I min klumme anmoder jeg MS om at få fingeren ud.

Softwaregiganten burde se i øjnene, at det ikke lykkedes at erobre 95 procent af markedet med Microsofts Messenger, og så gi’ sig. Sådan er min holdning i hvert fald, når det gælder massemarkedet – forbrugerne. De er normalt ikke it-eksperter, og de færreste har råd til at hyre it-konsulenter. Forbrugerne skal ikke tages som gidsler.

Der findes godt nok særlig software - såkaldte multiprotokol-instant-messaging-applikationer , man kan installere selv og dermed slippe for en masse forskelle chatprogrammer, men igen. Det er at lægge byrden over på forbrugerne.

At jeg så ikke hidser mig så meget op over, at Microsoft er lukket på andre fronter, hænger sammen med to ting.

For det første er jeg overbevist om, at Microsoft med tiden bliver nødt til at åbne sig mere – frivilligt. I sidste ende giver det jo bagslag, når man bare virker dumstædig (tak til dronningen for dette fine ord), for så svært er det bestemt ikke.

For det andet har jeg en historisk baggage, grundet min høje alder. Det er så let for de unge og yngre at være frelste – at kræve total åbenhed og nul patentering og og og. For mange er Microsoft ”the evil empire”, fordi kunder låses fast af Microsofts standarder, men for mig? Jamen – som jeg har skrevet før. Jeg er jo fra den tid, hvor samtlige leverandører, IBM, NCR, Bull, ICL etc. etc. havde egne standarder. Hvor hardwareleverandørens folk selv kodede kundernes bogføringssystem, og senere, hvor kundernes fik egne it-folk til at kode efter hardwareleverandørernes standard.

Tal om bundethed den gang! Det kostede en bondegård, hvad enten man ville skifte til anden hardware eller anden software, for det kunne meget vel ende med at blive både og.

Trofaste fans
Og så kom Microsoft med sin Windows… lang, lang tid før vi fik det åbne Linux, som nu har en fanskare, der ikke viger tilbage for Apples i hengivenhed og enøjethed.

Med Windows’ dominans kom der horder af softwarefirmaer på banen, som udviklede applikationerne – de programmer, der løste den forretningsmæssige opgave. Tag for eksempel økonomisystemer, hvor du til Windows har SAP, Oracle Applications, Navision og Axapta (nu Microsoft Dynamics Nav og Ax), Visma, Mammut etc. etc. – bare på dansk! Og hvor mange Open Source økonomisystemer på dansk er der egentlig at vælge imellem?

Førerskab skifter
Det er applikationerne, der giver værdi. Ikke styresystemet. Kunderne har fået øget deres valgfrihed, og priserne er raslet ned. Det hedder konkurrence.

At konkurrencen så ikke rækker til styresystemet endnu? Det kommer! Ingen er vinder for evigt. IBM var i flere tiår den store stygge gigant, så kom lille frække Microsoft bagfra, og vi vil se historien gentage sig, når de næste kombatanter er parat med noget, som er langt mere åbent og billigere - og når nok softwarehuse vil udvikle applikationer til den platform.

For erhvervslivet er den manglende åbenhed irriterende, men man har folk og penge til at bygge de småbroer, der endnu skal til. Forbrugerne derimod er vitterlig ofre (ligesom med VHS/Betamax-kampen etc.)

Microsofts modstand mod at åbne for chat på kryds og tværs af chatsoftware? En af min aviskunder har krævet, at jeg går over på Microsofts messenger, for ”så er vi alle på samme chatsystem”. Sådan får Microsoft måske dominansen også på dette område.

Begrænset chat

Jeg selv bruger chat fra Google, og jeg trods al min snak såmænd villig til at bruge endnu et chatsystem, hvis i en konkret arbejdssammenhæng. Men et lukket/kontrolleret system (skriiiiiiiiig, lyder det nok), så risikoen for, at kriminelle agerer med via softwarerobotter, er minimal.

Hvad siger du? Er mit ræsonnement om erhvervsliv kontra forbrugere, lukkethed kontra åbenhed, helt ude i skoven?

PS: Advarsel: Enhver IT-journalist/blogger ved, at man får mange agressive henvendelse, hvis man:
* Taler ilde om Apple
* Taler ilde om Open Source
* Taler pænt om Microsoft
Så har man tilmed ikke fattet/videregivet alt 100 pct. korrekt, så frakendes man typisk enhver dygtighed.

Måske burde jeg slette indlægget straks:-)



Tilføjelse 5.2.07 kl. 12.10:
En tak til Microsoft for netop at have gjort mig opmærksom på, at selskabet har åbnet for tværgående chat med dem, der bruger Yahoo Messenger. Her er teksten:

"Jeg vil gerne gøre dig opmærksom på, at Microsoft har lanceret åben chat mellem Windows Live Messenger og Yahoo Messenger d. 20. september 2006. Vi kigger på lignende muligheder med andre IM tjenester, men det var naturligt for os, at starte med verdens næststørste udbyder Yahoo.

Og jo. Jeg havde læst om det, og burde nok have taget det frem. At jeg ikke gjorde det skyldes nok, at Yahoo Messenger, der er en kæmpe i USA, herhjemme ikke er særlig stor. Jeg selv kender en masse, der bruger Googles chat, og så er der mange af de største danske virksomheder, som har satset på IBM's Lotus-familie, hvor chatprogrammet hedder Sametime. Skal folk i virksomheder, der bruger Sametime, også lige sende en besked til nogen uden for koncernen via chat (om til leverandør, kunde eller kone), så skal de altså installere endnu et chatprogram, og chancen for, at de får lov til det af arbejdsgiverens it-ansvarlige, er lille. Men det er rart at få at vide, at Microsoft arbejder på at få åbnet bredere.

10 kommentarer:

Anonym sagde ...

He, jeg kan godt lide at du forsøger at tage "the flameproof suit" på og foregribe brokken fra de forskellige grupperinger. :-)

Når du nu forsøger at baske iTunes for at sælge musik som kun spiller på iPod pga. DRM, så prøv at se dig omkring på markedet for online-musik.

Hvis du køber i TDC's musikbutik er du ligeså meget bundet til én type afspiller, nemlig dem som understøtter Microsofts DRM-WMA. Dermed kan du f.eks. ikke spille musikken på din iPod.

Ligeså alle andre steder - pånær et... www.allofmp3.com - som sjovt nok er blevet kendt ulovlige i Danmark.

Problemet er at musikken *skal* distribueres med påhæftet DRM, som netop skal begrænse udbredelsen. Når der er flere konkurrende DRM formater, så er disse problemer altså uundgåelige. I mine øjne er problemet ikke at iTunes-DRM kun spiller på iPod, MS DRM kun spiller på XXX-afspiller osv., men selve det at man er tvunget til at acceptere DRM formater hvis man vil købe musik online.

Det er jo ikke sådan at alle frit kan implementere en afspiller til Microsofts WMA-DRM. Der skal helt sikkert betales licensafgifter og overholdes andre regler. Altså er dette marginalt mere "åbent" end Apples format - hvis man altså betaler sin "skat" til Microsoft (bl.a. i form af højere priser på afspiller og musik).
Men hov forresten - du kan jo heller ikke spille musik fra TDC butikken på en Apple computer, eller på en Linux computer for den sags skyld... Din musiksamling er altså kun brugbar hvis du køber Microsofts software.

Så med al respekt, synes jeg at du har misforstået problematikken - eller i hvert fald tager en lidt et-benet indgangsvinkel. ;-)

PS: Jeg har selv en iPod, men kunne aldrig drømme om at købe noget fra iTunes Music Store eller lignende online tjenester. 80 kr for et download-album er for sygt - især når en "rigtig" CD er marginalt dyrere (cd-wow.com tager ca. 95 kr. inkl. alt). Hvis iTunes havde priser, features og vilkår som allofmp3.com ville jeg måske overveje det. :-)

Mvh
Kenneth

Anonym sagde ...

Hej, og jeg kan til gengæld godt lide at der er en som tør fremhæve at Microsoft trods alt stadig har en vis berettigelse, FORDI at der er en kæmpe softwarebase og SÅ på dansk. Lige præcis økonomi programmer er nemlig det sted hvor open source folkene kunne være MEGET bedre. Men de har jo altså også fundet ud af at det at lave et økonomi program det er IKKE noget man lige flikker sammen på en efter middag uanset hvor nørdet man end måtte være. Microsoft tager mange penge for deres software men de bruger også enormt mange penge på usability/brugervenlighed og intuitive man-machine interfaces.
Og, Ja! Der er jo openoffice, men det halter altså stadig bagefter betalings forebilledet MSOffice i flere generationer.
Og skal man have hjælp!, Så er det bare ud på Internettet og enten googl'e dig frem til et muligt svar eller poste noget i en tvivlsom nyhedsgruppe. Og hvad får man så? Man skal først skovle sig igennem en masse flames og selvfedhed over hvor godt det er, ikke at skulle betale for software og hvor onde Microsoft er og bla, bla, bla. Det gider jeg sgu ikke høvle mig igennem hver eneste gang jeg skal have et svar på mit opensource - problem. Fri mig for det barnepjat og lad mig få noget seriøsitet fra opensource community. Nåh ja, check lige kurven for medlemstallet hos SSLUG - Skåne-Sjælland Linux User Group, den er på vej nedad - hvorfor mon???

