Viser opslag med etiketten EmTech 2007. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten EmTech 2007. Vis alle opslag

30.9.07

Nasa knuste mandens drøm, men han ler måske sidst

Syntetisk gummi og lattergas. Det er opskriften på en effektiv, billig og meget sikker raketdrivkraft, siger Brian Hughes, der en gang var administrerende direktør for American Rocket (AmRoc). Firmaet brugte 10 år og store millionbeløb på at udvikle teknologien, men bukkede til sidst under.

I dag står Hughes i spidsen for et skoselskab, der forsøger at gøre højhælede sko behagelige at gå i. Han er også en "early stage" investor.

Men på konferencen EmTech 2007 demonstrerede han udenfor, hvor enkelt det at skabe drivkraften. Han så ud til at trives som ål i mudder, selv om han syntes, at det var tøset af arrangøren, MIT, at kræve en vis afspærring af området lige omkring ham.

”Sådan var det ikke i gamle dage på MIT. Teknologien er helt sikker,” sagde Brian Hughes, der også fortalte om, hvorledes han haft forsøgt at overbevise Nasa om sikkerheden ved at sidde med udstyret på sit skød, mens han demonstrerede.

”Men Nasa bekæmpede innovationen. Man var forelsket i en anden teknologi, og det ødelagde vores forretning. Vi blev bare sparket ud af døren,” fortalte Brian Hughes tidligere på dagen fra scenen, hvor han var ordstyrer for debatten ”The New Space Race”.

Han lød som en bitter mand. En meget energisk, men bitter mand. Alligevel var humøret højt, for et andet selskab, SpaceDev, der købte teknologien i 1999, vil bruge den som drivkraften for rumskibet Dream Chaser beregnet til flyve turister ud i rummet.

Brian Hughes håber, at Nasa omsider er blevet klog nok til at åbne armene for et samarbejde med et kommercielt firma, og at det bliver SpaceDev.

Den, der ler sidst?

Det var blot en af de mange historier om rumfart, som jeg opsnappede på konferencen, og som jeg desværre ikke havde plads til i min klumme på bagsiden af Berlingske Business i dag.

Jeg lærte også, at nok tager det kræfter når raketten skydes op med hastighed der efterhånden når op på mach 5 (fem gange lydens hastighed), men når den skal i kredsløb om jorden, skal den helt op på mach 25 for at ”falde” omkring jorden i stedet for ned som en kanonkugle. Den hastighed kræver 25 gange mere energi – altså for at få en fem gange højere hastighed.

Her er så lidt flere links af relevans for dagens klumme, som har overskriften "IT-milliardærernes rumeventyr":

Google-stifternes Googles LunarX Price er her.
Amazons Jeff Bezos rumskibsselskab Blue Origin er her.
Microsoftmilliardæren Paul Allens satsning på SpaceShipOne er her.
En anden rig, tidligere Microsoft-mand, Charles Simonyi - der i øvrigt har en kort dansk tilknytning, fortæller som sin 13-dages tur ude i rummet her.
Og Simonyi fortæller om sit nye koncept for softwareudvikling her.

Tidligere dækning fra EmTech2007 er her.

Tilføjelse den 3. oktober. God liste over "Who's Who in Space Travel" på Cnets news.com.

27.9.07

Spirende tech, sløve tech-brugere


Gamechangers i de lave stole: StumbleUpons Garrett Camp (t.v.), Netvibes Tariq Krim og Diggs Kevin Rose.

Boston: Kun relativt få af de omkring 1000 deltagere på en konference på MIT i Boston om spirende teknologier, bruger de nye typer softwarebaserede tjenester som Del.icio.us, Digg, feedreaders og Twitter.

”Hva’...Er der ingen her, der bruger Twitter,” lød det overrasket fra en af deltagerne i den indledende paneldebat, den unge stifter af Digg, Kevin Rose, efter en håndoprækning i salen.

Digg, som har 20 millioner unikke brugere pr. måned, er stedet, hvor man kan tjekke, hvilke nyheder og blogindlæg, som andre finder allermest interessante lige nu. Twitter (kvidren) er en slags miniblogning via mobilen.

Paneldebatten ”Game Changers” indledte i går konferencen EmTech (Emerging Technologies), arrangeret af tidsskriftet Technology Review, udgivet af Massachusetts Institue of Technology.

Håndsoprækningen var dog usædvanlig, for faktisk havde alle deltagere som led i deres ”navneskilt” teknologi til ”håndsoprækning”om halsen. Det var en ”interactive name tag” med navnet nTag, og den blev brugt flittigt af de forskellige ordstyrere til hurtigere temperaturmålinger.

