Viser opslag med etiketten SAP. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten SAP. Vis alle opslag

21.9.07

Navisionkiller fra tyske SAP

Business ByDesign blev navnet på et bemærkelsesværdigt nyt virksomhedssystem fra tyske SAP, der netop er kommet på markedet. Det nye system er webbaseret, det er one-size-fits-all, og det sælges på abonnementsbasis.

SAP "ejer" i forvejen majoriteten af verdens største koncerner med sine ERP-systemer (Enterprise Resource Planning, herunder økonomisystemer). Dette nye tilbud retter sig direkte mod alle de mange mindre og mellemstore kunder, som Microsoft har fået i hus blandt andet via opkøbene af Navision og Great Plains. Men britiske Sage og adskillige andre leverandører i det markedssegment har årsag til at ryste i bukserne.

Business ByDesign (BBD) repræsenterer en helt nye generation, der - fordi det blot bruges via nettet - kan spare kunder for mange udgifter til softwareinstallation og vedligeholdelse. Opskriften er den samme, som gav salesforce.com en bemærkelsesværdig succes, og som satte en stopper for den høje vækst hos hidtidige konge inden for salgsstøttesystemer, Siebel (nu en del af Oracle).

SAP har tidligere bejlet til de mindre og mellemstore virksomheder dels via en neddroslet version af sit store succesrige produkt, MySap, og dels via det lille opkøbte israelske produkt, Business One. Men ligesom hos Oracle, den næststørste leverandør i det tunge segment, er det ikke blevet til store bunkebryllupper.

Microsoft kan dog slappe af endnu en stund i Navisionlandet Danmark. Foreløbig udbydes tjenesten kun til "early customers" i Kina, Frankrig, Storbritannien og USA.

Den erfarne ERP-analytiker, Josh Greenbaum, anser SAP's nye produkt for det allerstærkeste, der er lige for øjeblikket, når det gælder kategorien Software as a Service (SaaS). Han skriver på sin blog Enterprise Anti-Matter, at selve funktionaliteten i systemet også vil bidrage væsentligt til at løfte kunderne i forhold til konkurrenterne.

New York Times har også en god Reutersartikel om perspektiverne samt om prissætning her.

Og så er det i øvrigt interessant, at da projektet endnu gik under kodenavnet A1S, sagde SAP, at det rettede sig mod virksomheder med fra 50 ansatte op til 300, så blev overliggeren ved lanceringen hævet til fra de 100 ansatte. Frygtede SAP mon for Business One's skæbne?

29.3.07

Dansker til tops hos SAP efter kronprins-exit

Dagens overraskende melding om, at kronprinsen hos den tyske softwaredgigant SAP, Shai Agassi, forlader firmaet, giver danskeren Jim Hagemann Snabe endnu et skub op i hierarkiet hos SAP. Han bliver nu medlem af en nyformet direktørgruppe på fem, the Executive Council, der referer direkte til den administrerende direktør, Henning Kagermann.

Jim Hagemann Snabe, der tidligere refererede til Agassi, får desuden udvidet sit ansvarsområdet. Hidtil har han haft ansvaret for alle SAP's brancheløsninger - altså ERP-systemer (Enterprise Resource Planning), der er specifikt tilpasset en lang række brancher. Nu får han også hovedansvaret for hovedproduktet, SAP Business Suite, der også er fundamentet for brancheløsningerne. Produktet bruges i øvrigt hos majoriteten af Danmarks største koncerner.

Israeleren Shai Agassi har ifølge den officielle pressemeddelelse fra SAP forladt firmaet, fordi bestyrelsesformanden, SAP-medstifteren Hasso Plattner, for nylig forlængede Henning Kagermanns kontrakt til 2009. Agassi, der er noget yngre, havde ikke tålmodighed til at vente på den absolutte topstilling. Han kom til SAP i forbindelse med koncernens opkøb af hans firma TopTier Software i 2002, og han tilskrives megen af den fornyelse, der er sket i SAP. En ældre, veltjent SAP-direktør, Léo Apotheker, overtager straks posten som vice-administrerende direktør.

En af ERP-branchens garvede analytikere, Josh Greenbaum, mener i øvrigt, at det er på tide, at Jim Hagemann Snabe får lidt mere magt. Det har han ifølge analytikeren fortjent.

Jeg talte i øvrigt for nylig med danskeren i forbindelse med en artikel til Ingeniørens it-medie Version2. Her fortalte Jim Hagemann Snabe om en kæmpesatsning fra SAP-side på nyudvikling af et system til virksomheder med mellem 50 og 300 ansatte. Systemet, der har kodenavnet A1S, vil også kunne bruges rent web-baseret, så virksomheder slipper for bøvlet med selv at have maskineriet i huset. Ifølge Hagemann Snabe vil virksomheder, der vælger basisfunktionalitet, i visse tilfælde kunne spare helt op til 90 procent af "total cost of ownership" på ERP-systemet. Med dette tiltag forsøger SAP blandt andet at tage kampen op mod Microsoft Business Solution, der jo har Navision og Axapta på hylderne under det nye Dynamics-navn.