Viser opslag med etiketten Second Life. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Second Life. Vis alle opslag

5.8.07

Hån og dog: Politiken og M.I.T. i Second Life

Hånen bankede på for at blive luftet, da jeg i dag læste, at Politiken nu har sendt en journalist ud i Second Life, nemlig Niels Thorsen, alias avataren Ridiculous Writer.

Politiken! Sidst med det første, hva'ba! Nu hvor selv TV2 har erkendt, at der ikke er en skid at hente derude, på trods af, at det ikke er mange måneder siden TV2 gik i Second Life med skamløs rosende foromtale (som jeg "anmeldte" her.)

Men hånen måtte holde sig på måtten. Politiken-artiklen var nemlig morsom. Langt, langt fra det opblæste narvæk, som andre medier er gået i SL med. Den handlede ikke, om hvor vigtigt det var for virksomheder, medier, politikere og Klumpe Dumpe at etablere sig derude, hvis de ville have en fremtid. Den beskrev blot på humoristisk vis, hvad mange af os har oplevet, da vi for første gang trådte ind i det univers.

Alligevel gav det anledning til lidt rids med kridtet henover SL-tavlen, for jeg kom til at tænke på noget helt andet, der har med SL at gøre.

En af de allerbedste konferencer, jeg nogensinde har deltaget i, var Emerging Technologies i Boston for godt et år siden. I år har jeg fravalgt at deltage, og det er ikke "kun" et spørgsmål om tid og økonomi for free lanceren.

Medvirkende er nemlig en undren over, at arrangøren, publikationen Technology Review, udgivet af berømte MIT (Massachusetts Institute of Technology), i den grad har ladet sig spænde foran Second Life-vognen, og tilmed på et tidspunkt, hvor alle andre end de hårdnakkede benægtere siger, at den vogn ikke kører til ret meget andet end Red Light Disticts.

Min afsmag startede med forannonceringen af konferencen for mange måneder siden. Stifteren af Linden Lab, som står bag Second Life, blev annonceret som det store scoop som en af hovedtalernes på 2007-konferencen i september. Philip Rosendale er stifterens navn.

Oveni kom, at Juli/August-nummeret af Technology Review som coverstory har "Second Earth".

"How Second Life and Google Earth are merging into one Metaverse", lyder underteksten. På Technology Reviews websted kan man endvidere læse "The World Wide Web will soon be absorbed into the World Wide Sim: an environment combining elements of Second Life and Google Earth." (Mon ikke Sim står for Simulation?)

Så om fremtidens hjørne vil vi altså se, at nettet vil ændre sig til at blive et 3D-miljø, bygget elementer af Second Life og Googles kendte verdenskort, Google Earth." Second Life? Kunne man ikke blot have skrevet elementer af 3D-universer? (og jeg kan garantere, at WWW stadig også vil rumme masser af 2D).

Inden jeg går videre, vil jeg dog erkende, at jeg IKKE har læst artiklen. Jeg har ikke længere abonnement på Technology Review, men får blot nyhedsbrevet dagligt. Forannonceringen er dog i min optik utroværdig, men som journalist ved jeg jo også, at appetizere kan være underlødige. Hvad jeg skriver her kan altså være frygteligt uretfærdigt over for tidsskriftet.

Men for tre uger siden skrev Los Angeles Times (kun adgang for betalende abb.) om de skuffede forventninger i en grundig artikel med overskriften "Virtual marketers have second thoughts about Second Life". En efter en lukker og slukker de store erhvervsnavne for deres SL-tilværelse.

Et ret så anerkendte tech-tidsskrift, Wired, bruger sit augustnummer til at berette om, hvorledes nogle af verdens største koncerner spilder hundredevis af millioner dollar til reklamer, PR-fremstød og etablering af virtuelle hovedkontorer i et deserteret Second Life.
On a random day in June, the most popular location was Money Island (where Linden dollars, the official currency, are given away gratis), with a score of 136,000. Sexy Beach, one of several regions that offer virtual sex shops, dancing, and no-strings hookups, came in at 133,000.
Den dag var der 27 besøgende hos Coca Cola i Second Life. Skål! (Nu går det jo heller ikke at tøffe rundt med en Cola-sutteflaske i Second Life, hvor man jo skal have begge hænder på tastaturet, for at snakke:-) Omend der jo så småt lukkes op for brug af stemmen.)

