Viser opslag med etiketten Google. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Google. Vis alle opslag

10.12.07

Finn Nørbygaard rig? Fy Facebook. Quick and Dirty

Bizzen er jo flyttet til Berlingskes egen blogplatform og findes her.

Her finder du min kommentar til, at Finn Nørbygaard på papiret skulle være blevet til halvmilliardær grundet sin investering i IT-Factory. Jeg har også skrevet om, at Facebook har fået problemet med sit ellers så flotte image. Og så nævner jeg, at Bill Gates undrer sig over, at techblogger og -journalister har forelsket sig i en sådan grad i forbruger-it, at de ignorerer erhvervs-it.

Endelig har jeg en bihistorie til dagens klumme på bagsiden af Berlingske Business.

18.11.07

Internettet kvæler erotikken i de små hjem

Hvad skal vi gøre ved, at pc'en og internettet tager pusten fra erotikken i de små hjem? Det spørgsmål er der et par danske it-forskere, der gerne vil have debatteret, nemlig Olav W. Bertelsen og Marianne Graves Petersen, begge tilknyttet datalogisk institut på Århus Universitet med speciale i blandt andet brugervenlighed.

Teknologien har jo gjort det let - alt for let - at tage arbejdet med hjem. Men teknologien har jo også gjort, at enorme mængder af porno ligger blot et par klik væk, og det frister nok mest til selvbetjening.

De to IT-forskere holder et indlæg om emnet på torsdag på IT-universitet, og i september var det på programmet på en britisk videnskabelig konference om samspillet mellem menneske og computer. Her lidt fra de to forskeres "appetizer" til det arrangement:
"Vi tror ikke, at IT nødvendigvis skal have en rolle i folks seksualliv. Men da de nuværende teknologier i mange tilfælde har en negativ effekt, bør man skabe en modbalance gennem et bevidst design for det erotiske liv".
Det er emnet for min klumme til bagsiden af Berlingske Business i morgen.

De danske forskere, der arbejder på HCI-feltet (Human Computer Interaction) er ikke ene om deres bekymring. Fire amerikanske forskere, heraf tre kvinder, sagde allerede tilbage i 2006, at det er på tide at HCI-forskerne lægger deres totale berøringsangst over emnet væk. Indlægget, der blev holdt på konferencen CHI2006, kan ses kort beskrevet her.

De amerikanske forskere mener for eksempel, at det er for dårligt, at design af avanceret sexlegetøj overlades til sexindustrien. Der bør gøres noget professionelt på området, siger de.

Deres skrift bragte minder tilbage til en af mine tidligste it-klummer. Da jeg i 1999 arbejdede i Boston, skrev jeg også klummer til Computerworld Danmark, og en af klummerne kom til at handle om erotik på nettet og om Teledildonics - sexlegetøj, som kan fjernbetjenes.

Det var nogle venner, en filosofiprofessor samt hans hustru, en journalist, der gjorde mig opmærksom på den fjernbetjente verden, jeg ikke anede eksisterede (det siger nok mest om mig). Det handlede den gang typisk blot om en dildo, som den ene person forbandt med pc'ens USB-stik, og den anden person kunne fjernbetjene via nettet. Ophidsende? Hvem ved. Folk tænder jo på så meget forskelligt.

Det er ligegodt blevet noget mere avanceret siden da - og tilsyneladende også meget mere udbredt. De amerikanske forskere har blandt andet en henvisning til webstedet sinulator.com, der reklamerer således: "The Sinulator lets anyone control your sex toy over the Internet!". Og hvem er så i den anden ende? Mand, kvinde, hund eller robot:-)

Men under min research faldt jeg også over Storm P.-agtige computerstyrede pule-maskiner (undskyld udtrykket), som faktisk dokumenterer, at den slags konstruktioner ikke bør overlades til sexindustrien. Og nu skal jeg nok standse, for selv om emnet både har med IT og Business at gøre, så er nok måske nok.

Men lade mig slutte med en advarsel fra Violet Blue – en amerikansk kvinde, der ved alt, der er værd at vide om sex og teknologi. Hun blogger, skriver bøger, underviser og holder masser af foredrag. Man bliver præsenteret for uanede mængder af irrelevant l..., når man søger på sådanne emner, og man skal være forsigtig, siger den erfarne kvinde.

Hun var den 12. oktober den inviterede gæstetaler hos søgegiganten Google, hvis ugentlige Tech Talks for de ansatte byder på alt fra fra præsidentkandidater til Violet Blue samt de ypperligste softwareforskere.

Du kan se Violet Blues tale om søgninger, Googles Adsense (reklamer) og meget andet her. Foredragets overskrift er "Sex on the internet, the realities of porn, sexual privacy."

Ikke mindst den sidste del - diskretionen på nettet eller rettere risikoen for, at anonymitet brydes - er tankevækkende. Talen varer en time, men går du efter explicit porno, får du dog en lang næse.

Succes for discount-pc med let Linux


USA’s største supermarkedskæde Wal-Mart har haft så stor succes med at sælge en billig pc, forsynet med et Linux-styresystem, at der var udsolgt på to uger, og kæden bestiller nu en ny ladning hjem. Prisen er blot 199 dollar, altså lige omkring 1.000 kroner, men beløbet er dog uden skærm.

Det er yderst sjældent, at supermarkedskæder har haft pc’er med Linux på hylderne – herhjemme kender jeg ikke selv til nogen, der har prøvet det, men måske er tiden inde. Det er i hvert fald tankevækkende, at de 10.000 pc’er, som Wal-Mart havde på hylderne, gik som varmt brød.

Hvad der også er tankevækkende er, at den taiwanesiske pc, The Everex TC2502 Green gPC, leveres med et meget stort fokus på Googles gratis webbaserede programmer, lige fra tekstbehandling til præsentationsprogrammer, mail og kalender. Programmerne bruges via en browser (Firefox i dette tilfælde). Men PC’en er også forsynet med OpenSource kontorpakken OpenOffice.

Pc’en er ikke verdens kraftigste karl (1,5 GHz processor, 80Gigabyte harddisk, 512 Mbyte DDR2 memory), men skulle være helt o.k. for mange.

Operativsystemet har også vakt opmærksomhed. Det hedder gOS, og det var netop taiwanesiske Everex, der introducerede det få måneder tilbage. Linux-varianten Ubuntu er udgangspunktet for gOS.

