15.10.07

Microsoft går bag din ryg med opdateringer

Selv om du manuelt har slået automatiske opdateringer af din Windows XP eller Vista fra, så holder Microsoft alligevel ikke nallerne væk. Der er flere meldinger om, at Microsoft alligevel downloader rettelser på din pc, uden at du anmodes om lov dertil, og uden at du adviseres. Det skriver Infoworld her.

Umiddelbart virker den praksis ejendommelig. Kan man ikke stole på, at Microsoft holder sine løfter? Men softwaregiganten forklarer hændelserne med, at de konkrete opdateringer, der har været tale om, udelukkende vedrørte Winkdows Update, altså selve den funktion, som holder øje med om der er behov for opdatering af din pc og varsler om det. Ifølge Microsoft ville Update ikke fungerer godt nok fremover uden opdateringerne.

Burde Microsoft have varslet på traditionel vis, altså her er en opdatering, vil du acceptere den eller ej? Og så selvfølgelig fortalt, hvor vital netop denne opdatering er for, at den automatiske opdatering (som jo faktisk udgør en stor hjælp, min konstatering) er?

Og hvad så med de folk, der stadig siger nej? Det er sgutte så let, fordi konsekvensen af, at nogen undlader at holde deres XP eller Vista helt ajourført, bliver, at deres pc'er er mindre sikre og dermed i den sidste ende måske kan blive et våben for kriminelle rettet mod andre.

Men a pro pos kommentarer på et tidligere indlæg om nogle megahøje regninger for at benytte bredbånd via mobilnettet, så kan jeg have forståelse for, at nogen vælger en opdatering fra her og nu. Læs bare indlægget "28.000 kroner for en Vista opdatering."

Der kan dog være andre årsager til at sige nej til automatisk opdatering uden advis. For eksempel vil visse virksomhedskunder være stensikre på, at det nye ikke kommer til at udløse uheldige samspilsproblemer, hvorfor de først vil teste opdateringens holdbarhed i et afgrænset miljø.

Ingen kommentarer: