Viser opslag med etiketten CSC. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten CSC. Vis alle opslag

21.11.07

CSC forsinker hurtig tinglysning: It-eksperter er skredet

Staten har fået et nyt it-problem. Det store it-selskab, CSC, har meddelt Justitsministeriets Domstolsstyrelse, at den digitale tinglysning forsinkes otte måneder. Dermed er der altså endnu længere udsigt til at få tingslysningens flaskehals elimineret for huskøbere, hussælgere, ejendomsmæglere, långivere med flere.

It-mediet Version2 fortæller her, at leveringen af systemet, der står i et trecifret millionbeløb, udskydes til november 2008. Da vil systemet til fast ejendom være parat, mens tingslysningssystemet for bil-, person- og andelsboliger først kommer senere.

Årsagen, som CSC angiver til forsinkelsen, er at man har mistet nøglemedarbejdere på projektet.

Der er som bekendt en så stor mangel på it-folk, at it-arbejdspladserne konstant må gå på strandhugst hos hinanden. CSC vil dog kompensere noget ved at købe assistance fra et konsulenthus.

Jeg kan ikke lade være med også at påpege, at det knap er et par måneder, at skatteminister Kristian Hansen måtte gå tiggergang til Folketinget, fordi skattesystemet eIndkomstsystemet overskred budgettet med 70 millioner kroner (se her). Her er det it-selskabet Accenture, der er inde som en stor aktør.

For begge systemer, tinglysning som skattesystemet, gælder imidlertid, at man satser på en helt ny form for systemudvikling, hvor opgaverne deles op i små moduler, der på bedste Lego-vis nærmest kan knappes sammen, og hvor et og samme modul blot bruges i alle de sammenhæng, der er brug for netop den funktionalitet.

I it-branchen kaldes arkitekturen for SOA- Service Orienteret Arkitektur - (tjeneste-orienteret arkitektur). Det konkrete modul "kaldes", når der er brug for dets tjeneste.

Det er en arkitektur, som synes helt optimal - på papiret. Men der er en frygtelig masse, der skal holdes styr på, når det ikke længere et ét sammenstrikket værk, men en slags patchwork, hvor de enkelte felter løbende kan moderniseres.

Det er dog vejen som stort set alle moderne udviklingsprojekter tager - i den private som i den offentlige sektor - men der høres advarende røster om, at kompleksiteten kan blive svær at håndtere.

PS: Jeg erindrer, at der i bankkredse blev arbejdet på fuldt drøn for at få en ny form for digital signatur frem netop til den digitale tinglysning, så det ikke blev den noget bøvlede offentlige signatur fra TDC, som alene kan bruges. Men hvor langt man er kommet, ved jeg ikke.

Tilføjelse den 22. november. Endnu en forsinkelse. "Forsinkelser har ramt en planlagt sammenlægning af Cancerregistret og Dødsårsagsregistret, der betyder, at først fra næste år bliver indberetningen af dødsattester elektronisk.". Tjek Version2 her.

13.8.07

Tømmermænd efter total outsourcing

Der stod dollartegn i øjnene på både køber og sælger, da den første runde at udbud om omfattende outsourcing af it kørte for fire-fem år siden herhjemme. Men mange blev skuffede og slikker nu deres sår.

Det er en del af forklaringen på, at vi gennem de seneste par år har set meget få store udbud. I stedet går virksomhederne noget mere forsigtigt ud med mindre opgaver, altså med selektiv outsourcing, og her kigges ikke længere udelukkende på kæmperne, der vandt i første runde, såsom CSC, IBM, KMD og DMdata (nu er en del af IBM). Også mellemstore outsourcingleverandører, såsom NNIT, og mindre, såsom Topnordic, får en chance.

Selvfølgelig var der parter, der gik så professionelt til værks, at det faktisk førte til win-win for begge parter, da den nye arbejdsfordeling kørte, hvad enten det vedrørte driften eller udvikling eller både og. Men hos flertallet i outsourcing-forretninger indfandt tømmermændene sig, og det er, hvad jeg skriver mere om i dagens klumme på bagsiden af Berlingske Business.