Linden Labs PR-bureau, Lewis PR (som vitterligt har storpralet med sin bidrag til SL-succesen) har til gengæld fået Newsweek på pinden, og det flyder med positive ord om forretningsmulighederne. (At der også er mange positive ord om dating, sex med mere - også for handicappede i Real World - i SL er vist helt rigtigt fortjent). Men mon ikke, vi hermed har set den sidste krampetrækning af verdens bedste markedsføring af varm luft?

Men tilbage til sagen. At Technology Review, lægger sig så sent pladask på maven for SL, når mediet skriver:
For over 108 years, Technology Review has been the first to write about new technologies and explain why they matter. It’s the authority on the future of technology.
Ejendommeligt fremgår Second Life's far, Philip Rosendale, pludselig ikke længere af konferencens talerliste.

Den rummer faktisk personer, som jeg meget gerne ville høre (foruden nogle navne, der repræsenterer de største sponsorer). Og dagen før konferencen sættes spot på emnet Women in Technology - et emne, der også interesserer mig, herunder det typiske fravalg, som kvinder gør.

Men ikke mindst er der den årlige pris til 35 bemærkelsesværdige unge forskere. Alene at sætte sig ind i deres områder udgjorde sidste et sandt bombardement af ny, interessant viden.

Jeg må lægge øret til nettet, og næste år! Måske.

26.6.07

Fuser i Second Life for dansk Røde Kors og mange andre

Luften er ved at gå ud af Second Life-boblen. Det er der mange tegn på, herhjemme og i udlandet. Dansk Røde Kors for eksempel har standset videre investeringer i det virtuelle univers, fordi der kommer alt for få penge i indsamlingsbøsserne. Det fortæller Ingeniørens Version2 (og jeg) her.

IBM, der om nogen har promoveret Second Life som fremtidens markedsplads, har sendt en direktør i marken med markante udmeldinger – måske for at gøde jorden for en ærefuld retræte.
”Tror jeg, at anonyme avatarer klædt i ejendommeligt tøj udgør fremtiden for erhvervslivet? Nej, det interesserer mig ikke,” siger IBM-direktøren Lee Dierdorf til nyhedsstedet VentureBeat . Dierdorf, der har titlen Vice President of web strategy and enablement, betegner Second Life som for lukket og aparte til, at IBM vil være bosat der på langt sigt, men 3D-verdener er af stor interesse generelt set.

Wells Fargo har for længst trukket sig, Starwood Hotel forsøger at få solgt sine ejendomme i SL, og tøjselskabet American Apparel er dybt skuffet over udbyttet af at være i SL. Disse oplysninger har man allerede kunnet læse i 2. juli-nummeret af det respekterede business-tidsskrift Forbes (gratis, men kræver registrering).

Der kommer simpelthen for få i ”butikkerne” – på øerne - hvor virksomhederne etablerer sig. Og det på trods af, at Linden Lab, der står for Second Life, nu reklamerer med 7,6 millioner indbyggere. (Som altid tæller samtlige døde med, og de udgør majoriteten.).

Herhjemme hører man stadig om nogen, der er på vej ud i Second Life, for der skal man jo være! De seneste, jeg har hørt om, er et par politiske partier.

Second Life prises også stadig af organisationer som Innovation Lab, der får sine indtægter fra danske virksomheders medlemsskaber, byggeri i Second Life og foredrag derom.

”Brug for et fagligt input til julefrokosten. Få et foredrag og en guidet tur i Second Life”, lyder tilbudet på et foredrag til 10.000 kroner plus transport. Tilbuddet fortsætter: ”BusinessWeek har dedikeret en forside til det, ComputerWorld har ansat en journalist til det og en ejendomsmægler er blevet millionær på det. Vi taler om et af de mest omtalte fænomener pt. - den virtuelle verden Second Life.”

Innovation Lab, der markedsfører sig som danske virksomheders fremtids-tænkettank, fremhæver i øvrigt i tilbudet flere af de virksomheder, som også Forbes nævner, men for deres store engagement i Second Life. Ikke for skuffelsen.

Trænger dansk erhvervslivs fremtids-førerhund på it-området til nye briller?

Og hvordan går det egentlig med Grundfos – en af Innovation Labs medlemsvirksomheder – derude i Second Life? Var det blot stor ståhej for ingenting, da Grundfos var i tv og masser af aviser med sin satsning på at sælge pumper via Second Life.

Hvad med it-avisen Computerworld store danske satsning derude? Har den 25 mands store redaktion i SL givet pote?

