Nålestribede IBM lancerer masser af socialt software

Erhvervslivet får mange fordele ud af at benytte såkaldt social software, såsom blogs, wikier og linkdeling, og netop nu blander nålestribede IBM sig i skaren af de purunge pionerselskaber, der først så behovet.

IBM har netop lanceret sine bud på løsninger, som - i modsætning til de unge succeser - kan holdes inden for samme sikkerhedsmæssige rammer som gælder virksomhedens andre applikationer og data. Produkterne hedder Lotus Connection og Lotus Quickr.

Socialt software har jo lynhurtigt bredt sig fra privatsfæren over i erhvervslivet på grund af de indbyggede muligheder for at øge udveksling og samling af viden, og bare inden for blogs er firmaer som Lego, Nykredit, NCC og mange mange andre gået i gang. Rådgivningsfirmaet Social Square har en interessant liste over professionelle blogs i Danmark her . I øvrigt er listen opbygget via såkaldt wiki – en type software, der letter fælles forfatterskab af opslagsværker, videnbaser med videre (og som i sin mest berømte form er udmøntet i opslagsværket Wikipedia).

Så hvad kan gamle IBM? Jo, på blogsiden kan IBM nogenlunde det samme som unge Blogger samt unge Wordpress, der især har fået foden inden for hos danske erhvervsliv. IBM kan nogenlunde det samme som Del.icio.us, når det gælder om at dele de bedste links til gode websteder. Og IBM kan noget i retning af som Linkedin og Myspace, når det gælder om at skabe netværk, der gør det let at finde folk med den rette profil i en given sammenhæng. IBM har også wikier til fælles forfatterskab af viden samt samarbejdsrum, og dertil kommer så chat eller instant messaging, som IBM længe har haft med sin Lotus Sametime. I øvrigt forudsætter brugen af Lotus Connection og Lotus Quickr ikke, at man i forvejen bruger Lotus Notes, der svarer til Microsofts Exchange.

Men hvorfor vælge at betale for software fra IBM, når man faktisk kan få alle de samme funktionaliteter gratis fra de unge e-tjenester. Jo, der er jo som tidligere nævnt blandt andet sikkerhedsaspektet. Og så hænger tingene angiveligt sammen i IBM’s sfære. Det betyder også, at man får et godt overblik over, hvad man gør med de sociale værktøjer ud fra en given aktivitet.

Umiddelbart vil jeg tro, at IBM med denne lancering har overhalet Microsoft. Softwaregiganten i Redmond og Seattle har godt nok styrket sig på blog- og wikisiden med sin Office Sharepoint Server 2007, der kom sidste sommer. Microsoft har jo også chat og dannelse af sociale netværk –satsninger, der i hvert fald indledningsvis havde allerstørst fokus på forbrugermarkedet. Men linkdeling, som IBM har med sin Dogear (hundeøre...efter hvordan man lige folder en snip af en bogside, hvis man vil huske stedet), har jeg endnu ikke set fra Microsoft, men måske er jeg ikke godt nok orienteret.

Hvor modent og sammenhængende Microsofts tilbud er til erhvervslivet i forhold til IBM’s har jeg heller ikke set nogen analytikervurdering af. Noget bud på det?

Business bag maske? Mon dog.

I min tæt på instinktive modvilje mod at tro på Second Life som en nødvendig supplerende scene for erhvervslivet, dukkede der forleden en ekstra forklaring op. Fire studerende på CBS (Copenhagen Business Scool), der er i gang med at se på Second Lifes betydning, var tyet til mig for dog at få en enkelt kritisk stemme i koret af lovprisninger.

Før mødet havde jeg selvfølgelig de sædvanlige funderinger over, om det blot er min velvoksne indre Rasmus Modsat, der gør mig mere end skeptisk over for SL's brede erhvervsrelevans. Og når tilmed revisorer, tager det alvorligt:-) Men faktisk bragte en association mig et skridt videre i min forståelse af, hvorfor der er noget, der ikke rimer.

