Men hvor var den gamle varselsteknologi til at informere dem, det kunne gå ud over. Hvor var manden og kvinden med megafonerne - dem, der kunne have advaret alle unge mod at nærme sig undervisningslokalerne. Hvor var højtalerne i diverse "dorms", der kunne have sendt nødsendinger og forbudt de unge at nærme sig. Ifølge for eksempel New York Times' overbliksartikel var der unge studerende, der intetanende forlod deres kollegieværelser så sent som klokken 10.
Universitetets ledelse sendte godt nok advarsler ud via e-mails, da den store massakre var påbegyndt (ikke efter de indledende to mord tidligere på morgen). Men emails! Den asynkrone meddelelsesform, som man ikke bør bruge som andet en supplerende medie, når det virkelig brænder på!
Hvorfor er det, at blogs og e-nyhedstjenester er så vilde med at berette om de nye bidrag til mediedækningen? Er der ikke langt væsentligere spørgsmål at beskæftige sig med.
Tilføjelse den 18. april: Der er fokus på, hvordan man bedst muligt kan varsle så mange, i en artikel fra Associated Press.
Også Wired har fokus på katastrofevarslingen. Her fortælles blandt andet om et nationalt varslingsinitiativ, der skal ses på baggrund af tidligere katastofer. Wired skriver:
In its own slow way, the federal government has responded to lessons learned from Sept. 11 and Hurricane Katrina and in the fall, Congress passed the Safe Port Act that lassos cell-phone companies into becoming a nationwide SMS alert system.
The system is one of many relying on the Common Alerting Protocol, or Cap, that allows officials to write an alert once in a specially designed format and then send it out through multiple distribution technologies.
