18.10.07

Blogfusere om innovation og kollektiv intelligens

Innovationsbloggen, startet af IBM og Mandag Morgen, ligger i respirator. En blog om kollektiv intelligens, der vist skulle munde ud i en bog, ligner også en hensygnende affære, og det på trods, at initiativtageren, konsulentvirksomheden Connecta, havde et arsenal af fine navne i ryggen (Handelshøjskolen i Århus, LinKS, Berlingske Business, Learning Lab Danmark, Copenhagen Business Scool og Nosco).

Innovationsbloggen, der blev lanceret for knapt et år siden, havde følgende formål: ”Bloggen danner ramme for en debat om, hvad danske virksomheder skal gøre for at blive verdensmestre i innovation. Jo... intet mindre!”. Det kunne man læse på Computerworld, hvis chefredaktør i øvrigt var blandt de 16 faste bloggere.

Innovationsbloggen er en succes, kunne man læse den 30. juni i det næstsidste indlæg. Yderligere et indlæg kom på den 2. juli, men nu lyder beskeden, at innovationsbloggen holder en pause, men at den snart vil genopstå i anden skikkelse.

Der var dog tegn på, at det var så som så med successen. Det fremgår blandt andet af et indlæg dateret den 20 maj. ”Det er som at være til en fest, hvor alting foregår i slow-motion. The sense of urge seems to be missing”, skrev en af de faste blogforfattere, Pernille Weiss, her.

I kommentarerne blev der nikket og give flere bud på, hvorfor luften var gået ud af bloggen. Christoffer Volf skrev for eksempel:
"Det er lidt sjov at en blog om innovation, ikke har taget ved lære af den omstrukturering hele den vestlige industri har været igennem de sidste 10 år og den asiatiske 10 år tidligere.
Svaret: Lav det kunderne vil have (brugerdrevet innovation).
Gør det muligt for os brugere at foreslå hvilke emner der skal tages op. Tal med os, ikke til os.
Det kunne jo være en afstemning af det ugentlige emne, hvis I begynder på det.
Når det er sagt, synes jeg det er en rigtig god idé med bloggen, men må også sige jeg ikke har læst på den i 1-2 måneder, da jeg gik død i at kigge forbi hver dag i nogle uger, uden at der kom nye indlæg."
Volf meldte sig igen senere i debatten ved at påtale, at Weiss, der havde taget initiativ til den, efterfølgende have undladt at blande sig.
”Af de seneste 16 indlæg er det kun 2 forfattere, der har svaret på kommentarer (Bente Sorgenfrey har gjort på begge de indlæg hun havde). Hvis du/I ønsker at der skal være aktivitet på bloggen, skal du/I også selv være det.” Citat slut.
Jeg synes, at Christoffer Volf sætter fingeren på ømme steder, der er så typiske, hvis man beholder sit gamle tankesæt, selv om man går over i en helt ny verden.

Forfatternes vælges på nærmest traditionel vis. ”Vi kan have nogle rigtig kendte navne på, og så vores egne, plus et par bemærkelsesværdige nye og så også lige nogle organisationsfolk”. Det er samme opskrift som gentages, når konference efter konference sammensættes.

Der er også set flere blogs, hvor blogindlæg konsekvent er skrevet som minikronikker. Nok er det rart at læse velskrevne kronikindlæg, hvis altså de bringer nye tanker/nye sammenhænge, men ofte slår minikronikformen selv "en sløjfe" omkring den samlede pakke. Den åbner ikke for debatten. Et påklistret spørgsmål om ”hvad mener du” i slutningen af indlægget gør ingen forskel. Og så er der problemet med, at ligesom ved ”gamle” kronikker, trækker forfatteren sig ophøjet tilbage.

Volf påpeger så også, at der skal også være liv på bloggen – noget at komme efter regelmæssigt.

Slut med innovationsbloggen - den får måske sit andet, og bedre liv.

Den anden blog, den om kollektiv intelligens, debuterede i december 2006, og pusten er for længst gået af den. Godt nok fik den forleden et kunstigt åndedræt af Connecta’s egen Hans Henrik Heming, der i to små indlæg fortæller om tendenser, repræsenteret af egne kunder...