Traditionelt mediebrug
Et af undersøgelserne handlede om, hvorledes man orienterede sig i nyheds- og informationsstrømmen:
38 procent af tilhørerne i salen brugte primært de traditionelle papirmedier – aviser og tidsskrifter.
45 procent brugte, hvad der blev kaldt ”pre web 2.0” – avisernes onlinetjenester.
Kun 16 procent brugte de tjenester, hvor der sammenstilles nyt fra blogs, onlinenyheder med videre.
33 procent brugte i øvrigt ikke en ”newsreader”, men mest populær var Google Reader med 38 procent af stemmerne.

Hele 61 procent brugte ikke sociale tjenester såsom Digg og Del.icio.us (genvej til overblik og deling af bookmarks).

Digg-stifteren Kevin Rose var dog kommet sig over overraskelsen over den sparsomme brug af Twitter og de øvrige tjenester, da dagen sluttede.

”Mange af tjenesterne har jo kun været fremme i relativt kort tid,” sagde Kevin Rose. Han var i øvrigt også blandt de 35 unge bag bemærkelsesværdige opfindelser og projekter verden over, som blev præsenteret på årets EmTech. 200 var indstillet, og vinderne var udvalgt af komité, nedsat af Technology Review.

nTag - det interaktive navneskilt

Det interaktive navneskilt, nTag, som blev brugt til afstemningerne, har en trykfølsom skærm med ganske få knapper til navigation (scroll, tilbage, ok).

Enheden hjælper med at ”netværke” (man udveksler elektroniske visitkort) og med at ”huske” agenda’en og egne planer. Den giver desuden arrangøren mulighed for at skubbe ekstre information ud (nTag vibrerer, når det sker), og til at hente vurderingen af konferenceindlæggene hjem. Via en trådløs forbindelse transmitteres indholdet løbende til en server, hvor deltagerne også efterfølgende kan hente deres netværksinformationer.

Det interaktive navneskilt er oprindeligt udviklet af studerende på MIT. Det kommercielle koncept for nTag hedder ”udlejning” – som med tolkeudstyr.

En ny version er på vej med betegnelsen "Near You" - den vil også - hvis deltagerne ønsker det - kunne reflektere data om, hvem man er i nærheden af, og ens kontaktliste vil være suppleret med fotos.

Konferencedeltagere havde dog en anke over for navneskiltet. Det var for tungt til at have i en snor rundt om halsen.

26.9.07

EmTech 2007: "The women had work to do"

Sært. I salen var der 9 kvinder for hver mand. Da dagen sluttede, og receptionen begyndte, var tallet modsat. "The women had work to do", sagde Martha Klaw, en bemærkelsesværdig matematiker/datalog, der står i spidsen for et college, der fokuserer på matematik, fysisk og biologi, Harvey Mudd College.

Martha Klaw deltog selv i receptionen, hvor hun snakkede med en mand, da jeg bad hende give et bud kønssammensætningen. Men hun tilføjede, at receptionen jo også var åben for deltagerne i den officielle konference, Emerging Technologies (nu omdøbt til EmTech), der begynder onsdag (i dag dansk tid) på MIT (Massachusetts Institute of Technology) ved Boston. Og det er på sin vis mændenes konference. Sidste år var del vel 15.20 mænd for hver kvinde.

Tirsdagen var en slags optakt. En dags workshop med fokus på kvinder i teknologiens verden. Hvorfor så få søger den retning, fakta om kønsdiskrimination på MIT og andre steder, hvorfor der er så gode karrieremuligheder i tech for kvinder, hvorvidt køn spiller en rolle for karrieren etc. etc.

Martha Klaw var selv deltager i en paneldebat om, hvorvidt techverdenen var et meritokrati (en styreform hvor intelligens, kompetence og ydelse er grundlaget for magtfordeling og social status, jvf. dansk Wikipedia.) Svaret er tja, tja, bum, bum. Kvinder har faktisk større mulighed for at blive bedømt fair, men der er grænser også i tech-verdenen.

Var kønsfordelingen ved receptionen samtidig en bekræftelse af alle de gange i løbet af dagen, hvor der blev nævnt, at kvinder ofte tror, at "merit" - præstationen - taler for sig selv, og de glemmer, hvor vigtig en rolle netværket spiller?

Men det var i øvrigt et brag af en dag. Tyngde, nøgternhed, humor. Det bedste jeg i mit lange liv har hørt om kvinder og tech.