Hele denne historie gør, at jeg nok skal til at revidere min holdning til Linux for menigmand. Jeg har jo tidligere frarådet meningmand, som ikke trives med selv at skulle nørkle med teknikken, at satse på Linux, selv om styresystemet for længst har bevist sin styrke blandt mere professionelle brugere. Umiddelbart synes det som om, at Everex/Wal-Marts tilbud også er gjort ganske grydeklart.

En blogger, der fik fat i gOS's fader, David Liu, citerer ham for, at han valgte Ubuntu som udgangspunkt, fordi mantraet for det produkt er "Linux for human beings".
"I wanted to take it further.. more like “Linux for human beings who shop at Wal-Mart” (…”and who probably have never heard of Linux”)", siger Liu, der er meget glad for Googles verden.
Everex' gPC kan i øvrigt også fås med Windows Vista (basic version), men her skal lægges 100 dollars oveni. Og taxametret tikker hurtigt videre, hvis der skal Microsoft Office på.

Nysgerrig efter mere viden? Tjek nyhedsstedet desktoplinux.com, tjek denne zdnet-blog, og tag et kig på anmeldelser i bunden på Wal-Marts annonce.

10.10.07

Google køber finske Jaiku - mere mobilekspertise


Google viser med sit netop annoncerede opkøb af finske Jaiku endnu en gang sit stærke fokus på mobiltelefonerne. Jaiku er med i hele bølgen af software til sociale netværk, hvor man får bedre mulighed for at følge med i andres liv og levned og omvendt, men altså primært via mobiltelefonen. Vil man for eksempel ringe en ven op, får man via Jaiku lige besked om, hvorvidt hans mobil er tændt, hvor i verden, han er, og hans seneste kortbeskeder om, hvad han gør.

Jeg er ikke selv Jaiku-bruger, og derfor vælger jeg at citere en kendt bruger, Tim O'Reilly (berømt som manden, der opfandt begrebet web 2.0), for fordelene. Jeg har skåret noget ud fra et blogindlæg om, at nok elsker han sin nye iPhone, men han savner Jaiku, som han havde på sin "gamle" Nokia-telefon:
"The fact that there are no third party applications (til iPhone, red.) means no jaiku, Jyri Engeström's brilliant hack to add presence to the phone address book. On the surface, jaiku looks a lot like twitter (miniblogning via mobilen, red.) -- a broadcast messaging platform to a social network (although it predates twitter), but it's far more than that. I'm not that interested in seeing trivia updates from my contacts, or sharing mine, as a generalized news stream, but I love seeing this kind of information right before I call them.

In addition to showing someone's latest Jaiku, the smart address book also tells me where people are (with location picked up from the nearest cell tower, and crowdsourcing used to name the towers and tie to recognizable locations), and shows their phone's status.....

I love the idea of knowing where people are before I call them, as well as other details of a phone's status. And that's where Jaiku shines. How often have you woken someone up in the middle of the night because they were in Europe instead of Silicon Valley?

This is the way a phone address book ought to work. I continue to think that the address book is one of the great untapped Web 2.0 opportunities, and that the phone, even more than email and IM, and certainly more than an outside-in, invitation-driven "social networking application" represents my real social network. On the series 60 phone, Jaiku was able to embrace and extend the address book. That's just not possible on the iPhone." Citat slut, og hele blogindlægget her.


Herhjemme har købet vakt stor glæde hos Henriette Weber Andersen, der via sit firma Toothless Tiger, har hjulpet Jaiku med at få omtale vidt og bredt. At dømme efter hendes profilwebsted er hun selv villig til at smide, hvad hun end måtte have i hænderne, hvis Google også skulle ønske hendes PR- og marketingekspertise.

4.10.07

Folkeskoler fastlåses i gammeldags it

Hvorfor skal kontorpakker med vold og magt installeres på folkeskolernes udslidte pc'er? Hvorfor hører vi ingen overvejelser om, hvorvidt det bedre kan betale sig at bruge den type software via internettet?

Partiernes it-politiske ordførere har jo fokus på it i folkeskolerne, men der er kun fokus på den gamle kendte struktur, nemlig køb og lokal installation. Mange af ordførerne kræver, at de facto monopolet Microsoft(Windows og Office) skal smides på porten. Open Source (Linux og OpenOffice) skal installeres i stedet.

Hverken politikerne eller skolerne synes at have fokus på den moderne brug af webaseret software - Software as a Service (SaaS). Og det på trods af, at det vil være billigere. Det vil give pc'erne nogle ekstra leveår. Det vil fjerne belastning fra skolernes it-ansvarlige. Og det vil mindske behovet for køb af servere.

Meget væsentligt er også, at den nye form for software er jo tilmed skabt fra grunden til samarbejde på kryds og tværs om tekst, regneark og præsentation, og det burde da være en ovenud attraktiv funktionalitet på skoleområdet.

Med de "gamle" pakker, skal der typisk lirkes og nørkles med ekstra serverprodukter for at få det på plads. De webbaserede tilbud kan så også let inkludere mail og chat, vel at mærke med store indbokse, så elever og lærere ikke ustandseligt skal forstyrres med at slette.

Men stort set alle de it-politiske ordførere kræver altså, at folkeskolen skal frigøre sig fra sin afhængighed af Microsoft, både hvad angår styresystem (Windows) og kontorpakke (Microsoft Office) for i stedet at satse på anden installeret software. Og nogle af politikerne er fortalere for, at der udelukkende må anvendes såkaldt open source-software i hele den offentlige sektor.

Socialdemokratiets it-politiske ordfører, Troels Ravn, siger for eksempel til Computerworld, at skolebørnene også bør lære at bruge Open Source-programmer, ellers bindes de af vanens magt. Han er i øvrigt skoleleder.

At der så ikke er videre forskel på at bruge Microsoft Office og Open Office tænker ingen åbenbart over, selv om det forhold indgår i markedsføringen af Open Office. Ej heller tænker nogen over, at det vil være langt mere fremsynet og (tør man sige det) erhvervsrelevant at lære dem bruge de webbaserede produkter, hvor samarbejde er tænkt ind.

