Viser opslag med etiketten OS. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten OS. Vis alle opslag

23.10.07

Lang vej for Apple i Danmark

Apple har ikke haft den ekstreme medvind herhjemme, som ses på det amerikanske marked, hvad angår de personlige computere. Faktisk er markedsandelen faldet på det seneste.

Markedsandelen i tredje kvartal 2007 lå på 3,2 procent, fortæller analytikeren Anders Elbak fra IDC. Det repræsenterer en stagnation i forhold til samme kvartal sidste år, og et fald i forhold til andet kvartal 2007, hvor Apple toppede på 3,5 procent.

Som jeg fortalte på bloggen i går, er Apple netop blevet den tredjestørste leverandør af personlige computere i USA. Markedsandelen er ifølge IDC på 6,3 procent, altså næsten det dobbelte af den danske. Det andet store analysefirma, Gartner, giver Apple en endnu større markedsandel, nemlig 8,1 procent. Sært med så stor en forskel. IDC og Gartner er dog enige i at placere Dell som den største i USA fulgt af HP.

Anders Elbak har i øvrigt følgende kommentar til mit blogindlæg fra i går:
”Jeg har absolut ikke på fornemmelsen, at opgraderinger af OS går hurtigere på Apple - snarere tvært imod. Tidligere var Apple computere født med ét styresystem, som reelt ikke kunne opgraderes, og der er derfor ikke samme tradition for opgraderinger".
Analytikeren tilføjer:
"Jeg mener også, at man kan vælge at anlægge en noget anden vinkel til Apples seneste succes på computer markedet: Efter mange år har Apple nu valgt at bruge Intel processorer og gjort det muligt at køre Windows, så får de - pga. design og brand - langt flere
kunder”.
Samme forklaring gav "Jesper H" og Thomas Mejer i kommentarer til gårsdagens blogindlæg.

Og ja. Sådan er det nok. At jeg havde overset det skyldes lidt rust i hjernevindingerne. Nu kan man jo købe en Mac, der både kan køre Apples eget operativsystem samt Windows. Det sidstnævnte betyder adgang til en helvedes masse applikationer, som ikke var tilpasset Apple-verdenen.

PS: Jeg ser netop en Reuters-artikel om, at Dell satser på endnu en stor amerikansk detailkæde for at få fart på salget til forbrugerne. Starten gik jo med giganten Wal-Mart, og nu vil Dell også sælge via Staples, der sælger kontorartikler. Her bliver der tale om salg via 1.400 butikker. Der går vist et års tid, inden Dell er parat til at sælge via detailhandelen i Danmark.

2.3.07

Svensk startup udfordrer Microsoft og Google

Har lige læst en interessant artikel om et lille svensk firma, der arbejder med, hvad der kaldes et "Cloud OS" - et operativsystem "i skyerne. Det er et lille 2 megabytes operativsystem, som blot kobles til browseren, og som gør, at diverse små programmer kan downloades og køre lokalt, uanset hvilket operativsystem selve pc'en er forsynet med. Cloud OS styrer også, om datalagringen skal ske eksternt ude i "skyen" hos softwarefirmaet, eller på pc-ejerens USB-dims, eller på hans firmas egen server.

Det handler om firmaet Xcerion, der har en supergarvede ex-Microsoftbos i bestyrelsen og en tidligere Microsoft finansdirektør som investor. Jeg læste om det hos bloggeren Mary Jo Foley, hvis hovedfokus er på Microsoft.

Xcerion selv vil udvikle ti småprogrammer, herunder tekstbehandling og regneark, og firmaet håber på, at ved at forsyne omverdenen med et udviklingsværktøj, vil der komme gang i produktionen af flere småprogrammer til det lille Cloud OS.

Ifølge bloggeren har også Google fuld gang i udviklingen af et Cloud OS, da nogen vil kræve at applikationer som Google Docs og Spreadsheet også i visse tilfælde kan lagres lokalt lige som data. Tjek evt. mit tidligere indlæg om Google. Også Microsoft, der jo arbejder på at få netbaserede applikationer på plads, skulle ifølge Mary Jo Foley arbejde på et sådant operativsystem.

Den svenske satsning lyder ret så vild, men stærkt gået, hvis det lykkes. Svenskerne gør det ret godt. For eksempel er den mest anvendte opensource-database, MySql, svensk, og selv mange af verdens store koncerner har taget den til sig. Blandt de andre bemærkelsesværdige svenske firmaer er også Anoto, der står bag en digital pen, som blandt andet bruges helt centralt i lærende legetøj fra LeapFrog i USA. Leg lidt med denne side om Fly Pen og bliv misundelig på dine ungers vegne.