
Tag et kig på Belkins nye trådløse router N1 Vision både for ekstraordinært design og god brugervenlighed. Den blev præsenteret i går og "går" i salg i slutningen af måneden til 199 dollar - omkring 1.100 kroner.
Nu får man jo routers til langt under det halve, så hvad byder Belkin på af ekstraværdi? Jo. Hvor de gamle routers har diverse blinkende dioder som "sprog", kan N1 Visions display vise i klare billeder, hvilken hastighed internetleverandøren egentlig byder på til download og upload, den kan vise udnyttelse af båndbredden, antal tilknyttede enheder på det trådløse net, dato, tid samt en "Guest Access Network Key". Valg mellem funktionalitet sker via en lille trykfølsom firkant på displayet.
Hvad jeg også hæfter mig ved, er den IKKE ligner et eller andet fra "værkstedet", der bare har sneget sig ind på kontoret eller i privaten.
Visningen af farten havde i øvrigt været rar at have ved hånden, da jeg for nylig fornemmede, der var noget galt med min forbindelse. Den viste sig at levere en brøkdel af det, jeg betalte for, men jeg måtte først have downloaded testsoftware for at bevise det.
Foreløbig har Belkin, der i forvejen får god omtale for sine routers, fået en fin modtagelse af den splinternye N1 Vision, men jeg har endnu ikke set anmeldelser.
Firmaet siger selv, at den kan sættes op på minutter. Der skulle være tale om Plug and Play, altså uden installations-cd. Enkelheden skulle også omfatte opsætningen af den sikkerhedsmæssige del af den, så "fremmede" ikke kan gå på. Routeren rummer WPA (Wi-Fi Protected Access) og WEP (Wired Equivalent Privacy).
I teorien skulle den have en radius på 1.600 feet, hvilket svarer 488 meter. Og ja, vi kender alle til de trådløse routere, der skulle række 100 meter, men som knap klarer 30, hvis der er "hønsenet" i væggen eller andre forstyrrelser, så det bliver interessant at se nogle test.
De øvrige specifikationer og funktionalitet fremgår af firmaets pressemeddelelse her.
PS: Er du jogger, løber du typisk med musik fra en iPod eller lignende i ørene, og er der udsigt til tordenvejr, så er der fare i luften. Læs denne artikel fra Reuters på News.com. En mand kom slemt til skade, da øredimsernes metal er ledende. Moralen: Lad musikken blive hjemme, når der er tordenvejr i luften.