Tag bare den helt gratis "Google Apps for Education", en kontorpakke, der også inkludere mail (og chat)med kæmpe indbokse. Det bruges på stadig flere skoler og universiter i USA. Senest har University of North Carolina Greensboro, Clemson University, University of Texas San Antonio, Kennesaw State University og Arkansas State University meldt, at de går den vej, jvf. pressemeddelelse fra Google.

Arizona State University, der har 65.000 studerende, gik i lag med Google for lang tid siden. Det startede med skiftet fra universitets eget mailsystem til Gmail, og selv om det var frivilligt for de studerende, stormede de over på den nye platform. Neden for er en Google-finansieret reklamevideo, hvor "university technology officer" Adrian Sannier i februar 2007 fortæller, hvorfor Arizona-universitetet skiftede. Han hæfter sig blandt andet ved de store lettelser, det har medført for personalet, der arbejder med mailsupport (glemte passwords, savnede slettede mails etc.), og om det øgede sikkerhedsniveau.

Det er som nævnt reklame, men er du reklameallergiker, så giv alligevel mandens udsagn en ekstra chance. Der er fremsynethed at hente.

Nu er Google jo godt også ved at blive et hadeobjekt, også for dem, der er ideologiske grunde elsker open source-verdenen, men når disse bruger argumentet, at det bliver billigere med open souce-programmer end med Microsofts (uanset af MS giver 70 pct. rabat til skolerne), så burde de måske lige regne på for eksempel Google-eksemplet. Også på alle de sparede omkostninger til servere, support med videre.

I USA findes en del andre vel anmeldte webbaserede kontorpakker, såsom Zoho. Det store softwareselskab Adobe har just bebudet, at man nu også kommer med en webbaseret kontorpakke - og jo, Microsoft er skam også debuteret med et tilbud. Bloggen SassWeek samler lidt op om konkurrencen på området her.

At jeg har trukket Google frem skyldes dels, at produkterne foreligger på dansk, og at man længe har satset på skoleområdet.

Måske burde de it-politiske ordførere og skoleleder tage et nærmere kig på Googles undervisningstilbud, som de kan finde beskrevet her hos Google på dansk. Om ikke andet, så dog for at udvide horisonten, inden de kæmper videre om at få presset den gamle kæphest igennem.

Og for at gentage mig selv: Den moderne software er født til samarbejde, i modsætning til de gamle, der har rod i tiden, hvor tekstbehandling blev skabt til sekretærer og regneark til bogholdere og ingeniører. Vi er jo kommet så langt videre siden da.

I øvrigt bekræfter også denne sag mig i, at Danmark nok er blandt verdens førende lande, hvad angår it-brug, men Danmark er også et meget konservativt land, hvad angår it-brug, og det anser jeg for uklogt.

Hvad vil du foretrække til dine ungers folkeskole?

PS: Ja, jeg ved, at der er skoler, der ikke installerer softwaren på pc'erne, men på serverne (f.eks. en Citrix-løsning), så pc'erne mere fungerer som hvad der i gamle dage kaldes "dumme terminaler". Det er også en god økonomisk løsning, som også letter sikkerhedsproblemer, men der er altså samarbejdsaspektet og meget andet ved det nye.

30.9.07

Nasa knuste mandens drøm, men han ler måske sidst

Syntetisk gummi og lattergas. Det er opskriften på en effektiv, billig og meget sikker raketdrivkraft, siger Brian Hughes, der en gang var administrerende direktør for American Rocket (AmRoc). Firmaet brugte 10 år og store millionbeløb på at udvikle teknologien, men bukkede til sidst under.

I dag står Hughes i spidsen for et skoselskab, der forsøger at gøre højhælede sko behagelige at gå i. Han er også en "early stage" investor.

Men på konferencen EmTech 2007 demonstrerede han udenfor, hvor enkelt det at skabe drivkraften. Han så ud til at trives som ål i mudder, selv om han syntes, at det var tøset af arrangøren, MIT, at kræve en vis afspærring af området lige omkring ham.

”Sådan var det ikke i gamle dage på MIT. Teknologien er helt sikker,” sagde Brian Hughes, der også fortalte om, hvorledes han haft forsøgt at overbevise Nasa om sikkerheden ved at sidde med udstyret på sit skød, mens han demonstrerede.

”Men Nasa bekæmpede innovationen. Man var forelsket i en anden teknologi, og det ødelagde vores forretning. Vi blev bare sparket ud af døren,” fortalte Brian Hughes tidligere på dagen fra scenen, hvor han var ordstyrer for debatten ”The New Space Race”.

Han lød som en bitter mand. En meget energisk, men bitter mand. Alligevel var humøret højt, for et andet selskab, SpaceDev, der købte teknologien i 1999, vil bruge den som drivkraften for rumskibet Dream Chaser beregnet til flyve turister ud i rummet.

Brian Hughes håber, at Nasa omsider er blevet klog nok til at åbne armene for et samarbejde med et kommercielt firma, og at det bliver SpaceDev.

Den, der ler sidst?

Det var blot en af de mange historier om rumfart, som jeg opsnappede på konferencen, og som jeg desværre ikke havde plads til i min klumme på bagsiden af Berlingske Business i dag.

Jeg lærte også, at nok tager det kræfter når raketten skydes op med hastighed der efterhånden når op på mach 5 (fem gange lydens hastighed), men når den skal i kredsløb om jorden, skal den helt op på mach 25 for at ”falde” omkring jorden i stedet for ned som en kanonkugle. Den hastighed kræver 25 gange mere energi – altså for at få en fem gange højere hastighed.

Her er så lidt flere links af relevans for dagens klumme, som har overskriften "IT-milliardærernes rumeventyr":

Google-stifternes Googles LunarX Price er her.
Amazons Jeff Bezos rumskibsselskab Blue Origin er her.
Microsoftmilliardæren Paul Allens satsning på SpaceShipOne er her.
En anden rig, tidligere Microsoft-mand, Charles Simonyi - der i øvrigt har en kort dansk tilknytning, fortæller som sin 13-dages tur ude i rummet her.
Og Simonyi fortæller om sit nye koncept for softwareudvikling her.

Tidligere dækning fra EmTech2007 er her.

Tilføjelse den 3. oktober. God liste over "Who's Who in Space Travel" på Cnets news.com.

