Viser opslag med etiketten Chat. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Chat. Vis alle opslag

24.6.07

Emails på vej mod brevets skæbne

Bruger I kun email i jeres virksomhed, eller chat og email afhængig af, hvad der skal udveksles? Jeg fornemmer, at emailen stadig er kongen i dansk erhvervsliv, og at chatten - de øjeblikkelige beskeder - kun kører mellem få og måske tilmed via en "fremmed" chattjeneste.

Min klumme på bagsiden af Berlingske Business i morgen, mandag, tager et nærmere kig på mail kontra chat. Overskiften lyder "5 gode grunde til at mails trues".

Jeg nævner blandt andet, at chatteknologi er for de unge, hvad mails er for os andre. Og jeg nævner, at med chat går man typisk tilbage til dialogen mellem to personer, hvor mails jo ofte CC'es til mange andre - om det så er CYA (cover your ass) eller pral er jo ligegyldigt.

Jeg stiller også spørgsmålet, om chat måske kan være en vej frem (eller tilbage) til hurtige beslutninger, fordi det er øjeblikkelig kommunikation, og fordi det ligger i kulturen, at man netop ikke CC'er alverden, som så kan blande sig. Måske tager jeg det et skridt for vidt, men hvem ved?

I klummen nævner jeg i øvrigt også, at rådgivningsfirmaet Gartner, der nærmest har orakelstatus i visse it-kredse, siger, at instant messaging-teknologien vil være de facto standard for telefon, video og tekst chat ved udgangen af 2011.

I klummen kommer jeg desuden ind på det dokumentkaos, der hersker visse steder, fordi det er så let lige at sende bilag rundt. Men har man seneste version? Eller kom man til at slette den, fordi "Mailboksen har overskredet sin max-størrelse"? Data skal ud og ligge i et "rum" på nettet i stedet for at føjte rundt. Synes jeg altså:-)

PS: A pro pos mail. To interessante historier om mails/elektronisk infrastruktur set i relation til krig. New York Times har en god gennemgang af, hvorledes det at få sænket en lands elektroniske infrastruktur, nu hører til i krigsplanerne. Her kommer man blandt andet ind på det angreb, der for nylig blev rettet mod Estland, samt Kinas opbygning af en slags cyberhær. Og så har Ars Technica en artikel om, hvorledes det amerikanske forsvarsministerium er blevet udsat for et hackerangreb, der har omfattet adgang til 1.500 Pentagon-medarbejderes emails.