5.10.07

Protest mod megaregning for data over mobilnet

En pris på 100 kroner pr. megabit, svarende til 1.800 kroner pr minut for datatrafik med en fart på 3Mb/s! Det er regnestykket, som for nylig fik Jesper Matthiesen, udviklingsansvarlig hos backupfirmaet B4Restore i Århus, op af stolen. Taksten gælder datatrafik fra Spanien.

Regningen kom fra mobilselskabet 3, hvis mobile bredbånd fem af firmaets medarbejdere ”prøvekører” i en periode. R4Restore har et såkaldt flat rate abonnement, gældende en hastighed på 3Mb/s, og dækkende fri brug i Danmark. Tilsammen ligger den månedlige udgift på 2.500 kroner om måneden.

Den samlede regning for juli og august lå imidlertid på 83.265 kroner. To af medarbejderne havde været på opgave i Spanien.

”Vi havde naturligvis forventet, at internetadgang fra udlandet var belagt med en mer-omkostning. Men at nogle få internetopkald fra Spanien for at fjernbetjene et system hjemme i Danmark blev dyrere, end hvis vi havde lejet et privatfly og fløjet hjem for at klare opgaven, kom ærligt talt bag på os,” skiver Jesper Matthiesen, der nægter at betale det fulde beløb.

Taksten for et almindeligt mobilopkald fra Spanien ligger på 3,95 kroner i minuttet, og Matthiesen har ingen forståelse af, at data skulle koste så ekstraordinært meget mere. Han påpeger også, at 3-løsningen ikke, når det gælder datatrafik, giver mulighed for at vælge billigste udbyder i udlandet.

Hos 3 henviser man dog pr. mail til, at B4Restore var orienteret om, at der var varierende priser på udlandet, og at prisen kunne nå op på 100 kroner pr. megabit fra udlandet. Det fremgår også af prisoversigten på 3’s hjemmeside.

Moralen er måske, at selv om 3 har fuld gang i reklamekampagnerne med titlen ”Tag dit internet med dig”, så holdt dig til flirt på tværs af HT-busser og ellers til Danmark.

Tag endelige ikke 3's eller andres mobil-bredbånd med, hvis turen går over landegrænserne. Find et ethernetstik eller find en trådløs normal bredsbåndsforbindelse (WiFi).

Roaming er rævedyr. EU har bebudet, at der vil blive set på prisen for datatrafik over grænser, men det er endnu ikke nået dertil. I juni nåede man imidlertid enighed om maksimumtakster for normal mobiltelefoni, og de blev ifølge Berlingske Tidende på 4,57 kroner (49 cent) i minuttet for selv at ringe op og 2,24 kroner (24 cent) for at blive ringet op. De nye minutpriser må dog i 2009 højst må være 43 og 19 cent.

Mobilselskaberne havde i den forbindelse fart på lobbyarbejdet for at modvirke at priserne, som ønsket af mange, blev presset endnu mere i bund. Roaming udgør jo en guldgrube for mobilselskaberne. Lobbyisterne har garanteret fortsat travlt, for tænk at skulle sige farvel til en takst, der svarer til en pris på 1.800 kroner i minuttet, hvis ellers data kan komme så hurtigt på kryds og tværs af Europa.

Prisen på de 100 kroner pr. Mb overraskede i øvrigt også teleanalytikeren John Strand, da jeg lige tjekkede hos ham. Hans skøn lå langt, langt lavere.

Ellers en god businesscase

Årsagen til, at B4Restore valgte at bruge 3’s mobilbredbånd, forklarer Jesper Matthiesen således:

”Vi har teknikere og pre-sales medarbejdere der tilbringer en masse tid hos vore kunder. Ofte må vi ulejlige kunderne med at etablere internetadgang til os, for at vi kan hente software, support informationer, fjernbetjene systemer med videre. Flere af kunderne har afdelinger i udlandet, som vi også ofte besøger for at installere nye backupsystemer."

"Tilbuddet om flat-rate trådløst bredbånd i Danmark var attraktivt for os, da vi dermed bliver mere ”selvhjulpne” når vi er på landevejen....Vi var naturligvis klar over at ”fri-trafik” ikke gælder i udlandet. Og vi var også bekendt med, at roaming af datatrafik ville være forholdsvis dyrt – kr. 5-10,- pr. Mb, troede vi. Men en pris på kr. 100,- pr. MB er fuldstændigt ude i hampen. Den står ikke i rimeligt forhold meromkostningerne ved datatrafik i forhold til tale-trafik.” Citat slut.

Jesper Matthiesen kritiserer også, at brugeren ikke kan se, når forbindelsen IKKE sker via 3’s eget net, og at brugeren ikke kan følge med i, hvor meget data, der er overført. Og han mener, at 3 må tage fat i nakken på sin underleverandør i Spanien.