25.9.07

Microsoft har appetit på himmelstormeren Facebook

Unge Mark Zuckerberg, der grundlagde Facebook i 2004, har mere end skudt papegøjen. Ifølge Wall Street Journal er Microsoft i færd med at købe sig ind i Facebook, der står bag et såkaldt socialt netværk, der bare eksploderer og som får LinkedIn til at synes som "so yesterday".

Det er Wall Street Journal, der skriver om Microsoft intention om at købe sig ind. En investering, der ifølge avisens kilde ville svare til, at Facebook i dag - tre år senere - er 10 milliarder dollars værd! Altså tre Storebæltsbroer eller mere, selv om det blot er grundlagt at en snothvalp på Harvard College, der lavede en tjeneste til sine medstuderende, så de kunne fortælle om sig selv, vise fotos, kommunikere indbyrdes og meget andet. En tjeneste, der senere blev udvidet til andre colleges, og som efterhånden åbnede sig helt. Selv erhvervsfolk, der jo ellers har lovprist LinkedIn, flytter over på Facebook.

Sig ikke at dotcom-vurderinger er "so yesterday"....

Google har vist også haft følerne ude, men ifølge den travle blog Techcrunch pønser Google på selv at skabe en slags Facebook. Der har været afholdt et hemmeligt møde, men nogle af deltagerne har haft behov for at pludre - under anonymitetens dække.

Hvad det hele handler om for Microsoft og Google? Ikke sociale netværk, men en potent motor for at score stort på at placere annoncer fra andre på så trafikerede steder.

18.9.07

Office-angreb fra IBM, Google og Yahoo

Den ene af Microsofts store malkekøer, økonomisk set, Office-pakken, får i disse timer en masse nye udfordringer.

Google er nu kommet på plads med sin PowerPoint-lignende funktion til kontorpakken Google Docs & Spreadsheets. Det er webbaseret præsentationssoftware, som også gør det enkelt at samarbejde om de enkelte slides.

Yahoo tager kampen op mod både Google og Microsoft via opkøbet af Zimbra for 350 millioner kroner. Zimbra har en meget rost, webbaseret kontor- og samarbejdspakkepakke.

Endelig fortæller New York Times i dag, at gamle IBM nu tilbyde en gratis kontorpakke under navnet Lotus Symphony. Softwaren vil kunne downloades over nettet.

Produktet hører til den såkaldte Open Source-verden, hvor OpenOffice udgør det mest kendte kontorprodukt, og hvor Sun har sin version af OpenOffice med betegnelsen Star Office.

Hverken Googles nyhed eller Yahoos kommer bag på mig, men IBM's (som egentlig var klausuleret til kl. 15:-))- dog blot indtil jeg fik nærlæst artiklen. IBM står jo massivt bag Open Source-verdenen, og Lotus Symphoni bliver IKKE en decideret konkurrent til gratis OpenOffice. Faktisk bygger Lotus Symphoni på OpenOffice, men IBM har sat 35 programmører på opgaven med løbende at forbedre produktet. Og jovist. Selvfølgelig bruger IBM's nye kontorpakke den åbne dokumentstandard, ODF.

IBM forklarer sin satsning med, at et kontortilbud inden for open source-verdenen kommer til at stå lidt stærkere over for erhvervslivets/myndighedernes beslutningstagere, når det har IBM's blåstempling og navn i ryggen.

Voila. Et gratis tilbud om kontorprogrammer fra IBM kontra dyre produkter fra Microsoft. Gad vide, om det kan rykke noget ved den offentlige forvaltning i Danmark, der snakker og snakker og snakker om at gå over på open source, mens der købes stort ind fra Microsoft.

IBM forsøgte sig i øvrigt tidligere med en Lotus-kontorpakke, Lotus Smartsuite, men uden succes. Lotus 1 2 3 regnearket var godt nok REGNEARKET en gang - lang tid før Excel kom på markedet, men selv om store IBM købte Lotus, der havde kontorpakke og groupware på hylderne blev det alligevel Microsoft, der rendte med væksten. Og Lotus-kontorpakken blev begravet.

Hvad tror du? Er IBM, som jo en gang blev betragtet som det grimme monopol - som the Evil Empire, men som nu fremstår rentvættet af sit bad i open source-verdenens gode image, hvad der får nutidens Evil Empire, Microsoft, til at tabe terræn på kontorområdet?

11.9.07

Microsoft til modangreb på Google/Cap Gemini

Efter en tænkepause ovenpå nyheden om, at det store konsulenthus Cap Gemini nu også vil tilbyde sine kunder støtte til at indføre Google Apps Premier Edition - altså Googles virksomhedpakke - tager Microsoft nu til genmæle med et modangreb.

Den kendte Microsoft-blogger, Mary Jo Foley, har fået en mail fra Microsoft, der rummer liste med 10 spørgsmål, som enhver virksomhed, der overvejer at gå Google-vejen, bør stille sig selv forinden. Det er faktisk interessant stof blandt sprøgsmålene.

Microsoft hæfter sig blandt andet ved, at Google i høj grad er annoncefinansieret. Hvad sker der, hvis annonceindtægterne svinder ind, lyder et af spørgsmålene. Microsoft skriver også, at når Google snakker om garanteret høj oppetid på 99,9 procent, så gælder det kun for Gmail. Desuden bør folk vide, at for Google tæller nedbrud på under 10 minutter ikke i statistikken!

Softwaregiganten i Redmond ved Seattle påpeger også, at virksomheder i mange tilfælde vil have brug for både og, så Microsofts Officeprodukter ikke bare kan smides på porten. Og ifølge Microsoft vil virksomheder, der går Google-vejen kunne få problemer med "compliance" - med at honorerer myndigheders krav om indsigt til tiden.

Og så klandrer Microsoft Google for typisk at lancerer sine produkter som "beta" - hvilket normalt er betegnelsen for en afsluttende testversion. Lige netop den indvending mod Google giver bagslag i kommentarfeltet på Foleys blog "All about Microsoft". En læser skriver: Hvem er det egentlig, der sender ufærdige produkter i handlen?

Blogindlægget med de ti spørgsmål samt kommentarer er her.

10.9.07

Googles virksomhedspakke får Cap Gemini i ryggen

Microsoft må have kigget en ekstra gang på nyheden om, at det store, gamle konsulenthus Cap Gemini nu også vil rådgive virksomheder om brugen af Googles samlede kontor- og kommunikationspakke til erhvervslivet, altså Google Apps Premier.

