Klokken 12.15 ankom jeg til en konference i København med flere kendte, nydelige navne i programmet. Jeg forventede business as usual, men blev væltet, og det skyldes især at arrangøren havde taget en snes unge (3G'er fra Virum Gymnasium) med. Emnet var it-fagets image og fokus var på problemerne med at tiltrække unge til uddannelserne, så i stedet for at tale OM de unge, blev det i høj grad til nogle timer, hvor man også talte MED de unge.
Det var en sand fryd - bortset altså fra, at de fortalte os, at it-fagets største imageproblem var, at det ikke havde noget image. De unge aner ikke, hvad en datalog er. De ved, hvad en læge gør, selv om lægegerningen ikke er et muligt fag på gymnasiet i modsætning til it. Men de aner ikke, hvad it-folk laver. Hvad er en it-arkitekt? Hvad er en udvikler etc. De eneste it-kyndige de møder på skolen er supporterne, der halser rundt, og nogle unge klassekammerater, der klarer de it-betjeningsproblemer, som lærerne ikke kan håndtere.
Kulturnatten, hvor it-firmaer åbnede indenfor? Den gjorde vist blot det hele værre. En ung havde mødt karikaturen af en nørd, der slet ikke kunne kommunikere. En anden havde mødt en person, der ikke kunne svare på, hvilken konkret uddannelse der egentlig var væsentlig at tage, hvis man ville de sammen som personen. "Det er ligegyldigt", lød svaret.
Jeg skal skrive om dette i anden sammenhæng, og dertil kommer, at jeg er noget flad... nåede nemlig næsten to halvdagskonferencer i dag, og selv om jeg er lykkelig over at være blevet meget, meget klogere, så er jeg også noget flad:-)
Det var altså en usædvanlig god eftermiddag, så tak til arrangøren medlemsorganisationen Dansk IT, og dens særlige udvalg at kyndige it-direktører og andre gode folk, CIO Innovation Forum. Udvalget gør det godt, og det vender jeg tilbage til en anden gang.
PS: Og der er endnu en grund til at jeg blev glad i dag. Min gamle arbejdsplads, Computerworld, har nu udnævnt Bizzen, altså denne blog, til at være et medie i sig selv. Det betyder, så vidt jeg forstår, at den, der står bag det daglige avisuddrag på både online og mail, også vil tage et kig på, om der skulle være en reel nyhed på Bizzen. Nu byder jeg jo på en blandet landhandel, men ind imellem er jeg faktisk først med det første:-). Hvor rart med det klap på skulderen fra kolleger.
PPS: Og så lidt fra den journalistiske andedam, hvor der blev meldt skiftedag for to af de dygtigste og mest garvede it-journalister. Kurt Westh Nielsen vil sige farvel til Computerworld for at blive chefredaktør for Prosabladet, der udgives af fagforeningen Prosa. Og Berlingske Tidende vil miste Jakob Skouboe, der går til dagbladet Børsen.
Og så lige en sidste ting. Googles aktiekurs fortsætter jo sin himmelflugt, og firmaet, der blev stiftet så sent som i 1998 af unge studerende, er omregnet i markedsværdi USA's femtestørste, mens Microsoft har trejdepladsen. US Today skriver om det her.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar