30.10.07

Valgets vindere er skønhederne

To store billeder af den smukke socialdemokratiske partileder og to af den smukke leder af de Radikale i dagens Berlingske bragte mig durk tilbage til memory lane. Til årets start, hvor jeg i et radioprogram fortalte om finsk/svensk-forskning, der viser, at skønhed har en meget stor betydning for valgresultater. Især for kvinder (både politikere og vælgere) og især for nationale valg.

Margrethe Vestager deltog sammen med andre politikere i programmet, P1's Kaffeklubben, og jeg var den indbudte blogger, som rejste debat. Programmet kan høres her.

Blandt emnerne, jeg tog fat i, var grimme kvinders skæbne og herunder om en grim kvinde i Dagens Danmark har nogen som helst chance for at blive opstillet som kandidat. I gamle dage, ja, men nu om dage?

Den gang sagde Margrethe Vestager, at hun aldrig nogensinde havde mødt et grimt menneske. Det kan man så grine af, men mon ikke hun talte om, at de indre værdier trænger igennem den ydre skal.

De tre deltagende politikere sagde alle, at de ikke havde hørt om den finsk/svenske rapport, som jeg henviste til. Tsk, tsk, tsk. Jeg har svært ved at tro på dem, men her er så lidt fakta fra forskningen.

Resultatet blev publiceret i efteråret 2006, og forskningen handler om betydningen af skønhed og køn ved politiske valg. Publikationen hedder ”The Looks of a Winner: Beauty, Gender and Electoral Succes”.

Forskerne fik kampagnefotos – portrætfotos - af godt 1.900 politikere opstillet ved lokalvalg og nationalvalg i Finland i 2003 og 2004.

2.800 personer – uden for Finland – blev bedt om at vurdere disse personers udseende plus andre karaktertræk, såsom om de ud fra fotoet virkede kompetente og troværdige. De blev også bedt om at tilkendegive, hvem de ville stemme på.

Skønhed fik en positiv virkning ved det fiktive valg – en statistisk betydningsfuld effekt. Men den opfattede kompetence og troværdighed talte mere. Men i det faktisk valg, gennemført i Finland, slog skønhed endnu kraftigere igennem, når folk valgte imellem dem, der var opstillet på samme liste.

Og så viste det sig, at for kvindelige ”vælgere” er skønhed vigtigere end for mænd. Samt at kvinder i høj grad stemmer på kvinder. Mænd reagerer mindre på kønnet.

Undersøgelsen viste i øvrigt også, at for kvindelige kandidater betyder skønheden mere ved nationale valg end ved lokalvalg.

Og hvorledes defineres skønhed så: Jo, en lang række forskellige forskningsprojekter tegner følgende billede: Ansigtssymmetri er det vigtigste. Ansigtet skal være symmetrisk – ingen forskel på venstre og højre del af ansigtet. Øjnene skal være store, kindbenene gerne markerede, næsen lille og kæben smal. Underansigtet kort. Ansigtet skal faktisk gerne være meget barnligt, siger forskerne. Og så gælder det i øvrigt også om at have en markeret talje!

Den finsk/svenske forskning henviser også til en publikation fra 2000, der sammenfatter 102 studier om betydningen af skønhed. Den levner ingen tvivl om, at et menneskes udseende har en betydning for, hvorledes mennesket opfattes og behandles af andre – selv af dem, der kender mennesket

Attraktive børn er mere populære og bedre tilpassede end grimme. Det er lettere at være køn, og de kommer næppe bag på nogen. Det er faktisk lettere hele livet igennem, så derfor kan det heller ikke undre, at attraktive mennesker udviser flere positive træk end de grimme, der jo har haft en mindre let gang på jorden. Der er en tendens til, at kønne mennesker tilmed pr. automatik tillægges større intelligens.

Skønhed betyder meget arbejdsmarkedet. Masser af forskning viser, at medarbejdere med et udseende, der ligger over gennemsnitsskønheden, får 10-15 procent mere i lønningsposen, end dem, hvis udseende ligger lavere end gennemsnittet. Og så er der problemet med overhovedet at blive ansat, hvis man er grim.

Hvad kødmarkedet angår – der, hvor vi finder vores kærester og ægtefæller, behøver jeg næppe at sige noget.

Det var så lidt resumé af, hvad jeg fremlagde den gang. Det var ikke populært stof i politikernes øre, for de "vælges jo på deres program og deres kompetencer". Men havde de ikke læst på lektion den gang, så har de måske gjort det sidenhen.

Under alle omstændigheder, så ser vi en kvindekvotering ved dette valg - eller er det en skønhedskvotering? Tag et kig på de kvinder kontra de mænd, der er opstillet gennem de sidste fem år. Mændene slipper da noget lettere igennem nåleøjet, når det gælder skønhed som personlig kompetence:-)

Og selvfølgelig. Tænk også bare, hvorledes tv-stationerne vælger studieværter... Og a pro pos skærmen, så flytter en del valgkommunikationen over på video-mediet, og her vil kvindelig grimhed nok slå ret så hårdt.

PS: Dette skal ikke tages som en påstand af, at udseende betyder alt. En meget stor del af de kvinder, vi ser i front af partierne, er lynende intelligente og højt uddannede. Så vidt jeg kan se, sørger de fleste også for, IKKE altid at se bragende godt ud.

4 kommentarer:

NFR sagde ...

Er Birthe Rønn Hornbech smuk? Er Pia Kjærsgaard?

Men, ja, der er nok noget om snakken.

Unknown sagde ...

Nej, men de har udståling så det basker - og det forstærkes nok i en vis grad af et godt udseende.

Men på dette niveau er argumenterne jo ikke tungere end at man blot skal kaste et blik på alverdens blondiner og se hvad deres udseende gør for deres intelligens - så man må godt være pæn, men ikke strålende?

Medierne har til gengæld travlt med kvinders alder, vægt, hår, påklædning og tilknytning til vild med dans - hvor mænd af uransagelige årsager kan gemme sig bag et lille slips.

Så meget mere end en pudsig pointe er der vist ikke at komme efter...

Anonym sagde ...

Interessant.

Når kvinder skal vælge en leder for flokken, vælger de en smuk kvinde.

Når mændene skal vælge en leder for flokken, vælger de en handlekraftig mand.

Det giver evolutionær mening. Det eneste problem er at det er mere udtalt ved nationale end ved lokale valg. Det passer ikke ind.

Dorte Toft sagde ...

@ nfr. De to blev valgt ind for mere end fem år siden:-)

@ mikkel. Ja, det er ufatteligt, hvorledes medier fremturer i at forskelsbehandle efter køn. Gad vide om det kunne hjælpe hvis kvinder også konsekvent trak i skoleuniformen, jakke og skjorte.

@ Lennart. Rigtigt kendskab slår nok mere igennem ved lokalt valg, mens nationalt valg mere er et overfaldisk image, hvor skønhed så er en stor kompetence.