Kan det være et tegn på en reel efterspørgsel hos Cap Geminis kunder, der udgøres af erhvervslivets store virksomheder? Eller vil gamle Cap Gemini, der i mange år har haft Microsoft kontor- og mailøsninger på programmet lige som IBM's Lotus Notes, blot signalere ungdom?

Men Cap Gemini tilbyder altså fremover også uddannelse, support, integrationsydelser med videre til store virksomheder, som implementerer Google Apps Premier.

Da Google oprindelig gik ud med applikationer såsom Gmail, Docs & Spreadsheet (lidt a la Word og Excel) med flere, var det jo i starten rettet mod forbrugere. Senere kom erhvervssatsningen, og mange små unge virksomheder tog tilbudet til sig. Det var typisk virksomheder, hvor samarbejde om dokumenter og meget andet var i højsædet. Virksomheder, der gerne ville nøjes med at kunne bruge omkring 300 kroner pr. år pr. medarbejdere til kontor- og samarbejdssoftware og så slippe for hele bøvlet med at få installeret software på pc'erne, opgraderinger og patchning, og så kunne mailserveren tilmed sendes på pension.

Men især det nylige opkøb af mailsikkerhedsfirmaet Postini gjorde det lysende klart, at Google havde større ambitioner end "blot" forbrugere og små virksomheder. Postini havde allerede 35.000 virksomheder som kunder og derigennem 10 millioner brugere.

På infoworld.com citeres Cap Geminis tekniske direktør Steve Jones for, at Google Apps slet ikke vil erstatte Microsoft Office, men blot dække behovet på to nicheområder. For det første at øge videnarbejderes mulighed for at udarbejde dokumenter i samarbejde. For det andet vil medarbejdere, der ikke tidligere har haft adgang til kontorprogrammer, kunne få det.

Det sidste er jo letforståeligt, men kan det passe, at både Microsoft og IBM, der begge har badet i penge i mange år, stadig kun tilbyder samarbejdssoftware, som overgås af unge Googles? Eller er det prisen på samarbejdssoftwaren, det handler om? Eller er det stemmen de unge ansatte hos Cap Geminis store kunder, der høres?

Hvad tror du?

PS: Hele Infoworld-artiklen er her.

29.8.07

Google til angreb på iPhone, Nokia m.fl.

Rygterne om en "gPhone" har svirret i lang tid, og nu spidser de til. To førende techblogs, Engadget og Techcrunch, er ved at være overbeviste om, at Google er i fuld gang med en satsning på mobilområdet.

Ifølge Engadget er Google ganske langt med udviklingen af et operativsystem til mobiltelefoner, blandt andet baseret på 2005-opkøbet af Android, der udvikler mobilsoftware. Googles operativsystem skulle være Linux-baseret, og satsningen forventes annonceret i september.

Techcrunch har netop fået bekræftet, en af de helt store mobilproducenter, HTC, har skabt omkring 20 forskellige mobile enheder, som Google tester, og der skydes på en lancering i første kvartal 2008.

Tilsyneladende gør Google ikke ligesom Apple, der laver alt selv, men satser i stedet på, at hardwareproducenter fristes til at lave mobilerne, der kører på Googles operativsystem (gOS?)

At Google går mobilvejen er ganske logisk. Mobile enheder bliver jo i stadig større grad brugt som adgang til mails, søgninger, e-kort og andre it-systemer. Google er jo selv blandt de allerstørste inden for mail med sin Gmail, og dertil kommer webbaseret kalender, Gmaps, tekstbehandling og meget andet. Google har jo også for længst sikret, at der foreligger synkroniseringssoftware, der kan få informationerne ud på de fleste af de mobiler, som folk har i forvejen.

Dagens største spillere inden for mobil-operativsystemer er Symbian, ejet af Nokia med flere, samtMicrosoft. Tiden vil vide, om den relativt kostbare iPhone med eget styresystem, for alvor får møvet sig frem til store markedsandele.

Google-satsningen går garanteret ikke i retning af det kostbare, og det er jo tvivlsomt, om det etablerede erhvervsliv vil tage den platform til sig. Her er det jo stadig Symbian, der er i højsæde, men netop sammenhæng til de bagvedliggende it-systemer gør, at Windows Mobile-styresystemet vinder hastigt frem.

Til gengæld kan en ”gPhone” – hvis det ellers gøres enkelt og smart nok – garanteret interessere masser af forbrugere og mange mindre virksomheder. De er jo blevet vænnet til gode gratis/billige produkter fra firmaet, der startede med en helt enkel søgemaskine befriet for enhver fryns i form af portaler, annoncer med videre. Også de mange fans af open source-operativsystemet Linux vil nok kigge en ekstra gang den vej.

Ingen ved, hvordan mobilerne bliver, men der et et gengangerfoto ude på nettet af en enhed, der ikke rummer meget andet end en skærm. Lidt i samme boldgade som Iphone.

En Google-baseret mobil kan friste mig. Jeg bruger jo en masse Google-software, men min lidt ældre smartphone hører til en en helt anden verden, nemlig Palms brugervenlige Treo. Problemet bliver vel bare, at Google - ligesom Apple - først har fokus på USA og derefter de andre helt store markeder.

Kan den friste dig?

12.8.07

Gratis 500 megabytes lager i "The Cloud"

Microsoft og Google nærmest snublede over hinanden i den forgangne uge med annonceringer rettet mod enhver pc-bruger, der bander over at have sine data bundet i én pc eller kvælende pc’en.

Tilbudene handler om, at man blot ved at bruge Drag and Drop (træk og slip:-) lægger data ud i sit eget kæmpearkiv på nettet. Hvilket så også betyder, at man har adgang til dokumenter, fotos etc., uanset hvilken pc, man arbejder på. Hvis den altså er online.

Microsoft bebudede en afsluttende test (beta-test) af sit tilbud, der logisk nok hedder Live SkyDrive - inspireret af diskdrive og af begrebet The Cloud, der dækker, at programmer og data har nettet - skyen - som deres ”hjem”.

Microsoft giver brugeren 500 Mbytes gratis. SkyDrive’s kaldenavn var i øvrigt tidligere Windows Live Folder. Her gives et indtryk af tjenesten på bloggen liveside.net, og Microsofts Bo Drejer fortæller lidt på sin blog.

