Haarder om sløjd, musik og billedkunst kontra it-kompetence

En rådgivergruppe har netop foreslået undervisningsminister Bertel Haarder, at musik og billedkunst skal have status som prøvefag efter 9. klasse. Jeg erindrer, hvad Bertel Haarder svarede, da en tænketank af it-ansvarlige hos danske virksomheder og myndigheder foreslog, at de unge skulle kunne prøves i forskellige it-kompetencer, såsom at navigere effektivt, kildekritisk og sikkert på nettet - også taget i betragtning at unge faktisk kan vælge at blive prøvet i sløjd og håndarbejde.

Den gang sagde Bertel Haarder, at henvendelsen blot var et udtryk for pression fra it-selskaber, der ville sælge mere hardware, og at skolerne ikke havde udstyr og internetforbindelser nok.

Hans svar vedrørende musik og billedkunst? Her er det, citeret fra gårsdagens Berlingske:

"Der var intet jeg hellere ville end sige ja til de forslag, men det er en meget kostbar ønskeseddel.....".

Ingen tvivl om, hvor den ministerens hjerte ligger. Synd også at hjernen ligger der.

Jeg mangler så lige at fortælle, at den samme gruppe rådgivere foreslår at sløjd og håndarbejde skal sammensmeltes i "Håndværk og design".

Sagen om behovet for it-kompetence skrev jeg om her, og Haarders reaktion på, hvad jeg skrev er her.

Haarder m.fl. forstår ikke betydning af it-viden

Advarsel: Dette blogindlæg er meget langt og fyldt med overdrivelser om politi, skoler, chefredaktører og....
Bertel Haarder er en klog og modig mand, som jeg på mange punkter har dyb respekt for, men han dumper i min anseelse på ét punkt, nemlig hans gammelmands afvisning af it-viden som en nødvendighed for skolebørn. Man engagerer sig som bekendt i, hvad man måles på.

Men folkeskolens elever skal ifølge ham ikke måles på deres it-kyndighed. På husgerning, hvis de vil. På sløjd. Ja, men ikke på it.

Bertel Haarder mener ikke, at behovet er der. Han ser ifølge Computerworld hardwareindustrien som spindoktorer for det pres, der er for at få it-kompetencen målt. Han mener også, at det er alt for let at snyde med en sådan måling, og at skolerne slet ikke har nok pc’er og internetforbindelser.

Problemet er, at Haarder er nærsynet. Han ser alt klart på kort hold, mens alt bag er tåget. Jeg vil derfor anmode Bertel Haarder om at tage et kig på to ting, som jeg selv er faldet over de sidste 24 timer.

Det er hændelser, der måske kan åbne hans øjne for, hvad uvidenhed om it i værste tilfælde kan føre til hen ad vejen. Det er godt nok ekstreme amerikanske eksempler, men kan undervisningsministeren ikke tage et tankespring ud fra disse eksempler, vil jeg vil gerne gå videre. Jeg vil gerne finde danske eksempler frem på, hvad it-uvidenhed i værste fald fører med sig, og jeg er overbevist om, at mange gerne vil hjælpe mig med det forehavende. (Kom blot med eksempler som kommentarer til dette indlæg).

Det ene amerikanske eksempel er aktuelt. Det handler om, at manglende basal it-kompetence hos en række spillere, kan ende med at koste en kvinde, en vikar i "folkeskolen", 40 års fængsel.

Det andet eksempel er fra 1998. En ung, lovende journalist, fik ført et højt respekteret tidsskrift bag lyset med en opdigtet historie om hackere. Ingen på det ”gamle” medie havde interesse eller viden nok om nettet til at se de tændte advarselslamper.

Uskyldig vikar fældes på porno
På fredag afgøres i en amerikansk retssal, om en skolevikar, Julie Amero, skal idømmes op til 40 års fængsel, fordi der på en pc i et klasselokale med børn pludselig poppede porno-billeder op i lynets hast. Jeg baserer især min referat på en artikel i US Today.

Da vikaren tidligere havde fået en fastansat lærer til at tænde og logge sig på pc’en, så hun kunne bruge den i undervisningen, havde hun fået besked på, at hun ikke måtte slukke den igen, hvis hun ville på igen.