Nu bliver det så spændende at se, om regningen fra 3 ender i en retssal. På den anden side har mobilselskabet jo gode kort på hånden i form af fuld åbenhed om prisstrukturen. Men under alle omstændigheder bør kunderne hos 3 og de andre mobiludbydere ikke lade sig forblænde af, hvor let det er hele tiden at have forbindelsen med.

Hvilke erfaringer har du med brug af mobilnettet til bredbånd fra udlandet?

19 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg har også benyttet 3s service fra UK med næsten samme erfaring. Jeg var dog klar over, at prisen var høj, og benyttede derfor ikke data ret meget. Bl.a. fordi den telefon 3 havde solgt mig (HTC Tytn) ikke virkede på 3s eget net i UK, men dog på T-mobiles. 3 tager samme pris for datatrafik i UK som i Danmark, men tager kr. 100,-/MB, hvis din telefon kobler på T-mobiles net!

Det er korrekt, at de fortæller om prisen på deres site, men den er ikke nem at finde. Heller ikke hvis det lykkes dig at grave siden frem. Og der er mange afhængigheder. Bla. hvilket selskab du er "ringer fra". Det er ikke sikkert du liiige lægger mærke til det, eller husker prisen for den givende operatør. Meeen - så kan du jo gå ind på 3s hjemmeside fra din smartphone :-)

Peer Kølendorf sagde ...

Jeg har haft samme erfaring. Ringede derefter til "3" for at høre, om det kunne gøres billigere, men nej. Har derfor skiftet til TDC, der er billigst med 55 kr. pr. MB fra EU-lande og helt ned til 35 kr. pr. MB, hvis man vælger en partneroperatør i det land, man opholder sig i.

Anonym sagde ...

Jeg syntes nu at 3 skærer det meget klart ud i pap for kunderne at det er meget dyrt fra udlandet...

Unknown sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Anonym sagde ...

Jeg har netop modtaget en regning fra 3 på 28.000 tkr. Efter en rum tids søgen fandt jeg årsagen. Det var Windows Vista som kan overskrive det aktive valg ikke at opdaterer windows platformen så hvis det er selve opdateringsprogrammet som skal opdateres så bliver det hentet ligemeget om live opdatering er slået fra... Det er bare således at jeg var i Frankrig på dette tidspunkt og her er det dyrt at hente 250+ mb.

Anonym sagde ...

Uden at jeg vil ændre på konklusionen, er beregningen med 1.800 kr. pr. minut noget manipulerende, idet en almindelig samtale benytter en væsentlig mindre båndbredde (kan gennemføres på 64 Kbps) og således ikke er sammenlignelig med prisen på en 3Mbs forbindelse. Alt andet lige er omkostningen for teleselskabet således væsentlig større når det skal levere 3 Mbs i forhold til 64 Kbps.

Samtidigt har det været almindeligt kendt for rejsende til de sydlige lande, at datatrafik er ekstremt dyrt. Har du kørt GPRS fra Spanien har priserne i mange år ligget over 100 kr. pr. MB. Selv i DK i dag ligger markedsprisen, når man ser bort fra 3's tilbud, på 7-10 kr. pr. MB. Jeg betaler således 8 kr. pr. MB hos Telmore.

Priserne fra udlandet er alt for høje, men det er manglende research som betyder at prisniveauet på datatrafik i Sydeuropa er en overraskelse!

trolden sagde ...

Da jeg var ung talte man meget om ågerkarle, hvor nogen tog en helt urimelig pris for en tjeneste. En der tog 1000% i rente blev straffet for det, enten med store bøder eller fængsel. Men i dag er det ligesom legitimt at i nogen brancher kan tage urimelige priser for en tjeneste, som egentlig ikke koster ret meget for leverandørene. Man undre sig over, om det er fordi myndighederne ikke forstår hvad ting koster, ellers ved jeg ikke hvad årsagen er til ingen griber ind.

Man fik dog nedsat roaming afgiftene på mobil telefoni, og de blev kraftig nedsat. Det var da et skridt på vejen. Selvom det burde ikke koste noget, det med grænser. Fordi det er jo bare to selskaber der samhandler ligesom fx. TDC og Sonofon. Jeg kunne forstå det i gl. dage med de forskellige teknikker i de forskellige lande, og man skulle betale til mange landes selskaber for transporten, så kostede det nogen ekstra handlinger og det skulle man betale for, hvilket vel var ok. Men med dagens teknologi og digitaliseringen hvor data føres over backbone nettene, så er det rent cash cow, som man siger på udenlandsk. Så det med roaming er i virkelighed noget historisk betinget, og har intet med nutidens virkelighed at gøre.

