Viser opslag med etiketten Emma Gad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Emma Gad. Vis alle opslag

12.4.07

Harddisken: Emma Gad for bloggere?

Harddisken på P1 ser i aften (kl. 20.03) på, om der er behov for en slags Emma Gad for bloggere og helst også dem, der kommenterer på blogs. Det kan jo gå grueligt galt, som jeg tidligere har fortalt i indlægget Dødstrusler i blogsfæren.. Der berettes om andre grimme eksempler her.

Debatten om behovet for en slags "mærkat" til brug for blogs og bloggere, der håndhæver og kræver en vis pli, kører for fulde drøn i USA, netop i kølvandet på sagen om dødstrusler mod den kendte kvindelige erhvervsblogger, Kathy Sierra.

Det er Henrik Føhns, der lægger op til debat i P1, og som udgangspunkt tager han fat en dansk sag. Han har talt med Nyhedsavisens gode journalist og blogger Leny Malacinsky, der har lukket for kommentarer på sin blog efter at være blevet svinet til over et godt, skarpt indlæg om Ungerns "velfærdsautome". Nogle fandt frem til at hun var jøde, og hun generede de autonome, fordi hun vidste de var antizionister ... og der var meget andet grumt.

Nyhedsavisen, som desuden tillader kommentarer til artikler, er desværre også blevet en magnet for tågehorn, der nedgør andre og promoverer egne kæpheste massivt. Dermed spredes der gift for en frugtbar debat efter både artikler og blogindlæg, og Nyhedsavisen er i gang med at se på, hvad der kan ændres.

I P1-studiet har Henrik Føhns bloggeren Claus Dahl, der står bag classy.dk, og jeg er med pr. telefon fra Samsø, som jeg p.t. har som arbejdsramme (svært i det her vejr!). Ingen af os tror dog på en Emma Gad for bloggere. Men anonymiteten i blogverdenen får desværre visse båtnakker til at miste kontrollen.

Harddisken genudsendes søndag kl. 14.30.

Tilføjelse: Punktet indleder harddisken, men så er der andet på programmet en times tid, og derefter vendes der tilbage til emnet. Debatten med Dahl og mig ligger tæt på programmets afslutning.