Vikaren var en kort stund var ude af lokalet, og skolebørnene havde imens surfet rundt på nettet, og herunder ramt et sted, der fik downloaded en såkaldt trojansk hest. Denne åbnede pc’ens ”bagdør” for ”adware” – en stump software, der resulterede i, at pornobillede efter pornobillede poppede op som reklame for pornosteder, og intet kunne standse det.

Da USA ikke kun er mulighedernes land, men desværre også hysteriets land, har forældre kørte sagen op i en spids.

Datalogens datter
Lad mig spole tiden nogle få år tilbage til en dansk arbejdsplads. Chefredaktøren, der er datalog/kommunikationsuddannet fra RUC, kommer på job. Han er træt og pissefrustreret, for han har kæmpet i timevis for at få fjernet porno-pop-upper på sin lille datters computer. Han anede ikke, fra hvilket websted ”smitten” var kommet, men det havde været tæt på umuligt at få taget livet af pop up’erne.

I USA-sagen kom smitten i øvrigt fra et websted, der fremviser smarte frisurer. Prøv bare Bertel Haarder! Gå på new-hair-styles.com på en pc, der kører på lidt gammel software, og som ikke er beskyttet godt nok – som det var tilfældet for pc’erne på den amerikanske skole.

• Vikaren, der jo ikke måtte slukke for pc’en, glemte – eller vidste måske ikke – at hun kunne havde slukket for skærmen alene. Hendes uvidenhed kan koste hende fremtiden.

• Politiets egen interne it-ekspert gav i retten udtryk for, at når browserhistorikken viste, at der havde været besøgt pornosteder, så betød det, at nogen bevidst var gået på disse steder. Men adware kan selv åbne sådanne steder. Politiets ukyndighed kan koste en kvinde fremtiden.

• Skolens it-ansvarlige lod pc’erne kører på forældet Windows-styresystem og browser, altså dårligt sikrede produkter. Licensen på antivirussoftwaren er udløbet, og der var ikke installeret antispyware. Den it-ansvarliges laden stå til kan koste en kvinde fremtiden.

• Anklageren nægte vikaren at tilkalde en sikkerhedsekspert som viden – en, der kunne bekræfte, hvorledes den trojanske hest var kommet ind, og at hele porno-plagen var sket pr. automatik. Anklageren kan koste den kvinde fremtiden.

Aldrig i Danmark?
Selvfølgelig ville det aldrig kunne gå så galt i Danmark, men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. Og godt står det sgu’ ikke til herhjemme.

Kære forældre derude. Hvad ved skolelærere om it? Det har jo i årtier ikke været på programmet på seminarierne, og vel med Haarders og andre gammelmænds (m/k) velsignelse.

Politiet ved alt for lidt om it, og dem, der endelig får lært noget, forsvinder til private job. Sager trækkes i langdrag, falder mellem stole, droppes. Politiet inddrager ”sikkerhedseksperter”, der har nul teoretisk viden på området, men sans for PR og dog en vis erfaring.

Politiet selv har i øvrigt i årevis selv kørt på forældet software, og deres værktøjer er endnu fra den it-mæssige stenalder.

Jurister? Justitsministeriet? Der, hvor der i toppen er mere status i bruge gule konceptblokke end pc? Forhåbentlig har det ændret sig på det seneste.

Journalistskandalen
I nat så jeg filmen ”Shattered Glass” fra 2003. Den fortæller historien om, hvorledes en ungt journalistisk fyrtårn, Stephen Glass, i 1998 skrev en historie i The New Republic, baseret på 100 procent opspind.

Historien med overskriften ”Hack Heaven” går på følgende: Et stort softwarefirma var blevet så chokeret over, at en 15-årig hacker havde brudt ind i systemerne og afsløret hemmelige løntal, at hackeren ansættes som sikkerhedskonsulent til høj hyre. Glass får tilmed lov til at være med på sidelinien i forhandlingerne mellem hackeren, hans forældre, firmaets direktør og firmaets jurist. Og han giver også en øjenvidneskildring af, hvorledes hackeren går lige fra mødet og fejres på en hackerkonference få bygninger derfra.

Det bliver en journalist af datidens få online-nyhedssatsninger, Forbes Digital, som afslører sagen. Journalisten Adam Penenberg, der kender til hackermiljøet, undrer sig. Han forsøger at finde det store softwarefirmaets web-sted, men forgæves. Og så ruller sagen. Glass har omtalt hackerorganisationer, der ikke eksisterer, lovforslag på området, der ikke eksisterer etc.etc. Det viser sig senere, at løgnehistorien ikke repræsenterede en undtagelse.

Find filmen, se filmen og bliv klogere. Også på, hvorledes gammelmands-ignorance over it i de klassiske medier – ukyndighed – spiller ind.

Aldrig i Danmark?
De gamle brede medier herhjemme har været nøjagtig lige så ignorante over it-området, som i USA. Det er stof, der som hos Bertel Haarder, hører til langt nede i hierarkiet. Som typisk dækkes af praktikanter og så nogle ganske få entusiaster. Lavstatus’en er vel medvirkende til, at mange af de bedste it-journalister ”flygter” over på de klassiske status-områder, når muligt.

Når de gamle medier igennem 1990'erne endelig har haft stoffet fremme har det været for at fejre (beklager, men det er altså ordet) unge hackere – ædt deres ord råt for usødet, inviteret dem indenfor – i bedste sendetid – eller på forsiden.

De gamle medier har også typisk ukritisk viderebragt sikkerhedsfirmaers ”Ulven kommer” etc.etc. Og så har de gamle medier ret så ukritisk holdt mikrofonen frem over for leverandørerne en dag om ugen. It-selskaberne ligger nenlig typisk blandt top 3 på listen over mest annoncerende brancher, og aviserne, der fik nedlagt it-tillægget fik en afklapsning ved kasse 1.

Jeg overdriver
Min mening her repræsenterer selvfølgelig en overdrivelse, da overdrivelse ... Men der er store elementer af sandhed i dette.

De gamle medier, med deres halvgamle chefredaktører og redaktører, og deres halvgamle journalister har ikke haft lyst til dette stof, som man så let føler sig dum i. Nogle af de unge journalister har haft mere blod på tanden, men man interesserer sig mest for, hvad man måles på, og på et tidspunkt er hackerhistorier ikke længere nok.

At medierne så i disse år - gennem sorte skærme og lammede web-steder - på den hårde måde lærer, hvor afgørende it fra f.eks. danske SAXO er, er en anden sag.


Retur hos Haarder
Og så er jeg retur ved Bertel Haarder på denne lange rejse. Da jeg for herrens mange år siden gik i skolen, lærte jeg at bruge en regnestok, og jeg blev jo på indirekte vis målt på, om jeg evnede det. Lærdommen kom mig til nytte senere i livet, da jeg skulle lave layout og beskære billeder. Og i mit univers svarer en pc til helvedes masse ”regnestokke”, som man bør kunne drage nytte af (og undgå fælderne i) umiddelbart og ikke mindst for at have et trin, som man kan træde videre fra.


Hele skolesystemets holdning til gennem tiderne har groft sagt været ud fra parolen,

”hvad jeg som minister eller skolelærer ikke forstår en dyt af, det skal børnene heller ikke forstå en dyt af”.

Der har været lidt lavstatus-reservater, hvor engagerede lærere har forsøgt at gøre en forskel, men it er aldrig blevet taget alvorligt i landet, hvor vi ellers praler til brækpunktet med vores store pædagogiske tradition.

Svigtet pædagogik
En tradition, der har ladet hånt om, at billeder opklistret på en paptavle, ikke når en interaktiv multimediefremvisning til sokkeholderen i formidlingsevne. En tradition, der fortsat lader læreren være ”den altvidende” og eleverne tomme kar, der skal fyldes. En tradition, der på ubarmhjertig vis har ladet svage børn – om det er i læsning, regning eller via ordblindhed – i stikken, ved at ignorere de beviser, der foreligger for, hvor meget hjælp børn faktisk får via støttende pc-programmer.

Overfor it har skolesystemet været at ligne med de tre aber. Ser intet, hører intet, siger intet. Havde det ikke været for børnenes forældre og børnene selv, var det gået helt a.h.t.

Eller hvad mener du, kære tålmodige læser, der har orket turen igennem hele historien?