Yahoo er ude med et gratis tilbud på 1 gigabyte, men tager penge for mere. Google, der i dag har gratis lagring på nettet af mails (Gmail - knap 3 Gbytes) og fotos (Picasa - 1Gbyte)vil tilbyde 6 Gbyte fælleslager til en pris på 20 dollar årligt, altså 110 kroner. Har man behov for 250 Gbytes er prisen $500 pr. år.

Publikationen InformationWeek synes , at tilbudene fra de store burde være billigere, set i relation til at flere helt nye lagringstjenester faktisk er billigere.

Nu vil der nok være nogen, der siger, at man bare kan etablere sig en hjemmeserver til mængden af data. Så har man jo data under egne sikre vinger og ikke hos "fremmede".

Der er jo faktisk også helt enkle hjemmeservere på vej, og jeg tror på behovet for dem, men for mange vil være lettest blot at bruge ”The Cloud”. For mig ville det også tælle, at få adgang fra, hvor man end er. Den funktionalitet er jo ikke for hvermand at sætte op, hvis man har en hjemmeserver.

Jeg undrer mig dog lidt over, man ikke også kan få en automatisk backup-funktion som en del af The Cloud-tilbudene fra de tre store (eller også har jeg overset det).

9.7.07

Google køber mailsikkerhed og -arkivering til erhvervslivet

Google bejler til erhvervslivet gennem købet af selskabet Postini for 3,4 mia. kroner ($625 mio.). Google vil nemlig dermed kunne tilbyde virksomheder en netbaseret tjeneste, der omfatter scanning af mail, instant messaging (chat) og web-kommunikation for ondartet kode, e-mailarkivering, håndhævelse af firmapolitikker for mail og chat, kryptering og meget andet.

Postini har tidligere på egen hånd fået 35.000 virksomheder som kunder og derigennem 10 millioner brugere. Dagligt passerer omkring 1 mia. "messages" igennem Postinis store filtreringscomputere.

Google, der er mest kendt for sine forbrugerrettede tjenester, har jo allerede mange andre tilbud til de virksomheder, der ikke gider bøvlet med selv at købe servere og installere en masse software. Det er Google Apps, der omfatter email, chat, kalender, Google Docs (tekstbehandling) & Spreadsheets med videre. Præsentationsprogram i stil med Powerpoint er også undervejs. Alt bruges via nettet.

Der var ellers rygter i juni om, at Postini var på vej mod en børsnotering, fortæller bloggen Techcrunch, men så tog Google den store pengepung frem, og det er lige efter at firmaet har købt sin ind på telefoni-siden også. Google har i øvrigt selv brugt Postini som underleverandør i forbindelse med Google Apps.

Hvad konsekvensen af købet er? Postini har etableret sig et godt navn på sikkerhedsfronten inklusive flotte anmeldelser og placeringer i testresultater. Det, kombineret med, at it-sikkerhed ligger erhvervslivet meget på sinde, kan måske få firmaer, der hidtil har holdt sig tilbage fra at satse på Googles netbaserede tjenester, til at tage det første skridt over mod en større satsning på "Software as a Service".

En virksomhed, der i dag bruger egen mailserver plus diverse sikkerhedssoftware, mailarkivering samt måske en eksterne mailfiltreringstjeneste får jo muligheden for at erstatte hele dette sammensurium med Googles netbaserede tilbud. Og ønskes Googles version af Gmail i stedet for Microsofts Outlook, kan også mailserveren sendes på førtidspension.

Mailsikkerhed er i dag big business, så Googles entre på markedet som serviceudbyder bliver en alvorlig trussel mod de nuværende spillere. Hvad servicen koster er endnu ikke besluttet, men Googles erhvervstilbud er lavt prissat. Firmaet kan måske også tilbyde tjenesten gratis mod at der kan bringes små tekstannoncer i margen på mailen.

Herhjemme vil det være firmaer som Comendo, noteret på First North, komme til at mærke Googles varme ånde i nakken lige som firmaer som eSec og Softscan. Som jeg ser det, men andre har måske en anden holdning. Det tager vel også nogen tid inden Google kører Postini-charmekampagnen i gang i Danmark.

Postini har i øvrigt et par af sine datacentre i Europa, og det europæiske hovedkontor er i Storbritannien. Hvorvidt der også er danske salgspartnere har jeg endnu ikke fundet ud af. Giv lyd, hvis det er tilfældet.

8.7.07

Frynsegoder a la carte, tak

I min klumme på bagsiden af Berlingske Business i morgen, mandag, hævder jeg følgende:
”Alt for mange danske videnarbejdere behandles som kvæg, frem for som de individualister, de er, både når det gælder arbejdsvilkår og fryns. One-size-fits-all duer ikke, når det gælder den svære kunst at holde sig koncentreret.”

Måske trækker jeg det for hårdt op, men umiddelbart fornemmer jeg at ”lighedsidealet” er gået for vidt, men om det er industrisamfundstænkning, overenskomst-jantelov eller kontrolitis, der gør udslaget, ved jeg ikke. Problemet er bare, at det som den ene videnarbejder vil være allermest glad for, måske ikke er af nytte for den anden, der har andre livsvilkår eller døgnrytme.

Når det gælder videnarbejde, gælder det i høj grad evnen til koncentration. Derfor bør man også give folk de nødvendige vilkår, der hjælper netop dem. Det kan være et enmandskontor og muligheden for en arbejdstid fra 7.00 til 14.30, eller 12.00 til 18.30. Det kan være en 3 gigabytes indbakke i mailsystemet, så de ikke skal forstyrres med ofte at skulle slette mails, for hvad var nu vigtigt og hvad ikke? Det kan være mulighed for mod et beskedent beløb af aflevere snavsetøjet om morgenen på arbejdspladsen og få det udleveret tørt og lagt sammen otte timer senere.

Som jeg ser det kan virksomheder glemme alt det med at friste med fri telefon, fri hjemmepc, frit bredbånd, god kantine og lignende. Det er blevet en selvfølge, når det gælder videnarbejdere. Intet exceptionelt. Intet, der adskiller en arbejdsplads fra en anden.