Ellers skal man tilbage 12. maj for at finde det seneste indlæg, og helt tilbage til den 30. marts, hvis man ønsker indlæg fra en anden end Connecta-partneren.

”Vi tror og håber på, at vi kan aktivere hundreder, måske tusinde, i tilblivelsen af en bog om Kollektiv Intelligens - skrevet af de mange, for de mange”. Sådan lød det ved starten, men mon ikke det bliver ved håbet?

Blogs har - som jeg ser det - sin helt egen natur i forhold til de kendte kommunikationsformer. Det er ikke bare "So ein Ding", der lyder vældig smart og moderne og giver tovejs kommunikation i et snuptag, så den må vi også have.

Hvor mange vellykkede multiforfatter-blogs har vi egentlig set herhjemme? Umiddelbart kommer jeg til at tænke på Punditokraterne, skrevet af en samling kloge herrer, men ellers?

6 kommentarer:

Therese sagde ...

Jeg er lidt ked af at innovationsbloggen sygner hen. Det var først efter en invitation til det faste blogteam der, at jeg fik øjnene op for at blogge, hvilket jeg nu bruger en del tid på på version2 og min private blog.

Innovationsbloggen kunne nu godt genopstå hvis det ellers blev styret af en fast hånd. Men så skulle man nok også vælge nogle lidt mere aktive, erfarne bloggere og give dem motivationen til at blogge.

Kåre Mulvad sagde ...

Kunne det ikke tænkes at Innovationsbloggen ikke fik succes fordi dem den henvender sig til ikke er blog-vante - det læser CIO og Computerworld - that's it (no pun intended)

Unknown sagde ...

Kære Dorte

Også jeg tror på at weblogs har sin helt egen natur - uden tvivl. Det har jeg ment siden jeg begyndte at blogge i 2002/2003....

Journalister har det jo med at søge konflikterne, det er her man kan få læsere - og er det ikke også dit ærinde i denne sammenhæng? Du har jo mit telefonnummer, du har brugt mig som kilde flere gange og ville det ikke have være et lidt bedre "move" at give mig et ring for lige at høre hvad der sker?

I stedet inviterer du jo umærkeligt til dialog/konfrontation via dit indlæg, hvilket en weblog da sagtens kan anvendes til - men er det den bedste anvendelse?

Tilbage til sagen - det er rigtigt at der har været mere liv i kollektiv intelligens-bloggen end der er lige nu. Det er der gode grunde til. Faktisk er der gang i bogskriveriet, men dog i en noget mere lukket proces, end vi havde planlagt. Dertil kommer, at vi heldigvis har rigtig travlt og har behov for al den tid vi kan få for at løse de mange og spændende opgaver vi er blevet begavet med.

Jeg ved da godt vi var ambitiøse i vores udmelding om antallet af brugere m.m.. Men er det ikke ok? Behøver at sidde og putte? Må vi ikke drømme og sætte baren højt? Helst ikke i Danmark!

Derudover er vi jo, som du ved, ved at bygge virksomhed - det tager også en god portion timer.

Sandheden er vel også den, at langt de fleste initiativer vi ser på den eksterne scene er båret af ildsjæle som du og jeg. De fleste lever ikke af at blogge eksternt - det synes at være en vigtig pointe. Værdien man dog kan skabe ved at turde miste kontrollen og lade pokker stå i almindelige konventioner er for de mange heldigvis utilsigtet store - for de dygtige faktisk uendelige. Men det kræver at man har skåret den rigtigt og kun de færreste har endnu forstået hvordan det skal gøres. Vi lærer nyt hver dag og eksperimenterer lystigt videre....

I vores eget initiativ med kollektiv intelligens er det faktisk een af målene at opsamle og formidle pointer om kollektiv deltagelse. Mere om det ved en senere lejlighed.

Initiativet lever, men ikke alt hvad du ikke ser er uvirkeligt.

