Viser opslag med etiketten Khader. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Khader. Vis alle opslag

9.8.07

Naser Khader angribes af NaserKhader.dk

Kampen mod populære Naser Khader er ført ud i blogland. Der er en derude, der mener, at Naser Khader ikke er til at stole på. Angriberen står ikke frem ved navn, men hans blog hedder naserkhader.dk. På bloggen sammenholder han, hvad Naser Khader tidligere har sagt og skrevet med det, som politikeren bag Ny Alliance siger i dag.

Det er den gode blogtjeneste, overskrift.dk, der gjorde mig opmærksom på sagen. Til tjenesten, der publicerer overskrifter på nye indlæg på en hulens masse blogs, herunder mine, er også tilknyttet en blog, der fortæller om sagen, og hvor angrebene synes at komme fra.

Bloggen betegner hændelsen som en highjack af Naser Khaders blog. Det er jo så ikke helt præcist, men det fænger som overskrift:-)

Naser Khader har imidlertid stadig SIN blog khader.dk, der dog er ret så død. Seneste indlæg var 7. maj. (Ejendommeligt, at han ikke ønsker fortsat at have sin offentlige "stemme".)

Angrebs-bloggen vil naturligvis kunne nasse en masse hits via Google, for søger nogen på "Naser Khader" for at finde politikerens egen blog eller anden omtale, nævnes den "falske" allerede på første overbliksside. Bloggens overskrift er "Alt om Naser Khader" med tilføjelsen "Alle de ting, han helst ville glemme."

Jeg har et par kommentarer til angrebsformen. Det er da noget tøset ikke at have modet til at stå frem ved navn. Kan han (jeg fornemmer, det er en han) være bange for repressalier, sit job eller hvad?

Eller er modstanderen en politiker, der er blevet harm over Khaders udmeldelse og hans popularitet? Hvis det er tilfældet kan politikeren måske også selv frygte, at hvad han sagde for en halv snes år siden, ikke svarer til, hvad han sagde i går. Han kan jo være blevet klogere - eller dummere.

Er det en ungdomspolitiker? Man har jo set dem omkring med mange løse skud i bøssen og angreb på de "gamle".

Alligevel synes jeg faktisk det er en sund øvelse at sammenligne, hvad markante folk sagde for mange år siden med, hvad de siger i dag. Hvadenten det er en "it-guru", en virksomhedsdoktor, en "rød lejesvend", en professor ved CBS eller en nydelig politiker.

Der er masser af områder, hvor det er sundt at flytte sig på, efterhånden som man er blevet klogere. Og giv så også de "afslørede" lejligheden til at fortælle, hvorfor de flyttede sig.

Der er jo så også alle opportunister, der blot skifter synspunkt som vinden blæser, være det sig folkestemningen eller de store penge. Og lad også dem komme til orde, omend jeg tvivler på, de vil være med.

Men hvad synes du om konceptet med en angrebsblog, der markedsføres under den angrebnes navn? Den amerikanske blogger, der lavede en falsk Steve Jobs-blog, var dog så venlig at kalde den fakesteve.com, og indlæggene rummede også meget humor. Som jeg fortalte for få dage siden blev han i øvrigt afsløret for nylig.