En tøsedrengs bekendelser

"Var det alt?". Jeg lukkede bogen "En mandschauvists bekendelser" og følte mig noget så grueligt snydt. Havde forfatteren ikke været en mand, havde jeg kaldt ham for en litterær narrefisse.

Som der dog var lagt op til afsløringer af, hvor slemt det stod til med mandschauvismen i erhvervslivet. Forfatteren, psykolog og virksomhedskonsulent Lars Einar Engström, der angiveligt øser af egen og andres chauvinisme, har tilmed været ansat hos Apple og haft opgaver for andre it/telefirmaer, så det havde spændt mine forventninger højere. Jeg købte tilmed to bøger i ét hug - den ene som gave til en klog kvinde midt i karrieren.

Jeg havde jo også noteret mig, at bogen, som for nylig udkom på dansk hos Aschehoug, har fået ekstraordinær megen omtale i de danske medier, ligesom forfatteren fik masser af opmærksomhed under sin PR-visit i Danmark.

Hans ærinde er angiveligt at oplyse om, at mænd såsom ham selv har snydt kvinder for ansættelser, forfremmelser, anerkendelse og meget andet, blot fordi de er kvinder. Mænd foretrækker bare mænd, når der ansættes, selv om de fantaserer om chancerne for at komme i bukserne på de attraktive kvindelige ansøgere.

At han "afslører" mandschauvinismen skyldes, at hans datter nu skal ud i karrieren og udsættes for det samme. Verden bør altså laves om.

Bogen er bare så himlende overfladisk, og Lars Einar Engström har næppe sat en eneste kontakt til sine old- og young boys-netværk over styr. Han er stadig en af gutterne, for han har kun smidt en luns hist og her. Mon ikke det også er blevet til mangt et anerkendende klap på skulderen for hans forretningsmæssige smartness.

Tag bare "Afsløringen af", at nogle forretningsmænd rask væk bruger escort-tjenester, og at de indbyrdes snakker om lysten til at komme i lag med to escortister på en gang....

Jamen herregud. Sagt i Normalerweizes Rungsteds-tone: "Det er sgu' da en o.k. adspredelse efter de fem timer på golfbanen med drengene, ikke sandt?".

Nogen mænd har de lyster, andre ikke. Det ved ikke mindst sælgere (large account managers i nutidssprog), der forsøger at få underskrifter på pænt store millionkontrakter hjem.

Men måske er det ikke fair at angribe Lars Einar Engström, for han har næppe tænkt på en ældre kvinde, der har haft hele sine karriere på mændenes banehalvdel, da han skrev bogen.

Men hvem er bogen så skrevet for? De unge, dygtige kvinder i starten af deres karriere? De, der stadig lykkeligt kvidrer, at de aldrig har følt deres køn som et handicap, snarere tværtimod? De, der mener, at ligeberettigelsen for længst er vundet, og at eventuel kønskvotering er noget, som kun bitre halvgamle kællinger går ind for? De vil jo slet ikke synes at en sådan bog er relevant for dem.

Eller er bogen skrevet for unge mænd, så de ikke falder i fælden? For ældre mænd, så de kan nå frem til erkendelsen af, at de grundlæggende set mener, at mænd er mere værd end kvinder, ligesom forfatteren instinktivt gør det?

Lars Einar Engström har fortalt, at manuskriptet blev afvist 15 forlag, inden nogen gav grønt lys. Ifølge ham troede forlæggerne ikke, at der var salg i den type bog.

Havde jeg være blandt forlæggerne (og jo - jeg har skam udgivet godt en håndfuld bøger, men godt nok kun om teknologi) havde jeg trods min hårde kritik næppe sagt nej. Men jeg havde beordret ham til at gå hjem og få gjort eksemplerne langt, langt mere konkrete.

Nu fungerer de vage eksempler næsten kun som appetizere til en flom af velmenende konsulentord om, hvad kvinderne bør gøre, og hvad ledelserne bør gøre. Ikke meget nyt under solen.

PS: Måske skyldes min skuffelse, at jeg havde alt for høje forventninger. Men skal jeg forsat være grov, så lad det blive med dette udsagn: "Kun en mand kan slippe godt afsted med at lave en så overfladisk bog om et så alvorligt problem som mandschauvinisme i arbejdslivet."

PPS: Jeg synes om mænd - mange af dem.

PPPS: Måske klarer mænd kun en overfladisk bog om dette emne. Måske er det forklaringen.

Magtkampens A-Z, Del I

For 20 år siden udgav jeg under pseudonym en lille bog. Borgens Forlag accepterede mit manus til "Magtkampens A-Z", men nok især fordi jeg selv havde sikret, at Nikoline Werdelin ville illustrere den lille pamflet:-)

Det blev ingen succes. Forlaget markedsførte den i kategorien, hvor man også fandt "Kys hinanden" og "Knus hinanden" - eller hvad alle de små tutte-nutte-værtindegaver hed. Og så sendte Borgen en pressemeddelelse ud, der lå meget tæt på at identificere mig, så jeg lagde min planlagte "guerilla-markedsføring" på hylden.

Det var da min opfattelse, at ingen direktion i det danske land ønskede at have en person i huset, der skrev om magtkamp, uanset at jeg havde samlet indtrykkene fra mange arbejdspladser og meget ledelseslitteratur. Det var nemlig også i årtiet, hvor Bodil Nyboe Andersen blev citeret for følgende: "Det er sagt, at magt er det eneste ord, som kan få danskere til at rødme".

Tiden har ændret sig, og modet til at kalde en spade for spade og magt for magt (og ikke blot indflydelse) er vokset.

I de kommende dage vil jeg citere lidt fra bogen. Jeg har nemlig en tiltrængt miniferie, og hjernen skulle gerne fordummes en smule, så derfor har jeg sluppet nyhedsovervågningen. Det er jo lettere bare at skrive af.

Så her er altså lidt smuler fra en pamflet, som måske havde haft en rolle i lufthavnen, hvor erhvervsmænd lige skimmer udbudet af ledelseslitteratur. Dog må jeg tilføje, at bogen er mærket af tidens tand.

A:

Afskedigelse: Gør som alle de andre i firmaet. Vig bort fra den fyrede. Afskedigelse smitter lige så fordomsfuldt gennem luften, som AIDS gør. Om han så var din bedste ven, så er dit helbred i organisationen naturligvis vigtigere.

Angiveri: Gammel krigskunst. Udøves diskret under fire øjne - ad gangen.

B:

Beslutninger: Træffes ikke på møder, men før. Møder er prestige. Dér viser man omverdenen og hinanden, at man er blandt de udvalgte, der har ret til at være med til at træffe de beslutninger, der er truffet. Uvæsentlige beslutninger er dog undtaget fra reglen. De træffes på møder.

C:

Charme: Ikke det krydderi, der er drysset mest gavmildt ud over de hårde magtstræbere. En bekvemmelighed, men ikke nødvendig. Også fordi chefen på mirakuløs vis tillægges charme dels af dem, der gerne vil tækkes magten, dels af søde damer, der tændes på magt.


Fortsættes i morgen, hvor Klaus Riskær Pedersen også er med. DR bad ham anmelde bogen, og det fortæller jeg nærmere om.