Hvad der sker med Apple lige nu, kommer til at præge fremtidens pensum på alverdens Business Schools, tror jeg. Apple har jo nærmest for evigt produceret computere, Mac-computerne, men det har også nærmest for evigt knebet med markedsandelen. Nu eksploderer den imidlertid.
Apple er blevet den tredjestørste leverandør af personlige computere i USA. I årets tredje kvartal, hvor den generelle vækst på pc-markedet var på blot 4,7 procent, forventer analysefirmaet Gartner, at Apples vækst ender på 37 procent.
Især i fokus salgsmæssigt i 2007 er de bærbare. Faktisk overstiger det bærbare salg for første gang salget af stationære personlige computere, men New York Times citerer Apple-stifteren Steve Jobs for, at to ud af tre Mac’er, der sælges, er bærbare.
Den høje vækst hos Apple tilskrives i høj grad den succes, som Apple har haft på helt andre områder, nemlig med sin musikafspiller iPod, der nu også er videoafspiller, og med den helt nye iPhone, der også har fået tilnavnet Jesus-phone, takket være den ekstreme opmærksomhed, som lanceringen gav.
Det bliver spændende at se, om Apple også får ændret sin situation i Danmark. I mange år lå markedsandelen vist nede på to procent, hvilket blandt andet bevirkede, at mange firmaer ikke ville investerer i også at sikre, at deres websteder kunne benyttes med en Mac.
Jeg hørte selv forleden om to knægte i bekendtskabskredsen – den ene i 1 G, den anden i 9. klasse – hvis hedeste ønske er en Mac bærbar.... Hum, hum. Der er vist noget, der rykker, også herhjemme. De har ellers siddet med snotten dybt inde i pc-verdenens spil.
Læren af Apple? Der er håb forude for alle I gamle virksomheder, der nok har et godt ry for et produkt, som dog aldrig rigtig slog igennem. I skal "bare" opfinde helt nye ekstraordinære produkter til forbrugersegmentet, og så trækker det mere med sig:-)
Ser jeg på trafikken på denne it-blog, der jo har mest fokus på business, så kommer 5 procent af de besøgende via en Mac. Og det er faktisk lidt mere, end jeg havde regnet med. Windows XP vægter med sine 82 procent meget tungt, men det nye Windows, Vista, ligger helt nede på 4 procent. Open source-styresystemet Linux ligger på 2 procent (tallet er garanteret højere især hos Version2, der har en meget levende debat om open source's velsignelser, men sikkert også Computerworld, hvor der jo også flere teknisk orinterede besøgende). Men jeg kan så tilføje, at hele 24 procent af de besøgende på Bizzen bruger Firefox-browseren - altså et stykke open source-software.
Tilføjelse den 23.10. Her er Wall Street Journals præsentation af, hvor godt det går.
Apple's net income surged 67% as sales jumped to $6.22 billion. The company sold 1.1 million iPhones during the quarter, and iPod shipments topped 10 million. Sales of Macintosh computers were also strong.PS: På fredag begynder Apple at sælge sin seneste version af sit OS X styresystem med kælenavnet Leopard... bliver spændende at se, hvor hurtigt folk skifter over til det, a pro pos den ekstreme træghed, der hersker over for Windows Vista. Det forekommer mig, at skift af OS-version i Mac-verdenen sker noget mere smidigt (og det er jo hyppigere), men stemmer det?
6 kommentarer:
Mht. skift af styresystem er det jo sådan, at hardware-basen i macverdenen er mere begrænset, hvilket så omvendt betyder, at problemer med programmer og udstyr, som måske ikke fungerer med det nye system, er mindre.
Som macbruger siden 1991 vil jeg så tilføje, at mange sikkert ville kaste rigtigt onde øjne efter Microsoft, hvis man "skulle" købe en ny Windows til fuld pris hvert 1,5 - 2 år. Men Apple slipper altså afsted med det.
PS: Min iMac fra 2002 kan ikke køre OSX 5. Det ender nok med en ny computer ... typisk mac-bruger ... :-P
Oy... ja, den vinkel er der jo også. Men Apple har så opdraget sine fans godt:-)
(men ifølge New York Times fortæller Steve Jobs også, at der er ét OS X operativsystem for alle, i stedet for som med Vista en håndfuld versioner til forskellige priser, og at "ultimate" Vista-versionen er langt langt dyrere end den nye version af OS 10).
Efter min mening er der også en stor del af MacBook salget der går til maskiner som får installeret Windows, dvs. den lækre hardware med den software brugeren kender (og derfor ofte foretrækker).
Man kan jo ikke se hvor stor en del af de besøgendes Windows der kører på Mac hardware ;)
Kære Jacob C.
Så kører du bare videre med OS9 ;) Som macbruger siden dato uno har jeg været tilfreds med alle versioner af Mac OS.. Uden at tænke mig om køber jeg ny harware for ny oplivelse... Fordi jeg ved at den er der...
Mvh Hilmar
Der er sikkert noget om snakken omkring en 'ipod-effekt' på mac-salget, men det er næppe hverken den eneste eller største grund til væksten. Ipoden har jo længe været den bedst sælgende mp3-afspiller. Jeg tror den vigtigste grund til stigningen i mac-salget er skiftet til Intel. Det har givet billigere maskiner (med mulighed for at køre Windows). Så hvor 'almindelige' PC-brugere tidligere så Mac som en dyr designmaskine er den ny blevet et reelt alternativ. Plus at alle jeg kender der er skiftet til Mac er så begejstrede at de anbefaler det til andre. Hvor tit sker det med Windows?
Jeg har fulgt op på Apples markedsandele herhjemme og på kommentarerne her i et nyt indlæg.
Send en kommentar