Jeg havde jo håbet, at teleselskaberne ville få noget konkurrence fra Wimax, og andre former for netværk, men for mig ser det ud til at der er lange udsigter til reel konkurrence på området. Og det billed jeg ser nu, er at mobil selskaberne lokker kunder væk fra det faste net og over i det mobile net, hvilket er smart, men de binder folk i lukkede systemerne, så det bliver helt lukket protokoller og tjenester, så de kan lukke af, så der kunder er bundet på hænder og fødder og bliver stavnsbundet af selskaberne. Altså som den gamle verden før internettet. Og folk hopper i med begge ben. Hellere

Det er en historie, som jeg har på anden hånd, så jeg ved ikke hvor sand den er. Det skulle være en tidligere kollega som skulle have fået en regning på over kr.20.000,- fra "3" på data overførsel, fordi han havde arbejdet på Amager og den var gået på en Svensk antenne.

Selv om "3" har informeret om priser, så bør der være hvad flytning af data fra sted til sted i Europa koster. EU taler så meget om landenes konkurence forvridende foranstaltninger. Der er forskellige brancher der stadigvæk for lov at laver handelsbarierer og det er Banker, Forsikring, TV-transmission og så telebranchen. Der er sikkert flere, men det er dem jeg lige kan komme på.

En af de få ting ved EU som jeg syntes er godt og der er at man standardisere, så de forskellige europæiske systemer virker sammen. Det er sket på mange områder, men lige tele og kommunikation er gået fri. Teleselskaberne må have nogen meget dygtige lobbyister.

Hvis man tager som eksempel Scandinavien, så har alle de store teleselskaber afdelinger i alle lande og de fleste har også de fleste har egne kommunikationslinier mellem landene. Men aligevel er det lovligt at lave roaming, priser inden for samme firmas netværk, bare fordi der er en grænse. Jeg føler mig simpehen så åndsvag hvergang det bliver nødvendigt for det frygtelige "Roaming", fordi jeg ved at teleselskaberne når eller overstiger årgerkarle niveau i indtjening.

Anonym sagde ...

Når man nu godt vidste, at det var dyrt at roame, hvorfor tjekkede man så ikke lige prisen? Der er efterhånden en formodning for at forbrugere er dummere en våd spånplade og at en virksomhed ligger i den slipstrøm er da ynkeligt.

trolden sagde ...

Extra komentar:
Hvis man kikker i "3" prisliste for Skandinavien så kan det ikke være hos "3" som min historie omhandler. Med mindre de har skiftet prispolitik.

Jeg har det med dumme kommentarer, som med lovgivning. Vi kan alle blive straffet, fordi vi burde vide og burde have undersøgt og hvad man ellers kan fyre af.

Og jeg fatter slet ikke at nogen kan forsvare de metoder teleselskaberne bruger.

Jeg har selv i min familie, nogen der forsvare mobilselskaberne og bruger den påstand, at de bruger pengene til at udvikle nye services.

Jeg har ikke noget imod af man tjener penge, men jeg har noget imod måden man gør det på.

Jeg interessere mig meget for VOIP, og hvorfor koster det, det samme at ringe til en mobil og fastnet i USA, så spørger jeg bare, er der ikke nogen som udnytter situationen??

Frans Meyer sagde ...

Man kan syntes om mobildata priserne hvad man vil - og jeg kender ingen der syntes de rimelige, eller for lave (!) - men IKKE at sætte sig ind i forholdene og udbyderne på markedet er ganske enkel mangel på professionalisme.

Fx kan man i Norden få en operatør der give op til 2 Mbps for noget der ligner 200,- /mdr incl. 2Gbyte data. Og de dækker ret godt:
http://www.nordiskmobiltelefon.dk

Tjekker man selv udbuddet - eller nøjes man med at vælge ud fra en 3G annonce i Urban....?

Hvis man ikke er tilfreds med et produkt skal jo ikke købe det.. er det ikke meget enkelt?

Jeg husker dengang TDC KUN solgte trafikbaseret ADSL. - Det solgte slet ikke... så kom CC med et flatrate produkt... og så vågnede TDC...

Dorte Toft sagde ...

Tak til alle bidragsydere. Det har virkelig været spændende, lærerig læsning.
Jeg har faktisk tilladt mig at tage en enkelt kommentar frem til en særskilt historie for lige at give dem, der kommer på bloggen, et ekstra incitament til at læse alle disse kommentarer. Stærkt forbrugerstof, skrevet af dem med erfaringerne.
Og ja, selvfølgelig burde vi alle have læst det "der står med småt"/gemt godt inde på websiderne, men det kan jo smutte. Og det er mange teleselskaber jo glade for.

Anonym sagde ...