Hele udviklingen er dog lidt ærgerlig for mig. Nu er det slut med at være anderledes - på den front:-)


PS: Forbes hæfter sig i øvrigt også ved, at det ikke er risikofrit at være i Second Life, når der ses på omdømme. De flyvende penisser, som afbrød et pressemøde arrangeret i SL af nyhedstjenesten Cnet - med den berømte kvindelige SL-ejendomsmægler Anshe Chung, et af eksemplerne. Tag et kig på, hvad en gut har har fået ud af det og lagt på YouTube. Advarsel: Det kan være lidt for banalt for nogle, for skrap kost for andre. Men scenen er altså et pressemøde i Second Life med særprægede avatarer på tilskuerpladserne.

24.4.07

Business bag maske? Mon dog.

I min tæt på instinktive modvilje mod at tro på Second Life som en nødvendig supplerende scene for erhvervslivet, dukkede der forleden en ekstra forklaring op. Fire studerende på CBS (Copenhagen Business Scool), der er i gang med at se på Second Lifes betydning, var tyet til mig for dog at få en enkelt kritisk stemme i koret af lovprisninger.

Før mødet havde jeg selvfølgelig de sædvanlige funderinger over, om det blot er min velvoksne indre Rasmus Modsat, der gør mig mere end skeptisk over for SL's brede erhvervsrelevans. Og når tilmed revisorer, tager det alvorligt:-) Men faktisk bragte en association mig et skridt videre i min forståelse af, hvorfor der er noget, der ikke rimer.

For nogle måneder siden hørte jeg på Kaffeklubben på P1, at en politiker trak en lige linie mellem Second Life og den gamle verdens maskeballer. Gemt bag masken - eller avataren (personfiguren i SL) - er der mere frit spil for flirt, for at udleve fantasier, for at sige ting, som man nødigt ville sige, når hverdagens almindelige spilleregler skal følges.

SL er altså også en slags nutidens maskebal, der tilmed tillader os at mødes på tværs af geografi og tidszoner og som tillader os at "skifte køn". Det er ikke så underligt, at SL er blevet et meget populært sted at møde nye folk for at date, gestalte samlejer and what not.

Men seriøs business bag masker? Jeg erindrer de utallige gange, som vi er blevet fortalt, at fremover vil alle forretningsmøder blive afholdt via videokonferencer, fordi det er langt mere effektivt og billigere, end hvis man skal rejse for at mødes face til face. (Jeg redigerede såmænd selv en bog om fænomenet i starten af 90'erne). Bebudelserne ses nu typisk i kølvandet på katastrofer som 9/11 og her med undertonen af, at terroristerne jo kan udgøre en trussel.

Men fakta er, at direktører rask væk holder fast i, at de vil mødes ansigt til ansigt, når der skal gøres vigtige forretninger. Noget kan bestemt håndteres via videokonferencer, hvor der jo også er ansigter, ej masker, men ikke alt, og næppe allermest vigtige ting.

Så at tro, at direktører med flere vil synes, at det bedste i verden er at indgå kontrakter bag masker i Second Life.... Nej, det er far out. Jeg tror ikke engang det vil tiltale mafiaen, der ellers opererer via stråmænd en masse.

Måske kommer der nu et modargument om, at det jo ikke er direktørerne, der skal mødes i Second Life, men det er stedet, hvor virksomheder skal møde attraktive nye kunder - kunder, der er med på beatet. Men igen. Hvad er der af attraktivt i at købe en pc, vist i 3D i dårlig pixelopløsning, af en person, der bærer "maske"?

Jeg afskriver ikke 3D-universer berettigelsen, og jeg tror, at vi vil se selv forretningsrelevante 3D-universer hen ad vejen. Jeg tror også på, at erhvervslivet gør klogt i selv at beherske 3D på eget web-sted for eksempel i forbindelse med support, hvad enten det gælder rådgivning om at "montere", udskifte noget eller fejlfinding.

Jeg faldt for øvrigt over omtalen af et andet 3D-univers, hvor de UNGE strømmer til, Gaia. Her synes konceptet at være en slags blanding af MySpace (hvor 70-90 millioner unge har hver deres "websted" og chatter på kryds og tværs) og Second Life, men mere fokuseret end sidstnævnte. Her er en lille interessant sammenligning:
Staffers work with advertisers to create, not passive billboards, but an extended immersive experience. Gaia’s campaign for New Line Cinema’s fantasy adventure The Last Mimzy, for example, challenged their users to accomplish a series of tasks in order to get their own special Gaian-only Mimzy (a super-intelligent bunny). Hundreds of thousands of these Mimzyies were given out—meaning some 10-20% of their total user base jumped through the hoops to win the advertiser’s prize. (By contrast, when Nissan began giving away virtual versions of their cars in Second Life, far less than 1% of Residents took them up on the offer.)
Tjek også artiklens tal om Gaia.

