Viser opslag med etiketten Hukommelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hukommelse. Vis alle opslag

23.7.07

Mobilen gør din hjerne dummere

Nu foreligger der videnskabeligt bevis på, hvad de fleste af os for længst har erfaret på den hårde måde, nemlig at jo mere, man bruger gadgets som mobiltelefoner og lommecomputere (PDA’er) som hjælp til sin hukommelse, jo ”dummere” bliver man. Antallet af telefonnumre, man husker, rasler ned. Samme skæbne får pinkoder, brugernavne, fødselsdage, kontonumre og meget andet.

Det var psykologiprofessor Ian Robertson ved Trinity College i Dublin, der for nylig præsenterede forskningen, som bygger på en undersøgelse med deltagelse af 3.000 personer.

Undersøgelsen viser, at folk over 50 år, som voksede op mere afhængig af, at hjernen selv kunne huske numre med videre, klarer sig bedre end dem under 30, der er dybt afhængige af teknologi som daglig hjælpehjerne. En tredjedel af dem under 30 kunne faktisk ikke engang huske nummeret hjem uden lige at tjekke mobilen eller andet.

Hele 58 procent mente, at de var ude af stand til at huske alle de nødvendige numre og datoer. Omkring to tredjedele af disse havde mere eller mindre overladt opgaven med at huske på telefonnumre og datoer til deres digitale hjælpehjerner.

Seks ud af ti personer gav udtryk for, at de slås med informationsoverflod blandt andet i form af alle de passwords, pinkoder etc., de skulle kunne huske. Det var årsagen til, at det blev overladt til teknikken.

Professoren, der præsenterede resultatet i forbindelse med lanceringen af magasinet ”Puzzler Brain Trainer Magazine” http://secure2.subscribeonline.co.uk/puzzler/canvas.cfm?canvas=category&category=mixedpuzzles, havde dog trøst til de ramte. Blot fem enkle, daglige øvelser hjælper til at øge hukommelseskapaciteten. Undersøgelsen blev blandt andet beskrevet i The Telegraph.

Jeg modstod i øvrigt selv i lang tid trangen til at lægge telefonnumre fast ind i min mobil, netop for at være sikker på at kunne huske de vigtigste, hvis nu uheldet var ude. Og da jeg omsider gjorde lagde dem ind, gik der ikke længe, inden jeg havde glemt næsten alle fleste. Også derfor bruger jeg i stigende grad mobilen hjemme i stedet for den billigere fastnettelefon!!

Der har faktisk været en række undersøgelser før på området. Jeg erindrer svagt en om personale i rejsebureauer var det vist. Inden alt var blevet tilgængeligt via nogle tastetryk huskede de en masse om flyafgange og meget andet. Efterfølgende faldt deres paratviden drastisk.

Skal vi være bekymret? Næppe, for historien gentager sig vist bare på anden vis. Da jeg skrev min klumme "Menneske og computer: 1-1" til dagens bagside på Berlingske Business stjal jeg pænt fra websted for systemprogrammører citater og jokes om diverse it-forhold. Men listen gik også tilbage i tiden til citater sagt i en helt anden sammenhæng, men alligevel forbundet.

Her er et fra 360 år før vor tidsregning:
The discovery of the alphabet will create forgetfulness in the learners' souls. You will give your disciples not truth but the semblance of truth: they will be heroes of many things, and will have learned nothing; they will appear to be omniscient (alvidende) and will generally know nothing. ("Phaedrus" by Plato)