Arbejdspladsen, der virkelig vil gøre en forskel, vil evne at fortælle de unge, at der er andre unge, der også har fuldt fart på engagementet og lyst til tant og fjas, og de erfarne, at der er andre erfarne, som kan bruges til med- og modspil af høj kvalitet. De vil kunne love, at der tages hensyn til A- og B-mennesker. At dem uden børn får en eller anden slags fritids-kompensation for altid at skulle redde røv, når de andre har børns første sygedag, barsel, forældreorlov etc. etc.

Fantasien kan måske få lidt indspark blot ved at se på, hvad søgegiganten Google tilbyder sine medarbejdere. Som jeg skriver i min klumme ”Frynsegoder der gør dobbelt godt”, findes der folk, som ser noget stygt i alle disse tilbud – de skal stavnsbinde de unge. Jeg citerer imidlertid en midaldrende dansk forsker for, at Google indtil videre er den bedste arbejdsplads, forskeren nogensinde har været på.

Men hvad savner du selv at arbejdsvilkår eller fryns?

Tilføjelse d. 9.7.
Jeg havde fået slettet en tredjedel midt i teksten, der derfor var lidt volapyksk et sted, men det slettede er nu sat ind.


PS: Arbejdspladsen, der vil gøre en forskel, vil i øvrigt heller aldrig nogen sinde kalde sine medarbejdere for et aktiv eller en ressource. Disse betegnelser er o.k. for maskiner, kvæg og bygninger. Ikke for mennesker.

3.7.07

Google går telefonivejen

Søgegiganten Googles nyeste virksomhedsopkøb handler om telefoni! Også på dette område sætter Google sig tilsyneladende for at forenkle livet for brugerne, men lige nu gælder det kun det amerikanske marked. Alligevel kan det måske være interessant at se på tilbuddet.

Google har opkøbt firmaet GrandCentral Communications, der holder styr på telefoni-siden, altså den talebaserede kommunikation. Du har måske selv tre telefonnumre - til kontoret, til mobilen, til hjemmet. GrandCentral giver dig ét nummer, og du kan alt efter hvad der passer dig vælge hvilken af de tre telefoner, samtalen skal gå videre til. Eller alle, hvis du vil være helt sikker på ikke at misse et opkald. Viderestillingen kan også gøres afhængig af, hvem der ringer - eller inden for hvilken "gruppe" nogen ringer. Og du kan blokere for "idioten", du ikke gider høre på igen.

Ifølge Grandcentral.com sker dette i en slags samarbejde med de teleselskaber du benytter.

Også alle telefonsvarer-beskeder fra de tre numre samles, og kan tilgås fra nettet eller fra enhver telefon. Det ser faktisk lidt smart ud, så tag et tjek.

Samtalen, der kommer ind på mobilen, kan via Grand Central uden videre flyttes over til den faste telefon og omvendt. Og selvfølgelig har du fælles adressebog, logfil etc.etc.

Umiddelbart står det hele dog lidt tåget for mig. Ét nummer - jo, det er jo fint. Men det er så et helt nyt nummer, der skal uddeles til alle. Og så er der alle de venner og forretningsforbindelser, der stadig ringer ind på de tre forskellige gamle numre over lang tid.

Jeg kan se, hvorledes det uden videre kører som voice over IP, men der er altså mobilnet og fastnet involveret. Men under alle omstændigheder er det garanteret billigere end TDC's Duetsvar:-) Og det er faktisk noget rod med tre forskellige telefoner, selv om det kan være nødvendigt.

KALDER TROLDEN! (flittig bloggæst her), hvordan tolker du, hvad GrandCentral/Google kan og vil? Tror du, at det er noget, der får relevans i Danmark?

PS: Google har i forvejen Google Talk, der er chat ligesom Microsoft Messenger, og det er vel sandsynligt, at der også med tiden vil ske integration mellem telefonien og chatten, så man har overblikket ét sted.

20.6.07

Google får stoppet Microsoft-chikane

Lang tid før Microsoft kunne byde på søgeværktøjer, der også på effektiv vis fandt frem dokumenter og andet, man ikke lige kunne hitte på sin computer, var Google parat med sin Google Desktop, der klarede opgaven. Men med Vista kom Microsoft på banen med egen desktopsøgning, og det i den grad!

Vistas desktop-søgning var præinstalleret, og det var ikke ligetil for brugere selv at installere alternative produkter til søgning. Ifølge Google satte Vista desuden pc'ens fart ned, når det var Google Desktop, der stod for søgningen.

Google gik til det amerikanske justitsministerium for at få standset, hvad der blev betegnet som konkurrencehæmmende foranstaltninger, og i går gav Microsoft sig.

Google blev støttet af en række delstater i sit sagsanlæg, mens justitsministeriet ifølge New York Times oprindelig afviste Googles klage som ubegrundet. Da de offentlige anklagere hos de involverede delstater derefter gav besked om, at de ville køre sagen uden om ministeriet, ændrede holdningen sig.

Microsoft lover, at der vil ske ændringer. Advokater involverede i sagen fortæller New York Times, at styresystemet Vista vil gøre det lettere for kunderne at bruge den desktop-search, de ønsker, og kunderne ville også få vejledning i, hvorledes de kan skifte. Desuden skulle Microsoft få sikret, at pc'er ikke længere taber fart, hvis der anvendes alternativt software fra Google eller andre.

PS: Den svenske it-nyhedstjeneste Computersweden har en læseværdig artikel om, hvorledes svenske banker samt kreditkortselskaber har forsøgt at lægge låg på en sag fra 2005, hvor over 25.000 kontokortnumre er stjålet. Det skete via et e-indbrud i et selskab, der står for betalingsformidling, og konsekvenserne har været milliontab. Kunder har blot fået udskiftet kort uden fuld forklaring, men de, der er ramt, er dog blevet kompenseret.

11.6.07

Bluf? Google værst til beskyttelse af privatliv

Det ligner krig på ord.

En rapport fra den London-baserede organisation Privacy International udnævner Google til at være det store internetfirma, der beskytter folks data dårligst af alle. Også dårligere end Microsoft. Historien gribes af Associated Press og masser af andre medier. Men kritikere hævder, at Privacy International blot har lavet noget slemt misk mask af andenhåndsviden fra artikler m.v., der udgives for at være research, men som ikke er det.

Foreløbig kan Googles egen tjeneste Google News liste 2,618 nyhedsartikler, når man søger på Google + Privacy, hvoraf i hvert fald flere hundrede gælder denne sag.