Ring i øvrigt gerne til mig - det vil jeg da opfordre alle til - hvis I vil høre mere om hvad vi lærer i vores eksperimenter.

Et godt billede som jeg dog gerne vil slutte med - at skabe arkitektur for deltagelse er som at være den perfekte vært for sin egen fest.

Jeg er ikke perfekt og det ved jeg heldigvis....men jeg gør mit bedste og jeg lærer undervejs.

De allerbedste hilsner
Hans Henrik

Dorte Toft sagde ...

@ Therese. Jeg tror, at blogverdenen er ret afslørende for, om noget virkelig brænder for noget, eller om det blot er "business". Med det sagt, så også, at blogning jo falder extroverte, velkommunikerende mennesker langt lettere, end de introverte, selv om disse måske tilmed har langt større dybde i tankegangen.

@ Kåre. Jo, der ligger garanteret også noget deri. Jeg har en fornemmelse af, at der stadig er ekstremt få i erhvervslivet, der er blog-vante, hvis vi ser bort fra de brancher, hvor det gælder om at holde sig på forkant med kommunikation/it.

@ Hans Henrik. Mener du virkelig, at jeg skulle have ringet? At nogle gentagne kig på de to blogs ikke er nok til at have en mening om?

Det lyder næsten for mig som om, at du hellere ser bloggen som en avis på print.

Som jeg skriver på "forsiden" af bloggen, så vil der ofte være indlæg, som er hurtige skud fra hoften. En observation... kan den være korrekt, etc. etc. Den hurtige tanke. Det pludseligt opdagede sammenfald i omstændigheder, der fører til flere spekulationer.

Sådan er min blog typisk, mens andre kan have valgt andre angrebsvinkler.

Men jeg hørte fra en klog blogger, at et af bloggenes karakteristika er, at tillid/troværdighed opbygges nedefra - lidt efter lidt.

Man kan ikke skabe genvej, som i den traditionelle verden, ved storstilede lanceringer, hvor der trompeteres med kæmpestore ord om både emne, bidragsydere og rækkevidde.

Men I er altså i gang med at skrive bogen. Jeg ser frem til at læse den:-)

Unknown sagde ...

Hej Dorte

Du har jo ganske ret, på weblogs kan du ikke snyde i længden - der synes klart at være en sammenhæng mellem en vedvarende og vedholdende indsats og den tillid og troværdighed man kan bygge op.


Ikke desto mindre kan man ikke sige noget generelt - og ikke alle initiativer skal starte og slutte på sammen måde for at blive en succes....

Og ja da - hvorfor ikke ringe? Bare fordi vi nu har fået alle de her moderne relationsskabende værktøjer, så tror jeg ikke de gammelkendte metoder til at bygge relationer går af mode. Nu taler vi jo samme sprog og vi er inden for den samme tidszone, ja måske samme postnummer, så det kunne da være let og måske mere givende med en snak?

Meningen har man jo heldigvis stadig lov til at have - det anfægter jeg slet ikke.

Alt dette nævnt jo selvfølgeligt i respekt for hvad du gerne vil opnå og hvilke rammer du har sat for dit skriveri her på bloggen.

Bogen er på vej og jeg glæder mig også.

Kom i øvrigt forbi i Vestergade - vi har umanerlig god kaffe på kanden, den er værd at køre efter, så kan du ved selvsyn se hvordan vi arbejder på projektet :-)

Anonym sagde ...

Synes egentligt meget godt at du rammer pointen omkring iscenesættelse.

Begge blogs (omend kollektivintelligens er mere) er fine projekter, men bliver lanceret med de gamle paradigmers retorik og iscenesættelse (institutionelle aktører der er involveret, målsætninger og bulder og brag. I stedet for langsomt at opbygge status og relationer qua deres kvaliteter.

Meget væk fra hvad empirien viser os er hvad der fungerer i de nye paradigmer.

Så når man ikke walker the talk, men sælger the talk (ok, vi er ude at presse metaforerne her ;) - er det mindste man kan forvente vel at der er nogle der hænger ens beskidte tøj ud og kalder bluff'en...