Der var en hel vifte af ting, der kunne gå galt, og ikke blot fordi det altid er risikabelt at lægge alle æg i samme kurv. Der blev set mudrede motiver hos de tre involverede parter, virksomheden, der ville outsource, konsulenthuset, der udarbejdede udbuddet, og leverandørerne der ud fra udbuddet gav tilbud.

I virksomheden, var det typisk direktionen, der pressede på, og til tider uden at involvere den måske upopulære it-afdeling lige fra starten. "Vi kan jo spare 10, 20 - ja måske 30 procent på det," lød det fra direktionen, der sang videre på de varme sange fra konsulenthuse og outsourcingsleverandører.

Og konsulenthusene kom til fadet - det store fad. For der skulle udarbejdes krav og bodsbestemmelser, så direktionen kunne føle sig helt sikker på, at gik noget galt, så kunne man bare pege på leverandøren og kræve bod (det offentlige var værst). Udbudsmaterialet svulmede op i både sideantal og fakturerbare dyre konsulenttimer.

Det hændte at leverandører undlod at byde ind på de monstrøse udbud, men også at de bød ind på udbud, der ville svinebinde dem i al for høj grad. Og det hændte, at det billigste bud vandt, hvor det var klart for alle andre end køberen, at det var urealistisk billigt.

Især i sådanne tilfælde kostede det dyrt, hvis ændringer i køberens organisation eller produktudbud, skulle reflekteres af it-systemer og i driften. Taxametret blev straks slået til.

Er det slut med total-outsourcinger? Næppe, men de vil måske blive gjort på hel anden vis. Prøv at tage et kig på denne artikel i Silicon.com, hvor IT-direktøren for den store bank ABN AMRO fortæller, hvorfor han fordelte outsourcingen på fem forskellige leverandører, i stedet for at lade én klare alt.

Indlysende er det jo, at så er det ikke længere bodbestemmelser, der alene tæller som "adfærdsregulering" af leverandøren, men også bevidstheden om, at konkurrenter allerede har foden inde i varmen. Måske kan svindebindingen i de enkelte kontrakter tilmed lettes til fordel for en holdning mere i retning af, "lad os nu lige se, om vi ikke kan finde ud af at løse dette problem i al mindelighed."

Arbejder du i et firma, der har outsourcet it? Hvad er dine erfaringer med "før" og "efter" situationen?

Tilføjelse den 14. august. Computerworld skriver, at outsourcing ofte angives som en af årsagerne til, at it-projekter forsinkes. Artiklen er her.

16.5.07

Cowi og CSC til grin eller?

Tænk, at en belastning på blot 6.000 personer på et it-system kan være for meget. Vi skriver trods alt 2007, men det er altså forklaringen på, at folkeskolens afgangsprøve i biologi ikke - som planlagt kunne ske foran skærmen.

Tænk, at nogen kan tilmed kan finde på at lave systemændringer "fem minutter i 12". Det er da absolut forbudt land at betræde, men ifølge Version2 er det sket med eksamenssystemet.

Det er ingeniørvirksomheden Cowi, der står i spidsen for konsortiet bag eksamenssystemet, hvis drift er lagt hos CSC. To sådanne garvede aktører burde da være garanter for en succes.

Cowi erkender i en netop afgivet redegørelse til Skolestyrelsen, at er der begået en række fejl, såsom at rutinerne i forbindelse med prøven ikke var overholdt i tilstrækkelig grad. Mere om rapporten i en Computerworld-artikel, der også har henvisninger til tidligere dækning af fiaskoen.

Her kan man også læse følgende fra forklaringen:
- Konsortiet havde undervurderet opgaven med at køre både obligatoriske test og afgangsprøver på samme platform. Skiftet fra testene til afgangsprøverne skete kl. 16.00 dagen inden, og først da blev systemet testet igennem.
Hovsa!

Jeg har altså svært ved at tro, at parter som Cowi og CSC kan bomme så meget. Dækker historien mon over, at projektchefen halucinerede, eller at konsortiet fik urimeligt kort tid til projektet, eller at man måtte udvikle mod "moving targets", eller at Skolestyrelsen kom med sidste øjebliks krav? Eller var det bare Murphy's lov, der slog til?(if anything can go wrong, it will).