Privacy International om sig selv:
Privacy International (PI) was established in 1990 as a human rights research and campaign organization. It was the first privacy NGO to operate in the global environment and since then has been instrumental in the evolution of the modern international privacy movement.
Blandt de første, der kritiserede rapporten, var bloggen Search Engine Land, der dissekerer rapporten trin for trin her. Konklusionen er, at Google hører til blandt de bedre til at beskytte folks privatliv.

Den kendte blogger Robert Scooble er også kritisk, men fortæller, at Google dumper på deres PR-indsats i denne sammenhæng.

En Google-ansat, Matt Cutts, blev så rasende over rapporten, at han besluttede sig til at sove på den, inden han ville tage til genmæle. Og det sker her.

Hvem, der har ret, ved jeg ikke, men jeg kan endnu en gang undre mig over, at den slags angreb fra organisationer, der markedsfører sig som samfundets beskyttere, går fuldstændig ukritisk igennem hos medierne. Også a pro pos mit indlæg i går med overskriften Big Brother en gang til for 117. gang.

3.6.07

Google får tæv for problemer med sikkerheden

Alene inden for den seneste uge er der afsløret fire problemer med sikkerheden i Googles produkter. Problemerne rækker lige fra, at en Google-søgning kan manipuleres via et såkaldt man-in-the-middle-attack (under ganske særlige omstændigheder) til påpegning af, at når Google opdaterer sin software på vores pc'er, såsom Google Desktop, så sker det ikke via en sikret forbindelse.

Nyhedstjenesten The Register har en gennemgang af sikkerhedsproblemerne her. forløbig tyder det dog på, at det ikke er sårbarheder, der udnyttes af de ondartede hackere, men som påpeges af hackere, der bevæger sig inden for lovens ramme.

Men holder den "gamle" visdom vand - den om "Microsoft-produkter angribes først og fremmest, fordi hackerne går efter så mange ofre som muligt" - så kommer vi måske også til at se mange angreb mod Google. Eller hvad tror du?

Hele Google-situtionen minder mig dog lidt om, at diverse "sikkerhedsfolk" søger efter berømmelse/omtale ved at påpege usikkerheder, der er i kategorien "hvad nu hvis min r.. var spids og smurt med remoulade". Men måske tager jeg fejl.

31.5.07

OBS: Googlesoftware fungerer snart offline

Vil du give nogle tusinde kroner til Microsoft for software, som du kan få gratis fra Google, omend i en basisudgave? Hidtil har svaret fra de fleste været ja, fordi Googles programmer, såsom Office-pakken (Google Docs & Spreadsheet) og mailsystemet (Gmail), kun fungerer online. Men det problem løser Google nu.

Google lancerede i går - på koncernens 10 samtidige konferencer for softwareudviklere på forskellig lokationer - Google Gears, der gør det muligt at køre et webbaseret program offline. Udviklerne fik rådighed over kildekoden (source code) til Gears, der er en lille stump ekstrakode (en plug in) til browseren.

Det varer dog en måneds tid eller lidt mere, inden du og jeg kan begynde at bruge Google-applikationerne offline. Google ønsker først at indhente erfaringer fra udviklingsmiljøet inden den færdige plug in til forbrugerne lanceres. Koden ventes at blive på under 1 megabyte skriver nyhedtjenesten Cnet. Gears findes til Internet Explorer på Windows; Firefox på Windows, Mac OS og Linux samt til Safari Mac OS browseren.

Google stiler dog langt højere end blot at gøre egne applikationer offline-egnede. Selskabet håber på at gå gjort Gears til standardmåden at give webbaserede applikationer et offline-liv og har derfor fremsendt koden til en standardiseringsorganisation.

Det første produkt, som Gears kommer til at fungere på, er Google Reader - et stykke software, der er blandt mine foretrukne arbejdsredskaber. Google Reader tjekker hele tiden, hvad nyt der kommer på de blogs og nyhedssteder, som jeg følger, og præsenterer resultaterne på en overskuelig måde. Jeg slipper altså for at skulle klikke mig ind på alle de forskellige steder for selv at tjekke, om der er sket noget nyt siden sidst.

Google Reader er en såkaldt feed-reader i familie med for eksempel Bloglines og Feedreader, og den type teknologi kan kun anbefales. Man sparer en masse tid. Fra nogle websteder får man kun indledningen - fra andre hele moletjavsen - hele indlægget eller nyheden.

En feedreader fodres af RSS og Atom-feeds, hvilket er teknologi, som blogs og websteder på let vis kan koble på. Teknologien varsler, at "her er kommet nyt på siden sidst".

Jeg synes at erindre, at en eller anden person har lavet en rigtig god vejledning på dansk om, hvorledes man kommer i gang med at bruge en feedreader, men jeg kunne ikke lige finde den. Så hvis du....

Men jeg glæder mig. Tænk at kunne tjekke feeds og besvare mails, når man er på farten, men ikke online.

Og Danmarks mange små virksomheder! Jeg vil næsten tro, at de kan vælge at satse hundrede procent på de gratis applikationer, hvis de vil spare penge og besvær med at installere mail-server og meget andet.

Tilføjelse den 3. juni:
Google har sikkerhedsproblemer.

24.4.07

Google har verdens stærkeste brand

Knap 10 år gammel har Google vippet Microsoft af pinden som verdens mest magtfulde brand. Præstationen fremgår af Financial Times, der har samarbejdet med konsulenthuset Millward Brown Optimor om rapporten.

Efter Google på 1. pladsen følger General Electric, Microsoft, Coca Cola, China Mobile, Marlboro, Wal-Mart, Citigroup, IBM og Toyota. Værdien af Googles brand opgøres til 66,4 milliarder kroner, og det er det dobbelte af Toyotas!

Sidst år lå Google på en 7. plads, så der er taget et pænt spring. Tallene er så endnu en bekræftelse af nørdernes styrke – når der også er tjek på forretningssiden. Bare tænk på at Bill Gates er verdens rigeste mand.

I øvrigt er Google ind imellem lidt af en fusentast, såsom i fredags, hvor Googles lille nye forskningsafdeling i Århus åbnede dørene for at fortælle om, hvad der blev puslet med. At dømme efter diverse omtale fra arrangementet fik journalisterne sig noget, der minder betænkelig meget om en lang næse. Intet konkret.