Tilføjelse den 25. april: Second Life ligner en døgnflue, siger professor på Aarhus Universitet, Niels Ole Finnemann, til Version2. Se artikel her.

PS: Som jeg tolkede stemningen blandt de 4 unge studerende, var 1 helt solgt på SL, 1 var helt kold, og 2 var "ved ikke rigtig". De går i øvrigt på en ny uddannelse, som jeg finder meget interessant. Det er en bachelor i Information Management, hvor kommunikation, information og teknologi udgør hjørnestenene. Det lyder bare stærkt, for at lære om kommunikation nu om dage uden også at få perspektiverne i de teknologiske hjælpemidler (social software, collaboration software etc.)er dybt godnat.

22.4.07

Kongen ikke længere største antal klik

Jeg har en fornemmelse af, at dele af erhvervslivets og dets rådgivere kigger i den forkerte retning, når der tænkes i fremtid på nettet. Således kunne jeg med undren i sidste uge læse, at den store revisionskoncern Deloitte holdt seminar om beskatningen i Second Life – det virtuelle 3D-univers. Har kunder presset på, eller hur?

Nævn mig et dansk selskab, der har tjent så store penge i Second Life, at det burde interessere det danske skattevæsen? Giv mig et realistisk scenarie for, at det sker. Men måske handlede rådgivningen mere om, hvorledes man kunne trække tabet ved satsningen fra:-)

Hvad der derimod er værd for erhvervslivet at notere på er, hvorledes ”mund til øre”-metoder blomstrer. Det er vigtigt at forstå, at det ikke længere er det højeste antal klik eller det højeste antal unikke brugere, der er kongen. Troværdighed og lødighed tæller i stigende grad, fordi der er så meget skidt og megen svindel på nettet, og det er faktisk webgængerne, der hjælper hinanden med at skille skidt fra snot. De gør også rask væk hinanden klogere via deres anbefalinger.

En lang række af de unge, store succeser på nettet er startet med ”mund til øre” som koncept, og selv gamle spillere som Dell har lyttet til nettets puls. Dell sætter vitterligt kalorier ind på at gøre skåltalen om at lytte til kunderne til realitet, som jeg giver eksempel på her.

Jeg skriver mere om det i min klumme på bagsiden af Berlingske Business i morgen med titlen ”Websteder vil dumpe uden mund til øre”..

Horderne kan udvande et websteds styrke på mange måder – ved gøre fællesskabsfølelsen mindre. Ved at gå amok med gyllekommentarer under anonymitetens dække. Og på inddirekte vis, da mængden af klik vil trække endnu mere af det kommercielle cirkus til stedet.

De ændrede forventninger vil også ramme virksomhedernes websteder. Hvad Dell gør vil smitte af. Det er af reel nytte for kunderne. De er flintrende ligeglade med residensen i Second Life.

8.3.07

Playstation slår Second Life

Sony, der har sin spilcomputer Playstation, har nu også lanceret en virtuel 3D-verden for spillerne, og den synes på mange måder at overgå Second Life. Tag et kig på bloggen Mashable og tjek videoen om Playstation Home, som det sociale netværk er døbt.

Jeg ved ikke, om man bør kalde det næste generation af 3D-verdener, men der er i hvert fald langt bedre grafik og stedet er - som jeg umiddelbart fornemmer det - langt mere brugervenligt at anvende. Bliver spændende at se, om spillerne tænder på det.

Jeg tror i øvrigt, at Sony-videoen vil være langt bedre at bruge som primær demonstration end SL, når man vil berette om 3D-verdener på nettet. Men det skal suppleres med SL, da der synes at være en helt afgørende forskel. I SL er magten på sin vis hos brugerne. Det er op til dem selv at bygge den verden (omend grunden er lagt af Linden Lab). Umiddelbart kunne jeg ikke af videoen se, at det var en option i Playstation Home.

6.3.07

TV2 Nyheder: Pusher for Second Life

TV2 Nyhedernes nye flagskib er Dags Dato. Det skriver TV2, men at dømme efter det indslag, jeg så i Dags Dato søndag aften om fænomenet Second Life, er programmet til tider blot en plimsoller, der vugger på ukritiskhedens spejlblanke overflade.