Ja, jeg undre mig også over firmaer der ikke undersøger hvad det koster at benytte det købte produkt.

Til trolden: Wimax er et lukket system, hvor den boks du køber kun virker med én udbyder. Med andre ord, forvent ikke at du kan tage den med til andre lande og benytte boksen der.

Ang. USA, så skyldes priserne for at ringe op til en mobil i USA at modtageren også betaler for opkaldet. Derovre tjener mobilselskaberne dobbelt når to mobilkunder taler med hinanden - der sq smart ;)

Og til dig der fik en regning for Windows Update, så syntes jeg at du burde kontakte Microsoft - hvis du ikke allerede har gjort det. Man må kunne stole på at ens operativsystem gør hvad man beder det om.

Jeg har selv mobiltbredbånd fra 3 og bruger det på både Mac og Windows. I Windows kan man se hvilket selskab man er koblet op hos og på Mac kan man se Netværks ID for selskabet (som er oplyst på 3's hjemmeside). På Mac'en kan man selv vælge netværket og på Windows skal man selv hente den nyeste version af softwaren fra 3's hjemmeside - hvorefter den også har mulighed for at vælge netværk.

trolden sagde ...

@anonym
Det med USA viste jeg ikke, kun af der var mange systemer derover og markedet ikke er så homogent som i Europa.
Jeg er træt af at skulle betale mere i fastnet telefoni, fordi alle egoisterne render rundt med en mobil telefon. Så det ville være fint for mig, hvis de kommer til betaler noget af deres indgående samtaler.

Det er rigtigt, at Wimax virker i dag gennem enkelte udbydere, men det gør alt trådløst netværk med mindre man man laver noget der hedder MESH. Wimax har bare den fordel at det rækker længere. Det har den fordel at man skal kobles på en udbyder, så får man ikke en kæmpe regning, fordi man i farten ikke har fulgt med i selskabernes priser og metoder, og man slipper for det frygtelige begreb roaming.

@Nordiskmobiltelefon.
Jeg har været testkøre i et ½ år. Der hvor jeg har teste det, kørte det fornuftigt. Jeg bor langt inde i en skov i Sverige og jeg havde med en udvendig antenne 1.3/0.100Mbit ned/op og det var til at leve med. Jeg har det ikke i dag, fordi min ADSL er trods alt dækker mit behov bedre. Men jeg ville have det, som sikkerhed. Men det mærkelige er, at man ikke i Sverige kan få det de kalder Sommerhus abonnement, som de har i Norge og Danmark.

En anden grund til at jeg ikke kunne bruge det var at jeg fik indvendige IP-adresser og jeg har egen mailserver,webserver og terminal server, VOIP central m.m. så løsningen dur ikke for mig. Kun når jeg var ude i byen, og det er jeg ikke nok.

Anonym sagde ...

Så vidt jeg lige kan se, så er beregningen forkert med faktor 10.

100 kr. pr. megabit
* 3 megabit pr. sekund
= 300 kr. pr. sekund
* 60 sekunder pr. minuttet
= 18.000 kr. i minuttet

Ikke at det gør sagen bedre, men...

Anonym sagde ...

@anonym
Det er journalisten der blander priser eksl. og inkl. moms sammen. Prisen er 80 kr. pr. MB og ikke 100 kr. som skrevet i artiklen.

Dorte Toft sagde ...

@ seneste anonym.
Find lænken til 3 på min blog og du ser de 100 kroner for Spanien.

Anonym sagde ...

@dorte
Ja, klikker du på "3Business" står der 80,- pr. MB.

Du skriver "En pris på 100 kroner pr. megabit, svarende til 1.800 kroner pr minut for datatrafik med en fart på 3Mb/s!"

De 100 kr. er med moms
De 1800 kr. må være uden moms.

Jeg kan ikke se det på anden måde end at du har rodet de to tal sammen.

Og hvis vi lige skal slå det klart, så er det 80 kr. pr. megabyte og ikke megabit. Var prisen megabit ville det koste kr. 14.400 pr. minut.

Dorte Toft sagde ...

Ups.. at jeg har overset at momsen var inkluderet. Det kan skyldes, at jeg som journalist ikke selv kan få refunderet moms (er ikke momspligtig:-)

Og beklager at have viderebragt fejlregninger. Burde have tjekket.

Men tilbage til materien. Vær opmærksom på prisen for at bruge sådanne tjenester fra udlandet, og kig nærmere på de vilkår, de forskellige operatører tilbyder.

Anonym sagde ...

@dorte
Det er helt okay, ville nu mest slå det fast overfor dem der ikke lige selv kunne se det. Jeg har selv virksomhed, så jeg så det med det samme - bed dog ikke mærke i det, før folk gav udtryk for at de ikke forstod det.