14.2.07

Avisers dumme sejr over Google

En snes belgiske aviser har vundet en sag mod Google, der derfor ikke længere må lænke til avisernes nyheder og som heller ikke må præsentere ældre nyheder, som var gemt i Googles mange midlertidige lagre. Google havde appelleret en tidligere dom, der gik samme retning, men altså forgæves.

Afgørelsen kommenteres vidt og bredt blandt bloggere, og jeg holder med mange afdem, der siger, at aviserne faktisk er taberen, ikke Google.

Men først lidt om Googles nyhedstjeneste (lænken går til det engelsksprogede sted). Google bruger en række softwarebaserede søgerobotter til at finde frem til, hvad der skrives i diverse aviser. Synes der at være pæn dækning af et emne, nupper Google lige overskriften og noget af indledningen og præsenterer resultaterne fra de forskellige medier sammen. Der findes ingen "menneskebaseret" vurdering sted.

Læserne får en mulighed for lynhurtigt at danne sig et overblik over døgnets nyheder samt at få en introduktion til en række avisers dækning, og så er det blot at klikke sig videre for at komme til den avis, der virker mest interessant.

Jeg bruger den typisk selv til lige at tjekke tech-nyheder for at se, om noget skulle være glippet fra min rundtur på nyhedssteder, fra blogkoncentrater og fra tjenesten digg.com, hvor det er læsere selv, der markerer, om de finder en nyhed interessant. Og selv om jeg går efter tech-delen, så ryger jeg hos Google news jævnligt ud af tangenter på andre områder.

Google startede denne tjeneste i USA, men er også gået videre til andre regioner, og i det aktuelle tilfælde vedrørte sagen artikler på fransk og tysk. De op mod 20 belgiske aviser kan godt nok se frem til en pæn erstatning (3,5 mio. Euro) for krænkelse af de intellektuelle rettigheder, men aviserne... ja, de har meldt sig ud af en sammenhæng, som læserne sætter pris på, og dermed vil der sandsynligvis også ende færre klik hos aviserne. Skulle Google fortsætte, så ville aviserne have del af Googles reklameindtægter.

De belgiske avisers organisation, Copiepresse, har nu bebudet, at man også vil kræve af Yahoo og MSN, at de ophører med at henvise til avisindholdet.

Google har tidligere opgivet at tilbyde danskerne en dansk nyhedstjeneste grundet modstand fra mediernes side. Der blev stillet krav om, at en avis selv skulle "melde" sig til, for at Google måtte gennemtrawle dens nyheder. Det nævnes i en artikel fra IDG News Service, som også fortæller, at EU måske tager et nærmere kig på ophavsretslove i Europa som følge af Google-dommen.

Avisverdenen har altså godt nok loven på sin side, når de kæmper for at få "førstegangsklikket" selv. Men når det gælder avisernes online-dele, så kan jeg undrer mig over mimoseattituden. Tag for eksempel et kig rundt på de danske nyhedssteder. Der er mange dage, hvor fællesstof (fra Ritzau m.v.) udgør majoriteten langt de fleste steder, så det enkelte "brands" nytteværdi for læseren nærmer sig nul.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Google selv har også en blogpost om sagen:

Google Blog: About the Copiepresse decision

Anonym sagde ...

Jamen Dorte,

Samme sag havde vi jo for flere år siden med Newsbooster - en dansk "mekanisme" der anvendte dybe links til glæde for brugerne. De danske aviser tordnede om misbrug og fik lukket tjenesten ved en dom i Københavns Byret - medier som du repræsenterede dengang, og so m du forsvarede.....well, vendekåber har vi jo masser af i Danmark - øv

Dorte Toft sagde ...

Tak til Lars for lænken (og så tidligt, du fik historien med på din blog. Havde overset det).

@Morten. Skrev jeg artikler, der gik imod Newsbooster den gang? Kan sgutte huske det, men det skal jo nok passe. Heldigvis har man jo ret til at udvikle sig med tiden:-)
Dorte