Der skal jo ikke skal mange minutters research til på nettet for at rejse alvorlig tvivl om Second Life's succes. Faktisk kan det være overmåde svært at overse kritikken. Reklameindslaget virker ekstra grotesk, fordi Dags Dato-værten Cecilie Beck i programtraileren hævder, at programmet byder på kritisk klassisk journalistik. At programmet går meget dybere nede i sagerne end andre, "fordi vi har tid". At der ikke er nogen, "der slipper let" fra Dags Dato.

Vi hørte, at Second Life har over 4 millioner indbyggere. Ikke at den altovervejende del af dem blot kom, så og gik - for evigt. Ej heller, at der normalt kun er 15.000-25.000 koblet op på samme tid.

Vi hørte, at Second Life bliver det nye internet, hvilket intet tyder på. Vi hørte, at erhvervslivet bliver nødt til at etablere sig der. Naturligvis sagt af dem, der tjener deres penge ved at "bygge" for erhvervslivet i Second Life. Af amerikaneren Aimee Weber.Af Innovation Labs Jens Roland. Ikke et kritisk spørgsmål blev stillet! Roland tog i øvrigt til genmæle under kommentarer, da jeg tidligere i et tidligereindlæg skrev om Second Life. Blogindlægget lægger sig op af min klumme i Berlingske Business med titlen "Sex og varm luft i Second Life".

Hvorfor Cecilie Beck var så ukritisk? Måske var hun betaget over at have fået sin egen "person" derude - sin avatar (vel hjulpet af Innovation Lab), selv om den havde en bad hair day. Måske er forklaringen på reklamen, at TV2 selv varmer op til et liv i Second Life, så skal seerne lokkes derud. Foreløbig er der jo en pinlig mangel på besøg alle andre steder end i det andets livs sexklubber og casinoer.

Afslutningsvis kan det undre mig, at en reel dansk fiasko i Second Life ikke blev omtalt i programmet. Den allerstørste danske satsning i det virtuelle 3D-univers, blev åbnet i fredags med et totalt flop.

IBM, it-avisen Computerworld og Innovation Lab har sammen postet masser af penge i åbne et dansk virtuelt univers i Second Life. Forud er gået måneders fortælling om det hus "House of Horizons", der ville bliver konstrueret af Aimee Weber, og alle blev indbudt til "et brag af en åbningssfest i fredags med koncert af Carpark North i Second Life. Kun omkring 70 slap ind til koncerten, mens masser af nysgerrige avatarer (jeg inklusive) fløj rundt andre steder og baldrede hovedet mod usynlige forhindringer, mens vi blev fortalt, at serveren var fuld.

Vi har altså Danmarks største it-selskab. Danmarks ældste it-avis. Og Danmarks selvudnævnte teknologiske krystalkugle, Innovation Lab, som selv bygger dyrt for firmaer derude. Og teknikproblemer gør, at kun 70 får hørt chefredaktør Mikael Lindholms tale, koncerten og hvad der ellers foregik. Hvilket flop oven på den enorme omtale som aktørerne har sikret sig og Second Life. Og hvilken barmhjertig tavshed, der har været over for floppet. Det er vel kun i blogverdenen, det er blevet noteret, blandt andet af Harddiskens Henrik Føhns, der også er blandt dem, der tidligere har udtrykt sig skeptisk. Se f.eks. her.

Begyndervanskeligheder, måske. Men tænk, hvilket ramaskrig der havde været i pressen, hvis Tivoli havde inviteret til flot rockkoncert, og kun 70 blev lukket ind.

PS: Jeg har fået kritik af en garvet Second Life indbygger, Gunnar Langemark, for totalt af affærdige Second Life. Den er værd at læse. I øvrigt vil jeg gentage, at virksomheder derude i det andet liv kan få lært en del om brug af 3D-verdener, og at de - hvis de skynder sig - også kan nå at få masser af PR på at åbne i Second Life. Ved siden af Skat, Røde Kors, Folkekirken og alle de andre, der gerne vil have vores penge og sjæle:-)

PPS: Jeg skylder dog Dags Dato ros for interviewet med kvinden, der forklarede, hvorfor hun trivedes langt bedre i Second Life end i det virkelige. Det er jo en af styrkerne ved den virtuelle verden, være det sig 2D eller 3D, at mennesker, der i den "rigtige" verden kan være for sære, generte eller sky, åbner sig langt mere i den virtuelle verden og liver op af det.