For nogle måneder siden hørte jeg på Kaffeklubben på P1, at en politiker trak en lige linie mellem Second Life og den gamle verdens maskeballer. Gemt bag masken - eller avataren (personfiguren i SL) - er der mere frit spil for flirt, for at udleve fantasier, for at sige ting, som man nødigt ville sige, når hverdagens almindelige spilleregler skal følges.

SL er altså også en slags nutidens maskebal, der tilmed tillader os at mødes på tværs af geografi og tidszoner og som tillader os at "skifte køn". Det er ikke så underligt, at SL er blevet et meget populært sted at møde nye folk for at date, gestalte samlejer and what not.

Men seriøs business bag masker? Jeg erindrer de utallige gange, som vi er blevet fortalt, at fremover vil alle forretningsmøder blive afholdt via videokonferencer, fordi det er langt mere effektivt og billigere, end hvis man skal rejse for at mødes face til face. (Jeg redigerede såmænd selv en bog om fænomenet i starten af 90'erne). Bebudelserne ses nu typisk i kølvandet på katastrofer som 9/11 og her med undertonen af, at terroristerne jo kan udgøre en trussel.

Men fakta er, at direktører rask væk holder fast i, at de vil mødes ansigt til ansigt, når der skal gøres vigtige forretninger. Noget kan bestemt håndteres via videokonferencer, hvor der jo også er ansigter, ej masker, men ikke alt, og næppe allermest vigtige ting.

Så at tro, at direktører med flere vil synes, at det bedste i verden er at indgå kontrakter bag masker i Second Life.... Nej, det er far out. Jeg tror ikke engang det vil tiltale mafiaen, der ellers opererer via stråmænd en masse.

Måske kommer der nu et modargument om, at det jo ikke er direktørerne, der skal mødes i Second Life, men det er stedet, hvor virksomheder skal møde attraktive nye kunder - kunder, der er med på beatet. Men igen. Hvad er der af attraktivt i at købe en pc, vist i 3D i dårlig pixelopløsning, af en person, der bærer "maske"?

Jeg afskriver ikke 3D-universer berettigelsen, og jeg tror, at vi vil se selv forretningsrelevante 3D-universer hen ad vejen. Jeg tror også på, at erhvervslivet gør klogt i selv at beherske 3D på eget web-sted for eksempel i forbindelse med support, hvad enten det gælder rådgivning om at "montere", udskifte noget eller fejlfinding.

Jeg faldt for øvrigt over omtalen af et andet 3D-univers, hvor de UNGE strømmer til, Gaia. Her synes konceptet at være en slags blanding af MySpace (hvor 70-90 millioner unge har hver deres "websted" og chatter på kryds og tværs) og Second Life, men mere fokuseret end sidstnævnte. Her er en lille interessant sammenligning:

Staffers work with advertisers to create, not passive billboards, but an extended immersive experience. Gaia’s campaign for New Line Cinema’s fantasy adventure The Last Mimzy, for example, challenged their users to accomplish a series of tasks in order to get their own special Gaian-only Mimzy (a super-intelligent bunny). Hundreds of thousands of these Mimzyies were given out—meaning some 10-20% of their total user base jumped through the hoops to win the advertiser’s prize. (By contrast, when Nissan began giving away virtual versions of their cars in Second Life, far less than 1% of Residents took them up on the offer.)

Tjek også artiklens tal om Gaia.

Tilføjelse den 25. april: Second Life ligner en døgnflue, siger professor på Aarhus Universitet, Niels Ole Finnemann, til Version2. Se artikel her.

PS: Som jeg tolkede stemningen blandt de 4 unge studerende, var 1 helt solgt på SL, 1 var helt kold, og 2 var "ved ikke rigtig". De går i øvrigt på en ny uddannelse, som jeg finder meget interessant. Det er en bachelor i Information Management, hvor kommunikation, information og teknologi udgør hjørnestenene. Det lyder bare stærkt, for at lære om kommunikation nu om dage uden også at få perspektiverne i de teknologiske hjælpemidler (social software, collaboration software etc.)er dybt godnat.