Så jeg gjorde altså forfatteren uret i mit forrige indlæg "En tøsedrengs bekendelser", da jeg kritiserede ham for at være alt for overfladisk, og herunder for at have alt for få konkrete eksempler.
Forlaget, der havde den store kniv fremme for at skære 100 sider væk, var Upsala Publishing. Forfatterens nye bog "Sexistens karriärhandbok för unga kvinnor" er i øvrigt udgivet på et andet forlag, nemlig Premiss i Arenagruppen.
Jeg adviserede i går Lars Einar Engström om mit blogindlæg og de ledsagende kommentarer, hvor han blandt andet fik smæk fra en kønsfælle for at gå de feministiske kvinders ærinde. Min blogs kommentarfunktion drillede, så i stedet sendte forfatteren mig følgende mail med accept af, at jeg lagde den på bloggen:
Hej, spännande!Og nu håber jeg så småt på at få manuskriftet i jomfruelig form, altså uden forlagets kirurgiske indgreb. Sådanne kan jo altid forklares og bortforklares med henvisning til forfatterens skriveevner, læserhensyn og meget andet, men det er jo hændt, at der ligger helt andre motiver bag.
Jag kan inte svara på din sida, om jag hade, kunna hade jag skrivit:
"Skidesmart, nja, det kan diskuteras, men boken hade 100 sidor till från början med fler konkreta exempel och företag som jag namngav. Detta ville icke forlaget gå med på. Boken är skriven som ett debattinlägg och kan läsas av vem som helst, kvinna eller man, ung eller gammal och uppenbarligen fungerar detta bra, vi diskuterar ju!"
Lägg in det om du vill.
Lars Einar
DEBAT PÅ P1. Tilføjelse kl. 13.15. En af de flittige bidragsydere på bloggen, "Trolden" gør mig opmærksom på, at bogen og emnet blev diskuteret i P1 i går. Programmet kan aflyttes her. To mandlige journalister, hvoraf den ene er på vej ud med en bog om den nye karrierefar, debatterer. Studieværten er en kvindelig journalist.
Jeg har ikke haft tid til at lytte det hele igennem, men har alligevel en bemærkning. Journalister har en tendens til at tro, at deres erfaringer svarer fuldstændig til de erfaringer, der gøres i det omgivende erhvervsliv. Det er ikke min erfaring efter at have arbejdet halvdelen af mit liv i pressen og halvdelen af mit liv udenfor pressen.
Der er på mediearbejdspladser en langt større tradition for at det er o.k. at kalde en idiot for en idiot og en mandschauvinist for en mandschauvinist, selv om det måtte være ens chef eller kollega.
Derfor er det noget sværere for mediernes mandchauvinister at udøve den groveste form for diskrimination, hvis man ikke vil risikerer at ende med buksene nede om hælene, udstillet for sine holdninger. Udøveren af diskriminationen skal i hvert fald være ekstra udspekuleret, og det vil sige, at så fjerner vi os fra den mere ubevidste mandschauvinisme.