Dorte Toft sagde ...

@Kenneth,
Uff. Jeg tror, jeg holder mig til den professionelle it-brug fremover. Og ku' du så ikke lige maile mig din mailadresse, så jeg kan bruge dig til faktatjek:-)
Dorte

Anonym sagde ...

Hej annonyme

Jeg tror at vejen frem er Google docs og spreadsheets http://docs.google.com er vejen frem. Den seneste nyhed er at de også har gang i et præsentationsværktøj. Det fede ved Google docs er at alle dokumenter ligger online, så man kan få adgang til dem alle steder. Og mere end en person kan rette i et dokument, så man kan sidde flere og rette i tingene samtidigt fra alle steder på kloden. Det er ikke så avanceret endnu... men det kommer. Google plejer ikke at gøre noget halvt.

Anonym sagde ...

Ja, ja, Google Apps -det bliver det næste store online æventyr - eller gør det. Man kan en masse fancy smarte ting, men det altsammen er i beta endnu og hvorlænge? Hvornår bliver det færdigt? Nu har man haft GMail for specielle inviterede indviede i flere år nu, Hvornår bliver det frigivet for alle Gratis, som Hotmail er det. Gmail pralede af at man kunne få en GB mail konto - men kun for de få var det i 2002-3??? I mellemtiden er min Hotmail konto langsomt vokset fra latterlige 2 MB til 2GB uden jeg har gjort en skid!!! og den er tilgengæld for alle. Mon ikke google bare venter på at få gjort deres betalingsstruktur for deres services klar til at vride gysser ud af de stakkels "afhængige" af alle de cool features???

Anonym sagde ...

Hvis du bruger Mac og søger en IM client som spiller sammen med stort set alt kan du bruge adium (http://www.adiumx.com/)
Den er gratis

Anonym sagde ...

Så er der lidt mere vand på møllen.

Denne gang lidt baggrundsinfo fra Apple (spin?), netop om hvorfor de ikke kan/vil licensiere deres iTunes-DRM system til andre leverandører eller producenter.

http://www.apple.com/hotnews/thoughtsonmusic/

I øvrigt interessant at de påstår at gennemsnitligt er kun 2.2% af sangene på iPods købt gennem iTunes. Det kan vel næppe forventes at standse folk i at skifte afspiller, at en så lille del af deres musiksamling skal udskiftes.

:-)
Mvh
Kenneth

Anonym sagde ...

Det lader til at være en udbredt misforståelse at musik købt via Apple iTunes er låst til kun at kunne afspilles fra en iPod.
Dette er ikke rigtigt.
Apples DRM format tillader fremstilling af en almindelig audio-CD der lader sig afspille fra de fleste almindelige CD-afspillere. Apples software iTunes tillader at man efterfølgende importere samme audio-cd og fremstiller en kopi i et andet format f.eks. til afspilning på en mp3 kompatibel mobil-tlf fra andre producenter.

Dorte Toft sagde ...

Tak til alle for at gøre mig og andre klogere. Jeg er også blevet klogere af at læse det skrift, som Steve Jobs har lagt ud (Kenneth angav adressen, der er www.apple.com/hotnews/thoughtsonmusic/). Sagen er noget mere kompliceret, end jeg umiddelbart troede.
Dorte

Dorte Toft sagde ...

Steve Jobs unfiltered..by media.
Interessant indlæg om, hvor stærk den direkte kommmunikation med forbrugere/kunder er. Langt stærkere, når man er en mand som Steve Jobs, end det ville have været at lade media massere budskabet først, om det så var New York times.
Det en den dygtige, tidligere it-journalist, Dan Gillmore, som nu står i spidsen for Center for Citizen Media, der blogger om Jobs her: http://citmedia.org/blog/2007/02/07/apple-has-been-telling-its-own-story-for-years/